Nyhed
Læsetid: 4 min.

Vil Tea Party blive USA's tredje parti?

Den lederløse sociale bevægelse vil efter midtvejsvalget i dag stå over for en vigtig afgørelse. Skal den fortsætte med at lægge pres på Det Republikanske Parti indefra eller omdanne sig til et alternativ til USA's to store partier
Tea Party-bevægelsen er mange forskellige ting på en gang, som disse badges med bevægelsens budskaber fra et vælgermøde illustrerer. Men spørgsmålet er, hvad bevægelsen vil på længere sigt - og ikke mindst hvilken form, den vil antage.

Tea Party-bevægelsen er mange forskellige ting på en gang, som disse badges med bevægelsens budskaber fra et vælgermøde illustrerer. Men spørgsmålet er, hvad bevægelsen vil på længere sigt - og ikke mindst hvilken form, den vil antage.

Win Mc

Udland
2. november 2010

BOSTON - Er Tea Party en social bevægelse eller et tredje parti i amerikansk politik, som er kommet for at blive?

Det spørgsmål vil muligvis blive besvaret ved dagens midtvejsvalg til den amerikanske Kongres, som formelt set er en traditionel dyst mellem de to herskende partier - Demokraterne og Republikanerne.

»I dette øjeblik er Tea Party-bevægelsen på højdepunktet af sin indflydelse,« siger Robert McClure, leder af den konservative tænketank James Madison Institute.

»Tea Party har tvunget begge partier til at reagere og/eller reformere sig. Spørgsmålet er, hvad bevægelsen gør, hvis partilederne efter midtvejsvalget fortsætter ufortrødent i samme spor som hidtil. Det kan føre til grundlæggelsen af et tredje parti.«

Sådan som landet ligger i dag inden midtvejsvalget, er det kun sikkert, at Tea Party-støttede kandidater bliver indvalgt i Repræsentanternes Hus.

Know-Nothing

Næsten alle senatskandidater med opbakning fra bevægelsen befinder sig i meget tætte opløb, bortset fra John Boozman i Arkansas, som står til at slå den siddende demokratiske senator Blanche Lincoln. I det eksisterende Senat identificerer kun et medlem sig med Tea Party - den populære medgrundlægger Jim DeMint fra South Carolina. Hvis Tea Party-kandidaterne klarer sig langt dårligere end forventet, kan det føre til en eksistenskrise for bevægelsen. Den kan meget vel ende som en af sine velkendte forgængere, Know-Nothing-bevægelsen fra 1850'erne.

Know-Nothing-bevægelsen deler nogle fælles træk med vore dages Tea Party. Det gælder f.eks. ønsket om at forsvare den nationale identitet mod indvandrere. Dengang var det protestanter, der opfattede emigration fra det katolske Irland og Italien som en trussel mod USA's herskende angelsaksiske kultur. I dag udfyldes den rolle af immigranter fra Latinamerika og især spansktalende Mexico.

»Det karakteristiske for denne type bevægelser i amerikansk historie er deres reaktion mod demografiske forandringer. Lige så typisk er, at de kun er døgnfluer,« siger Marshall Ganz, lektor på Harvard Universitet.

Lederløs bevægelse

Bevægelsen blev kaldt »Know-Nothing«, fordi medlemmerne skulle benægte deres medlemskab, hvis de blev spurgt. Trods det bruges termen i dag som en reference til folks naivitet og uvidenhed. Senator John Kerry har f.eks. kaldtTea Party-medlemmer for »know-nothings« eller ignoranter. Et andet fællestræk er Know-Nothing- medlemmers indkomst, der ligesom Tea Party's tilhængernes er højere end landsgennemsnittet.

Måske mest interessant er, at Know-Nothing-bevægelsen i 1854 blev omdannet til et traditionelt politisk parti, The American Party og vandt flere betydningsfulde politiske embeder i delstater fra Midtvesten til nordøstlige USA. Herefter afgik det en stille og pludselig død.

Historikere diskuterer stadig årsagerne til bevægelsens korte liv. En forklaring kan være, at bevægelsens medlemmer (partiet havde et medlemskab på en million) afviste at bygge en formel partistruktur. I sin essens forblev bevægelsen i sin korte eksistens lederløs.

Inden for Tea Party er den fremherskende ide, at en formel organisation og lederstruktur vil fratage bevægelsen muligheden for at påvirke det republikanske parti indefra.

»Det er en bevægelse, der indeholder så mange fraktioner - libertære, isolationister, sikkerhedshøge, kulturelt konservative - at kun en ny Ronald Reagan ville kunne opfange alle disse idéstrømninger,« siger den konservative forfatter og Tea party-sympatisør Peter Schweizer.

Behov for succes

Ronald Reagan idoliseres af Republikanere som grundlægger af den konservative bevægelse i USA. Han blev i 1980 valgt til præsident på en bølge af protest mod høje skatter og energipriser samt et løfte om militær oprustning og amerikansk storhed.

Deana Rohlinger, professor i sociologi på Florida State University, forsker i Tea Party-bevægelsen.

»Nogle medlemmer mener, at man kun kan opnå indflydelse ved at operere decentralt og bruge internettet til at sprede budskabet og organisere sig,« siger hun. »Andre frygter, at manglen på en enkel røst betyder et mangesidigt budskab, der forvirrer offentligheden og tiltrækker opportunistiske politikere.«

Ifølge Rohlinger står meget på spil for bevægelsen i dette midtvejsvalg.

»Sociale bevægelser af denne type er meget afhængige af succes. Hvis de ikke klarer sig så godt som ventet, vil de få svært ved at mobilisere så mange tilhængere som i 2009-10. De vil ikke længere være så populære i medierne,« forudser hun.

Et karakteristisk træk ved Tea Party-tilhængere er desuden en stædig uafhængighed.

»Det er amerikanere, som protesterer mod statens indblanding i alt. De vil gerne efterlades alene og reagerer derfor pr. refleks imod hierarkiske strukturer,« siger Robert McClure fra James Madison Institute.

Til kamp mod eliterne

Protestbevægelsen skal derfor ses som et udtryk for afstandtagen fra den politiske og økonomiske elite i landet.

»De vender sig også mod Wall Street og de store koncerner. Ifølge Tea Party skal landets redning søges i de mindre virksomheder,« siger Peter Schweizer.

Schweizer forudser Tea Party-bevægelsen pludselige død, hvis den vælger at stille sig bag en enkelt politikers kandidatur under de republikanske primærvalg i 2012 - eksempelvis Sarah Palin over en anden kandidat.

»Man kan heller ikke udelukke, at frustrationen over en manglende højredrejning i Det Republikanske Parti fører til grundlæggelsen af et traditionelt parti, der opstiller sin egen præsidentkandidat,« siger den konservative forfatter.

Noget lignende skete under præsidentvalget i 1992, hvor Ross Perot stillede op og tog stemmer fra Republikaneren George H.W. Bush. Resultatet var, at Bill Clinton blev præsident med kun 42 pct. af stemmerne.

 

Læs Martin Burcharths valgdækning i dag og i morgen på bloggen Amerikanske Perspektiver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Johansen

Burcharth:

"Er Tea Party en social bevægelse eller et tredje parti i amerikansk politik(...)?"

Kjennetegnet ved manipulerende retorikk er at den stiller slike innskrenkede spørsmål, som tilbyr leseren å velge mellem to falske alternativer, som
1) ikke logisk utelukker hverandre og 2) derimot utelukker fra bevisstheten de alternativene som bedre beskriver virkeligheten.

"Teaparty" er hverken en sosial bevegelse eller et parti. Det er, som alt annet i mediene i vår tid, et medie-, olje- og finansmogulskapt overflatehysterisk tekoppfenomen, en storm i et glass te, en potemkinkulisse som viser at USA i vår tid ofte er mer gammelrussisk/stalinistisk og prøyssisk enn amerikansk.

"The Cane report said the companies, including BP, BASF, Bayer and Solvay, which are some of Europe's biggest emitters, had collectively donated $240,200 to senators who blocked action on global warming – more even than the $217,000 the oil billionaires and Tea Party bankrollers, David and Charles Koch, have donated to Senate campaigns.

The biggest single donor was the German pharmaceutical company Bayer, which gave $108,100 to senators. BP made $25,000 in campaign donations, of which $18,000 went to senators who opposed action on climate change. Recipients of the European campaign donations included some of the biggest climate deniers in the Senate, such as Inhofe of Oklahoma, who has called global warming a hoax."

http://image.guardian.co.uk/sys-files/Guardian/documents/2010/10/24/clim...

Burcharth kan nokså lenge ignorere fakta, og han kan la sine støttespillere slette mine innlegg med links til faktaopplysninger. Det er hva det er: sensur,
hvis hensikt er opplagt.