En valutakrig har ingen vindere

Det er let nok at forstå, hvorfor nogle politikere håber på, at gunstigere valutakurser kan føre USAs økonomi tilbage på sporet. Midt i en voksende frygt for stagnation efter japansk mønster er andre muligheder enten ikke på bordet eller må forventes at være ineffektive. Politisk dødvande og skyhøj gæld har forpurret mulighederne for en virkningsfuld stimuluspakke nummer to, og pengepolitikken har ikke fået sat gang i nye investeringer. Men at svække dollaren for at øge eksporten er en risikabel strategi det vil kunne resultere i både ustabile valutakurser og protektionisme. Og hvad værre er det lægger op til modtræk fra de konkurrerende økonomier. I det aktuelt så skrøbelige globale økonomiske miljø vil en valutakrig gøre alle til tabere.

Heldigvis findes der et alternativ: Et globalt samarbejde baseret på vækstfremmende strukturreformer, økonomiske stimuli og langsigtede institutionelle ændringer i det globale monetære system ville udgøre en langt mere effektiv strategi.

Lære af historien

Vi kender farerne ved devalueringer, for vi har været der før. I 1930erne udløste bring din nabo til tiggerstaven-politikker Den Store Depression. (Beggar-thy-neighbour: en økonomisk politik, som tager sigte på at forbedre handelsbalancen og fremme beskæftigelsen i ét land på andre landes bekostning, f.eks. ved hjælp af devaluering, eksporttilskud, told eller direkte importkontrol, red.). I mere normale tider kunne USA presse andre lande til at opskrive deres valutaer i forhold til dollaren og dermed bidrage til at gøre USAs eksport billigere ved at opretholde lave renter og frisætte en strøm af likviditet. Men i dag har andre lande og navnlig Kina signaleret, at det spil vil de ikke gå ind i.

USA skal i stedet overveje en anden vej. Det gælder om at lære af historien. For 40 år siden førte amerikansk enegang til et sammenbrud for Bretton Woods-systemet og en overgang til en variabel renteorden. Siden har den globale økonomi været kendetegnet ved kriser uden fortilfælde. Nu er verden på nippet til igen at overgå til en ny orden med styrede valutakurser og opsplittede kapitalmarkeder. Men dette er ikke et resultat af omfattende forhandlinger om, hvilket system, der bedst tjener alle. Snarere er det et resultat af, at nogle lande træffer foranstaltninger, som de mener er i egen interesse, uden hensyn til andre, som så er henvist til at gøre, hvad de kan for at beskytte sig selv.

USAs monetære politik bar en stor del af ansvaret for Latinamerikas tabte årti, efterhånden som en hidtil uset rentestigning udløste gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Også dengang var den amerikanske pengepolitik altså i høj grad ansvarlig for den boble, hvis brist førte til global recession.

Illusoriske fordele

Nu er USA igen involveret i en adfærd, der risikerer at bringe den globale stabilitet i fare. Det ironiske er, at USA kun vinder lidet ved sin udpumpning af likviditet. De lave renter medførte ikke investeringer i maskiner og inventar under recessionen i 2001, og det er ikke sandsynligt, at det vil ske nu. Men USAs politikker har virkninger i andre lande, efter som de billige penge afsøger verden for de bedste udsigter til afkast og finder dem på de nye markeder. Vi kender det kaos, som kan blive følgen, når disse penge strømmer ind og ud. Store og pludselige ændringer i valutakurser kan få ødelæggende virkninger, navnlig i udviklingslande, når virksomheder her bliver tvunget ud i konkurs. Udviklingslandene har været drivkraften bag den globale vækst, og sådanne ændringer kan ødelægge ethvert håb om et hurtigt globalt opsving.

Men ikke blot er omkostningerne ved en verden med konkurrence på devalueringer indlysende, fordelene kan også være illusoriske. Kina har ret i at påpege, at en justering af dets valutakurs ikke vil gøre meget i forhold til at korrigere USAs handelsunderskud USA vil blot importere tøj og tekstiler fra andre udviklingslande. Faktisk kan dets handelsunderskud forværres på kort sigt også selv om andre lande justerer deres valutakurser da USA vil skulle betale mere (i dollar) for, hvad det importerer.

Fragmenteret marked

I øjeblikket forfølger hvert land sine egne interesser. USA er bekymret for arbejdsløshed, mens Kina er bekymret for, at en stor opskrivning af dets valuta vil medføre økonomisk uorden indadtil i tilfælde af, at der ikke kommer gang i den globale vækst igen. Fortsætter vi på denne kurs, vil de nye vækstøkonomier blive nødt til at beskytte sig selv via skatter, kapitalkontrol, reguleringer og direkte indgreb hvilket de allerede i stigende grad har grebet til. Efterhånden som flere lande tyr til indgreb for at afbøde konsekvenserne af den uhæmmede pengeekspansion i USA og måske også i andre avancerede industrielle lande vil de, som forsøger at fastholde troen på markedsbestemte valutakurser, opleve et øget pres. I sidste ende vil begrebet om markedsbestemte valutakurser tage sig lige så arkaisk ud som Bretton Woods. Resultatet vil blive et stadig mere fragmenteret globalt finansmarked med næsten uundgåelige følgevirkninger i form af protektionisme.

Investeringer

Svaret på det tilsyneladende dødvande er enkelt: At genskabe den globale vækst, hvorefter valutaopskrivninger følger af sig selv. Det vil kræve, at alle regeringer, som har kapacitet til at udvide den samlede efterspørgsel også gør det. USA har et særligt ansvar, både fordi det bærer skylden for at have skabt den globale krise, og fordi det kan låne til lav rente en fordel, som det til dels har i medfør af dollarens status som de facto reservevaluta. Tiden må nu være inde til, at USA foretager de investeringer i højproduktivitet, som det har brug for. Udgifter til projekter som højhastighedstog og grøn teknologi vil i realiteten forbedre USAs balance. Højere vækst ville skabe flere skatteindtægter og føre til en lavere langsigtet national gæld. Sådanne skridt vil ikke kun hjælpe USA, men også få stærke positive afsmitninger, både på kort sigt (fra den øgede vækst) og på lang sigt (fra de teknologiske forbedringer) for resten af verden.

Fælles interesser

Både USA og Kina har brug for strukturelle ændringer, ikke bare for justering af valutakurser. Selv på kort sigt er der meget, de vil kunne gøre for at bidrage til den samlede globale efterspørgsel: Lønforhøjelser er et eksempel. I begge lande har median-husstandsindkomsten ikke fulgt trit med væksten. (I USA i dag er median-indkomsten lavere, end den var i 1997!). Begge har behov for investeringer for at tilpasse sig den globale opvarmning. Begge har brug for øgede offentlige udgifter til uddannelse og sundhed for de fattige. Begge er nødt til at finde bedre måder at allokere kapital på. Amerikas finansielle markeder har udvist en bemærkelsesværdigt manglende evne til at kanalisere opsparinger produktivt. Kina kan ikke blive ved med at med at skabe overkapacitet i produktionen. Kina har brug for at finde måder at genbruge sine massive opsparinger på, såsom at investere hjemme i urbanisering, at investere i udviklingslandene med overskud af arbejdskraft og at hjælpe andre med at klare udfordringen fra den globale opvarmning.

Dette alternativ bygger på samarbejde på gensidige forpligtelser til finanspolitisk ekspansion, på strukturreformer og på korrektion af ubalancer for alle lande (ikke kun Kina). For nogle vil valutakursjusteringer være del af dette, for andre sandsynligvis ikke. Men hvert land vil fastlægge den bedste måde at opnå de aftalte mål, med behørig hensyntagen til negative og positive eksterne virkninger.

Opgive låneprivilegier

Et nyt globalt reservesystem eller en udvidelse af IMF-pengene (de såkaldte særlige trækningsrettigheder eller SDR) vil være centralt for en samarbejdende tilgang. Med et sådant system vil de fattige lande ikke længere behøve at lægge flere hundrede milliarder dollar til side for at beskytte sig mod globale udsving og kunne i stedet bidrage til den samlede globale efterspørgsel.

Det er korrekt, at med et sådant system vil USA ikke længere kunne nyde godt af de ekstraordinært billige lån, der følger med at være møntudsteder for verdens vigtigste reservevaluta. Men den nuværende ordning er en anomali. Verden har nået et kritisk punkt. Den vej, som den i dag er slået ind på, er præget af fortsat ustabilitet og blodfattig vækst. Den kooperative vej vil være bedre for alle. Det er faktisk den eneste måde, hvorpå betydelige reduktioner i de globale ubalancer kan opnås, og verden igen kan rettes ind mod en ny, robust vækst.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen