Læsetid: 4 min.

Efter Wiki-lækagen: Spændingen stiger på Korea-halvøen

Afsløringen af, at Kina vil kunne acceptere en koreansk genforening under Seouls ledelse risikerer at gøre en kritisk, ustabil situation endnu værre
Kinas vice-udenrigsminister har erklæret over for amerikanske embedsmænd, at Pyongyang opførte sig som 'et forkælet barn' for at få Washingtons opmærksomhed, da det i april 2009 gennemførte en missiltest. Om Nordkoreas leder leader Kim Jong-Il (t.v.) og den kinesiske præsident, Hu Jingtao (t.h.), også kan give hinanden hånden efter Wikileaks-afsløringerne, vil tiden vise.

Kinas vice-udenrigsminister har erklæret over for amerikanske embedsmænd, at Pyongyang opførte sig som 'et forkælet barn' for at få Washingtons opmærksomhed, da det i april 2009 gennemførte en missiltest. Om Nordkoreas leder leader Kim Jong-Il (t.v.) og den kinesiske præsident, Hu Jingtao (t.h.), også kan give hinanden hånden efter Wikileaks-afsløringerne, vil tiden vise.

KCNA via KNS

1. december 2010

Da en kinesisk udenrigspolitisk ekspert tidligere på året blev spurgt, hvad Kinas anså for bedste løsning på det nordkoreanske problem, satte han en fortvivlet mine op. »Status quo,« svarede han så. Som Wikileaks nu har afsløret, forbereder Kina sig imidlertid aktivt på, at udfaldet kan blive et ganske andet.

Det »forkælede barn« unddrager sig i stigende grad kinesisk kontrol. Den nordkoreanske regime har i år sænket et sydkoreansk krigsskib, genoptaget sit nukleare berigelsesprogram og beskudt en sydkoreansk ø med artillerigranater. Kinas reaktion har hver gang været at opfordre til ro. Spørgsmålet i Beijing i dag er nu, hvilken effekt offentliggørelsen af de diplomatiske dokumenter vil få på Nordkoreas regime, nu da graden af Kinas forbitrelse over for dets problematiske nabo er blevet almen viden? Den kinesiske regering har beordret sine hjemlige medier til ikke at rapportere om Wikileaks-dokumenter og har blokeret for de hjemmesider, hvor de er tilgængelige, The Guardians download-side indbefattet. Men selv om Beijing midlertidigt kan forhindre landets borgere i at få adgang til oplysningerne, var nytten af og visdommen i Kinas venskab med Pyongyang allerede draget stærkt i tvivl i Beijing - og ikke kun i snævre udenrigs- og sikkerhedspolitiske kredse, men også i de offentlige medier.

Markant tegn

Efter beskydningsepisoden i sidste uge skrev et af Kinas førende erhvervsmagasiner, Caixin: »Det store spørgsmål, som i dag optager mange mennesker, er: Hvor mange af de (kinesiske) skatteyderes penge bruges på bistand til Nordkorea (...) Når man tager alle disse overvejelser i betragtning, bliver der i sidste ende kun ét spørgsmål tilbage, nemlig det principielle: Hvorfor støtter Kina fortsat Nordkorea?«

Omfanget af Kinas Nordkorea-bistand er hemmeligt, men ifølge nogle analytikere, lægger Nordkorea beslag på næsten 40 procent af Kinas samlede udenlandske bistandsbudget, samtidig med at Beijing leverer Pyongyang 50.000 ton olie om måneden - alt sammen kun for at forfølge den gamle politiske målsætning om at opretholde en 'bufferstat' mod Japan, Sydkorea og USA. Men i dagens post-maoistiske Kina er, som Caixins lederskribent påpegede, disse lande jo ikke længere Kinas fjender. Handels-og investeringsstrømmene fra og til disse tre meget store økonomiske magter er ganske mange milliarder værd, mens Nordkorea udelukkende er en stærkt tabsgivende, dyr og stedse mere pinlig klods om benet.

Nordkoreas atomprøvesprængning i 2006 blev i Beijing tolket som trodshandling, ikke blot over for USA og Japan, men også over for Kina. Beijing havde gjort det klart over for Pyongyang, at man ikke brød sig om dette tiltag. Kina fordømte sågar prøvesprængningen offentligt i uhørt stærke vendinger og støttede helt usædvanligt også de sanktioner, som blev vedtaget i FN som modreaktion.

Det er et markant tegn på, hvor langt den kinesiske regering har bevæget sig væk fra sin traditionelle koldkrigsideologi, at landets embedsmænd kan tale så åbent om det nordkoreanske spørgsmål med både amerikanske og sydkoreanske diplomater. Beijings udenrigspolitiske mål er at opretholde et fredeligt internationalt miljø for at sikre en tilførsel af tilstrækkelige ressourcer til, at Kina kan fortsætte sine høje vækstrater (ud fra den tankegang, at enhver opbremsning af nationens hastige økonomiske udvikling risikerer at true den indenlandske stabilitet).

Tyndslidt tålmodighed

Hvad der eventuelt måtte være tilbage af magtpolitisk symbolværdi ved at udæske USA via stedfortræder opvejes af de skader, som det nære forhold til Nordkorea anretter på Kinas omhyggeligt fremelskede billede som et fredeligt medlem blandt nationernes familie. Konfrontationen på Den Koreanske Halvø er de sidste tømmermænd fra Den Kolde Krig, en ustabil situation, som synes at have overhalet Kinas muligheder for at styre den. Hele forløbet har formet sig som en test af Beijings vilje til at udvise et internationalt politisk lederskab, der modsvarer landets økonomiske vægt, hvilket indtil videre ikke kan siges at være lykkedes. Beijing har vist ikke at være den opgave voksen at få Nordkorea til at opføre sig ordentligt endsige få det overtalt til at følge Kinas egen overgang til markedsøkonomi. Kina anses for at være det sidste land, som har nogen indflydelse på Pyongyang, men de lækkede indberetninger afslører til fulde, hvor begrænset den indflydelse er.

Beijing har været uvillig til at sætte reelle muskler bag sine overtalelsesforsøg og i stedet henvist til Nordkoreas erklærede ønske om at forhandle på lige fod med USA. Kina har ageret som en mægler, der kunne bringe sekspartsforhandlingerne videre, men er veget tilbage fra at påtvinge Nordkorea en mere ansvarlig adfærd, men samtidig også fra at lade regimet kollapse. USA er på sin side modvillig over for at gå ind på Nordkoreas krav om anerkendelse og har i stedet lagt pres på Kina for at få dets junior-allierede under kontrol. At Wikileaks-lækagerne nu har afsløret, at Kina så småt er begyndt at acceptere det engang utænkelige alternativ - en genforening under sydkoreansk kontrol - risikerer at gøre en ustabil situation værre.

Kinas beredskabsplaner vidner om en ny pragmatisme: En vilje til at appellere til FN om støtte i tilfælde af et regimesammenbrud, men også en vilje til at handle ensidigt om nødvendigt; en vilje til at arbejde med USA for at sikre Nordkoreas nukleare faciliteter og - såfremt Kinas økonomiske interesser nyder beskyttelse, og ingen amerikanske tropper stationeres nord for den nuværende grænse mellem Nord- og Sydkorea - en accept af, at en sydkoreansk domineret halvø ville kunne udgøre en bedre nabo.

Heraf kan man dog på ingen måde udlede, at Kina nu er parat til at fremskynde Nordkoreas sammenbrud og den krise, det vil udløse. Spørgsmålet er nu, om regimet i Pyongyangs vil vågne op til de barske realiteter med den nyvundne indsigt i, hvor tyndslidt Kinas tålmodighed er. Eller om det vil beslutte, at det ikke har mere tilbage at miste og vil agere med endnu mere desperate provokationer.

Isabel Hilton er redaktør af chinadialogue.net

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Saudi-Arabiens frihjul

    14. december 2010
    Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold
  • Italiensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet

    14. december 2010
    Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesser
  • Rusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring

    8. december 2010
    NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

"At Wikileaks-lækagerne nu har afsløret, at Kina så småt er begyndt at acceptere det engang utænkelige alternativ - en genforening under sydkoreansk kontrol - risikerer at gøre en ustabil situation værre."

Man kan præcis ligeså godt komme til den modsatte konklusion. Nordkorea har indtil nu opført sig som bøllen i skolegården, i sikker forvisning om at have en stor, stærk kammerat som var villig til at træde til, hvis det gik galt. Når kammeraten nu meddeler, at han ikke gider involvere sig mere, er det ikke længere så sjov at lægge sig ud med de andre.