Læsetid: 6 min.

I 10-dollarsedlens fodspor: Tvangsauktioner og byture

Steve Boggan har i en måned fulgt en 10-dollarseddel rundt i USA. På den anden etape, som går fra Kansas til Arkansas, viser det sig, at krisen skaber nye jobmuligheder
I løbet af en dag skifter 10-dollarseddel nummer IA74407937A hænder mange gange. Pengesedlen kommer også på en road trip gennem flere amerikanske stater på kort tid.

I løbet af en dag skifter 10-dollarseddel nummer IA74407937A hænder mange gange. Pengesedlen kommer også på en road trip gennem flere amerikanske stater på kort tid.

30. december 2010

Kansas/arkansas - Vores 10-dollarseddel er én af 1,6 milliarder i omløb. Den er trykt på papir, som er fremstillet af 75 procent bomuld og 25 procent hør og har en forventet levetid på 18 måneder. På sedlen er der et billede af Alexander Hamilton, USA's første skatteminister. Hamilton er en af blot to portrætterede personer på amerikanske pengesedler, som ikke har været præsident. Den anden er Benjamin Franklin, som er på 100-dollarsedlen. Den første blev udstedt i 1861.

Ifølge de seneste tal fra Bureau of Engraving and Printing, som er en del af det amerikanske finansministerium, blev der i 2009 trykt 345.600.000 10-dollarsedler. Det skal sammenholdes med det foregående års tal på 1.094.400.000, hvilket demonstrerer, at regeringen bogstaveligt talt valgte at trykke penge, da krisen toppede i 2008.

29-årige Nicole Kilgore har lige købt benzin og fået IA74407937A som en del af sine byttepenge. Hun er ude på en 420 kilometer lang rejse til Harrisonville i Missouri sammen med sin fireårige søn, Kadden. Nu kommer vi til det værste: At forklare folk, hvad vi forsøger at gøre, og spørge, om jeg må følge efter dem: »Jo,« siger Nicole: »Det lyder sjovt.«

Tvangsauktioner

Nicole har en kæreste, Jeremie, som er 37 år. Sammen har de oprettet en virksomhed i hjembyen Fort Collins i Colorado. De rydder private ejendomme og virksomheder, som er blevet overtaget efter tvangsauktioner. Alene i år har omkring 1,5 boliger i USA skiftet ejer på denne måde: »Vi istandsætter steder, hvor der virkelig skal gøres et stort arbejde. Det seneste sted var en asfaltfabrik, så du kan nok godt forestille dig, at det var et værre rod,« siger Nicole og tilføjer: »Hvis man lader banken gøre det, sender de en regning på omkring 10.000 dollar, men vi gør det for betaling i naturalier med det, som familierne nu kan undvære. Et sted fandt vi billeder af beboernes børn som små, antikviteter og det oprindelige skøde på grunden, som blev underskrevet af præsident William Howard Taft i 1861. Der var tøj, som ejerens kones far havde gået med, hans søværnskasket fra Anden Verdenskrig, hans sko og nogle medaljer. Konen kom og så det hele og satte sig bare ned og græd. Det knuste mit hjerte, men jeg tror, at det gjorde oplevelsen lidt mere tålelig for hende, at hun fik de ting.«

Tavs rådgiver

Nicole skal besøge sin søster Candace og sin fremtidige svoger, Ray Holman. Vi kører ind på Rays gård i Harrisonville, og han siger, at jeg kan bo i en trailer, som holder parkeret i en lade. Det er luksuriøst.

Sedlen har med to omveje nu rejst 710 kilometer.

Den næste dag giver Nicole giver de 10 dollar til Ray som betaling for nogle spareribs. Han vækker mig klokken 06.00, fordi han skal køre til Hot Springs i Arkansas - en rejse på 710 kilometer - for at møde en forretningsforbindelse. I en alder af 63 år har Ray fået den idé at oprette et 3.500 hektarer stort rekreationscenter på landet for fattige børn. Det er ikke meningen, at han skal tjene penge på det, men han har brug for investeringer for 15 millioner dollar for at få projektet på benene. Han har udarbejdet en forretningsplan og vil høre, hvad hans ven Clarence Hicks, en forhenværende leder i Exxon, og som nu er i 80'erne, synes om det. Clarence bor behagelig tæt på en sø i udkanten af Bill Clintons hjemby, Hot Springs. På et skilt uden for hans hoveddør står der: »Adgang forbudt. Indtrængende vil blive skudt. Overlevende vil blive skudt igen.«

Han er ikke til at blive klog på og siger ikke sin mening om Rays forretningsplan, men tilbyde mig dog, at jeg kan sove i hans trailer. Ray styrter rundt, men bruger ikke nogen penge, før han den 6. oktober forlader byen.

Stjerner og krybdyr

Vi besøger Hot Springs' centrum og finder ud af, at byen i gamle dage var det foretrukne vandhul for gangstere som Al Capone samt Bonnie og Clyde. Her foregik ulovligt hasardspil i mere end 100 år og byen afviste totalt at blive inddraget i spiritusforbuddet i 20'erne. Her er temmelig mange restauranter, antikvitetsforretninger og flere teatre. Et af dem opfører et stjernespækket stykke, hvor bl.a. Jerry Van Dyke, Dicks bror, medvirker.

Ray siger, at han vil købe en gave til sin kone Patti, så vi går ind i boghandlen Golden Leaves, der fører titler som Bedraget med mel, At afkode Guds tegn og en DVD med titlen Krybdyrenes Sammensværgelse: En fantastisk bekræftelse af teorien om, at en krybdyrrace fra det ydre rum har styret verden i tusinder af år. Ray køber nogle røgelsespinde med vanilleduft og siger: »Jeg er virkelig ked af at forlade dig her ...«

Ved kassen tager Byron France imod IA74407937A, og Ray siger farvel. Jeg frygter, at den næste modtager af sedlen vil være en hippie med krystaller om halsen. Men det er Elisabeth Fox, en politibetjent fra Ontario i Canada. Hun er på ferie med sin veninde Lin, og de har fundet de to eneste fornuftige bøger i butikken - om madlavning. De modtager de 10 dollar i byttepenge, og vi slutter os til deres ægtemænd, Elmer og Grant, til en drink på Lucky's Bar & Grill på den anden side af gaden: »Hvad er fidusen?« spørger Elisabeth.

Klokken 12.50 betaler de bartenderen, K.K. Snyder, med IA74407937A, men det er en meget stille dag på baren. Folk kommer og går og betaler med plastikkort, og først ved lukketid, kommer sedlen igen på arbejde som en del af honoraret til sangeren Dean Agus og guitaristen Wayne Scott. Sedlen indgår i Deans andel, og han skal lige hjem.

Jeg sover i bagagerummet på en bil. Jeg ser pjusket ud og er bange for, at jeg efterhånden ikke lugter helt frisk. Jeg har kun fire stk. af hver beklædningsgenstand med på rejsen. Men eftersom Dean tager hjem, finder jeg et motel, vasker mit tøj og håber, at han ikke vil bruge pengene tidligt næste morgen.

Næste dag, den 7. oktober, møder jeg den 36-årige Dean, mens han gør klar til endnu en koncert, denne gang på en scene under en klippevæg bag den mexicanske bar Rolando's på Central Avenue. Sammen med sin bror, Medo, bassisten Daniel Keith og trommeslager Hampton Taliaferro har Dean et bluesrockband, Crash Meadows. Som børn spillede Dean og Medo i et kirkeband, da deres forældre fra Makedonien ville give dem et forspring her i tilværelsen. Dean greb chancen. Han er en sanger, der formår at fængsle publikum. Da jeg møder ham, forsøger han at blive forsonet med sin ekskone, Stephanie. De blev skilt flere år siden, og de sange, han siden har skrevet, er fyldt med fortrydelse. Den aften får Dean ikke brug for penge. De optrædende kunstnere får gratis mad og drikke. Han går bare hjem igen, og jeg vender tilbage til mit fugtige tøj. De to følgende aftener følger det samme mønster: Dean spiller med Crash Meadows på Lucky's Bar & Grill. Folk er glade, for Crash Meadows er berømte i Hot Springs. Musikken er fantastisk, og der er gang i udskænkningen: »Fordi tiderne er hårde, er weekenderne gode,« siger Dean: »Det lyder måske mærkeligt, men det betyder altså, at folk ikke har råd til at gå ud i løbet af ugen. De sparer op til en god aften i byen. Folk har brug for at afreagere.«

Brev og ægteskab

Den 8. oktober siger Dean, at han er nødt til at sende 10-dollarsedlen til en ven i Caseyville, Illinois, som ligger på den anden side Mississippi-floden på højde med St. Louis. Pengene er betaling for hans medlemskab af en sofafodboldturnering.

Det gør mig skrækslagen, så jeg tilbyder at sende pengene som anbefalet brev med UPS. Det koster 44 dollar at sende en 10-dollarseddel anbefalet. Den skulle efter planen ankomme til Ron Zollers hjem lørdag den 9. oktober, men det gør den ikke.

Dean overtaler mig til at sove hos ham, da der ikke bliver omdelt post om søndagen. Jeg er enig, men kan ikke sove. Sedlen er gået tabt. Jeg beslutter mig at tage af sted til Caseyville, en rejse på omkring 550 kilometer, når jeg vågner næste dag. Men før jeg når at tage af sted, vælter Dean og Stephanie ind på mit værelse med en god nyhed: »Du, Steve ...« siger Dean: »Kunne du hjælpe os med at blive gift igen, i Paris?«

»Ja,« siger jeg. Så snart jeg har fundet den 10-dollarseddel.

© Guardian & Information 2010 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu