Læsetid: 4 min.

Berlusconi regerer videre - folket går hjem i afmagt

Den italienske regering overlevede med nød og næppe en mistillidsafstemning i parlamentet. Efterfølgende blev Roms gader forvandlet til en slagmark, da tusinder af demonstranter fra alle samfundslag stod skulder ved skulder over for politiet
Frustrerede romere var på gaden i Rom for at demonstrere mod Berlusconis regering, der med ganske få stemmer overlevede afstemningen om en mistillidsdagsorden.

Frustrerede romere var på gaden i Rom for at demonstrere mod Berlusconis regering, der med ganske få stemmer overlevede afstemningen om en mistillidsdagsorden.

15. december 2010

ROM - »Uanset hvad der sker, vil det ikke ændre noget,« siger bartenderen i Galleria Alberto Sordi, få skridt fra det italienske statsministerium.

Mistilliden til det politiske system i Italien er rodfæstet. Udenfor er politiet ved at gøre sig klar med skinnebensbeskyttere, hjelme og skjold. Senere på dagen skal en mistillidsdagsordenen rettet mod Silvio Berlusconis regering til afstemning i begge parlamentets kamre. Det er på forhånd sikkert, at Berlusconi vil overleve afstemningen i Senatet, men der er fortsat usikkerhed om resultatet i Deputeretkammeret.

Fra morgenstunden dominerer politiets helikoptere den blå himmel. Roms centrum er spærret fuldstændig af med politiets pansrede mandskabsvogne, som er parkeret på tværs af gaderne. Demonstranter fra hele Italien har sat hinanden stævne ved Colosseum og går i samlet trop mod Altare della Patria (Fædrelandets alter) på Piazza Venezia:

»Det er os, som skal leve i den verden, de skaber,« siger den 19-årige studerende Niccolò fra Torino, som har taget den lange rejse ned til Rom for at protestere mod regeringen:

»Jeg håber, at vi er nået til et vendepunkt, men det er svært at tro.«

De fleste demonstranter er studerende. Uddannelsessektoren har i de seneste måneder været mobiliseret i protest mod nedskæringer på universiteter og i det almindelige skolevæsen. 80 busser fra hele landet har bragt studerende til hovedstaden:

»Situationen på de italienske universiteter er tragisk,« fortæller den 27-årige arkæolog Ilaria fra Anzio.

Han er netop vendt hjem fra en udgravning i Egypten.

»Der er ingen penge til arkæologiske udgravninger. Når jeg om et år er færdig med min ph.d., kan jeg ikke gøre mig nogen forhåbninger om en universitetskarriere. Men så må jeg jo finde på noget andet. Jeg har ikke tænkt mig at forlade Italien.«

Ilarias veninde Giulia har derimod svært ved at forestille sig en fremtid i Italien:

»Folks tålmodighed er opbrugt, men vi er mere desillusionerede og kyniske, end vores forældres generation var. Selv om Berlusconi skulle blive væltet i dag, er det svært at tro på, at det for alvor vil ændre noget. Jeg studerer engelsk for at kunne få arbejde i udlandet,« siger Giulia.

Resultatet af afstemningen i Deputeretkammeret, som sikrer Berlusconi-regeringens overlevelse, udløser et organiseret angreb mod politiets barrikader. Maskerede demonstranter forsøger at vælte de pansrede mandskabsvogne og kaster kanonslag, æg og affald mod politiet:

»Vi er kommet i dag for at demonstrere mod regeringen på civiliseret vis,« siger Ilaria og tilføjer: »I modsætning til visse andre.«

Arkitekter og anarkister

Det er ikke kun studerende og forskere, som utilfredse med regeringen. Blandt demonstranterne er også mange indbyggere fra den jordskælvsramte region Abruzzo og fra Napoli-området, hvor affaldet flyder i gaderne:

»Vi er kommet til Rom for at sige til Berlusconi, at regeringen har skuffet os. Vi troede på, at han repræsenterede en ny og opfindsom måde at føre politik på. Men ligesom venstrefløjen har han ladt os i stikken,« siger Anna Rita, husmor fra Napoli.

»Han har lovliggjort ulovligheder. Vi er blevet oversvømmet med affald fra hele landet. Vandet er forgiftet, og afgrøderne er ødelagt. I stedet for at gøre noget ved problemet har de sat området under militær kontrol, så vi ikke kan få at vide, hvad der sker. De har taget alt fra os. Vi er et folk, som ikke eksisterer. Der er ingen, der beskytter os. Hverken lokalpolitikerne eller regeringen,« siger Anna Rita, som er rejst til Rom sammen med 50 andre demonstranter fra Napoli-området.

Arkitekten Franco, iført jakke og slips og med en stak aviser under armen, demonstrerer side om side med de unge anarkister.

»Vi er nødt til at skaffe os af med Berlusconis imperium, som står i vejen for landets vækst og hver dag nedgør institutionerne. Berlusconi står for penge, korruption og organiseret kriminalitet. Italien er nødt til at sætte punktum for et af de mørkeste kapitler i landets historie. Først derefter kan vi begynde at opbygge noget nyt,« siger Franco.

»Det er svært at forestille sig, hvad der kommer efter Berlusconi. Jeg håber, at italienerne er ved at vågne op. Men de fleste har slumret foran fjernsynet i de sidste 15 år, så det bliver ikke nemt. Folk vil have forsimplinger, og derfor kan Berlusconi slippe af sted med at love, at han nok skal tage sig af det hele. De færreste er i stand til at reagere, fordi de har ladet sig forføre af propaganda og nemme løsninger. Berlusconi har forstået at spille på det værste i italienerne. Derfor siger nogle: 'Problemet er ikke Berlusconi i sig selv, men Berlusconi i mig selv.' Vi har alle en side af os selv, som vi skammer os over, men Berlusconi har bragt denne side til ære og værdighed,« mener arkitekten Franco.

Juridisk skjold

I løbet af eftermiddagen udvikler demonstrationen sig til gadeslagsmål. Ifølge avisen La Repubblica, der betegner optøjerne som de mest voldelige i landet siden terrorismen i 70'erne, er der mindst 40 sårede blandt politi og demonstranter.

Også i Deputeretkammeret opstår der slagsmål mellem nuværende og tidligere medlemmer af Berlusconis regeringsalliance. For fire måneder siden forlod 40 parlamentsmedlemmer regeringspartiet Popolo della Libertà - i sidste ende var det tre medlemmer fra den gruppe, der fik kolde fødder og sikrede Berlusconis politiske overlevelse.

På trods af resultatet går ministerpræsidenten en svær fremtid i møde. Han er for indeværende anklaget i to retssager for henholdsvis bestikkelse og skattesvig. Den næste store forhindring for Berlusconi bliver den 11. januar, hvor forfatningsdomstolen skal tage stilling til et dekret, som giver regeringens ministre lov til at udeblive fra retsmøder. Ifølge flere politiske iagttagere får han svært ved at skaffe flertal for et nyt juridisk skjold, hvis dekretet bliver kendt i strid med landets forfatning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Jensen

Højst sandsynligt. Han er jo et perleeksempel på det sygelige resultat af uhæmmet rigdom og magt. En slags moderne europæisk oligark er næsten for svag en sammenligning. En slags demokratisk valgt kejser måske?

En demonstrant udtaler i artiklen:

"De færreste er i stand til at reagere, fordi de har ladet sig forføre af propaganda og nemme løsninger. Berlusconi har forstået at spille på det værste i italienerne. Derfor siger nogle: ‘Problemet er ikke Berlusconi i sig selv, men Berlusconi i mig selv.’ Vi har alle en side af os selv, som vi skammer os over, men Berlusconi har bragt denne side til ære og værdighed,« mener arkitekten Franco."

Den indre svinehund er desværre universel, om vi så kalder den 'den indre Berlusconi' eller - som herhjemme - iklæder den et borgerligt-fornemt ord som 'værdikampen'.

En anden romer udtalte på den anden side til TVAs journalist, at han skam var glad for, at Berlusconi atter klarede skærene. 'For det er da bedre end kommunisterne'. Et mantra Berlusconi selv har gentaget i en uendelighed, hver gang italienerne kunne vriste øjnene væk fra velinas og fodboldkampe.

Det er sjovt, for det lader til, at et af kommunisternes yndlingsemner, dialektikken ift demokratiet, nærmest er fraværende hos borgerlige og nationalkonservative kræfter, såvel i Italien som i Danmark og de andre, nuvel, demokratier. Hvor kommunisterne i de hedengangne såkaldte socialistiske stater åbenlyst havde fat i den helt forkerte ende og klyngede sig til en eller anden metafysisk side af den tidligere Marx, hvor det retfærdige (demokratiske) samfund nok skulle komme qua sin historiske prædestination uanset hvilke uansvarlige krænkende genveje, man så mente at måtte tage, der må man i den borgerlige lejr erkende, at den slags filosofiske overvejelser slet ikke finder sted. Man har jo allerede fundet den sande vej til det demokratiske samfund! At der så føres asocial nedskæringspolitik, omfordeles til de rige, foregår statssanktioneret racisme og føres ulovlige røverkrige sammen med det 'demokratiske' imperie, USA, er åbenbart helt fint.

Måske ER det netop 'dialektikken' i den liberale stats version af demokrati: at friheden til at stemme på Berlusconi og Pia K danner par med alle de her ondskabsfulde svinestreger, vore ledere foretager som 'nemme løsninger'?

Sagen er nok i virkeligheden snarere, at Berlusconier og Piaer og Busher er de slyngler, VI har, hvor østeuropas kommunister havde Staliner. Så kan vi ellers skændes om hvilken forløjet version af demokrati, der er bedst eller mindst løgnagtig. Men når Berlusconi og hans støtter dæmoniserer venstrefløjen i Italien, og når store dele af venstrefløjen herhjemme nærmest prøver at blive mere borgerlige end de borgerlige, så er begge dele, på hver deres måde, udenomssnak og krumspring, der skal fjerne fokus fra, at demokrati til stadighed er et uponået ideal.

Reelt demokrati har vi ikke sålænge, at pengemagten er den styrende magtfaktor i samfundslivet og hvor den enes fordele knuser den andens muligheder for at skabe sig et værdigt liv. Marxismen-leninismens verdensfjerne tro på egen indsigt i den retning historien måtte gå, førte til en tilsvining af det demokrati, socialismen kunne have tilvejebragt, som ingen antikommunister, fascister eller andre modstandere af ligheds- og frihedselskende fælleskabsorienterede demokrater kunne have matchet.

Men med mindre venstrefløjen begynder at tage sig selv alvorligt og viser vejen mod et demokratisk og humanistisk alternativ til det nuværende borgerlige sjask, så vil vi til tid og evighed være tvunget til at trækkes med Berlusconier, Piaer og Fogher imens vor frihed og velfærd konstant indskrænkes og underlægges den herskende politiske og økonomiske klassers 'nåde' og forgodtbefindende. Et blik på såvel borgerlige som alternative medier beretter om stor tilslutning i protesterne fra marxister - og anarkister. Og det er for en stor dels vedkommende unge, herunder mange studerende og folk under uddannelse. Det er en væsentlig andel morgendagens uddannede arbejdskraft. Men de ser et til stadighed mere umenneskeligt og new management- og businessorienteret system og offentlig sektor.

De her mennesker, overordnet unge, søger stadig efter frihed og demokrati. Og det er en uhyre vigtig opgave for venstrefløjen at forny sig og kunne rumme den del af de fælleskabsorienterede revolutionært tænkende, der i dag bekender sig til anarkisme i forskellige afarter. For uanset hvor fede kollektiver og alternative græsrodsmetoder, de italienske autonome sociale centre har kunnet fremvise det sidste årti eller deromkring, så er de bare ingen magtfaktor og ingen trussel mod det højreorienterede korporativistiske Italien.

Det samme kan på mange måder siges om venstrefløjen herhjemme, selvom Enhedslisten velnok efter europæisk målestok er et af de mest nytænkende venstresocialistiske partier. Men SF og S? De er forstenede og fortabt i idéfattighed og velfærdsstatsforsvar, der intet driver fremad. Hvor er idéerne til udbygning af demokratiet, nærdemokratiet, skoledemokratiet, børnedemokratiet, alternativet til vækstparadigmet, til EU-hær, NATO osv osv? Det er der ikke.

Helt almindelige mennesker, arbejderklassen, de unge og de studerende rejser sig i tiltagende grad over hele Europa. Og med mindre den mere eller mindre etablerede (yderste) parlamentariske venstrefløj tager sig kraftigt sammen, vil vi helt sikkert se flere revolter og retningsløse anarkistiske tendenser, men omvendt en tiltagende mobilisering fra borgerskabet, der blot vil blive ved med at indskrænke vore muligheder for samfundsforandring. Kampen for et alternativ til Berlusconi og VKO skal tages ved en bred mobilisering af alle progressive kræfter på tværs af ismer og old school teoridiskussioner. Det er på høje tide at melde sig ind i kampen, kampen for egentligt, antiborgeligt, post-liberalt og radikalt demokrati.

Mon ikke det er vores gamle (græske) samfundssystemer som burde blive opgraderet til 2010 format??
Moderat anarki - styret af en moralsk logik lyder rart :)

Anne Marie Jensen

Ja det lyder skidehyggeligt, Jonas :)

Og alletiders måde at indrette sig i et kollektiv eller i en mindre kooperativ virksomhed. Men et samfund uden nogen stat er vist ligeså virkelighedsfjernt som idéen om, at en bestemt statsdannelse automatisk fører til det klasseløse samfund. Der er vist en del mere til det end blot sympatiske ismer ;)

"Den næste store forhindring for Berlusconi bliver den 11. januar, hvor forfatningsdomstolen skal tage stilling til et dekret, som giver regeringens ministre lov til at udeblive fra retsmøder."

I et land med en ikke så fjern historie med fascisme og en endnu nærmere historie med militante revolutionære kampceller, må man sige, magtarrogancen hos Berlusconi og hans regering virker både skræmmende skruppelløs og flirtende med hybris.

Alessandra Biagini

Hej, Anne Marie,
du ikke forket:
"Den indre svinehund er desværre universel, om vi så kalder den ‘den indre Berlusconi’ eller - som herhjemme - iklæder den et borgerligt-fornemt ord som ‘værdikampen’."
men kampen er ikke afbalanceret.
Berlusconi dominerer medieoplysninger, kvaliteten af hans oplysninger, er : direktør for hans avis ( Il Giornale) , blev fjernet fra organisering af italienske journalister, en journalist for at have falsk anklaget for pædofili og homoseksualitet...

Undskyld min frygtelige dansk, men jeg er italiensk og dansk undersøgelse for nylig
^_^ Ciao!