Nyhed
Læsetid: 4 min.

EU-præsident bitter over EU’s ydmygelse ved COP15

Herman Van Rumpy var ifølge de lækkede diplomatiske indberetninger lykkelig over at slippe for COP15; hans rådgiver sammenligner COP16 med en »horrorfilm«
Udland
5. december 2010
Herman Van Rumpy var ifølge de lækkede diplomatiske indberetninger lykkelig over at slippe for COP15; hans rådgiver sammenligner COP16 med en »horrorfilm«

Den europæiske unions nye præsident, Herman Van Rompuy, har forudsagt en »katastrofe« ved den sidste afgørende runde klimaforhandlinger i Mexico og udtrykt lettelse over, at han blev væk fra COP15 i København for et år siden.

I en indberetning om et møde med Van Rompuy i december sidste år, umiddelbart efter at belgieren overraskende var blevet valgt som præsident for det europæiske Råd, beskriv en højtstående amerikansk diplomat Rompuy som »ophidset og frustreret«.

Van Rompuy sagde, at klimaforhandlingerne i København havde været »en utrolig katastrofe«. Med henblik på de aktuelle forhandlinger i Cancun i Mexico forudsagde den nye europæiske leder, at også de ville være en katastrofe.

Unionen ydmyget

Den amerikanske indberetning tegner et billede af en Van Rompuy, som er isoleret. Den dybt katolske tidligere belgiske premierminister har siddet ved bordenden for alle EU-topmøder i år. Det første møde han anførte i februar blev en slags postmortem for COP15 og spørgsmålet om hvorfor EU, som stolt havde promoveret sig selv som verdenspioneren indenfor bekæmpelsen af klimaforandringer, var blevet ydmyget af USA og Kina ved forhandlingerne i Danmark – et slag mod unionens anseelse, som EU endnu i dag ikke er kommet sig over.

Den amerikanske diplomats møde med Van Rompuy fandt sted d. 23. december sidste år i EU’s hovedkvarter i Bruxelles, Justus Lipsius-bygningen. Van Rompuy fremstod åbenlyst som en ensom skikkelse her en uge før, han skulle tiltræde på sin nye post. Hovedkvarteret i Bruxelles var blevet tømt op til julen. Det eneste andet menneske, der var tilstede, var Frans Van Daele, en garvet belgisk diplomat og baron, som er Van Rompuys stabschef. »De inviterede mig til at drikke kaffe i en times tid. På grund af højtiden var EU-bygningen nærmest tom, og begge mænd virkede til at have tid tilovers. Vi udvekslede først en masse høfligheder,« skriver USA’s udsending.

Van Rompuy beklagede sig bittert over, at europæerne var blevet »totalt ekskluderet« og »dårligt behandlet« i København og sagde, at det var hans held, at han havde besluttet at holde sig væk.

»Hvis jeg havde været der, var mit præsidentskab ovre, før det var begyndt,« sagde han ifølge indberetningen. Diplomaten noterede: »Han mente det var en klog beslutning ikke at deltage i mødet på trods af presset. Han var ikke vred, i den forstand at han virker til aldrig at være vred, men han var mere ophidset og frustreret end jeg nogensinde har set ham være.«

Opgivet Mexico

I offentligheden argumenterer EU for, at håbene for en klimaaftale kan genoplives i Cancun, men i december sidste år var Van Rompuy affærdigende og pessismistisk, både omkring Cancun og omkring selve rammen for forhandlingerne. »Van Rompuy siger, at han har ’opgivet Mexico’,« skrev amerikaneren, mens hans stabschef, Van Daele, sammenlignede Cancunforhandlingerne med en genudsendelse af en dårlig film og sagde: »’Hvem gider se den horrorfilm en gang til?’«

Van Rompuy udtrykte voldsom kritik af forhandlingernes besværlige format med for mange spillere involveret. Han talte for en koncentration på USA, EU og Kina og koncentrerede sin indsats om et europæisk-amerikansk gennembrud ved det planlagte topmøde sidste maj, som endte med ikke at finde sted.

»Multilaterale møder kommer ikke til at fungere,« citerer indberetningen Van Rompuy for at sige. Diplomaten fortsatte: »Snarere end at afvente en fiasko i Mexico City vil han tage Københavner-emnerne op med USA i Madrid; han forestillede sig at tage tråden op med Kina derefter. Efter hans opfattelse må samtalerne med USA koncentreres om Madrid, ikke om Mexico City.«

Van Rompuys »katastrofe« i København blev yderligere forstærket et par uger senere, da Barack Obama viftede de spanske bønner om et møde med EU tilside.

USA blev væk

Spanierne overtog det roterende halvårlige EU-formandsskab i begyndelsen af året. D. 1. februar mødtes William Kennard, Obamas nye ambassadør i EU, med den spanske ambassadør. Blandt andre ting »diskuterede de udsigterne til et USA-EU-topmøde i Madrid i maj,« står der i en efterfølgende indberetning. »EU mener, det vil være en fejl fra USA’s side at udeblive,« står der i indberetningen. Men den amerikanske ambassadør sagde, at selv om det Hvide Hus »forstår den symbolske vigtighed af topmødet,« fokuserede Obama mere på resultater. Spanieren sagde, at klimaforandringerne var én grund til at holde topmødet, men at de ville have det fint med at aflyse mødet, hvis blot det blev erstattet af en bilateralt besøg af Obama i Spanien.

Indberetningen noterer tørt, at amerikaneren lovede at holde spanierne orienteret, da de tog afsked. »Han foretog en opringning senere samme aften og orienterede efterfølgende (den spanske ambassadør, red) om det Hvide Hus’ beslutning om morgenen d. 2. februar.«

På samme tid talte amerikanske repræsentanter i Madrid med den spanske premierminister, José Luis Rodriguez Zapatero, og den daværende udenrigsminister, Miguel Moratinos. »Der er dyb skuffelse hos spanierne,« rapporterede ambassadør Alan Solomont. »Topmødet med USA – det første besøg fra en amerikansk præsident i otte år – skulle have udgjort klimakset for Spaniens formandsskab. Spanierne føler sig ikke forrådt, men de er dybt skuffede ... det er et hårdt politisk slag for Zapatero.«

(c) Guardian og Information
Oversat af Lotte Folke Kaarsholm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som EU Prasident har han muligheden for at gøere noget ved det.

Efter at WikiLeaks har leveret dokumentation for at det var hans egen Klimakommissar, der holdt udsalg for Mr. Obama, så kunne EU Praseidenten f.eks. lægge ud med at starte en offentlig debat (ikke en hemmelig debat for lukkede døre) og bebrejde Klimakommissæren.

En borgerlig i posten som klimakommisær vil altid være tilbøjelig til at sælge klimaet for ussel mammon.

Lige t. o. så bygger artiklen fra the Guardian jo på en indberetning fra den amerikanske ambassadør, der er et år gammel.

Det var dengang- ikke nu - at Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, udtalte sig om COP15 og 16.

Han er ikke isoleret i dag. Ved udnævnelsen af ham var der mange dårlige omtaler i medierne både ude og herhjemme.

Den italienske avis Corriere della Sera bragte for øvrigt en undskyldning den 30.10.2010 for som mange andre aviser at have undervurderet Van Rompuy, da han blev udnævnt. Han er uundværlig for EU, mener Corriere della Sera.

Søren Mikkelsen

"farvet" og "baron"?!

Lotte Folke Kaarsholm, kunne du ikke lige tjekke foer du affyrer saadan en undersaettelse? Du mener da forhaabentlig FARVERIG, for stabschefen Frans Van Daele er bestemt ikke solbraendt. Og selv om han skulle have vaeret farvet - er det da noget underligt noget at sige!

Er Niels Ivar ikke paa arbejde?

hej søren mikkelsen,
"baron" er nu god nok, men "farvet" skulle have været "garvet". jeg ramte ved siden af tasten - beklager.
vh lotte fk

Men tyder anliggent ikke på, at den foreløbigt virtuelle EU-præsident egentligt ikke ønsker at forholde sig til sin egen administrations politiske fiaskoer. For at undgå konfrontationen med offentlighederne i de respektive EU-lande. Hvor stærkt kan hesten faktisk rende fra vognen, når stjernerne kigger ned på solvognen?...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach,

Herman Van Rompuy blev formand for Det Europæiske Råd den 1.12. 2009, med start fra 1.1.2010.

Samtalen fandt sted den 23.12.2009, og jeg synes egentlig det fremgår af det Van Rompuy sagde at han vil gøre sit til, at COP15-fiaskoen ikke gentages.

Venlig hilsen,
Anne

Og hvordan er det så gået, Anne? Lettelse over at han blev væk fra COP15?. Som jo var en politisk fiasko. Opgivelsen af COP16? Som han jo så allerede nu beskriver som en politisk fiasko...

Med venlig hilsen

Vedrørende slåfejl

Den farvede baron - van Daele, ikke den røde - er nu blevet rettet til en garvet baron.

Debatvært
Espen Fyhrie