Nyhed
Læsetid: 6 min.

Fredspris får Kina til at øge censur og pres

Kina accepterer i stadig ringere grad udenlandsk kritik og fremstår derfor mere aggressivt og arrogant på verdensarenaen . I dag udebliver 19 lande fra Nobel-prisuddelingen til systemkritikeren Liu Xiaobo delvist pga. af trusler fra Kina
Den kinesiske systemkritiker og fredsprismodtager Liu Xiaobo passeres af en hueklædt mand i Oslos Fredspris Center. Dagens æresgæst må forblive i sin kinesiske fængselscelle på 11. år, ligesom hverken hans kone eller to brødre har fået udrejsetilladelse. Det vil betyde, at selve prisen ikke kan overrækkes, da ingen kan møde op og modtage den. Kina er rasende over, at fredsprisen går til én, de betegner som 'kriminel', og de har truet både lande og personer, som vover at møde op til ceremonien i dag.

Den kinesiske systemkritiker og fredsprismodtager Liu Xiaobo passeres af en hueklædt mand i Oslos Fredspris Center. Dagens æresgæst må forblive i sin kinesiske fængselscelle på 11. år, ligesom hverken hans kone eller to brødre har fået udrejsetilladelse. Det vil betyde, at selve prisen ikke kan overrækkes, da ingen kan møde op og modtage den. Kina er rasende over, at fredsprisen går til én, de betegner som 'kriminel', og de har truet både lande og personer, som vover at møde op til ceremonien i dag.

Odd Andersen

Udland
10. december 2010

BEIJING »Kina er blevet mere aggressivt, arrogant og frembrusende. Men lige så meget som det er en konsekvens af Kinas voksende styrke, er det også en afspejling af det styrende kommunistpartis voksende usikkerhed,« siger professor He Weifang fra Peking Universitet.

Om det nu er som reaktion på udenlandske statslederes møder med tibetanernes overhoved, Dalai Lama, vestlige landes tilnærmelser til Taiwan eller territoriale stridigheder med Japan og sydøstasiatiske lande, bliver den kinesiske retorik stadig mere skinger, konfronterende og ladet med nationalisme.

Det seneste eksempel er Beijings reaktion på tildelingen af dette års Nobels Fredspris til den fængslede dissident Liu Xiaobo.

På grund af landets censur har størstedelen af kineserne kun stiftet bekendtskab med Liu Xiaobo gennem regeringens portrættering af ham: En kriminel, upatriotisk borger, der »hader Kina inderligt«, og som er et betalt instrument i Vestens forsøg på for at »bringe Kina til fald«. Han er blevet indrulleret i styrets nationalistiske opråb til folket om at forene sig med partiet i kampen mellem dem og os, mellem Vesten og Kina.

Og Beijing langer ud efter udlandet. Norge er af den kinesiske regering blevet truet med repressalier for Nobelpriskomiteens »åbne provokation« mod Kina. Udover det har kinesiske diplomater gennem to måneder opsøgt og truet kinesere bosat i Norge. Kravet er, at de deltager i protestdemonstrationen i morgen mod tildelingen af Nobel-prisen til Liu Xiaobo.

Det massive pres fra ambassaden får de mange kinesere i Norge til at frygte, at det får konsekvenser.

Ligeledes har Kina siden i går blokeret internetsiderne for nyhedsmedierne BBC, CNN and NRK, den norske pendant til DR, så kineserne ikke kan følge eller opleve begivenheden. Ethvert forsøg på at gå på de tre mediers hjemmesider mislykkes med beskeden »Internet Explorer cannot display the web page«.

Det kinesiske udenrigsministerium har kørt en intens kampagne for at presse udenlandske diplomater til at udeblive fra dagens prisoverrækkelsesceremoni, hvor Liu Xiaobo, der afsoner en fængselsdom på 11 år for statsundergravende virksomhed, kun vil være repræsenteret af en tom stol.

Kinas regering har givet udlandet et valg: Enten støtter I os eller Liu Xiaobo, og de regeringer, der træffer det forkerte valg, »må selv svare for konsekvenserne«.

»Det er en meget uklog reaktion fra regeringens side. I stedet for at fortsætte åbningen mod omverdenen afviser de kinesiske myndigheder fuldstændig kritikken, og blokerer og undertrykker enhver diskussion i det kinesiske samfund.

Det giver Kina et stadig mere negativt image,« siger Zeng Jinyan, en menneskerettighedsaktivist, hvis mand ligesom Liu Xiaobo sidder i fængsel for sine krav om demokratisering.

Nationalismen

Men regeringens hårde og nationalistiske reaktion på fredsprisen var uundgåelig, mener flere kinesiske eksperter.

»Nationalisme er både det kinesiske kommunistpartis legitimitetsgrundlag og samtidig dets værn mod, at vestlige politiske ideer finder støtte i den kinesiske befolkning,« siger professor Zhang Jian fra Peking Universitet.

I et forsøg på at minimere effekten af fredsprisen har regeringen angrebet prisen og prismodtageren med nationalisme, og har portrætteret den norske Nobelpriskomités valg, som ikke kun et angreb på sit eget styre men på hele den kinesiske nation.

»Regeringen er nødt til at reagere skarpt for at vise, at partiet er den legitime beskytter af nationens integritet,« siger Zhang Jian.

»Og regeringen advarer befolkningen om, at vestlig indflydelse, og dermed ideer om demokratisering, vil føre til et kinesisk kollaps og det er der selvfølgelig ingen kinesere, der ønsker.«

Professor He Weifang uddyber:

»Budskabet fra regeringen er, at kun partiets håndfaste styre vil kunne holde Kina samlet og forhindre udlandet i at ydmyge Kina igen,« siger han.

»Og det er lykkedes partiet at få kineserne til at anse Kina og kommunistpartiet for uadskillelige et angreb på partiet er et angreb på landet og vice versa. For at det arrangement skal kunne fortsætte, skal regeringen fremstå som en stærk, troværdig og effektiv magt, så folk ikke begynder at se vestlige politiske koncepter som en alternativ og måske bedre kur mod de samfundsproblemer, som Kina kæmper med.«

Skal knuses

Da Liu Xiaobo og hans opfordringer til demokratisering netop tilbyder et alternativ til Kinas etpartistyre, anser regeringen det for nødvendigt at knuse en ellers så relativ ukendt intellektuel og al international støtte til ham. Og det er samtidig derfor, Beijing reagerer med skarpe angreb, når det gælder Tibet eller Taiwan eller territoriale stridigheder med nabolande. For det udfordrer styrets evne til at være den legitime beskytter af nationens interesser.

»Regeringen føler ikke den kan give sig en tøddel, da det vil få Kina til at stå svagere i forhold til udlandet, og det vil samtidig påvirke kinesernes syn på det styre,« siger Ding Xueliang, professor fra Hongkongs Polytechnic University.

Siden partiet i slutningen af 1970erne begyndte at fralægge sig den kommunistiske ideologi, er det nationalismen, der har overtaget som ideologisk fundament for styret. Socialisme med kinesiske karaktertræk kalder de det nye system. Men hvad der er kinesisk, har partiet kun været i stand til at definere som en modsætning til alt vestligt.

»Kinesiske karaktertræk betyder, at det ikke er muligt for Kina at overtage en vestlig model,« siger Cao Li, økonom ved den centrale partiskole i Beijing.

Ifølge Ding Xueliang er det lykkedes partiet at give ordet vestlig en negativ klang. At blive beskyldt for at være en politisk ven af Vesten, som Liu Xiaobo, er i dag noget nær lige så vanærende, som det var at blive anklaget for at være kapitalist eller reaktionær i forgangne tider med klassekamp.

Økonomisk pris

Det er ikke blot teatertorden, når Beijing truer med bål og brand over for lande, der ifølge regeringen har forbrudt sig mod Kinas kerneinteresser og forsøger at underminere styret via støtte til dets fjender.

En undersøgelse fra Göttingen Universität i Tyskland viser, at der er målbare økonomiske konsekvenser, som regeringen har for vane at beskrive det, af at »såre det kinesiske folks følelser«.

Ved hjælp af statistikker fra 159 lande viser undersøgelsen, at når udenlandske stats- eller regeringschefer i perioden 2002-2008 har mødt tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, som Beijing anklager for at være separatist, er den pågældende nations eksport til Kina faldet med i gennemsnit 8,1 procent om året i de efterfølgende to år.

Med den norske Nobelkomites valg af Liu Xiaobo er det for tiden Norge, der står til at skulle betale en økonomisk og politisk pris. Regeringen i Oslo sagde i sidste uge, at Beijing har udskudt forhandlinger med Norge om en frihandelsaftale på ubestemt tid. Samtidig har Beijing tidligere aflyst gensidige møder på ministerniveau.

Med Kinas stadig større økonomiske magt er den kinesiske regering i stand til at råbe op med større pondus. Men de større armbevægelser har ikke skabt flere venner. I dokumenter lækket til Wikileaks beskriver USAs ambassadør til Beijing, Jon Huntsman, Kinas nye »stridbare« udenrigspolitik, hvor landet i stigende grad »spiller med musklerne«, og som resultat »mister venner over hele verden«.

Ifølge de lækkede dokumenter beskriver diplomater fra andre lande Kinas »øgede aggressivitet, der klages over, at Beijing behandler »sine handelspartnere dårligt«, og britiske diplomater fandt, at kinesiske regeringsfolks opførsel ved klimatopmødet i København sidste år, hvor Kina vidt og bredt blev anklaget for at blokere for en ambitiøs klimaaftale, var »chokerende«.

»Regeringen opfører sig i dag i stigende grad på verdensscenen, som den er vant til at gøre det over for sin egen befolkning kompromisløst og aggressivt,« siger Ding Xueliang.

»Det skaber en retorik, som lyder skinger og aggressiv i udenlandske øren, men for regeringen er reaktionen blandt det kinesiske publikum vigtigere. Og her falder de hårde, nationalistiske budskaber i god jord.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har gennem mere end to år deltaget livligt med adskillige kommentarer i de mange løbende debatter hos dagbladet Information og hele tiden oplevet, at når emnet falder på Dansk Folkepartis politik, ja, så har skribenterne og bloggerne ingen problemer med, at sammenligne partiets 479.000 vælgere med Adolf Hitlers beskidte slæng af nationalsocialistiske kloakbeduiner i Tyskland fra 1933 til 1945.

Men …

Når supermagten Kina som verdens største totalitære et-parti regime fører sig frem over for hele kloden med deres modbydelige nationalsocialisme, der siden formand Maos revolution i 1949 har kostet over 60 millioner kinesere livet, ja, så er alle de intellektuelle forfattere og skribenter herhjemme fuldstændig væk i mediebilledet.

Hver gang journalist Martin Gøttske bringer en af sine fremragende artikler om det politiske liv i Kina er alle de kendte bloggere her på dagbladet Information pist borte, og man oplever aldrig en konstruktiv debat omkring den kinesiske regerings sjofle tilsidesættelse af samtlige universelle FN-menneskerettigheder, selvom regimet i Beijing har skrevet under på dem, men bare aldrig nogensinde fulgt dem.

”Kina gennemfører i øjeblikket massive økonomiske investeringer i Danmark, og det er jo bare alle tiders”, fortalte en smilende og glad Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti, da han tidligere på året blev interviewet af Clement Kjersgaard fra Danmarks Radio i forbindelse med den globale finanskrise, uden overhovedet at forholde sig det mindste til Kinas daglige grove overtrædelser af FN-menneskerettighederne.

Uffe Ellemann-Jensen, tidligere V-formand og udenrigsminister, foreslog i en kommentar i Berlingske Tidende i februar 2009, at Danmark bør udstede arbejds- og opholdstilladelser til mindst 100.000 kinesere, og som adskillige danskere sikkert efterhånden har bemærket, er der for alvor begyndt at ”sive” mange kinesere ind i vores demokratiske opbyggede land gennem de sidste fem år.

For bare 30 år siden var det fuldstændigt utænkeligt, at vestlige demokratiske lande som Danmark med personlige frihedsrettigheder for borgerne havde omfattende handelsforbindelser med import og eksport til kommunistiske regimer som Kina, fordi de ikke havde demokratiet som politisk styreform, og ej heller respekterede de universelle FN-menneskerettigheder, der blev vedtaget efter afslutningen på anden verdenskrig.

I dag står fremtrædende erhvervsfolk i det private erhvervsliv overalt i de vestlige demokratier og bukker underdanigt for de kinesiske magthavere, fordi de kan levere billig slavearbejdskraft til 10,00 kroner i timen. Alt imens millioner af europæiske lønmodtagere må leve i arbejdsløshed og fattigdom på grund af de folkevalgte politikeres totale svigt over for alle vores opbyggede demokratiske idealer, hvor man har ladet sig økonomisk korrumpere af verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime.

Alle fortrænger bevidst det kinesiske regimes uhyrligheder med deres brutale politiske enhed under tvang for 1,3 milliarder indbyggere, der løbende bliver slået ihjel eller deporteret til Gulag-lejre, hvis de ikke makker ret over for de selvbestaltede magthaveres beslutninger. Hele den vestlige demokratiske verden ser bare på – uden at gribe ind – nøjagtig som den gjorde det med massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989.

Danmark er på vej ned i en fascistisk ”slamkule” af dimensioner, hvor alt hvad vores forfædre har kæmpet for med hensyn til demokrati og personlige frihedsrettigheder gennem 161 år smides bort. Takket være opportunistiske, ansvarsløse og ansvarsforflygtigende folkevalgte politikere, der lader hånt om demokratiets grundlæggende idealer, når bare de selv overlever socialt og økonomisk sammen med deres familier på bekostning af den til enhver tid arbejdende befolkning i det private erhvervsliv.

Herhjemme er nationens såkaldte ”intellektuelle fyrtårne” i hvert fald helt væk i mediebilledet med hensyn til kritik af det nationalsocialistiske regime i Beijing, og dèt fortæller en meget uhyggelig historie om, hvad der venter lige om hjørnet for vores børn og børnebørn, hvis der ikke længere findes politikere og erhvervsfolk samt mediefolk i Danmark, som meget snart træder i karakter og forsvarer demokratiet som verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker.

Jeg ønsker ikke at leve i en kinesisk provins.

Ole,
Jeg er helt enig med dig i den ofte manglende kritik af overtrædelser af menneskerettighederne i Kina.

Mht. DF og menneskerettigheder, så kunne det måske være interessant at holde Søren Krarups kronik dd. i JP op mod Jaglands tale ved Nobels fredsprisoverrækkelsen i Oslo dd.

Søren Krarup skrev i JP: Vor selvstændighed udhules: "Nu opdager jeg med forfærdelse, at også på mit særlige område, indfødsretten, bliver dansk selvstændighed udhulet og for så vidt ophævet. Det er dette, jeg vil råbe ud for al folket. En FN-konvention tvinger os til at gøre 35 personer til danske statsborgere på trods og tværs af alle de regler, der gælder for den lovgivning, vi vedtog i 2002."

Thorbjørn Jaglands tale ved overrækkelsen af Nobels Fredspris. Jagland er Nobelkomiteens leder og generalsekretær i Europarådet:

Deres Majesteter, Mine damer og herrer,

"I dag har verken nasjonalstaten eller flertallet innen nasjonalstaten ubegrenset myndighet. Menneskerettighetene begrenser hva nasjonalstaten og flertallet i en nasjonalstat kan foreta seg. Dette må gjelde for alle stater som er medlem av FN og som har sluttet seg til Den universelle menneskerettighetserklæringen. Kina har signert og endog ratifisert flere av FNs og ILOs sentrale internasjonale konvensjoner om menneskelige rettigheter. Det er interessant at Kina har godtatt den overnasjonale konfliktløsingsmekanismen i WTO."

Man forstår måske lidt af Kinas reaktion, når vi ser Danmarks reaktion på kritik af Danmarks overtrædelser af grundlæggende menneskerettigheder, nedfældet i konventioner, som Danmark selv har underskrevet og ratificeret:

1. VKO og selv S's manglende lydhørhed over for Europarådets Menneskerettighedskommissær

2. Dansk Institut for Menneskerettigheders fortvivlede opråb vedr. de nye udlændingeregler.

Og husk også behandlingen af Carsten Jensen, da han fik Palme-prisen.

Grænser for, hvad folk kan tåle at høre.

Kina er forlængst gået fra kommunisme til kapitalisme, men engang nationalsocialismens modstander, og er heller ikke for tiden mere nationalsocialistisk end mange vesteuropæiske lande har været og er - det demonstrerer Calcun-konferencen. (Det eneste nuværende og daværende folketingsparti her i landet, der ideologisk var nazistisk eller nationalsocialistisk, er Dansk Folkeparti).

Det er da også bemærkelsesværdigt, at flere af de personer og stater, som fordømmer Kina for at knægte ytringsfriheden, og som lader sig repræsentere ved nobelprisoverrækkelsen, er de samme, som vil stække ytringsfriheden for Wikileaks og fængsle Assange. (Og Dansk Folkeparti må have sine kvaler med forbindelsen til de frihedselskende Lars Hedegaard og Flemming Rose, der altså på den anden side vil standse muslimernes frihed.)

Nej, Per Diepgen, det store Kina har aldeles ikke smidt kommunismen fra sig al den stund, at landet stadig fungerer som en totalitær et-parti stat uden frie demokratiske valg, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed og religionsfrihed, så dèn påstand må du trods alt længere ud på landet med.

Derimod har Kinas Kommunistiske Parti uden videre udskiftet sin oprindelige ideologiske og uduelige planøkonomi med den frie markedsøkonomi, der ellers altid har været naturligt forbundet med demokratiet og folkestyret som politisk styreform.

Men uansvarlige superkapitalister og politikere i de vestlige lande har igennem de sidste 10 år tilladt, at Kina er blevet medlem af WTO som en ”toneangivende udviklingsøkonomi”, mod at de så til gengæld vil respektere FN-menneskerettighederne.

Hvilket de som bekendt ikke gør anno 2010.

Kinas Kommunistiske Parti har nøjagtig det til fælles med Adolf Hitlers modbydelige nationalsocialisme, at de lader deres befolkning leve med politisk enhed under tvang. Her bliver mennesker som Liu Xiaobo stemplet som forræder mod sit eget land, blot fordi manden agiterer for demokratiske reformer og personlige frihedsrettigheder til samtlige 1,3 milliarder indbyggere.

Mig bekendt er der ingen ideologisk forskel på socialismen eller kommunismen, så tilbage står den ubestridelige historiske kendsgerning, at Kina stadig er og bliver verdens største totalitære et-parti regime med politisk enhed under tvang for sine borgere.

Denne påstand er blevet rigeligt dokumenteret på det sidste i forbindelse med den kinesiske regerings afskyelige diplomatiske optræden over for Norge samt andre nationer i forbindelse med Liu Xiaobos modtagelse af Nobels Fredspris, men også deres grove censurering af de kinesiske nyhedsmedier omkring samme.

Hvad i alverden har det at gøre med Dansk Folkeparti?

Kvasidemokratisk forblændelse? Nobelprisen blev oprettet på en fond af dynamit.

Nationalsocialismen og Dansk Folkeparti blev på et tidspunkt indføjet i debatten, velsagtens fordi artiklen handler om modsætningen, og selvfølgelig må en antikommunist nedgøre socialismen Det var dog ikke Kina, men Japan, der underskrev antikominternpagten, som senere også Danmark tilsluttede sig, en beslutning, som stadig anerkendes - demokratisk.