Læsetid: 7 min.

Kina kæmper for at bevare CO2-kreditcirkus

Kina og Indien scorer nemme milliardprofitter på at hjælpe i-lande til CO2-kreditter fra tvivlsom jonglering med grimme drivhusgasser. Nu skal det være slut siger EU, USA, små ø-stater og ngo'er i kor
Aalborg Portland er en af de danske virksomheder, der har ondt i sit klimaregnskab. Derfor har de sammen med den danske stat og andre virksomheder købt CO2-kreditter svarende til udledning af to mio. ton CO2 fra to HFC-23-anlæg i Jiangsu-provinsen i Kina.

Aalborg Portland er en af de danske virksomheder, der har ondt i sit klimaregnskab. Derfor har de sammen med den danske stat og andre virksomheder købt CO2-kreditter svarende til udledning af to mio. ton CO2 fra to HFC-23-anlæg i Jiangsu-provinsen i Kina.

Christian Ringbæk

21. december 2010

Der er ikke noget, der er sort-hvidt, endsige rent grønt på den globale klimascene. Kina, jævnligt udråbt som frontløber i den ny grønne revolution, fremstår netop nu sammen med Indien som hårdnakket modstander af vigtige fremskridt, der kunne blive af større betydning for klimaet end Kyoto-aftalen. Over for Kina og Indien står som det progressive hold de hidtil så udskældte USA og Canada, i alliance med bl.a. de små ø-stater og EU.

Konflikten, der også slog gnister på COP16-mødet i Cancun, handler om stoffet HFC-23, også kaldet trifluormethan. Og om penge, masser af penge.

HFC-23 er et biprodukt ved fremstilling af stoffet HCFC-22, der især anvendes som kølemiddel, til aircondition og som opskumningsmiddel. HFC-23 kan ikke rigtig bruges til noget, men er til gengæld en overordentlig aggressiv drivhusgas, godt 14.000 gange så klimabelastende som CO2, målt pr. molekyle. Derfor er der rundt om i verden etableret en række anlæg til destruktion af HFC-23.

Alt burde dermed være i orden, men er det ikke. Og faktisk på grund af Kyoto- aftalen. Aftalen, vedtaget i 1997, rummer de såkaldt 'fleksible mekanismer' - også kendt som CDM-ordningen - der giver i-lande mulighed for at undgå hjemlige CO2-reduktioner ved til gengæld at finansiere klimaprojekter i udviklingslande. Vindmøllebyggeri, energieffektivisering, biogasanlæg m.m. Disse CDM-projekters klimagevinst udmøntes i CO2-kreditter, som de involverede i-lande eller i-landsvirksomheder kan erhverve sig og derved slippe for at foretage tilsvarende klimaskridt på hjemmebane.

Eftersom destruktion af HFC-23 afværger udledning af aggressive drivhusgasser, er også destruktionsanlæggene blevet godkendt under Kyoto-protokollen som CDM-projekter. Anlæggene udløser altså CO2-kreditter svarende til den undgåede udledning, og disse CO2-kreditter sælges til i-lande og virksomheder med ondt i CO2-regnskabet. Faktisk er mere end halvdelen af de globalt udstedte CO2-kreditter skabt via destruktionsanlæggene for HFC-23.

Af de 19 FN-registrerede anlæg er de 11 placeret i Kina, fem i Indien samt ét i hvert af landene Mexico, Argentina og Sydkorea. Den danske stat og virksomhederne Mærsk Olie og Gas, DONG Energy, Aalborg Portland og Nordjysk Elhandel har via samarbejde med Verdensbanken købt CO2-kreditter svarende til udledning af to mio. ton CO2 fra to HFC-23-anlæg i Jiangsu-provinsen i Kina. Globalt er der siden 2005 udstedt kreditter via HFC-23-destruktion svarende til 218 mio. ton CO2 - det svarer til fire gange Danmarks samlede årlige CO2-udledninger. I 2020 kan HFC-23-anlæggene ifølge fremskrivningerne levere kreditter svarende til én milliard ton CO2.

Pengemaskinen

Problemet er dette: Det koster på destruktionsanlæggene sølle 1,30 kr. at uskadeliggøre en mængde HFC-23 svarende til ét ton CO2 i klimavirkning. Men prisen for CO2-kreditter på Kyoto-aftalens CDM-marked er langt højere, for tiden omkring 100 kr. pr. ton CO2. Ejeren af et destruktionsanlæg i f.eks. Kina kan derfor tjene godt 70 gange mere, hvis han kan få defineret HFC-23-destruktionen som et CDM-projekt frem for blot at sælge den rene destruktionsydelse.

»Der er nogle mennesker, der bliver ekstremt rige på grund af dette smuthul i CDM-systemet,« siger Gerben-Jan Gerbrandy, hollandsk medlem af Europa-Parlamentets liberale gruppe.

Disse 'nogle' er først og fremmest statsejede kinesiske virksomheder samt indiske virksomheder med destruktionsanlæg. Og med de hidtil udstedte CO2-kreditter baseret på HFC-23 og med relationen mellem afbrændingspris og kreditpris kan ekstraindtægten til dato anslås til over 18 mia. kr. Fortsætter cirkusset, kan gevinsten i 2012 være nået op over 40 mia. kr.

Det er ikke det hele:

»Kreditter fra HFC-23- destruktion er så værdifulde, at de overstiger værdien af den primære gas, som produceres - HCFC-22 - med så meget som en faktor fem,« påpeger det uafhængige Environmental Investigation Agency. Det samme siger EU-Kommissionen i en ny miljøvurdering af sagen.

Altså: Det er en glimrende forretning at fremstille kølemidlet HCFC-22 alene med henblik på bagefter at sælge destruktionen af biproduktet HFC-23 som CO2-kreditter. Faktisk så god en forretning, at der ifølge det amerikanske Natural Resources Defense Council (NRDC) er risiko for »en HCFC-22-produktion, som ikke bruges, men i stedet lukkes ud i atmosfæren«, fordi det reelt er affaldsstoffet, der er penge i. Med slet skjult henvisning til lande som Kina og Indien påpeger EU-Kommissionen risikoen for et selvforstærkende kredsløb: »Nogle producenter uden for EU vil måske ligefrem bruge indtægterne fra CDM(-kreditsalget) til at investere i øget HCFC-22-produktionskapacitet.«

Det er tilsvarende ifølge NRDC og EU-Kommissionen en god forretning at undlade at miljø-trimme sit produktionsanlæg, dvs. sikre den lavest mulige HFC-23-mængde pr. produceret HCFC-22-enhed. For jo mere af det klimabelastende affaldsstof, der produceres i forhold til selve kølemidlet, jo bedre bliver forretningen.

»Der er dokumentation for, at det perverse CDM- incitament belønner projekt- ejere for at fastholde eller ligefrem øge forholdet mellem biproduktet HFC-23 og HCFC-22-produktionen i stedet for et indføre proces- kemiske forbedringer, der mindsker dette forhold,« skriver NRDC i en aktuel rapport.

Statistikken viser, at hvor i-landene reelt er ved at udfase HCFC-22-produktionen, fordi dette kølemiddel ligesom de gamle freongasser er skadeligt for klodens ozonlag, så stiger produktionen af stoffet kraftigt i u-landene. Da HCFC-22 ikke alene nedbryder ozonlaget, men også i sig selv er en drivhusgas - 1.800 gange så kraftig som CO2 pr. molekyle - er en sådan forretning en miljømæssigt ekstremt dårlig ide.

Tidlig advarsel

Fristelsen til at etablere HCFC-22-produktioner med det ene formål at malke CDM-systemet for penge blev påpeget allerede i 2004 - før de første godkendelser blev givet - af Verdensbankens rådgivende ekspert på området, Othmar Schwank.

»På baggrund af disse bekymringer konkluderer undertegnede, at det er tilrådeligt ikke at støtte en godkendelse af HFC-23-projekter i CDM-bestyrelsen (under FN's Kyoto-aftale, red.),« skrev han.

Schwank påpegede også, at en oversvømmelse af markedet med kreditter baseret på HFC-23-destruktion ville presse CO2-kreditprisen ned og dermed »skræmme investorer væk fra CDM-investeringer i energisektoren, hvor der er mest behov for dem.«

»Der er betydelig risiko for, at HFC-23 projekter vil medvirke til at undergrave de mål om bæredygtig udvikling, som er målet med CDM-mekanismen,« konkluderede Verdensbankens mand.

Ikke desto mindre har den internationale CDM-bestyrelse altså siden da godkendt 19 HFC-23-anlæg som CDM-projekter. Og Verdensbanken deltager selv via det store projekt i Kina, som også Danmark køber kreditter fra.

EU i aktion

Hele dette cirkus udspringer altså af Kyoto-aftalens CDM-bestemmelser. Men nu skal det være slut, lyder det fra mange sider. Miljøorganisationer som Greenpeace, CDM Watch og NRDC har i årevis krævet stop for HFC-23-kreditterne, og nu melder også EU's klimakommissær Connie Hedegaard og Kommissionen sig på barrikaderne.

I al sin enkelhed lyder et netop fremlagt forslag fra Kommissionen således:

»Fra 1. januar 2013 er brugen af internationale kreditter fra projekter med destruktion af HFC-23 (...) forbudt.«

Forslaget, der altså kan ramme EU-landes og europæiske virksomheders køb af CO2-kreditter fra f.eks. kinesiske og indiske HFC-23-anlæg, skal nu konfirmeres af EU-landene. Hvor Greenpeace for en gangs skyld er fuld af lovord om Kommissionen, er Kina rasende.

»EU's beslutning er uansvarlig,« sagde lederen af Kinas CDM-fond, Chen Huan, for nylig til nyhedsbrevet Point Carbon. Ifølge Huan er EU ude på at presse u-lande som Kina til at destruere HFC-23 uden at opnå CO2-kreditgevinst og dermed altså påtvinge Kina forpligtende klimamål, hvilket ifølge Chen er i strid med de gældende klima-aftaler.

Den kinesiske talsmand truede med, at et stop for de HFC-23-baserede kreditter kan tvinge kinesiske HCFC-22-producenter til at droppe destruktionen af HFC-23 og i stedet slippe den aggressive drivhusgas direkte ud i atmosfæren.

»Kina vil holde klimaet som gidsel i forsøget på at tiltvinge sig milliarder,« lyder kommentaren fra CDM Watch og Environmental Investigation Agency.

Rollerne byttes om

Kampen foregår også i andre fora. Den såkaldte Montreal-protokol under FN regulerer udfasningen af stoffer, der nedbryder klodens ozonlag - dét, der beskytter mod solens ultraviolette stråling. HCFC-22 er som nævnt et sådant stof, der på sigt skal udfases. HFC-forbindelser, hvoraf HFC-23 er én, er ikke ozonlagsnedbrydende og derfor ikke i dag underlagt Montreal-protokollen. Men da HFC-gasser til gengæld er stærke drivhusgasser, og da nogle af dem er introduceret som alternativer til HCFC-22 og andre - nemlig HFC-23 - opstår som affaldsprodukter ved dets fremstilling, har en række lande nu foreslået, at HFC'erne også bliver lagt ind under Montreal-protokollen for dermed at sikre også deres udfasning. Ét forslag herom er fremsat af USA, Canada og Mexico, et andet af de klimasårbare ø-stater Mauritius og Mikronesien.

Afvikles HFC-gasserne som foreslået, vil det ifølge forslagsstillerne spare atmosfæren for, hvad der svarer til 88-100 mia. ton CO2 sammenlagt i tiden frem til 2050.

»Dette er det største og hurtigste stykke klima- beskyttelse, der er tilgængeligt for verden de nærmeste år,« sagde Durwood Zaelke, præsident for det uafhængige Institute for Governance & Sustainable Development, under et møde i Montreal-protokollen i sidste måned.

»Denne klimabeskyttelse er omtrent 10 gange det, der opnås ved fuld efterlevelse af Kyoto-protokollen frem til 2012,« vurderer Zaelke.

De to forslag har til dato samlet opbakning fra 91 lande, herunder EU og mange af de lavtliggende ø-stater. Til gengæld møder det protester fra Kina og Indien. Det hørtes senest på COP16-klimamødet i Cancun.

»Vores holdning til HFC-gasserne under Montreal-protokollen er kompromisløs: Vi mener, de skal forblive under Kyoto-aftalen,« sagde Indiens miljøminister Jairam Ramesh.

»Vi vil ikke under nogen omstændigheder acceptere noget forsøg på at lægge HFC'erne ind under Mont- real-protokollen. Den indiske regering afviser denne tilgang,« understregede ministeren.

Sådan kæmpes der fortsat i det globale drivhus. Nogle gange med forvirrende rolleskift, som når de tilsyneladende grønne pludselig virker sorte. Og vice versa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Al handel med forureningskvoter er, som den ses foløbet, en klar melding om, at overlader man klimakrisen til kommercielle og financielle interesser, kobler man samtidig den førte politik til en udsættelse af de løsninger, der retteligt påhviler politikerne internationalt at håndtere. Og lugter i alvorlig grad af lobbykraturerets fedtspilleri med gaver til vennerne, som financierer de samme politikere. Kvotehandlen har været en politisk fiasko, har ført til svindel - og har accentueret problemerne med klimatruslen.

Med andre ord har de såkaldte "verdensledere" overfor en global offentlighed desværre vist, at 'business as usual' ikke længere rækker.

Og med en så alvorlig trussel, er det såmænd ikke underligt, at offentlighederne, formidlet over f.eks Wikileaks, stiller administrationerne stolen for døren. Vi hár kun én klode, og det går den ikke særligt godt. Naturligvis må man rette såvel søgelyset som anklagen imod de gældende magt-relationer, når man som offentlighed kræver afgørende og anderledes udviklings-parate forandringer.

"This is your early morning call. Wake up!"...

Med venlig hilsen

Michael Kongstad Nielsen

I vestlige medier udråbes Kina som regel til skurk, også i klimasammenhænge. Det gør Jørgen Steen Nielsen også her. Men er det nu helt fair?

Hvis HFC-23 er så klimafarligt, hvorfor er USA og andre industrialiserede lande så ikke begyndt at finde ud af, hvad der kan erstatte produkt og biprodukt?

Hvis HFC-23 er så givtigt at nedbryde (inden for Kyoto-aftalen), hvorfor har andre lande end Kina og Indien så ikke bygget nedbrydningsanlæg selv?

Det givtige ligger vel i, at nedbrydningsprocessen udføres af billig arbejdskraft. Ligesom amerikansk tøj fremstillet i Kina kan sælges med enorme profitter i Europa, således er det ikke underligt, at HFC-23 destruktion handlet til internationale markedspris på børsen for CO2-kreditter giver en kæmpeprofit - denne gang er det bare Kina selv, der beholder profitten, og det ægrer selvfølgelig USA og EU.

USA er forresten slet ikke med i Kyoto-aftalen - nå, det er en anden sag.

Indtil videre er det vigtigste dog, at disse stærkt klimabelastende HFC-23 gasser destrueres, lad så bare Kina score kassen på det på det marked, Vesten jo er så glad for.

EU burde arbejde på at finde alternativer, ikke på at bekæmpe destruktionen af HFC-23.

Ja, la Kina kjøre absurdkapitalismen til veis ende.

Kloden har åpenbart fått nok av denne "construction-destruction"-økonomien.

Den menneskelige forstand ville heller ikke ha ondt av at det ryddes opp i forholdet mellom midler og mål, og vice versa.

Problemet her er ikke, at der kan handles med kreditter, hvilket nemlig er en effektiv måde til at styre den samlede udledning. Problemet er derimod, at der tilsyneladende ikke stilles krav om, at virksomheder skal have HFC-23-kreditter for at have lov til at producere HFC-23