Læsetid: 7 min.

Kinas skoleelever verdens bedste?

Skoleelever i Shanghai er de bedste i verden, konkluderer den seneste PISA-undersøgelse. Men PISA-resultatet afspejler både det kinesiske uddannelsessystems styrker og svagheder - og illustrerer, hvorfor Kina ikke kan konkurrere på innovation og kreativitet
Det kinesiske skolesystem er i høj grad fokuseret på test, og det er en af forklaringerne på, at landets skoler klarede sig så godt i PISA-testen. Til gengæld er de kinesiske elever i mindre grad rustede til at være kreative og innovative, siger Jiang Xueqin fra Peking Universitet.

Det kinesiske skolesystem er i høj grad fokuseret på test, og det er en af forklaringerne på, at landets skoler klarede sig så godt i PISA-testen. Til gengæld er de kinesiske elever i mindre grad rustede til at være kreative og innovative, siger Jiang Xueqin fra Peking Universitet.

Martin Gøttske

20. december 2010

BEIJING - »Goddag, elever,« siger Zhu Yong og bukker bag katederet. Eleverne rejser sig, bukker og svarer i kor: »Goddag, lærer.«

Læreren er kommet i god tid. Eleverne sad klar, allerede inden klokken ringede ind. Undervisningen kan begynde. Uden at blive forsinket - eller senere afbrudt - af snak i krogene.

»Ingen af os er interesserede i at spilde tiden,« siger en af eleverne, Han Yubo. »Det vil kun gå ud over os selv.«

Man kan ikke beskylde den 15-årige pige og hendes klassekammerater for at have den forkerte indstilling.

Men de har også i flere år allerede fået at vide, at deres indsats er altafgørende. Deres lærere, forældre og samfundet fortæller dem det ustandseligt:

»Uddannelse er den største mulighed for at blive til noget. Alle har en lige stor chance, men de har kun én chance, og derfor skal de gribe den,« som lærer Zhu siger det.

Og derfor sidder de 46 elever klædt i ens blåhvide joggingdragter og følger intenst med i undervisningen i klasselokalet. På deres bryst bærer de skolens emblem: Beijing Gymnasium Nr. 4. De går i det, der svarer til 1.G. i Danmark.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kunne være ganske interessant med en kommentar til substansen i denne artikel fra Martin Gøttske, når statsminister Lars Løkke Rasmussen og Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti tørner sammen her mandag aften til en timelang debat om folkeskolen på TV 2 News, nemlig den omfattende disciplin i hele det kinesiske undervisningssystem, som gør dem til verdens bedste skoleelever.

Undskyld min alderdom, men der var engang en dejlig folkeskole i 1950`erne og 1960`erne, hvor landets bedste folkeskolelærere var ansat i Undervisningsministeriet i København, og de udarbejdede hvert år et pensum om, hvad man som elev skulle lære i 1. klasse og 2. klasse og så fremdeles til gennemførelsen af det syvende skoleår. Hvorefter eleven sammen med skolen besluttede sig for enten den videre boglige uddannelse - eller den erhvervsfaglige linje.

Dengang i Morten Korch-tiden satte alle vi skolebørn os ned på stolene i klassen fra dag 1, og slog ørerne ud fra morgen til aften. Vi lyttede fokuseret og koncentreret til den lærdom, som folkeskolelæreren underviste i ud fra et fast pensum og målsætning om, hvad alle vi børn skulle lære som grundlaget for et godt liv … nemlig at kunne læse og skrive samt regne på et anstændigt niveau.

Her var der fuld respekt for læreren som en autoritet, og ingen som helst adfærdsvanskelige børn fik nogensinde lov til at ødelægge undervisningen for det store flertal. Ingen fædre eller mødre fik lov til i tide og utide, at rende ind og ud af skolelokalet med krav til lærerne om, at der nu skulle udvises særlige hensyn til netop deres børn i forbindelse med undervisning og fritidsaktiviteter, og man fik en ”svedetime” efter skoletid, hvis man ikke opførte dig ordentligt.

Det var selvfølgelig også dengang i Morten Korch-tiden, hvor forældrene opdragede og forberedte deres afkom til folkeskolen som et centralt punkt i deres liv, og hvor man skulle udvise disciplin i fællesskab sammen med de andre elever over for lærerne. I dag mener landets folkeskolelærere, at de også bør tage del i opdragelsen af børnene, og dèn filosofi har under alle omstændigheder slået helt fejl.

Folkeskolen herhjemme har i årevis ”sejlet” rundt på grund af manglende disciplin i hverdagens undervisning, hvor man bruger enorme økonomiske og menneskelige ressourcer på nogle få adfærdsvanskelige børn, og det sker hele tiden på bekostning af de mange velfungerende poder, hvis forældre har opdraget dem til at vise respekt og lydhørhed over for lærerne i folkeskolen.

Tilbage i 1950`erne og 1960`erne blev de virkelige adfærdsvanskelige elever i folkeskolen omgående sendt på observationshjem under Børneværnet i nogle måneder, hvor de så gennemgik en skolegang i lavere tempo end det store flertal i den skoleklasse. Disciplin og respekt for lærerne var dog stadig et ufravigeligt kodeks overalt – uanset hvor man fik sin skoleundervisning – men sådan er det ikke længere.

Ritt Bjerregaard fra Socialdemokraterne sagde ved sin afsked fra partiet ved kongressen sidste år, at hendes bedste opgave som politiker havde været indførelsen af ”den rummelige folkeskole” i 1975 til afløsning for ”den sorte folkeskole”, en beskrivelse, som jeg personligt aldrig har kunnet nikke genkendende til, for jeg lærte virkelig noget i Randersgade Skole på Østerbro i København.

Folkeskolen har i alt for mange år haft en slap disciplin, hvor lærerne har ladet de tosprogede elever styre udviklingen og tempoet i indlæringen af de enkelte pensum til klasserne, og det har skabt voldsomme problemer, fordi de tosprogede børn for det meste ikke kan bare to ord dansk, når de begynder i folkeskolen. Også selvom de er født og opvokset i landet. Ligeså er mange af dem adfærdsvanskelige – men ingen fjerner dem fra skolen og sender dem på observationshjem.

Denne manglende disciplin ville aldrig ske i Kina.

Folkeskolens målsætning må klart være, at lærerne skal levere varen til det øvrige samfund, hvilket vil sige, at de skal lære børnene at læse, skrive og regne, og i øvrigt indterpe noget så vigtigt som samfundsfag, der blandt andet lærer dem noget om, hvordan en demokratisk nation som vores hænger sammen. Både med hensyn til politisk og økonomisk sammenhængskraft. Men også det faktum, at vi mennesker ikke behøver at være enige i alt, men alligevel står loyalt sammen om indlæringsprocesser og andet, når bare det er besluttet i demokratisk flertal af de politiske instanser.

PISA-undersøgelserne i 2005 dokumenterede klart, at folkeskolen ikke leverer varen for deres tildelte milliarder. Alt for mange elever, der gik ud af folkeskolen dengang – som nu – kunne heller ikke læse eller skrive eller regne på et rimeligt niveau. Hvilket er hele grundlaget for, at man kan finde sig til rette i livet. Men alt for mange undervisningstimer løber hver dag ud i sandet, fordi man bruger for meget tid på at snakke med eleverne om, hvad de nu skal lære … hvordan det skal indlæres … og så ellers de konstante problemer med adfærdsvanskelige elever og deres forældre.

Jeg erindrer mig tydeligt den glødende socialist Per Bregengaard fra Enhedslisten, der indtil 2005 var skoleborgmester i København. Under hans domæne kom PISA-undersøgelserne på bordet i 2004, hvor det viste sig, at over 50% af eleverne i hans folkeskoler ikke kunne læse og skrive samt regne på et tilfredsstillende niveau, hvorefter manden bare trak på skuldrene og sagde:

- Ja, det ser jo ikke særligt godt ud. Det er jeg da ked af, men jeg synes da alligevel, at resultatet er ganske tilfredsstillende, sagde Per Bregengaard, der årligt fik tilført èn milliard kroner ekstra til folkeskolerne i Københavns Kommune, så han kunne lønne en masse undervisere, der lovede os alle sammen, at de nok skulle få eleverne op på et højere niveau med hensyn til færdigheder i læsning, skrivning og regning etc.

Imens sendte Per Bregengaard sine egne børn i privatskole.

Folkeskolelærerne må og skal èn gang for alle opbygge en konsekvent daglig disciplin i undervisningen overfor alle elever, uanset deres etniske og sociale baggrund, og hvor målsætningen skal være en konsekvent indlæring af det pensum, som de bedste folkeskolelærere i undervisningssektoren løbende udarbejder, og så skal alle ungerne ellers bare slå ørerne ud og lære en masse for deres egen skyld.

Der skal selvfølgelig også være tid i skolepensum til fysiske aktiviteter som især svømning, som alle børn skal lære i folkeskolens regi. Lige som gymnastik og andre sportsaktiviteter samt andet socialt og menneskeligt samvær skal gøre sit til, at det er sjovt hver dag at gå i den danske folkeskole.

Men udgangspunktet må og skal altid være en god disciplin omkring al undervisning, gennemført af dygtige og autoritetsstærke lærere med gode pædagogiske egenskaber samt den rette psyke til definitivt, at sætte grænser over for børnenes langsommelighed eller urimelige egoistiske krav omkring undervisningen.

Gør det … for så kan vi til enhver tid slå de kinesiske skolebørn med hensyn til viden, fordi modsat dem lever danske børn i et frit oplyst demokrati med adgang til al mulig information og lærdom. Lige netop dèt giver alle danske skolebørn gode betingelser for at kunne udvikle sig innovativt og kreativt gennem spændende uddannelser – uden at være politisk ”hjernevasket” af den kommunistiske ideologi som alle skolebørnene er det i Kina.

Disciplinen må genindføres i folkeskolen.
Nøjagtig som i privatskolerne.
Og som på de øvrige andre læreanstalter …

Hvor mange kinesere findes der. I min barndom hed det sig at hvert fjerde menneske på jorden var kineser. Der er rigtig mange, og rigtig mange af dem er børn på trods af et- barns politikken.
Hvor mange er vi?
Kineserne har simpelthen en langt større befolkning at trække på - og dermed også en langt større talentmasse. Udfaldet er forudsigeligt hvis vi vil konkurrere med dem på de samme parametre.
Omkring halvdelen af de kinesiske universitetsuddannede får endda ikke efterfølgende et arbejde.
Der er ingen grund til at rende i hælene på kineserne.

Fremtidens arbejdsmarked for akademisk arbejdskraft må vi nok regne med bliver globalt, beroende på en yderligere specialisering.
Det er derfor vigtigt at kunne tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft og få den til at blive. Her har vi fordele. Et endnu rimeligt fungerende socialt system; relativ billige børneinstitutioner, gratis uddannelse og et vel?fungerende sygehusvæsen, en veluddannet befolkning. Vi mangler blot nogle mere imødekommende, hølige og venlige danskere.

Vedrørende diciplinkrisen i skolen; lærere skal bruge tid på elever der ikke kommer til tiden, pjækker, snakker i timen, SMSér o.s.v. Det burde ikke være sådan. Men en ting er sikkert og vist. Med den retorik der er omkring lærere og lærergerningen i dette land, opnår vi altså det stik modsatte. Åben blot fjernsynet og få oplyst at lærere kommer for sent og ikke er dygtige nok. Denne hetz, hvor alle bliver skåret over en kam, i lighed med nazifiseringen af sproget før og under 2. verdenskrig hører ingen steder hjemme.

Det er vigtigt at uddanne til at blive hele mennesker, at tænke selv og stille kritiske spørgsmål. At samarbejde og ikke udelukkende konkurrere. Vidensdeling. Mon ikke det er værd at fastholde.
Vi skal ikke i hælene på de andre, vi skal tænke ud af boksen som vi har gjort før i historien. Mon ikke vi så i fællesskab klarer omstillingen til det nye denne gang også.

Niels-Simon Larsen

@Ole B: Først tænkte jeg, at jeg ikke gad læse så langt et indlæg, men så begyndte jeg alligevel. Muntert skrevet og med en vis dybde. Jeg er ikke enig med dig i alle dine betragtninger, men den personlige måde, du skriver på, er rigtigt indlæg-skrivning.
Jeg kommer til at tænke på, at alle, der har en vis erfaring med undervisning af børn, overhovedet ikke spiller nogen rolle i debatten. Man skal have en 'grad' af en slags eller være politiker. Personligt kendskab til børn er umålbart og dermed uvedkommende - og Grundtvig er et hul i jorden.

Artiklen er meget interessant, især til sidst hvor nogle af dem, der tænker selv, udtrykker betænkeligheder. En siger direkte, at det er det kinesiske skolesystem, der sakker agterud. Jeg undrer mig bare over, at disse kritikere er sluppet igennem nåleøjerne og har bevaret en kritisk sans, og det får mig igen til at tænke, at kineserne er svære at sætte på formel. Skal vi være bange for dem så og lave panikløsninger her? Har vi ikke en udmærket uddannelsestradition hos os selv, hvis vi ellers gider leve op til den?

Det er små mennesker, der går gennem skolesystemet og ikke ting. Gør man børn til ting, går det galt, og kineserne må have en kolossal ’skraldespand’ til alle de børn, der ikke klarer mosten. Det er synd, det er oprørende, det er kynisk, men hele tiden kan man pirke til den uomgængelige realitet, at det er konkurrence, kompetence og succes, der er afgørende i verden. På den måde bliver samfundene bare kolde at leve i og selvmordsprocenten bliver høj (også for børn).

Den hjemlige skoledebat præges i høj grad af dem, der ikke har ’en stand forskid’ på børn. Det gælder også dem i folketinget. Hvad gør en Cand.Polit velkvalificeret til at udtale sig om børns udvikling?
Vi er kommet så langt ud, at vi ikke kan følge en uskreven lov, der siger, at ’her taler vi ordentligt til hinanden, lader mobilerne ligge i tasken, sender ikke giftige SMS’er og andet snavs.
Det skulle ikke undre mig, hvis mange længes efter kinesiske tilstande.

Disciplin er selvfølgelig nødvendigt og der er ingen tvivl om at det nuværende niveau er for lavt (jeg har prøvet at være underviser i en folkeskole og det var ikke nogen rar oplevelse. For at få fem minutter og jeg mener fem minutters ro uden snak skulle jeg skrige så højt jeg overhovedet kunne - fuldstændig unødvendigt), men samtidig er der heller ingen tvivl om, at uddannelse i Danmark ikke bliver vurderet særligt højt. Og det er et problem. I 2001 da Fogh kom til skete det også med sværdet hævet mod smagsdommere.Nu er smagsdommere dybest set ikke andet end personer, der rent faktisk ved noget om deres respektive og ofte forskningsbaserede område. Når disse personers viden skæres væk med en nonchalant håndbevægelse, åbner man for det bundløse folkedybs meningsvrøvl, hvor det ene tossede udsagn er ligeså godt som det andet. Fra sådan et forplumrende udgangspunkt kan man selvindlysende ikke producerer respekt om viden og uddannelse. Hvordan skulle det være muligt? Så det politiske budskab og afsæt: "væk med smagsdommere" indeholder således en indbygget fordummende indstilling. At den selvsamme politiker siden stillede sig op og udfoldede en vision om verdens bedste folkeskole var latterligt. Hvilken folkeskole ævlede han om? Hvordan skal den se ud? Hvilken struktur og hvilket pensum, skal den indeholde? Var det bare hans egen ide om, hvordan sådan en skole skulle se? Og i dag er vi vidne til det fuldstændige sammenbrud i politikernes evne til at reflektere. Dette blev tydeligt, da de mente, at uddannelsesproblemet i folkeskolen kunne løses med flere test og flere elever i klasserne. Forskningen modsagde selvfølgelig med det de politiske meldinger. Desværre led indvendingen den samme skæbne som alle andre fornuftige stemmer igennem de sidste snart 10 år. Den blev fejet til side som vrøvl med den efterhånden veltrænede nonchalante håndbevægelse.
I de nuværende politiske morads af selvmodsigelser og vildveje forekommer det grinagtigt, at de selvsamme politikere vil prioritere uddannelse, når de ikke har gjort det klart for dem selv, hvad uddannelse er. De insisterer på, at det udelukkende handler om at skabe mennesker om til lommeregnere og leksika ligesom i Kina. Set udefra virker denne debat håbløs i og med at politikere som sagt ikke har nogen ide om, hvad uddannelse er, ingen ide om, hvad de vil med uddannelse, og ingen forestilling om, hvordan fremtiden enten vil eller bør se ud. Og når de ikke har greb om disse grundliggende positioner, er de selvsagt ude af stand til at træffe de både rigtige og nødvendige beslutninger. Lad os for uddannelse og fremtidens skyld få det valg.

Jeg var i Beijing i 2004 og besøgte en privatskole. www.hieroglyf.dk/skogerup/side1.htm (se billeder nederst) Man får et barn. Det barn sender man afsted mandag til fredag og henter igen til en weekend med lektier og daglig musikøvning. Både det faglige og det kreative er prioriteret højt, men ikke på det personligt udviklende plan. Det er styret ovenfra. Der var billedkunst, stort teaterlokale og masser af små klaver øverum på skolen. Kateder med indbygget computer og klasseskærm med internet forbindelse. Og ja, en skræmmende dygtighed hos meget små børn. Men omkostningerne på det menneskelige plan er meget høje. Det kan man se i de kinseiske mødres øjne, når de skal fortælle om hvordan de føler, når de siger farvel til deres børn allerede søndag aften og først ser dem igen 5 dage senere.

Men det er da klart, vi gør da bare det samme som vi gør med alt andet. Vi outsource vores børn til Kina.

Pica undersøgelserne er langt hen ad vejen noget vrøvl, hvem drager fordel af dem?

Christian Nielsen Gjesthede

Børn skal ikke testes, de skal anerkendes så de får lyst til at læse, skrive og regne samt de kreative fag af lyst og ikke af tvang. Så kommer den gode folkeskole stille og roligt til overfladen. Det er klart at det er en mentalitets ændring, men vi har brug for den. Det giver altsammen pote i sidste ende når eleverne skal på en ungdoms uddannelse, på uni og videre på arbejdsmarkedet.

Diciplin, tillid er det der mangles i Folkeskolen, dog mest tillid og her specielt fra forældre.

Forældre blander sig mange ser det faktisk som deres pligt at blande sig.

Lad de der har uddannelsen til at uddanne holde skole, så kommer det med diciplinen næsten i tilgift

Kh

Degnen

Kina har fortsat opgaven med at løfte 1/6 del af verdens befolkning ud af fattigdom, og det skal nok lykkes. Jo færre, der lever udsigtsløse liv, jo mindre behov for konkurrence om at fremstille det nødvendige vil der blive.
Produktion handler ikke om vækst, det handler om behovstilfredsstillelse.

Ole Brockdorff

Din tese om to-sprogede er både trist og dumt. Og tangere mod racisme. Sagen er at VKO har skåret ned på uddannelses systemet og flip-flappet med reformer. Endvidere har vi så en DF segment i samfundet der, ligesom dig, har valgt at stigmatisere udlændinge og fremmedgøre dem. I stedet for at komme med saglige argumentationer vælger disse at arbejde hårdt på forskelle og selvopfyldende profetier. Samfundet og dets virke bliver altid fordummet så alle kan være med.

- Arash