Læsetid: 4 min.

Er Kosovos premierminister mafiaboss?

Hashim Thaçi, der netop er blevet genvalgt af kosovoalbanerne, anklages i en rapport fra Europarådet for siden sidst i 1990'erne at have stået bag smugleri af våben, narkotika og organer - rapporten kritiserer samtidig vestlige lande for at se gennem fingre med gangstervirksomheden
Er Kosovos premierminister, Hashim Thaçi, leder af en mafialignende gruppe? En ny undersøgelse påstår, at det er tilfældet.

Er Kosovos premierminister, Hashim Thaçi, leder af en mafialignende gruppe? En ny undersøgelse påstår, at det er tilfældet.

Stoyan Nenov

16. december 2010

Kosovos premierminister, Hashim Thaçi, leder en »mafialignende« albansk gruppe, som står bag smuglerhandel gennem Østeuropa med våben, narkotika og menneskelige organer. Så hård er anklagen i en undersøgelsesrapport om organiseret kriminalitet, som er netop er udgivet af Europarådet. Hashim Thaçi identificeres i rapporten som bagmanden for et netværk, der begyndte sin kriminelle operationer i tiden umiddelbart op til 1998-1999-krigen i Kosovo - og som siden har fastholdt et magtfuldt greb om landets regering.

Rapporten bygger på hele to års efterforskningsarbejde, som inddrager data fra FBI og andre efterretningskilder. I rapporten, som The Guardian har haft lejlighed til at læse, udpeges Thaçi eksplicit som en bagmand, der udøver »voldelig kontrol« over regionens heroinhandel. Ydermere anklages flere fremtrædende figurer fra Thaçis inderkreds for at have ført fangne serbere over grænsen til Albanien efter krigen og myrdet flere af disse med henblik på at udtage deres nyrer, som herefter blev solgt på det sorte marked.

En domstol i Pristina indledte tirsdag en retssag om påstået organhandel, som blev afsløret af det albanske politi i 2008. Denne sag - hvor organer siges at have været udtaget fra fattige ofre på en klinik, der kendes som 'Medicus' - hævdes i rapporten at have forbindelser til UÇK, Kosovos Befrielseshærs påståede organhøst i 2000. Sagen kommer for retten i en afgørende periode for Kosovo, som søndag afholdt sit første valg, siden det i 2008 erklærede sig uafhængigt af Serbien. Thaçi gjorde krav på valgsejren og har siden søgt at danne en koalitionsregering med oppositionspartierne.

Flere har fejlet

Dick Marty, Europarrådets chefefterforsker i menneskeretsanliggender og den primære forfatter til undersøgelsen, skal i dag præsentere sine resultater for europæiske diplomater fra alle rådets 47 medlemslande på et møde i Paris. Hans rapport søger at påvise, at Thaçis forbindelser til organiseret kriminalitet går mere end et årti tilbage, hvor personer, som var loyale over for hans daværende Drenica-gruppe, kom til at få en dominerende stilling inden for UÇK og overtog kontrollen med »de fleste af de ulovlige kriminelle virksomheder«, som kosovoalbanere var involveret i syd for grænsen, i Albanien og Makedonien.

Under Kosovo-konflikten reagerede Slobodan Milosevics styrker mod angreb fra UÇK ved at iværksætte en rædselsvækkende kampagne mod civile etniske albanere i området. Så mange som 10.000 skønnes at være døde i hænderne på serbiske tropper.

Selv om Marty beklager disse serbiske grusomheder, påpeger han også, at det internationale samfund efterfølgende har valgt at ignorere UÇK's mulige krigsforbrydelser. Han konkluderer, at under krigen i Kosovo og i næsten et år efter denne gennemførte Thaçi og fire andre medlemmer af Drenica gruppe, som er navngivet i rapporten, »mord, tilbageholdelser, tæv og afhøringer«. Samme hårde UÇK-fraktion har fastholdt en betydelig magt i Kosovos regering i det seneste årti - endda med støtte fra de vestlige magter, som har været opsatte på at værne om stabiliteten i den spæde statsdannelse.

I rapporten tegnes et billede af tidligere UÇK-chefer som nøglefigurer i regionens kriminelle aktiviteter. Rapporten fastslår: »I fortrolige rapporter, der spænder over mere end et årti, har agenturer dedikeret til bekæmpelse af narkotikasmugling i mindst fem lande identificeret Hashim Thaçi og flere andre medlemmer af hans Drenica-gruppe som bagmænd, der udøver voldelig kontrol over handel med heroin og andre euforiserende stoffer«.

Regering afviser alt

Martys undersøgelse blev bestilt af den tidligere chefanklager for krigsforbrydelser i Haag, Carla Del Ponte, som siger, at hun selv er blevet forhindret i at efterforske højtstående UÇK-regeringsembedsmænd. Hendes mest chokerende påstand, som hun dog indrømmer kræver nøjere undersøgelse, omhandler, at UÇK skal have smuglet fangne serbere over grænsen til Albanien, hvor deres organer blev høstet.

Rapporten, som fastslår, at den ikke kan gøre krav på at være strafferetlig efterforskning og derfor ikke kan udtale sig om nogens skyld eller uskyld, leverer i nogen grad opbakning til Del Pontes påstande. Den finder, at UÇK holdt de flestes af sine serbiske fanger interneret i et hemmeligt netværk på seks fængsler i det nordlige Albanien, og at Thaçis Drenica-gruppe »bærer det største ansvar« for disse fængsler, og for hvilken skæbne fangerne herfra fik.

Disse omfatter »en håndfuld«, som siges at være blevet overført til et improviseret fængsel nord for Tirana, hvor de blev dræbt, så deres nyrer kunne fjernes.

I rapporten hedder det: »Når og hvis transplantationskirurger blev bekræftet at være klar til at operere, blev fangerne hver for sig bragt ud af det sikre hus og summarisk henrettet af en UÇK-pistolmand, hvorefter deres lig i al hast blev overført til operationsklinikken«.

De samme kosovoalbanere og udenlandske personer, som er involveret i de makabre drab, er knyttet til sagen om Medicus, vurderes det i rapporten.

Marty går skarpt i rette med de vestlige magter. I rapporten kritiserer han således »den vaklende politiske vilje i det internationale samfund til effektivt at retsforfølge de tidligere ledere af UÇK«.

Marty konkluderer: »Tegnene på en hemmelige forståelse mellem den kriminelle klasse og de højeste politiske og institutionelle embeder er for mange og for alvorlige til at blive ignoreret. Det er en grundlæggende rettighed for Kosovos borgere at kende sandheden, hele sandheden, hvilket også er en nødvendig betingelse for forsoning mellem befolkningsgrupperne.«

Kosovos regering afviser alle beskyldninger.

»I dag har The Guardian offentliggjort en artikel, der henviser til en rapport fra et medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling, Dick Marty, som følger op på tidligere rapporter, der er blevet offentliggjort i løbet af de seneste 12 år med henblik på at bagvaske Kosovos Befrielseshær og dens lederes bedrifter i krigen«, hedder det i en erklæring fra Kosovos regering.

»Det er åbenlyst, at nogle ønsker at lægge hindringer i vejen for premierminister, Hashim Thaçi«.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tiltror siden Balkan-krigene UCK meget grimt, men lige den med nyrerne lyder fortsat som en vandrehistorie. For meget besvær og for ringe indtjening. En frivillig filippinsk nyre til under 3000$ er der mindre besvær med, end at holde en hel deling udsmuglede fangne serbere på køl.
Sådan en fornem Europarådsrapport lyder lidt som de lækkede ambassadepapirer - en samling løse rygter, der får pålidelighed af at gå fra hånd til hånd opad i systemet.

Jeg kan ikke huske noget lignende i form af hykleri og propaganda i nyere tid, end da albanerne blev fremstillet som helte, serberne som skurke i foråret 1999, da Danmark ledet af USA bombede løs ud fra Niels Helvegs euforiske IT-boble argument. "Vi får markedsøkonomi og andre gode ting".

Helt grotesk jubler medierne nu over, at den afdøde neo-helt Richard Holbrooke "standsede krigen i eks-Jugoslavien og reddede hundretusinder fra at dø". Det skulle angiveligt have været i 1995! Ja, men det er jo orwell'ske tilstande!