Nyhed
Læsetid: 4 min.

Lang vej til fælles CO2-marked

Japan og Sydkorea udskyder beslutninger om nationale CO2-kvotemarkeder, Australien træder vande, og New Zealand revurderer. EU's drøm om et fælles kvotemarked for OECD-landene i 2015 er bristet, siger fagfolk
Australske klimaaktivister demonstrerer for vedvarende energi foran et kraftværk i delstaten Victoria. Den australske regering er i vildrede om, hvorvidt den skal indføre et CO2-kvotesystem.

Australske klimaaktivister demonstrerer for vedvarende energi foran et kraftværk i delstaten Victoria. Den australske regering er i vildrede om, hvorvidt den skal indføre et CO2-kvotesystem.

James Thomas

Udland
27. december 2010

»Et CO2-marked omfattende hele OECD ventes realiseret i 2015, med udvidelse til også at omfatte økonomisk fremstående udviklingslande i 2020.«

Sådan lyder EU's gældende vision for et grænseoverskridende marked for handel med CO2-kvoter som redskab til at bremse drivhus- gasudledningerne. Et system, der sætter en fælles pris på CO2-forurening, har længe været efterlyst af progressive grønne virksomheder på den globale scene. Efter COP16-klimamødet i Cancun, Mexico, står det imidlertid klart, at visionen om et fælles marked for de 34 industrilande i OECD er meget langt fra virkeligheden.

COP16 gav således ikke det spring fremad for en ny aftale om internationalt forpligtende CO2-mål, som ville have været en vigtig drivkraft for et udvidet CO2-marked. I stedet er flere lande begyndt at ryste på hånden, når det gælder deres påtænkte nationale CO2-kvotesystemer.

»Et CO2-marked omfattende OECD-området i 2015 vil ikke ske,« siger Richard Folland, direktør for tænketanken Climate Strategies, til Information.

EU har siden 2005 haft sit eget europæiske CO2-kvotesystem, der sætter et loft over udledninger fra industri og energisektor. Inden for dette loft kan CO2-kvoter handles til en pris, der bestemmes af udbud og efterspørgsel: Jo strammere kvoteloftet fastsættes politisk, desto dyrere bliver kvoterne, og desto mere tilskyndes virksomhederne til at stille om til grøn, CO2-fri energi.

Tilbageslagene

I USA har præsident Obama og demokraterne forsøgt at indføre et tilsvarende cap and trade-system, men forslaget herom er i dag politisk dødt efter modstand i Kongressen. Og efter klimamødet har Japan og Sydkorea nu meldt ud, at de udskyder deres planlagte stillingtagen til et nationalt CO2-kvote- system.

Japans regerende Demokratiske Parti, DPJ, havde et kvotesystem som central del af sit program op til valget sidste år. Systemet skulle gøre det muligt for Japan at efterleve et nationalt mål om 25 pct. CO2-reduktion i 2020, målt i forhold til 1990- niveauet. Efter en første udsættelse i september meddelte DPJ forleden, at man nu igen udskyder en stilling- tagen til kvotesystemet. Premierminister Naoto Kan står svagt i meningsmålingerne, og CO2-kvoteforslaget har mødt modstand fra både medlemmer af regeringspartiet og stærke industriinteresser, der mener, at kvoter og en japansk pris på CO2 vil svække eksportvirksomheders konkurrenceevne, specielt nu da USA har opgivet et tilsvarende kvotesystem.

DPJ siger, at lovforslaget skal »studeres grundigt«, og det kan ifølge Reuters indebære, at man lægger det i mølpose eller udskyder systemets ikrafttræden til efter 2013.

I Sydkorea, der prioriterer en grøn vækstmodel højt, var et lovforslag om et CO2- kvotesystem ventet fremlagt i parlamentet inden jul, men nu er en udsættelse til begyndelsen af det nye år blevet meddelt.

»Vi fører stadig drøftelser med industrien og forsøger at finde en fælles position,« siger direktøren for regeringens Komite for Grøn Vækst, Park Chun-kyoo, til Reuters.

18 erhvervsgrupper, inklusive Det Koreanske Handelskammer og Koreas jern- og stålproducenter, protesterer mod lovforslaget og forlanger en udskydelse med henvisning til, at andre lande også har forsinket eller aflyst deres planer om kvotesystemer.

I Australien måtte den forrige Labor-regering tage et forslag om et cap and trade-system af bordet, og Labors nye mindretalsregering er p.t. i vildrede om vejen fremad. Efter et møde forleden i en klima-komité på tværs af partierne lød den australske klimaminister Greg Combet ikke, som om en afklaring er nært forestående.

»Det er vigtigt at understrege på dette tidspunkt, at der ikke er enighed om nogen bestemt vej frem, men vi har haft meget detaljerede diskussioner om måder, med hvilke der kan sættes en pris på CO2 i en økonomi som vores,« sagde Combet.

Nabolandet New Zealand har som det eneste, bortset fra EU, et fungerende CO2-kvotesystem. Her har klimaminister Nick Smith imidlertid netop annonceret, at systemet nu skal »til revision« for at afklare, hvad der i dag er »den rette balance mellem New Zealands økonomiske og miljømæssige mål«.

Som revisionen er lagt op, »kan den kun føre til en yderligere svækkelse af et allerede svagt system«, mener lederen af partiet De Grønne i New Zealand, Russel Norman.

Små lyspunkter

Summa summarum er, at det bevæger sig meget trægt, hvis overhovedet, med at få etableret CO2-kvotesystemer i flere lande. Eneste små lyspunkter er, at Californien forleden besluttede at indføre sit eget statslige cap and trade-system, og at Schweiz i det nye år vil indlede forhandlinger med EU om at blive del af det europæiske CO2-kvotesystem.

Herfra og til et sammenhængende prissystem for CO2 mellem de 34 OECD-lande indbyrdes er der meget langt. Økonomisk krise, aktiv modstand fra dele af erhvervslivet samt fraværet af signaler fra de internationale klimaforhandlinger i form af overordnede CO2-mål for i-landene gør det meget svært at komme videre.

»Det, der skal til, er udvikling af nationale CO2-markeder efterfulgt af sammenkædning af markeder på tværs af grænserne. Det er imidlertid uden for rækkevidde nu. Drømmen om et OECD-marked ser derfor ekstremt vanskelig ud,« siger Richard Folland fra Climate Strategies.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I lyset af indholdet af http://www.information.dk/254342, og formodentligt andre tilsvarende absurditeter under CDM, forekommer det mig i bedste fald ligegyldigt, hvorvidt der vil kunne etableres et reelt regulerende marked for handel med CO2-kvoter.

I stedet for dette cirkus, hvor lobbyister sætter deres industriel-klæbrige fingre på stort set hver eneste side i enhver eventuel aftale, skulle man, som James Hansen slår til lyd for, beskatte olien ved selve kilden. Men det bliver naturligvis så bestemt heller ikke til en disse - næ, nej.

Rettelse: "... hvorvidt der vil kunne etableres et marked for handel med CO2-kvoter."