Mismod og mistillid ved EU-topmøde

BRUXELLES - EU's stats- og regeringschefer samledes i går til et to dage langt topmøde, årets sidste i Bruxelles. Som ventet var det altoverskyggende emne spørgsmålet om etablering af en permanent krisemekanisme, som eurolandene kan trække på, hvis de kommer i alvorlige vanskeligheder. Etableringen af en sådan mekanisme vil bl.a. kræve en traktatændring.

The Guardian talte inden topmødets begyndelse med flere højtstående europæiske politikere, hvoraf flere føler sig utilpasse ved især Tysklands linje i forhandlingerne. Jean Asselborn, Luxembourgs udenrigsminister, anslog tonen: »Jeg kan kun advare Tyskland og Frankrig imod at forsøge sig med magtdemonstrationer af den tyranniske og arrogante slags.«

En statsminister for en anden mindre EU-nation var mindst lige så forbeholden.

»Merkel og Sarkozy forestiller sig tilsyneladende, at de er de mest proeuropæiske ledere, unionen har haft. Men det fransk-tyske lederskab eksisterer ikke. Det handler alt sammen om indenrigspolitik,« sagde han.

»Det har altid været vanskeligt at træffe beslutninger i EU, der går imod den tyske linje,« tilføjede han. »Men det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at tyskerne taler og taler, men er holdt op med at lytte. For første gang under drøftelser af et så væsentligt spørgsmål er jeg foruroliget over den tyske opførsel.«

Den lange ende

Der er dog ingen tvivl om, at det er Merkel, som har fat i den lange ende, uanset hvor tvetydig hendes tilgang måtte være til at påtage sig en lederrolle. I udgangspunktet var det kun Berlin, som, af indenrigspolitiske grunde, ønskede traktaten revideret. Af det revisionsudkast, som forelå før topmødet, fremgik blot, at de 16 eurozonelande ville kunne etablere mekanismen, men at dens brug vil blive knyttet til stramme betingelser og kun kunne komme på tale i tilfælde af en systematisk trussel imod euroen.

For Berlin er dette imidlertid næppe tilstrækkeligt.

»Sidste udvejs-klausulen bør betones stærkere,« sagde en højtstående tysk regeringskilde, hvilket kan varsle ballade. Tyskernes insisteren på at opstille en ultima ratio- eller sidste udvejs-betingelse vil indebære, at den nye permanente krisefond kun kan aktiveres, når alle andre muligheder er udtømt.

For kritikerne af Berlins hårde linje er dette ensbetydende med, at der intet kan gøres for at redde euroen i det omfang at dette måtte stride imod de betingelser, Tyskland vil forlange, og så kan det allerede være for sent.

»Af indenrigspolitiske grunde vil tyskerne kun handle i tilfælde af en absolut krise,« jamrede en anden EU-diplomat.

»Jeg kan ikke få øjet på lys for enden af tunnellen for Grækenland,« tilføjede en højtstående kommissions-embedsmand. »At gøre Grækenland konkurrencedygtigt er umuligt. Hvor skal væksten forestille at komme fra i unionens perifere lande, når de får påtvunget en ekstrem deflation, hovedsageligt af Tyskland? Politisk set fører den vej lukt ind i en blindgyde.«

Merkel har været konsekvent siden krisens begyndelse. Så tidligt som i marts fremlagde hun de krav, som er på dagsordenen i dag - herunder kravene om 'sidste udvejs'-hjælp. Det førte til et mindre opgør med Sarkozy i maj, men et topmøde i oktober med den franske leder var et vendepunkt. Merkels budskab var øjensynligt 'enten gør vi det på min måde eller også slet ikke'. Siden da har franskmændene ikke udfordret Merkel, skønt de principielt fastholder deres modstand imod at sætte en sidste udvej som betingelse for at yde redningspakker.

Afskrækker ikke alle

Euroens annus horribilis afskrækker dog ikke alle. Estland bliver i næste måned det 17. land til at slutte sig til valutaunionen. Polakkerne siger også, at de stadig gerne vil være med, men lurepasser dog lige nu.

Og euroens forsvarere insisterer på, at Europa ville være kommet i langt større vanskeligheder uden euroen, da finanskrakket satte ind for to år siden.

Dog er der allerede en vis fortrydelse at spore hos slovakkerne, der først blev optaget i euroklubben sidste år. »Vi blev ledt ind i dette af løfter om en stabil valuta og solide regler,« beklagede parlamentsformanden i Bratislava, Richard Sulik, sig tidligere på ugen. »Vi må holde op med at tro blindt på eurozonens guvernører og forberede plan B - en tilbagevenden til den slovakiske krone.«

I sidste uge erklærede Helmut Schmidt, tidligere kansler, at Merkel ikke forstår sig på moderne samfundsøkonomi. Han angreb også Bundesbank, centralbanken i Frankfurt. »I det inderste af deres hjerter er de reaktionære. De er imod den europæiske integration.«

Hans efterfølger, Helmuth Kohl, har da også erkendt, at han måtte tvinge indførelsen af euroen igennem i sit land: »Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne vinde afstemning i Tyskland,« sagde han for nylig til forfatteren af en ny bog om den fælles valuta.

Ikke desto mindre er fiasko og sammenbrud ikke et tænkeligt udfald.

»Det ville være, som hvis en asteroide ramte planeten,« erklærede en østeuropæisk minister.

Ian Traynor er The Guardians Europa-redaktør

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen