Baggrund
Læsetid: 5 min.

Multinationale bosser til COP16: Se at få lettet røven

'Vi har ikke længere tid til at vente på politikerne,' siger Virgins ejer, Sir Richard Branson, i kor med grønne industriledere i Cancún. Men der er også andre mere bagstræberiske stemmer blandt virksomhederne
Demonstranternes budskab til COP16 er det samme som virksomhedsledernes: Det nytter ikke noget at stikke hovedet i jorden; det gælder om at handle nu.

Demonstranternes budskab til COP16 er det samme som virksomhedsledernes: Det nytter ikke noget at stikke hovedet i jorden; det gælder om at handle nu.

Henry Romero

Udland
6. december 2010

CANCÚN - »Når det kommer til stykket, er der intet, der flytter sig uden lederskab,« siger Jules Kortenhorst, CEO for organisationen European Climate Foundation. Og tilføjer:

»Vi ved godt, at vore regeringer er mest optaget af den finansielle nedtur, af problemerne med at skabe job osv. Klimaforandringer er ikke nummer ét på statsministrenes dagsorden.«

Ergo må folkene i konferencelokalet på Hotel Ritz-Carlton i Cancún vise det grønne lederskab. Cheferne fra Coca-Cola, Virgin, Philips, Siemens, Nike, Danfoss og alle de andre multinationale selskaber, der er samlet her til erhvervslivets World Climate Summit, mens de politiske forhandlere træder vande længere nede ad kysten i The Moon Palace, hvor klimamødet COP16 er nået halvvejs. Og det gør de så, virksomhedslederne: viser klimamæssigt lederskab.

»Hvis politikerne ikke lytter til erhvervslivet, så må erhvervslivet bare gå i gang med at løse opgaven. Vi etablerede The Carbon War Room, fordi vi afgjorde med os selv, at vi ikke har råd til at vente på politikerne,« siger multimilliardæren Richard Branson, skaber af Virgin-imperiet, der i dag består af 200 selskaber, men også skaber af The Carbon War Room, hvor store virksomheder forener deres viden og kraft for at bane vej for en klimavenlig økonomi uden fossile brændstoffer.

Selv har Branson f.eks. sat som mål, at hele hans flyflåde i Virgin Atlantic skal have skiftet fra jetfuel til isobutanol, der kan laves af biomasse, inden der er gået fem år.

»Vi er ret intelligente folk,« siger han om erhvervslederne. »Vi bør og kan klare udfordringen, hvis vi er beslutsomme nok, og hvis politikerne hjælper os bare en lille smule, f.eks. helt banalt ved at holde op med at beskatte den rene energi.«

Han bakkes op af Ted Turner, skaberen af CNN og den anden multimilliardær i selskabet, der også er en praktisk indrettet mand. Turner har på sin ranch i New Mexico lige indviet et 100 mio. dollar solenergianlæg, der skal levere el til 9.000 husstande de næste 30 år via det stedlige elselskab, der ellers er vant til at fyre med kul.

»Vi har brug for, at der bliver indført finansielle incitamenter for de grønne, vedvarende energiformer i stedet for til det, vi ikke vil have: kul og olie,« siger Ted Turner.

Cola og klima

Der står kolde cola'er i lobbyen, og Coca-Colas vicepræsident med ansvar for bæredygtighed, Jeff Seabright, er en af de erhvervsledere, der træder i karakter på konferencen. Han forklarer, at plastflaskerne i lobbyen er lavet med 30 pct. organiske materialer og dertil er 100 pct. genanvendelige for at nedbringe forbruget af fossil energi. Han kalder også den globale opvarmning »den største udfordring, vi som menneskehed møder i dette århundrede«.

»Videnskaben er klar, vi ser allerede klimaændringerne manifestere sig, og vi er som selskab afhængige af vandforsyninger, der også påvirkes. Derfor er det en nødvendig strategisk beslutning for os at forholde os aktivt til spørgsmålet - det er ikke et pr-stunt,« siger Seabright til Information.

Selskabets udfordring illustreres af, at Coca-Cola i flere tørkeramte områder i Indien er kommet i konflikt med lokalbefolkningen, fordi man trækker på den samme, svindende ressource af drikkevand.

»Hvis vi tager klimaudfordringen på os og forholder os begavet til den, så vil det give os en konkurrencemæssig fordel,« mener Cola-chefen, der har en fortid i Det Hvide Hus som leder af præsident Clintons task force om klima.

Coca-Cola har i et partnerskab med Verdensnaturfonden, WWF, bl.a. besluttet, at CO2-udledningerne fra selskabet, der har 1.000 produktionsanlæg i 200 lande, skal være stabiliseret på 2004-niveau senest i 2015.

»Vi har en kraftig vækst på bl.a. nye markeder som Kina og Indien, men vi har altså besluttet, at denne vækst i økonomien skal ske uden vækst i CO2-udledningerne. Vi har også besluttet, at vi fra 2015 ikke længere vil købe HFC-gasser til vore kølesystemer, fordi HFC er en aggressiv klimagas.«

Det sidste er besluttet og annonceret her i Cancún i fællesskab med store virksomheder som Wal-Mart, Tesco, Unilever, Pepsi-Cola og næsten 400 andre producenter af forbrugsvarer og detailhandelskæder. I organisationen The Consumer Goods Forum har de aftalt alle at udfase HFC-drivhusgasserne og samtidig arbejde i fællesskab for at stoppe den globale afskovning, som de via mange af deres produkter har medansvar for, inden 2020.

Et andet budskab

Der er andre erhvervsledere, der taler sig varme på klimaudfordringen på Hotel Ritz-Carlton. Som Siegmar Pröbstl, bæredygtighedschef for Siemens, der med 400.000 globalt ansatte har gjort 'bæredygtig værdiskabelse' til sit motto og i dag stormer frem som bl.a. vindmølleproducent.

»For os hos Siemens er det grønne kapløb i gang. Vi tager det yderst alvorligt og vil være forrest. Det handler om at indse, at dette er en mulighed, ikke en trussel. Taberne er dem, der ikke følger denne udvikling,« siger Pröbstl.

Men det er ikke den rene idyl. Det er ikke hele den globale storkapital, der er blevet grøn og løber foran politikerne.

»På den ene side er jeres lederskab åbenlyst,« siger Jules Kortenhorst til erhvervslederne.

»Men realiteten er, at når de politiske beslutningstagere sidder rundt om bordet med erhvervslivet, er det med nogle, der repræsenterer et ganske andet synspunkt.«

Kortenhorst nævner industrilobbyorganisationen Business Europe, der bl.a. har Dansk Industri som medlem, den tyske industrisammenslutning BDI, det britiske CBI og det amerikanske handelskammer, US Chamber of Commerce. BDI skriver f.eks. på sin hjemmeside, at bæredygtighed er vigtigere end nogensinde, men samtidig at beslutningen om at CO2-kvoter i EU fremover skal købes, ikke bare foræres til virksomhederne, er en dårlig ide, fordi det berøver dem kapital. Business Europe kæmper aktivt mod forslaget om at hæve EU's CO2-reduktionsmål fra 20 til 30 pct., og i USA har Chamber of Commerce været en af de mest hidsige bekæmpere af den nu stendøde klimalovgivning.

»Disse organisationer fortæller en meget, meget anderledes historie om, at 'processen går for hurtigt'. Det er en historie, som I her i lokalet ikke vil kunne genkende. Det er sandt, at der er virksomheder, der vil tabe under omstillingen, men deres stemme kommer til at lyde så meget højere, når de taler gennem industriens organisationer. I øjeblikket gør de jer en meget dårlig tjeneste,« siger Kortenhorst.

Og Coca-Colas Jeff Seabright giver ham ret.

»Det amerikanske handelskammer har indtaget en holdning til klima, som vi er uenige i. Derfor har vi som medlem offentligt tilkendegivet, at handelskammeret ikke taler på vores vegne, når det gælder klima.«

Da erhvervsledernes konference startede lørdag, kom FN's klimachef, Christiana Figueres, på kort besøg fra COP16 og appellerede til industrien om at lægge pres på processen og i debatten påtage sig »en langt mere aggressiv position«.

Det forsøger Richard Branson og Ted Turner at leve op til.

Branson bliver spurgt om sit budskab til klimaforhandlerne og ministrene nede i Moon Palace og svarer:

»Se at få lettet røven og få gjort det, der skal gøres. For Guds skyld, få det gjort.«

»Hold op med at gøre tåbelige ting. Lad os gøre de smarte ting,« lyder Turners hilsen til de mange tusind delegerede i Moon Palace.

Serie

Hvem kæmper nu for klimaet?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Skovgaard Jensen

Der må da være en frygtelig forvirring inde i hovedet på sådan nogen erhvervsledere.
På den anden side, hvis man nøjes med at pille CO2 problematikken ud af en kompleks og uoverskuelig ligning har man da noget der er til at løse uden det kommer til at ramme alt for hårdt på pengepungen.
Så kan de fragte væske fra en vandhane på plastflasker rundt i den store verden, eller flyve ud i himmelrummet på det store overskud af energi de tilsyneladende mener der vil komme fra alverdens biomasse.
CO2 neutralt naturligvis.
Jeg vil gerne rette en klage til Information over at de ikke har gjort min verden lige så simpel at leve i.

Det er bestemt opløftende, at læse om forretningsfolk, der er villige til at tage de grønne sko på af umiddelbart egen drift.
Men man ender altså med at sidde tilbage, med en lidt mærkelig smag i munden, når man har suttet på udmeldingen lidt. For holder man de fine ord og intentioner op mod personernes handlinger, så stemmer kassen altså slet ikke.
Først og fremmest er det jo næsten grinagtigt, at man sætter sig et mål om at skære ned på brugen af fossile brændstoffer, mens man flyver en masse mennesker den halve jordklode rundt, blot for at afholde et møde. Teknologien eksisterer jo allerede til at afholde et møde, uden man behøver bruge så meget som en dråbe brændstof på transport. At det i øvrigt også ville have medført en masse pissefed PR, hvis The Carbon War Room havde benyttet sig af et virtuelt mødelokale, gør jo kun beslutningen, om at fragte en flok erhvervsfolk til ferieparadiset Cancun, endnu mere absurd. Men det hænger jo nok sammen med at Branson, som medgrundlægger, har lige nemt nok ved at bruge projektet som markedsføringsplatform for hans luftfartsselskab. Vi skal nok næppe regne med The Carbon War Room nogensinde kommer til at erklære krig mod en af de helt store CO2-syndere, rejsebranchen.
Derudover er det også direkte pinligt, at se Branson sidde og dirigere en krig mod CO2, mens manden samtidigt gør alt for at finde på nye måder mennesket kan knalde CO2 ud i atmosfæren på - hans eget selskab barsler jo med at tilbyde rumrejser, til folk der åbenbart ikke synes de udleder nok CO2 med deres luksusbiler og lystyachts.

Kort sagt er The Carbon War Room vist ikke andet end varm luft... Hvilket næsten er en større tragedie, end politikernes mangel på handlekraft. For mens vi venter på politikerne får nosset sig sammen til at få gennemført den nødvendige lovgivning. Så kan Branson og co. jo mere eller mindre frit pisse på miljøet, mens de fylder deres kunder med BS omrking hvor miljøvenlige de er... Krig mod CO2, my ass - hvis Branson vil gøre noget seriøst ved CO2-udledningen, så kunne han jo bede sine kunder om at flyve mindre...

Fantastiske tiltag!

Af andre nyheder kan nævnes, at nu skal vi have trådløs strøm! Fedt, ikke flere ledninger! Der er kun lige den lille hage, at tabet af strøm er på mindst 15%.

Vi skal nok få opfundet en masse nye fede ting, som fucker op ethvert forsøg vi prøver på at nedsætte forbruget.

Derudover vil jeg gøre opmærksom på, at bio-brændstof ikke er nogen løsning. Løsningen hedder afholdenhed.

Problemet er vækstparadigmet, og det forholder disse erhvervsledere sig selvfølgelig ikke til, det ville ramme deres profit.

Eftersom de har tjent stort på netop at være ligeglade, samtidigt med de har forurenet, specielt i den tredie verden. Så er det lidt svært at klappe i hænderne. Jeg sidder lidt med den følelse at det ville være mere end på sin plads de ryddede op i deres eget affald.

I sidste ende har politikerne så ikke været gode nok til at forhindre dette svineri, eller haft fingrene i kagedåsen, og kigget den anden vej. Sidstnævnte er nok mest oplagt.

Så jeg vil vende den om at sige, det er da mere end på tide der sker noget.

Det kan meget vel være det ikke er et presse stunt, men det er en god syltekrukke.

Bemærk venligst, hvorledes disse erhvervsledere taler om konkurrence og om det at vinde. Aggression så det driver ned af væggene. Sådan kan verden ikke reddes.

Frederik Hougaard

@Rune ---- ked af at sige det ---af holdenhed er en død sild politisk og menneskeligt, så den få du eller andre aldrig solgt.
Dermed ikke sagt, at du kan have ret, men det er ligesom tom demonstration, når man ved vækst og forbrug ligesom er kommet for at blive, og mange (kan ikke helt sige mig fri selv :o) er nærmest afhængige af det.

Der er ingen vej udenom at løse mangelsituationerne, hvis det hele skal have mening.
Der er intet, der reelt set skulle forhindre os i at producere energi nok på bæredygtig vis, samtidig med at sulten afskaffes. Hvis vi skal have en lige og fri verden, er vi tværtimod nødt til at indse, at meget mere fremover vil kræve energi, fordi menneskelig arbejdskraft vil blive erstattet af maskiner.
Det er en god udvikling, der vil give mennesket en ny frigjort identitet med maksimal indflydelse på egen tilværelse og deraf afledt respekt for andres.
Den kritik, der rejses her af kommentatorerne, er simpelthen for frelst, mod bedre vidende og et ideologisk kampskridt mod et system, der vil falde af sig selv, når tiden er inde. Der er problemer, der skal løses, og Marx var vist den første til at indse, at kapitalismen varetog udviklingsarbejdet bedst.

Omvendt vil en Fredrik Hougaard opleve, hvor let det er at lægge sit forbrug om, hvis man skal.

Frederik Hougaard

@Hansen --- det er jeg enig i, men det sker ikke før, at jeg tvinges til det, og det sker først, når/hvis hele lortet vælter ---- ikke et sekund før.

@Frederik Hougaard: Rune har fuldstændig ret, når han taler om afholdenhed som den eneste farbare vej frem. Hermed ikke være sagt, at jeg tror på, at det lader sig gøre i nogen større udstrækning. Men der findes faktisk på denne planet mennesker, der lever et liv i materiel beskedenhed, tro det eller lad være.

@Frederik Hougaard: "... men det sker ikke før, at jeg tvinges til det, og det sker først, når/hvis hele lortet vælter –- ikke et sekund før."

Sikke en umådelig nedslående udmelding. Har du mon sådan for alvor tænkt den fulde rækkevidde af den igennem? Hvad forstår du ved ordene "når/hvis hele lortet vælter"?

Ja, John Fredsted, men færre og færre år for år. Der er brug for andre strategier, f.eks. lokal selvforsyning, hvilket teknologien jo også hjælper os med at muliggøre.
Dermed ikke sagt at eksport skal ophøre, den skal blot søges begrænset ved bedre tilgængelighed af lokale produkter af høj kvalitet.
Jeg håber da ikke, at der er en lobby, der mener, at den fattigdom, som mange i verden er underlagt, skal være model for fremtiden. Vi har potentielt alle muligheder for at give bedre liv til dem, der har behov for det - bl.a. fordi alle vel næppe vil begynde at efterstræbe det samme. Selv er jeg på en evig oplevelsesrejse gennem især den vestlige verdens gastronomiske mirakler, dels gennem privat import, dels gennem den lykkelige tilgængelighed via internettet af opskrifter.

@Peter Hansen: "Ja, John Fredsted, men færre og færre år for år."

Det er sikkert korrekt, og det er jo netop problemet.

Frederik Hougaard

@John --- jeg prøver blot at få debatten ind i en realistisk ramme, og det handler jo dybest set ikke om mig.
Jeg tror bare ikke, på at afholdenhed og ligelig fordeling af ressourcer kommer til at ske, fordi det er komplet politisk urealistisk (vi er for mange, der ikke har lyst !). Min pointe var derfor, at hvis verden bryder sammen pga de problemer, som I skitserer og er voldsomt bekymrede for, så må jeg og alle de andre "vantro" jo lærer det på den hårde måde.... as simple as that.

De grønne virksomheder skal i høj grad være konkurrencebevidste og aggressive - ellers sker der ikke en skid!
Som verdnen ser ud må de må der tjenes penge på grønteknologi og vedvarende energi ellers bliver det aldrig andet end små niceprodukter for de frelste

@Frederik Hougaard: Hvordan kan dine to udtalelser "... og det handler jo dybest set ikke om mig" og "... vi er for mange, der ikke har lyst !" være indbyrdes konsistente, når "vi" per definition af det ord omfatter personen, der udtaler sig?

"Min pointe var derfor, at hvis verden bryder sammen pga de problemer, som I skitserer og er voldsomt bekymrede for, så må jeg og alle de andre “vantro” jo lærer det på den hårde måde…":

Det er jo ikke problemets kerne. Problemets kerne er det overgreb, som alle storforbrugende mennesker på denne planet foretager over alt andet liv, herunder de materielt beskedne mennesker.

Lad mig formulere det anderledes: Hvis alle storforbrugende mennesker boede på deres helt egen planet, så kunne de for min skyld forbruge deres verden i stumper og stykker, og så kunne du for min skyld fremsætte ovenstående udtalelse uden, at jeg ville opponere det mindste.

Frederik Hougaard

@John ---- alle os storforbrugende mennesker, hvad vil du gøre ved os ??

Du kan ikke få flertal til at tvinge os til at drikke økologisk hybente, køre på cykel og sidde i stearinlysets skær og læse (sarkasme kan være anvendt), fordi vi ved, at det er noget andet/bedre ----- så det økologiske Armageddon skal være lige for næsen af os, før vi reagerer -- det er der problemet ligger. Jeg håber, det klargør min pointe....over-and-out.

@Frederik Hougaard: "... hvad vil du gøre ved os ??"

Jeg vil bede jer om at udvise solidaritet (selvom jeg godt ved, at det i selvrealisationens tidsalder er ved at gå voldsomt af mode), og om at prøve enten at sætte jer rudimentært ind i klimavidenskaben eller stole på klimaeksperternes udsagn om den meget dystre fremtid, der er menneskeheden i vente, hvis storforbruget fortsætter.

@Ole Falstoft: Ja, indenfor det indeværende økonomiske paradigme er grønne virksomheder, som alle andre virksomheder, nødt til at være aggressive og konkurrencebevidste.

Men det er ikke det, jeg taler om. Jeg taler om aggression som den mistillidsskabende faktor, der til alle tider har eroderet alle forsøg på at skabe fordragelighed.

Således også lige nu på COP16: For hvordan, eller hvorfor, skulle nogen af deltagerne der stole på andre i et paradigme, hvor det at vinde, så andre kan tabe, er den gennemgående tankegang?

Disse erhvervsledere tænker mere på virksomhedernes bundlinje end på klimaet.

Hvis politikerne lagde en afgift på flytrafik (eller bare i det mindste moms), ja så vil Branson's "Carbon War Room" nok lette røven - ikke for at give stående ovationer til forslaget - men for skyndsomt at omdirigere war-roomets midler til at få forslaget skudt ned.

Det er galimatias, at en togrejse til f.eks. Paris koster 3 gange så meget som den tilsvarende fly-tur, mens CO2-udslippet er omvendt proportional med billetprisen.

» Se at få lettet røven og få gjort det, der skal gøres. For Guds skyld, få det gjort. «, siger Branson.

Let selv røven Branson, du er ganske givet smart nok til at klare dig i en anden og renere branche, i stedet for at brænde "fuel" af på at transportere enfoldige mennesker rundt i luften.

Enig med Aksel, de enfoldiges transportmiddel lever jo i realiteten af politikernes "velvilje = manglende vilje til at gribe ind" = kamufleret økonomisk støtte.

Ingen opfindelse har betydet mere for den samlede menneskehed end opfindelsen af flyvningen. Den er samtidig det store forbillede for menneskers faktisk eksisterende evne til med indsigt og opfindsomhed at løse problemer.
Det er meget opløftende, at Branson med så kort en tidshorisont finder det muligt at erstatte flyvbenzinen med et CO2-neutralt (eller -negativt?) alternativ. Det vil åbne for mange skeptikeres langt større imødekommenhed og bringe os ud af det sortsyn, der præger både den ene og den anden fløj.

For iøvrigt, smag lige på det navn: "The Carbon War Room" [min kursivering].

Ikke engang det at forsøge at redde verden (deres påstand) kan tilsyneladende formuleres ikke-aggressivt. Det er godt nok sølle og, i mine øjne, meget afslørende for hele tilgangen.

@Peter Hansen: "Det er meget opløftende, at Branson med så kort en tidshorisont finder det muligt at erstatte flyvbenzinen med et CO2-neutralt (eller -negativt?) alternativ."

Biobrændstof er ikke CO2-neutral, se for eksempel http://ing.dk/artikel/85484-biobraendstof-slipper-mere-co2-ud-end-almind....

Hvis man vil ændre noget her i verdenen er man nød til at være pragmatisk og tage udgangspunkt i verdenen som den nu engang er.
Selvom den er grim og ond, er det ikke på forhånd umuligt at man kan gøre den lidt smukkere og lidt mindre ond - det er da forsøget værd!
Derfor bliver jeg glad hver gang jeg oplever en 'omvendt synder' - det mulig at vedkommende ved nærmere eftersyn viser sig at være en skjælm
men jeg tror at der faktisk er mennesker derude som oprigtigt ønsker at gøre noget og de bliver flere og flere
Lad os tage folk på ordet når de siger de ønsker at
bidrage til at rede verdenen og hold dem fast på deres ord

Frederik Hougaard skriver:
"@Rune –- ked af at sige det –af holdenhed er en død sild politisk og menneskeligt, så den få du eller andre aldrig solgt.
Dermed ikke sagt, at du kan have ret, men det er ligesom tom demonstration, når man ved vækst og forbrug ligesom er kommet for at blive, og mange (kan ikke helt sige mig fri selv :o) er nærmest afhængige af det."

Hvad vil du gerne høre? Så kan jeg sige det i stedet.
Hvor langt kommer vi ved at stikke blår i øjnene på hinanden og os selv?

Frederik Hougaard skriver:
"Jeg tror bare ikke, på at afholdenhed og ligelig fordeling af ressourcer kommer til at ske, fordi det er komplet politisk urealistisk (vi er for mange, der ikke har lyst !)"

Fortæl du til moder jord og naturlovene at du "har ikke lyst". For det er dem vi kommer til at skulle diskutere det med, og du vil finde det nedslående, at de er bedøvende ligeglade med os.
Se dét er realisme - mere realisme end dit forsvar for en åbenlys uholdbar situation..

Frederik Hougaard skriver:
"Min pointe var derfor, at hvis verden bryder sammen pga de problemer, som I skitserer og er voldsomt bekymrede for, så må jeg og alle de andre “vantro” jo lærer det på den hårde måde…. as simple as that."

Den hårde måde? Såsom udryddelse af menneskeracen? Det bliver sgu en hård lektion at forholde sig til, og jeg ved ikke helt hvad du vil lære af den.
Vi har kun een chance for at løse dette problem.

Billedet! Troede først at vi så den endelige, og afgørende fase i kampen om arktisk olie. I forgrunden, en halal slagtede isbjørn, og i baggrunden en gruppe araber i bøn.

Koldt og kynisk: Der er ingen stemmer i Klima, men det er der desværre i fremmedhad.

Det opsigtsvækkende i Branson's opråb er vel egentlig at det er et stor-kapitalistisk koryfæ, som signalerer at der er en "tilstand" på vej og at de ikke med sædvanlige midler kan løse problemet. Det kan kun betyde, at "systemet" er ude af stand til at se langt frem, men altid hellere vil tage en stor indtjening iår end en løbende indtjening over en længere årrække -
det er kapitalismens falliterklæring formuleret af et sammenrend af toneangivende kapitalister.