Nyhed
Læsetid: 4 min.

'Ikke et ord om Lukasjenko'

I morgen har den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, tænkt sig at lade sig genvælge til endnu en periode efter 16 år ved magten. Oppositionens tilhængere har protesteret i gaderne i Minsk, men hos ægteparret Tsitovitj ude på landet har valget ingen interesse
Præsident Aleksandr Lukasjenko (t.v.) - her sammen med præsident Medvedev - har sørget for, at han kan genvælges efter 16 år på posten.  Lukasjenko er blevet kaldt 'Europas sidste diktator'. Ved det seneste valg erklærede udenlandske iagttagere valget for 'en farce med elementer af både komedie og tragedie', og  tilliden blandt hviderussere til, at valget i morgen, søndag, gennemføres uden svindel, er nærmest ikkeeksisterende.

Præsident Aleksandr Lukasjenko (t.v.) - her sammen med præsident Medvedev - har sørget for, at han kan genvælges efter 16 år på posten. Lukasjenko er blevet kaldt 'Europas sidste diktator'. Ved det seneste valg erklærede udenlandske iagttagere valget for 'en farce med elementer af både komedie og tragedie', og tilliden blandt hviderussere til, at valget i morgen, søndag, gennemføres uden svindel, er nærmest ikkeeksisterende.

Alexander Natruskin

Udland
17. december 2010

ZABRODJE - Tyst, tyst, tyst. Midt i en smuk hvidklædt skov i Hviderusland, tæt på grænsen til Polen. Hvem kan forestille sig, at dette er det forarmede og plagede Hviderusland, som i sidste århundrede var udsat for to ødelæggende verdenskrige og som nu er plaget af 'Europas sidste diktator', Aleksandr Lukasjenko og hans korrupte styre? Her er en lille stille kirkegård med tyske og russiske navne på gravstederne - og franske, polske, litauiske, ungarske og østrigske. Der er endda blomster ved nogle af gravene. Jeg kører videre ind i skoven og kommer til den idylliske, men forfaldne og næsten forladte landsby Zabrodje. Samme fred og stilhed. I et af landsbyens huse er der dog liv, da jeg banker på. Her bor Valja og Borja Tsitovitj, på 60 og 62 år, sammen med deres husdyr. Ved siden af bor deres søn, Danil, med sin kone i deres eget hus. Danil er ekspert i at sætte gamle sovjetiske veteranbiler i stand og sælger dem i både Hviderusland og Rusland.

Valja og Borja tager gæstfrit imod og byder inden for i det gamle velholdte træhus. Her dufter rent, og bordet fyldes straks med hjemmelavede lækkerier, selv om Valja har travlt med at plukke en nyslagtet høne, så fjerene flyver omkring hende.

Hun er uddannet teaterinstruktør i Minsk, har i mange år arbejdet med børn i det tidligere kollektivbrugs kulturhus og gør det stadig. Gratis. Og hun er husmor med stort h. Borja, eller Boris, er historiker, grafiker og ikonmaler og meget mere.

I 1974, da de var unge og nyforelskede, giftede de sig og besluttede at forlade bylivet og den brutale sovjetiske civilisation i Hvideruslands hovedstad Minsk.

»Vi var unge, men trætte af det forløjede byliv. Vi havde som studerende tit været på ekspeditioner ud i det ægte liv på landet. Da jeg havde tjent godt på at illustrere en bog, købte vi en gammel sovjetisk bil og kørte hele vejen rundt om Minsk i en radius af 100 km,« fortæller Borja, der lige som sin kone udstråler sjælero, mildhed og en næsten helgenagtig godhed.

De søgte et sted, hvor de, som en anden efterlever af Lev Tolstojs lære om gudfrygtighed og et simpelt, naturligt liv, kunne leve i nærkontakt med naturen og almindelige snusfornuftige bønder, som ikke var spoleret af hverken sovjetkommunismen eller den moderne storbys hektiske trængsel.

Mindesmærke for faldne

Og de fandt stedet her. På deres biltur traf de en gammel mand, en rigtig filur, siger Varja, »som fortalte os om Zabrodje med 15 huse og herlig natur, læste sine egne folkelige digte om Breznjev og de andre bosser op, sejlede en tur på søen med os, fiskede med os, og foreslog os at henvende os til den daværende besidder, en gammel kvinde, af dette hus, som lå i ruin. Vi fik det for en slik og satte det i stand med vore egne hænder«.

Historikeren Boris Tsitovitj fandt hurtigt ud af, at landsbyen ligger lige, hvor fronten gik mellem russerne og tyskerne under Første Verdenskrig i 1915. Han fandt også gravpladsen i udkanten af skoven, som ikke havde en eneste mindesten eller gravsten. Derfor gik han i gang med at finde ud af, hvem der mon kunne ligge der. Der var både døde russiske og tyske soldater og andre nationaliteter. Og han lavede selv mindesten for dem: »Vi mindes overalt de omkomne i Anden Verdenskrig, men de hundredetusinder, som døde under forfærdelige forhold under Første Verdenskrig, har vi glemt. Mange af de russiske tropper gik under revolutionen over til de hvide styrker og kæmpede imod bolsjevikkerne. De er aldrig blevet mindet. Det valgte jeg at gøre noget ved,« siger Boris Tsitovitj. Han lavede kirkegården. Han byggede en kirke til minde om de døde, og samme sted oprettede han et museum for skyttegravskrigen. For egne og indsamlede midler. Han malede selv ikonerne til kirken og er siden blevet en efterspurgt ikonmaler i Hviderusland. På museet er der samlet genstande fra krigen og soldaternes udstyr, gasmasker, briller, geværer, breve, dokumenter og meget mere gør stedet til et unikt mindesmærke for Første Verdenskrigs ofre på denne front.

Ægteparret har også oprettet en lille naturpark, som områdets skolebørn besøger om sommeren. I parken, som ligger tæt ved deres hus, har de bedt en række besøgende plante nye træer omkring det lindetræ, som den gamle mand i 1974 pegede på, da han viste dem rundt. »Det træ var så flot, og det var det, der overbeviste os om, at Zabrodje skulle være vores hjem for altid,« siger Borja med et smil. »Vi lever lykkeligt her og så ikke et ord om Lukasjenko eller om politik i det hele taget.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her