Læsetid: 5 min.

Præsidenten, der nægter at trække sig

Først lignede Laurent Gbagbo Elfenbenskystens Nelson Mandela, men nu minder han mest af alt om Robert Mugabe. Den ivorianske præsident hævder, at han er offer for et internationalt komplot, og truer med borgerkrig, hvis han bliver tvunget fra magten. Under kampen om præsidentembedet lurer en religiøs konflikt
Præsident Laurent Gbagbo vil ikke anerkende resultatet af sidste måneds præsidentvalg og nægter at gå af. Han beskylder den tidligere kolonimagt Frankrig for at stå bag et komplot, der går ud på at omstøde folkets beslutning.

Præsident Laurent Gbagbo vil ikke anerkende resultatet af sidste måneds præsidentvalg og nægter at gå af. Han beskylder den tidligere kolonimagt Frankrig for at stå bag et komplot, der går ud på at omstøde folkets beslutning.

Rebecca Blackwell

29. december 2010

Laurent Gbagbo nægter fortsat at slippe sit greb om magten i Elfenbenskysten:

»Vi har love her, vi har en forfatning, regler. Sådan afholder man valg, ligesom i andre moderne lande. Og ifølge denne forfatning er det mig, der er valgt til Republikken Elfenbenskystens præsident. Sådan er det, og det er ganske enkelt,« udtalte præsident Gbagbo forleden til den franske avis Le Figaro.

Gbagbo kom i sin tid selv til magten efter et omstridt valg. Generalen Robert Guéï blev juleaftensdag 1999 indsat som præsident efter et militærkup og forsøgte året efter at konsolidere sin position med en folkeafstemning, men tabte valget til Laurent Gbagbo. Robert Guéï nægtede dog at anerkende neder- laget, indtil en folkelig opstand tvang ham til at forlade præsidentposten, som Laurent Gbagbo har beklædt lige siden.

Nu beskylder præsidenten og hans støtter den tidligere kolonimagt Frankrig, som berettiget eller uberettiget altid har spillet en stor rolle i debatten om de politiske forhold i Vestafrika, for at stå bag et komplot, der går ud på at omstøde folkets beslutning. Præsidentvalget i slutningen af november skulle egentlig have været afholdt for fem år siden, men er blevet udskudt adskillige gange på grund af spændinger mellem landets kristne og muslimer.

Racistisk magtelite

I mellemtiden har 'Elfen- benskystens demokratiske håb' tilsyneladende udviklet sig til en demagog, der udnytter de etniske spændinger i landet:

»Gbagbo er en stor og bralrende type, lidt af en demagog, men hans kone, Simone Gbagbo, er virkelig uhyggelig. Da borgerkrigen brød ud, sagde hun ting som: 'Vi kan ikke have, at Elfenbenskysten bliver regeret af udlændinge', hvormed hun mener folk fra den nordlige del af landet,« siger Afrika-eksperten Richard Dowden til The Guardian og tilføjer:

»Hans kone og andre allierede synes at være drevet af racisme over for den nordlige del af landet. For dem er ideen om, at landet bliver overladt til en muslim fra de nordlige regioner, skrækindjagende.«

Gbagbos anden kone, Nady Bamba, er muslim og ejer af en avis og et kommunikationsbureau. Ifølge Antony Goldman, der er chef for det britiske firma PM Consulting og har mødt Laurent Gbagbo, bruger præsidenten sin muslimske kone som bevis på, at han ikke er blevet islamofob:

»Jeg har ikke ændret mig, men I er nødt til at skifte synsvinkel,« har Gbagbo sagt som svar på beskyldninger om, at han bruger en fremmedfjendsk retorik over for de 25 procent af Elfenbenskystens indbyggere, som er muslimer.

Nationalisme

Da Gbagbo kom til magten, gjorde han op med den persondyrkelse omkring præsidentembedet, som var en del af arven efter republikkens grundlægger og første præsident, Félix Houphouët-Boigny (1905-93). Han afskaffede påbuddet om billeder af præsidenten på offentlige pladser og kontorer og kom således til at repræsentere forhåbningen om et mere demokratisk samfund.

Den 65-årige præsident er født under det franske koloniherredømme i Elfenbens- kysten, som blev en uafhængig nation i 1960, og han er uddannet på Sorbonne-universitetet i Paris. Inden Elfenbenskystens uafhængighed havde præsident Hou- phouët-Boigny været medlem af flere franske regeringer og efter uafhængigheden fastholdt et tæt samarbejde med de tidligere koloniherrer. Efter sin hjemkomst i 1971 underviste Gbagbo i historie ved universitetet i hovedstaden Abidjan, hvor han kritiserede kolonialismen og Houphouët-Boignys styre. Det kostede ham to års fængsel for »subversiv undervisning«, men han fortsatte alligevel med at organisere en politisk bevægelse, Den Ivorianske Folkefront. I 1982 gik Gbagbo i eksil i Frankrig. Han agiterede mod regimet i sit hjemland og skaffede sig venner i det franske socialistparti.

Efter Gbagbos omstridte valgsejr i 2000 krævede den muslimske befolkning i den nordlige del af landet, som systematisk havde været udelukket fra politik, også at få del i magten. Det førte til voldsomme optøjer, og Gbagbo beskyldte muslimer og immigranter for at planlægge et kup. I 2002 udviklede urolighederne sig til en regulær borgerkrig, indtil Frankrig intervenerede og delte landet i to. Gbagbo har advaret den kristne del af befolkningen om, at muslimsk indvandring fra lande som Burkina Faso »truer den nationale identitet«, og præsidenten koncentrerer sig således især om at bevare magten i den sydlige, kristne del af landet, der er rig på råvarer som kaffe, kakao, ananas og olie.

Sarkozys kandidat

Gbagbo har udvidet handelssamarbejdet med lande som Indien og Kina på Frankrigs bekostning, hvilket belaster relationen til regeringen i Paris. Om den aktuelle uro i det vestafrikanske land siger Blay-Azu Dali, en i Danmark bosiddende ivorianer, som støtter Gbagbo:

»Frankrig holder sig i baggrunden og skubber FN og USA foran sig. Men det er Frankrig, der står bag, for regeringen i Paris er bange for, at Gbagbos retorik skal brede sig til andre afrikanske lande.«

Blay-Azu Dali hævder endvidere, at der har været udbredt valgsvindel i den nordlige del af landet:

»Vi forstår ikke, at FN ikke har afvæbnet oprørsstyrkerne. Det skulle være sket inden valget, som ikke er blevet afholdt på lige vilkår.«

Frankrig har som det første land akkrediteret den nye ambassadør, som valgets formelle vinder, Alassane Ouattara, har udpeget. Den 64-årige Ouattara er uddannet økonom på et amerikansk universitet og var i starten af 1990'erne premierminister under Félix Houphouët-Boigny. I løbet af sin karriere har han beklædt en række topstillinger i Den Internationale Valutafond i Washington. Ifølge Blay-Azu Dali er Alassane Ouattara en »ultraliberalist«, som vil fremme franske og amerikanske interesser i Vestafrika. Den ivorianske webavis fratmat.info skriver, at da Ouattara i 1990 blev gift for anden gang, forestod den daværende borgmester i den parisiske forstadskommune Neuilly vielsen. Borgmesteren hed Nicolas Sarkozy. Fratmat citerer endvidere en meddelelse fra den franske hærchef til den øverstkommanderende for de franske styrker i Elfenbenskysten. Ifølge meddelelsen fra oktober 2010 er Ouattara »Elysée-palæets kandidat«, skriver fratmat.info.

Trussel om borgerkrig

Truslen om en intervention fra Elfenbenskystens samarbejdspartnere i Economic Community of West African States (Ecowas) besvarer Gbagbo med en trussel om borgerkrig:

»Alle disse lande har borgere i Elfenbenskysten, og de ved, at der kommer borgerkrig, hvis de angriber udefra.« siger præsidenten til den franske avis Le Monde.

Afrika-eksperten Richard Dowden forstår ikke Gbagbo-regeringens håndtering af situationen:

»Det er tale om intelligente, sofistikerede mennesker, som er uddannet på Sorbonne og har international erfaring, så jeg forstår ikke, hvordan de kan tro, at de kan slippe af sted med det her,« siger Dowden til The Guardian og tilføjer:

»Jeg prøver at forestille mig et scenario, hvor Gbagbo kan vinde, og det kan jeg ikke. Hvis det bliver rigtig grimt, ender han med at blive stillet for retten i Haag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Andersen

Hvorfor sagde vi ikke noget da George W Bush blev valgt ind i USA. Jeg kan da også huske vi havde en dansk statsminister som ikke ville gå og Margaret Thatcher skulle næsten slæbes ud af embedsboligen.
Hvad er forskellen?
Han kan ikke lide muslimer, men hans kone er muslim, hvor mange ægtepar diskutere religion til daglig.
Se på billedet, ingen kødben i næsen og en god uddannelse.

Mette Lherbier

Jeg bliver irriteret over fremlæggelsen af Gbagbos

kommentar om at en borgerkrig kan opstå, såfremt der kommer en intervention imod ham og for Ouattera. I journalister får det til at lyde som om han truer med en opstand. Risikoen for borgerkrig er rigtig stor og Gbagbo har - lad os sige ca. halvdelen af befolkningen med sig (hvem ved egentlig hvem der har vundet, hvis vi fratrækker valgsvindel?).

Halvdelen af befolkningen kan ikke acceptere at Ouattera indsættes på magten via ekstern magtindgriben. Ouattera har jo i 10 år været beskyldt for at stå bag landets krise. Befolkningens vrede overfor Ouattera er så stor at der er tale om en latent bombe. Ouattera er symbolet på krig, død, magtanvendelse, rebeller og en undtagelsestilstand der har blokeret landets udvikling og Gbagbos mulighed for at realisere sin egen politik som præsident. Vesten er ved at antænde en bombe - og hvorfor?

Frankrig har massive økonomiske interesser i landet - kakao, kaffe, olie..

Det virker som om Frankrig er slået igennem internationalt og har fået hele verden til at stemple Gbagbo som en magtsyg mand, der ikke vil træde af. Men Gbagbo har da en pointe. En væsentlig pointe. rebellerne blev aldrig afvæbnet. FN skulle afvæbne rebellerne i nord, men dette blev aldrig gennemført. Alligevel blev valget afholdt, med korruption og valgsnyd til følge. Der er rapporteret om mord, langt flere stemmer end stemmeberettigede, Gbagbos repræsentanter blev tvundet ud af lokalerne i nord. Alt dette tages der ikke hensyn til. hvordan kan FN anerkende et valg med så massiv valgsvindel? Hvorfor sikrer FN ikke gennemgang af valgresultatet og omvalg i regioner hvorfra resultaterne ikke stemmer logisk overens eller hvor der er rapporteret om valgfusk og afstemninger med maskingeværer i ryggen? Jeg skammer mig over at være en del af det internationale samfund, der gennemtrumper et valgresultat i et land, der kæmper for at indføre demokrati. FNs rolle er at sikre en fair afstemning - ikke at tage parti og udråbe en vinder udenom nationens egen forfatningsdomstol!

Blay-Azu Dali

Hvorfor alt den animositet mod Gbagbo? Her ser vi en mand, som vandt valget i 2000 og som aldrig fik lov, at regere pga interne (de rige fra det gamle parti) og eksterne (Frankrig) modstandere. Hans regime blev angrebet i 2002 af modstanderen Ouattaras folk og nu er det ham, der ''magtsyg'' og bliver fremstillet som dæmonen himself.

Derudover er der en groft udnyttelse af mine udtalelser for at skrive en artikel, hvor forfatteren havde brug for lidt god samvittighed efter alt det skidte han har skrevet om Gbagbo.

Min fremstilling er krisen er den samme og den er følgende:

Frankrig manipulerer FN, EU og afrikanske organisationer i sin kamp mod Gbagbo
Siden valget den 28. november 2010 har Elfenbenskysten været i en politisk krise med 2 præsidenter. Krisen opstod, fordi valgets taber Alassane Ouattara har fået opbakning fra Frankrig FN og USA. Nu har disse supermagter gjort brug af deres diplomatiske og økonomiske midler for at inddrage både den Afrikanske Union og CEDEAO i Frankrigs kabale mod Gbagbo på trods af, at landets Forfatningsdomstol har afgjort, at Gbagbo er valgets vinder.
De 2 vigtigste organer i valgprocessen i Elfenbenskysten
Efter valgets 2. runde den 28. november blev det konstateret, at der var valgfusk med valgurner, der ulovligt blev fyldt op med valgsedler og præsidentkandidat Gbagbos repræsentanter blev smidt ud af valglokalerne og fik tæsk af de lokale krigsherrer i det nordlige område besat af krigsherre, der støtter Ouattara. Det blev observeret, at vælgere i det nævnte område stemte under baobabtræer, så der kunne holdes øje med at folket stemte på den kandidat som rebellerne støtter - og det er Alassane Ouattara.
Det blev konstateret, at der var væsentligt flere vælgere, der stemte end der var tilmeldt valglisten. Der var valglokaler, hvor kandidat Gbagbo ikke fik den eneste stemme. Dvs. selv kandidat Gbagbos repræsentant i valglokaler ikke fik lov at stemme på ham.
Den Uafhængige Valgkommission (CEI)
Den Uafhængige Valgkommission er et administrativt organ og har til opgave at organisere valget og proklamere det midlertidige resultat. I sin nuværende konstellation er CEI´s formand tilhænger af Ouattara og 90 procent af CEI Centrale Komité er tilhængere af kandidat Ouattara.
Valgkommissionens formand, der ikke har formået at proklamere det midlertidige valgresultat indenfor den tidsfrist som Forfatningen har sat, har med Frankrig og FN’s accept skjult sig fra alle (også de øvrige medlemmer) og udråbt kandidat Ouattara som vinder på det hotel, som er Ouattaras valghovedkvarter foran franske fjernsynskanaler og FN’s udsending Choi Young-Jin. Det er dette midlertidige resultat, som alle i dag bygger deres argumenter på for at nægte Forfatningsdomstolens afgørelse.
Forfatningsdomstolen (Conseil Constitutionel)
Det organ, der afslutter valgprocessen med offentliggørelse af den endelige vinder er Forfatningsdomstolen, som er en kopi af den tilsvarende franske. Her bliver formanden og nogle af medlemmerne udpeget af den siddende præsident—herunder Gbagbo.
Den ivorianske forfatningsdomstol er en kopi af den franske. Her har præsident Sarkozy udpeget sin ven fra sit eget parti, Jean-Louis Debré, i Frankrig som formand for den franske Forfatningsdomstol.
Når Valgkommissionen ifølge den ivorianske Forfatning ikke har formået at udråbe den midlertidige vinder af valget indenfor fristen (3 dage) bliver dén frataget ansvaret af Forfatningsdomstolen. Det er hvad, der skete 3 dage efter valget. Derfor var den proklamation Valgkommissionens formand har lavet i Ouattaras hovedkvarterer ulovlig og ugyldig. Men uanset hvad, er det kun Forfatningsdomstolen, som har den retslige beføjelse til at proklamere valgets endelige vinder og dermed afslutte valgprocessen.
Det gjorde Forfatningsdomstolen, som i sin afgørelse har taget i betragtning kandidat Gbagbos klage om det valgsvindel, der blev skitseret overfor. Derfor har Forfatningsdomstolen annulleret resultaterne fra de berørte valgsteder.
Det er ikke nyt i verdenshistorien, at valgresultater bliver annulleret. Den amerikanske højesteret har annulleret valgresultater i Florida og erklæret Georges Bush vinder af valget i USA i november 2000, selv om Al Gore havde vundet valget.
At nægte Elfenbenskystens institutioner - herunder Forfatningsdomstolen - retten til at udråber Gbagbo til vinder er grotesk og uacceptabel.
Respekt for enkelte landes institutioner, kolonitiden er forbi
Man kan stille sig spørgsmålet om, hvorfor Forfatningsdomstolen ikke har truffet en anden afgørelse, f.eks. at kræve omvalg? Hvorfor den hastige beslutning fra FN, at ’’certificere’’ Ouattara som vinder af valget uden at vente på Forfatningsdomstolens endelige afgørelse?
Men uanset hvad, er det ikke FN, USA, Frankrig eller Vestens opgave at udpege valgets vinder i Elfenbenskysten. Det har landet institutioner til.
Der bliver ydet bistand til mange afrikanske lande for at styrke deres institutioner, som skal underbygge demokratiets udvikling. Hvis sådanne institutioner undermineres i Afrika og i særdeleshed i Elfenbenskysten, fordi Vesten har sin fordom om en bestem kandidat og dermed sin egen dagsorden i en valgproces, så er de afrikanske landes suverænitet og eksistensberettigelse som stater, truet.
I Elfenbenskysten og for de fleste ivorianere er der ikke 2 præsidenter. Der er én præsident, som blev udråbt som vinder af landets højeste domstol og som har bred støtte i befolkning og i hæren. Og han hedder Laurent Gbagbo.
Krisen i Elfenbenskysten
Borgerkrigen fra september 2002 opstod ud af et militærkupforsøg mod den dengang nyvalgte præsident Laurent Gbagbo. Kupforsøget mislykkedes, men det lykkedes kupmagere at overtage styret i de centrale, nordlige og dele af vestlige regioner, de såkaldte CNO-zoner.
Meningen med kuppet var at få indsat Alassane Ouattara, tidligere IMF funktionær og selvudråbt leder af den nordlige Dioula etniske gruppe.
Fra forhandlingsborde til forhandlingsborde forblev Gbagbo præsident og rebelleder Soro udpeget som premierminister. Der var enighed om, at landet skulle samles og rebellerne afvæbnes af FN med hjælp fra de franske Licorne styrker.
Indtil i dag har FN og Licorne-styrkerne ikke formået at afvæbne rebellerne, men satset på at organisere valget i landet.
Spørgsmålet, som mange har stillet sig, har altid været, hvordan det er muligt at holde et fair valg i et land, hvor den største del er under kontrol af bevæbnede rebeller, som gør hvad der passer dem?
Når den bekymring blev råbt højt, sagde Frankrig og oppositionen, at Gbagbo ikke vil acceptere, at der holdes valg, fordi han er bange for at tabe. Men Gbagbo – såvel som store dele af befolkningen - kunne ikke acceptere valg under de gældende betingelser.
Valget blev holdt trods advarsler om fusk i nord, hvis ikke landet blev forenet og premierminister Soros rebeller afvæbnet.
Nu er der kaos og FN, som skulle sikre landets stabilitet med en fredsbevarende enhed, tager parti og udråber en vinder uden hensyntagen til Elfenbenskystens institutioner. Dette er aldrig set nogensinde i verdenshistorien og får konsekvenser i form af optrapning af krisen i landet.
Hvordan kan FN udråbe en vinder, som har vundet via massivt valgsvindel? Hvorfor sikrer FN ikke et fair omvalg i de zoner, hvor der er rapporteret valgsvindel? Dette ville i sandheden være fredsskabende. Det er den sandhed Gbagbo vil nå frem i dag, når han strækker en fredshånd til Ouattara og beder det internationale samfund om at hjælpe med at omtælle valgresultaterne.
Gbagbo kræver, at FN og Frankrig trækker deres tropper tilbage fra landet, siden de ikke længere er fredsbevarende, men konfliktskabende. De afviser kravet, fordi de ikke anerkender ham som præsident, men realiteten er, at det er ham, der sidder i præsidentpaladset, og ham hæren anerkender som præsident. Det er ham der regerer landet i virkeligheden trods Vestens hetz.
Det er Frankrig og det internationale samfunds had mod ham, der styrker befolkningen i en vis nationalisme og fremstiller det internationale samfund som besættelsesmagt.
Elfenbenskysten har 50 år uafhængighed, den befolkning kræver respekt for dens suverænitet, kolonitiden er forbi. Heldigvis!