Nyhed
Læsetid: 3 min.

Strid om banegård deler borgerne i Stuttgart

En omstridt ombygning af hovedbanegården i Stuttgart er vokset til at blive et symbol på demokratiets krise. Nu er en mæglingskomité kommet frem til en løsning. Men Stuttgart er stadig en delt by
Udland
6. december 2010

STUTTGART – »Nogle siger, det er gave til os, andre siger, at det er at hælde millioner af euro ud af vinduet. Og det mener jeg også. I stedet burde man bruge pengene på uddannelse,« siger Judita

Zapatero, som Information møder foran banegården i Stuttgart. Den 43-årige danser, der har levet hele sit liv i Stuttgart, er en af de mange lokale borgere, der har engageret sig i den folkelige modstand mod et af de dyreste trafikbyggeprojekter i Tysklands historie.

Zapatero har taget et par timer fri for at uddele brochurer til forbipasserende om projektets ulemper og omkostninger.

En delt by

For et anslået budget på 4,1 milliarder euro skal banegården drejes 90 grader og henlægges under jorden. På hegnet, der indrammer byggepladsen, hænger plakater, sedler, opråb, børnetegninger, der alle udtrykker vrede og sorg over den planlagte nedrivning af byens banegård. De politisk ansvarlige med Baden-Württembergs ministerpræsident Stefan Mappus (CDU) i spidsen har præsenteret ombygningen som en tiltrængt modernisering, der kan styrke Stuttgarts position som et knudepunkt i den europæiske infrastruktur. Modstanderne kræver imidlertid en fuldstændig skrotning af planerne, som ikke blot er dyre, men også går ud over den nærliggende slotshave. De er rasende over ikke at være blevet hørt tilstrækkeligt, og de hævder, at politikerne fortier det sande omfang af de forventede budgetoverskridelser.

Som ombygningen er skredet frem, er stemningen i byen blevet mere og mere anspændt mellem modstandere og tilhængere. Modstanderne har forsøgt at blokere byggearbejdet. Og da politiet for godt to måneder siden måtte ty til anvendelse af tåregas mod demonstranter, udløste det ramaskrig og overskrifter om politibrutalitet i de tyske medier. For Judita Zapatero er det tydeligt, at byggeprojektet har delt byen: »Holdningerne til Stuttgart 21 deler familier og venskaber og går på tværs af politiske tilhørsforhold.«

Ifølge den politiske ekspert Albrecht von Lucke er balladen omkring Stuttgart 21, der er byggeprojektets officielle navn, en lakmusprøve på demokratiets tilstand i dagens Tyskland: »Det interessante er naturligvis, at denne krise, der består i at folk tvivler på, om det forbunds­republikanske konsensus­system med hele den sociale markedsøkonomi er i stand til at sikre deres velstand, giver sig udslag i, at folk går på gaden på lokalplan for at udøve indflydelse,« siger von Lucke, der er redaktør ved tidsskriftet Blätter für deutsche und internationale Politik.

I et forsøg på at finde en demokratisk løsning på den højspændte konflikt blev modstandere og tilhængere for fem uger siden enige om at nedsætte en mæglings­komité anført af den folkeligt afholdte 81-årige skuespiller og tidligere politiker Heiner Geis­sler. Argumenterne er blevet skærpet af at blive fremført i et fælles forum, og begge lejre har fæstet deres lid til den karismatiske Geisslers gennemslagskraft.

Kampen for retfærdighed

I denne uge er den endelige konklusion kommet på bordet: Stuttgart 21 skal fortsætte, men med ’forbedringer’. Projektet skal være mere miljøvenligt, mere passagervenligt og lægge større vægt på sikkerhed, lyder det fra komiteen omkring Geissler.

Selv om høringsrunden er endt med grønt lys til en fortsættelse af byggeplanerne, er Stuttgart stadig delt. Og modstanden og blokaderne af byggearbejdet vil efter alt at dømme fortsætte ufortrødent.

I sidste ende kan det give bagslag for de ansvarlige politikere. Stuttgart 21 har allerede givet sig direkte udslag i meningsmålinger til fordel for en grøn ministerpræsident ved næste års valg i Baden-Württemberg. Delstaten er traditionelt en højborg for det konservative CDU, og en valgsejr til De Grønne, der har profileret sig på modstanden mod banegårdsbyggeriet, vil være et sviende nederlag for Angela Merkel og vil efter alt at dømme rokke ved hendes position som konservativ leder.

Mens en banegårdsbetjent genner hende væk fra hovedindgangen, udtrykker Judita Zapatero med de argentinske rødder sin overbevisning om, at modstanden vil fortsætte i Stuttgart.

»Hvis sådan noget skete i Argentina, ville folk sige: ’Sådan er det her hos os’. Men i Tyskland er der stadig håb, værdier og moral. Det kan stadig betale sig at kæmpe for retfærdighed,« siger hun.

heeg@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her