Nyhed
Læsetid: 9 min.

Taget til fange af Taleban

The Guardian-journalisten Ghaith Abdul-Ahad opsøgte i sidste måned en gruppe Taleban-krigere i det nordlige Afghanistan for at få et interview, da amerikanske og afghanske regeringsstyrker pludselig gik til angreb. Derefter blev han og hans tolk holdt fængslet i fem dage af de krigere, han var kommet for at tale med
Amerikanske soldater rykkede 
 i sidste uge ind i Dhani Ghorri-distriktet i Baghlan-provinsen 
 i et forsøg på at tvinge Taleban-krigerne ud af området.

Amerikanske soldater rykkede
i sidste uge ind i Dhani Ghorri-distriktet i Baghlan-provinsen
i et forsøg på at tvinge Taleban-krigerne ud af området.

Naqeeb Ahmed

Udland
27. december 2010

Vi lå og sov i et værelse, der tilhører en mand fra det østlige London, som er mullah, og da angrebet kom - viste det sig - også partisankriger. Men sammenfaldet mellem vores ankomst aftenen før og den pludselige ildkamp har gjort Taleban mistænksom, og Bilal, en af de ledende officerer i dette distrikt af Baghlan-provinsen, lader os høfligt vide, at vi bliver nødt til at besvare nogle spørgsmål. Vores mobiltelefoner, tasker og kameraer konfiskeres.

De holder os i første omgang indespærret på en madrassa - en religiøs skole i kasernestil, der ligger side om side med en moské og den kommunale skole. I gården ligger små søer af størknet blod, hvor de sårede er indbragt samme morgen. Vi føres ind i et rum, hvor Amanulah, en lærer i 30'erne iført briller, sidder med sine elever. De yngste er i syvårs- alderen, de ældste teenagere med spirende skæg. De sidste er allerede iført turbaner og har deres egne geværer med sig.

Amanulahs smukke ansigt overskygges helt af hans overdimensionerede turban, og hans øjne er røde af mangel på søvn. Han og de ældre elever har brugt hele natten på at kæmpe sammen med resterne af den lokale Taleban-kommandant Lal Muhammads enhed. En af de andre lærere fra madrassaen blev såret i kampene, og hans søn mistede sit ene øje.

Amanulah sidder under skolens emblem, et sort gardin broderet med Koranens vers i gyldne og hvide tråde og Talebans symboler: et kalashnikov-stormgevær med en skinnende bajonet, raketgranater og knive i forskellige former og størrelser. Blandt de broderede skriftsteder er: »Ved Guds navn, den mest nådige og mest barmhjertige.«

»Jeg lærte engelsk i 12 år i Pakistan,« siger Amanulah på korrekt, men meget langsomt engelsk. »Men her har jeg ikke brugt mit engelsk i lang tid.«

Han kom til denne skole for tre år siden, fordi den havde et godt omdømme.

»Der er meget få gode skoler nu i Afghanistan,« siger han. »Vi havde mange under Taleban-styret, men de er lukket nu eller under regeringens kontrol.«

»Jeg ønskede ikke at blive taleb,« siger han med blød stemme. »Jeg var bare en koranskoleelev. Jeg kom her for at studere. Men alle mine brødre i skolen og lærerne og de andre elever var allerede krigere [i Lal Muhammads Taleban-deling, red.], og de spurgte mig, om jeg ville være med. Det sagde jeg ja til.«

Både elev og lærer

I henhold til det 1.000 år gamle madrassasystem er mænd som Amanulah både elever og lærere. Mens han selv gransker de tekster, han skal have dyb fortrolighed med for at blive mullah, belærer han børnene i klassen om det essentielle i Talebans særlige afart af islam.

»Børn bliver sat i skole i en alder af seks eller syv år, afhængig af deres familie. De bliver undervist i den grundlæggende troslære, i religiøse ritualer og i grammatik. Senere skal de også studere persisk sprog og persisk poesi, og derefter er tiden inde til at indprente dem den grundlæggende islamiske lov. Hele tiden skal de også læse og lære Koranen og den arabiske grammatik udenad.«

Ved otte-tiden om morgenen forlader de mindre børn klasseværelset for at tilberede morgenmad. To af dem tager en sortsværtet tepotte, mens to andre går udenfor for at hente madrationerne.

De fordeler morgenmaden på en klud på gulvet: te, et koldt fladbrød, nogle mindre bidder gammelt brød og et stykke varmt brød kogt i smør. De yngre elever rører ikke det varme smøragtige brød, men gumler høfligt på det gamle brød.

Da morgenmaden er ryddet væk, tager Amanulah sine bøger og går hen for at studere hos en af sine lærere. En af de små drenge begynder på at feje gården, mens resten samles i et andet lokale i madrassaen.

Det andet lokale ligner den samme type klasseværelse, som jeg har set andre steder i verden. Dets vægge er plettede af afskallet maling og gulvene dækket med forrevne tæppestykker. Der er også en snavset madras, et meget lavt skrivebord og en reol, som er fyldt til randen med eksemplarer af Koranen, der alle er pertentligt indbundet i grønt klæde.

Eleverne kommer ind og ud af klasseværelset, samler bøgerne op og kysser dem, før de giver sig til at læse, hvorpå de taler og joker lidt med hinanden. En otte-årig dreng, som ligger sammenkrøbet foran skrivebordet, læser i en bog om faste og bøn. Så griber han en kalashnikov, der står op ad væggen, og lægger den på det lave skrivebord. Han begynder at rode med våbnet og forsøger at tage ladegreb på det, men det er for tungt. Så lægger han det tilbage på skrivebordet, idet han kniber det ene øje sammen og hvisler tatatatatata imod en indbildt fjende på væggen. Jeg spørger nogle af eleverne, hvorfor de går her i denne madrassa. De svarer, at deres mål er at blive hellige krigere.

Bind for øjnene

Vi kommer til at tilbringe det meste af dagen i dette rum. Fra tid til anden bliver vi afhørt og får at vide, at vi først kan blive sat fri, når Den Militære Kommission - Talebans militære råd - er færdig med sin undersøgelse.

Bilal kommer sidst på eftermiddagen for at fortælle os, at vi kan regne med snart at blive løsladt, men to timer senere får vi at vide, at området ikke er sikkert på grund af drone-aktivitet. Samme aften bliver vi overført til fængslet.

Vi får lov at skifte tøj og at beholde en bog, en pakke cigaretter og en bedekrans. Så får vi bind for øjnene, bliver lagt i håndjern og sat ind i en bil, som kører op ad stejle, snoede veje. Efter en times tid standser bilen, og mens vi stadig er bagbundet og har bind for øjnene, bliver vi ført op ad en skråning.

Efter nogen tid bliver mine bånd løsnet en smule og bindet taget væk. I klart månelys udfolder der sig en majestætisk udsigt indrammet at to massive mørke bjerge, der ligner kæmpefæstninger.

»Gå!« hvæser en af skyggerne bag os. Jeg hørte det metalliske klik af en geværhane, der bliver spændt. Jeg venter på, at skuddet skal komme, men det gør det aldrig.

Anført af to mænd i tykke militærjakker klatrer vi over forrevne bjergstier i ni timer, mens vores hænder stadig er bundet bag vores rygge. Kort før daggry når vi frem til en lade på toppen af et bjerg. Dette sted skal være vores fængsel i de følgende dage.

Fængsel i en stald

Med ordet 'fængsel' forbinder man normalt en bygning med tykke mure, porte, låse og vagter. Men i dette Taleban-fængsel er der end ikke en port. Fangevogteren er både port, fængselscelle, din mulige bøddel eller, hvis du er heldig, din ven.

Fangevogteren her er en lavstammet mand med hjulben, et langt skæg, der når ham til brystet, og ondt stirrende øjne. Taleban-kommandanter fra forskellige militsgrupper og fraktioner i området overgiver deres fanger til ham, og han sørger for at tilbageholde, afhøre, og hvis der gives ordre til det: at henrette dem.

Uanset hvor han befinder sig, går cellen i ét med ham. Den kan være en hule eller et værelse i en bondes hus. I vores tilfælde er den en stald et sted mellem Baghlan og Kunduz. Bygningen måler kun to gange fire meter, der er ingen vinduer og meget lavt til loftet. Indenfor er det mørkt det meste af tiden. Det snavsede gulv er oversået af ekskrementer fra geder og får.

Fangerne og vagterne bor i det samme rum, som er som opdelt efter en usynlig linje. Begge grupper sover på tynde madrasser overtrukket med et næsten sort lag af næsten skinnende snavs.

Den første nat forbliver vi bundet for øjnene med ternede afghanske tørklæder, der stinker af fedt efter at have været brugt som håndklæder og bønnemåtter. Herefter får vi kun bind for øjnene, når vi går ind i den tilstødende lade for at vaske os eller besørge. Gulvet er også her dækket med ekskrementer fra geder og mennesker.

Vores fødder er låst sammen med en tyk støbejerns- kæde med en hængelås.

Vi spiser tre gange om dagen: grøn te og mørk brød til morgenmad og middag. Til frokost den berygtede af- ghanske shorba, brød dyppet i kødbouillon.

Mange mennesker har været forbi denne celle i de seneste måneder, fortæller vores fangevogter. Der var en lastbilchauffør, hvis forbrydelse var at transportere varer til NATO fra Afghanistans nordgrænse til Kabul. Hans lastbil blev brændt sammen med flere andre, da vognkortegen faldt i et Taleban-baghold. »Vi løslod ham efter 10 dage, men han kom til at betale en stor bøde.« Og så var der officeren fra den af- ghanske regeringshær, der også blev sat fri, efter at hans stammeledelse havde lovet, at han ikke ville vende tilbage til hæren.

Men ikke alle fangerne slipper så let.

»Vi slår ikke vores fanger, medmindre vi får ordre til at forhøre dem,« siger han højtideligt. »Så slår vi dem for at få dem til at fortælle os sandheden.«

»Før lastbilchaufføren havde vi en spion, der kom til at opholde sig her i to måneder. Vi slog ham hver dag, indtil han tilstod. Til sidst blev han henrettet. Jeg hængte ham selv.«

Hængning er blevet Talebans foretrukne henrettelsesmetode, efter at Mullah Omar, Talebans åndelige leder, har udstedt en fatwa mod halshugninger, fordi de skabte dårlig presseomtale.

Af og til kommer fangevogteren ind i cellen med gaver. En dag bringer han os en lille plasticpose med slik, en anden dag er det en gammel tandbørste og sågar et stykke sæbe.

Elendige forhold

Ud over fangevogteren tæller jeg syv vagter fra skrøbelige teenagere til store, hærdede krigere. De lever under forhold, der ikke er meget bedre end deres fangers. De får ikke lov til at have mobiltelefoner og må tilbringe hele natten i cellen med fangerne, ofte med deres egne fødder bundet fast til deres fangers fødder. Og må nøjes med den samme sparsomme kost.

De fleste af dem tilhører den lavest rangerende kategori af Taleban-krigere, de fattigste og analfabeterne. Deres eneste privilegium er at have myndighed over deres fanger. Undertiden udnytter de denne position til at flytte fanger væk fra lyset, give dem bind for øjnene uden grund eller blot være brutal.

Denne fangevogter er ikke fremmed for fængsler selv. To år tidligere blev han tilbageholdt i Pakistan, da han besøgte et par Taleban-kommandanter.

»De slog mig kun den første dag, men i de næste tre måneder holdt de mig lænket og med bind for øjnene i en mørk celle,« >siger han. »Min bror er der stadig.«

Vi må blive i fængselsstalden i fem dage, før vores sag er blevet undersøgt af Taleban-ledere i Quetta og lokale kommandanter.

Endelig kommer der besked om, at vi kan gå, og vi begiver os ud på den lange vej ned ad bjerget.

Lal Muhammad og resten af hans Militære Råd sidder forsamlet i madrassaen ved Dhani Ghorri. De undskylder over for os og giver os vores udstyr tilbage.

Da vi skal til at gå, tager Lal Muhammad et tykt bundt dollarsedler frem og tilbyder os 100 dollar hver. »Dette er for jeres ulejlighed,« siger han.

Vi afslår og begynder den lange rejse tilbage til Kabul.

Mindre korrupte

I den nordlige Baghlan-provins som i en stor del af det øvrige Afghanistan ophører centralregeringens magt nogle få meter fra hovedvejen.

Taleban, der kontrollerer området, anvender en gennemprøvet metode: angreb på politiets kontrolposter og offentlige institutioner for at fordrive de demoraliserede og korrupte lokale embedsmænd; anbringelse af improviserede bomber eller indsættelse af selvmordsbombere mod mål på hovedvejen, herunder mod lastbiltransporter til regeringen og NATO-styrkerne, afbrænding af lastbiler og konfiskation af deres bytte, opkrævelse af skatter fra lokalbefolkningen og etablering af en shariabaseret lovhåndhævelse.

»Sikkerheden i disse områder er i Talebans hænder,« siger en ældre mand fra Dhani Ghorri-distriktet. »I domstolene her tager Taleban ikke imod bestikkelse, og der er ingen korruption. Selv folk fra regeringen kommer til Taleban for at få løst deres problemer. Problemer, som det vil tage år at løse i regeringens domstole, tager kun et par dage i Talebans domstole.«

»Der er korruption i regeringen, og de løser ikke de problemer, der opstår i henhold til Guds sharia-love, og folk her vil kun vide af sharia.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her