JOHANNESBURG - EU-landene blev mandag enige om et indrejseforbud til Elfenbenskystens præsident, Laurent Gbagbo, hvis tilhængere har svoret at kæmpe til døden for at holde ham ved magten. Samtidig hævder FN, at organisationens medarbejdere i landet er blevet truet i deres hjem af bevæbnede mænd, og udtrykker bekymring over ubekræftede rapporter om en massegrav i det urolige land i Vestafrika.
Ifølge FN er mere end 50 mennesker blevet dræbt siden oppositionsleder Alassane Ouattaras valgsejr over Gbagbo, som FN, USA, Den Afrikanske Union og den tidligere kolonimagt i landet, Frankrig har anerkendt, men som Gbagbo selv nægter at anerkende. Forbuddet mod indrejse i EU vil gælde for Gbagbo, hans kone Simone og 17 af hans nære samarbejdspartnere, som forventes at omfatte ledere i sikkerhedsstyrkerne, regeringspartiet og hæren. Maja Kocijancic, som er talskvinde for EU-Kommissionen i Bruxelles, udtaler: »Vi forventer, at forbuddet bliver vedtaget senest onsdag (i dag, red.) og træder i kraft torsdag.« EU-landenes regeringer overvejer også at fastfryse Elfenbenskystens aktiver, tilføjer Maja Kocijancic.
Bevæbnede mænd
Gbagbos tilhængere betegnede foranstaltningerne som ubetydelige og bemærkede, at Gbagbo sjældent rejser. Hans assistent, Pascal Affi N'Guessan, siger: »Jeg tror ikke, det vil betyde noget. Det viser bare, at bagmændene ikke har meget at gøre godt med.«
Omkring 5.000 ivorianere er allerede flygtet til nabolande. Der er stigende bekymring for, at valget snarere end at lægge låg på borgerkrigen, som hærgede landet i 2002-3, vil få konflikten mellem nord og syd til at blusse op igen. FN's Sikkerhedsråd opfordrede i dag alle parter til at anerkende Ouattara som præsident og forlængede mandatet for de fredsbevarende styrke i Elfenbens-kysten med yderligere seks måneder. Dermed trodser FN en opfordring fra Gbagbos regering om at forlade landet. FN har næsten 10.000 soldater i Elfenbenskysten, og Frankrig har mere end 900.
Omkring 800 af FN-soldaterne beskytter det luksushotel, hvorfra Ouattara forsøger at regere landet. De er til gengæld omringet af tropper, som er loyale over Gbagbo, der er blevet beskyldt for at rekruttere lejesoldater i Liberia og Angola. Den øverste FN-embedsmand i landet fordømte mandag intimideringen af sine medarbejdere. Choi Young-jin, som er FN's særlige repræsentant i Abidjan, udtaler:
»Bevæbnede mænd har opsøgt FN-medarbejdere i deres hjem, som de under påskud af at skulle lede efter våben tvang dem til at forlade.«
FN med modstanderne
Ouattara fik næsten enstemmig international opbakning, da hans sejr ved præsidentvalget den 28. november efter beskyldninger om valgsvindel blev omstødt af landets forfatningsråd, som ledes af en af Gbagbos trofaste støtter, der valgte at erklære en halv million stemmer i en af Ouattaras højborge for ugyldige.
Charles Blé Goude, der i denne måned blev udnævnt som Gbagbos ungdomsminister, beskyldte mandag FN for at forsøge at iscenesætte et statskup: »FN giver våben til oprørsstyrkerne i Elfenbenskysten, så de kan angribe regeringen og vælte præsident Gbagbo,« udtalte Charles Blé Goude til al-Jazeera og tilføjede:
»FN er på fredsmission i landet. Da de nu er blandt vores modstandere, har de ikke formået at løse deres opgave. Vi bruger lovlige midler til at vise omverdenen, at størstedelen af det ivorianske folk støtter præsident Gbagbo. Det, de vestlige medier siger, er ikke sandt. Gbagbo er vinderen, og det vil vi vise på gaden.«
Ved et møde for unge Gbagbo-tilhængere i søndags udtalte Charles Blé Goude, der siden 2006 har været på FN's liste over uønskede personer efter offentligt at have opfodret til vold:
»Vi begyndte at kæmpe for denne sag i 2002, og vi er parate til at dø for den.«
Gbagbo har fortsat kontrollen over hæren og de vigtigste samfundsinstitutioner, bl.a. det statslige tv-selskab, og har store indtægter fra olie- og kakaoproduktion. En talsmand for Ouattaras konkurrerende regering udtaler:
»FN kan ikke anerkende ham som landets præsident. Den retmæssige præsident er Ouattara, som har sendt et brev til Ban Ki-moon med et ønske om, at FN beholder sine styrker i landet, indtil fredsprocessen er ført til ende.«
I sidste uge forsøgte Ouattaras tilhængere at indtage det statslige tv-selskabs bygning, hvilket endte med blodsudgydelser, da Gbagbos styrker skød med skarpt for at holde den utilfredse folkemængde på afstand. Gbagbos regering nægter, at der var tale overdreven magtanvendelse, og hævder, at nogle af demonstranterne var bevæbnede.
Rapporter om vold
FN udtalte mandag, at organisationen har modtaget hundredvis af rapporter om personer, der midt om natten bliver bortført fra deres hjem af bevæbnede voldsmænd i uniform. FN's menneskerettighedskommissær, Navi Pillay, udtalte, at der var »omfattende beviser« på menneskerettighedskrænkelser i Elfenbenskysten. Navi Pillay sagde, at mere end 50 mennesker var blevet dræbt i løbet af de tre foregående dage, og udtrykker bekymring over rapporter om dødsfald i fængsler.
Uden for FN's hovedkvarter anmodede Ouattaras tilhængere, som hævdede, at de var blevet angrebet i løbet af natten, om lægehjælp:
»Maskerede mænd overfaldt os i går aftes,« sagde Salif Kone, en 57-årig taxachauffør, som undslap en razzia i sit hjem i Abidjan: »De brugte tåregas og skød med skarpt. Mange blev såret.«
Personalet på mindst et hospital har modtaget ordrer om at nægte tilskadekomne oppositionsmedlemmer behandling. Øjenvidner siger, at tidligere soldater fra nabolandet Liberia samarbejder med politiet.
© Guardian & Information 2010
Oversat af Mads Frese