Læsetid: 4 min.

En verden til forskel i Cancun

Mexico har skabt tillid og bedre stemning i FN-forhandlingerne på COP16. Men det er forhandlinger på kurs mod en fire grader varmere verden. Kampen for at bremse inden to grader må kæmpes uden for FN-virkeligheden, siger Røde Kors' klimachef
Mexico har skabt tillid og bedre stemning i FN-forhandlingerne på COP16.  Men det er forhandlinger på kurs mod en fire grader varmere verden.  Kampen for at bremse inden to grader må kæmpes uden for FN-virkeligheden, siger Røde Kors' klimachef
7. december 2010

CANCUN - At bevæge sig fra hotelzonen ved Cancuns kyst ved Den Mexicanske Golf, hvor de fleste klimaforhandlere, ngo'er og mediefolk bor, til COP16-mødet i Moon Palace er en vanskelig rejse mellem to verdener.

Afstandene her er store, og de indsatte shuttle-busser kører først omkring 30 km den ene vej til Cancun Messe, hvor den daglige sikkerhedskontrol foregår, og derefter fem km den modsatte vej for at nå Moon Palace, hvor der forhandles.

Det er, som om busserne og deres indhold af klimareddere tøver lidt med at forlade den fysiske virkelighed og bevæge sig ind i FN-virkeligheden. Og kostbare minutter af planetens tid går tabt, hvis der er trafikpropper eller propper i bus- og kontrolkøerne. Så det klogeste, man kan gøre, er at indlede sit arbejde i bussen. Forhandle, lobbye, interviewe.

Madeleen Helmer er en af de mest erfarne og indsigtsfulde klima-ngo'er, man kan dele bussæde med. Hun er i dag chef for Internationalt Røde Kors' Klimacenter, som hun selv fik oprettet i 2002, med hovedkvarter i Haag og med beskyttelsen af ø-stater og kystnationers folk som hovedprioritet.

I snart 20 år har hun med forskellige kasketter arbejder for og med klimasårbare nationer som Tuvalu, Kiribati, Vanuatu, Maldiverne...

Helmer har lige nu sit hoved i FN-virkeligheden, og hun er opmuntret efter den første uges forhandlinger. Ligesom folk fra Greenpeace og det danske ngo-netværk 92-gruppen synes at være.

»Jeg tror, de redder processen og baner vej for det næste møde, COP17 i Durban, om et år. Det er positivt,« siger hun.

Som andre giver Madeleen Helmer det mexicanske formandskab hovedæren for, at atmosfæren i Moon Palace er overvejende konstruktiv og tillidsfuld.

»Man har lært af København. Forhandlingerne foregår her på en mere åben og transparent måde, der faktisk fungerer.«

Parallelt med klimamødets to centrale arbejdsgrupper - kaldet KP- og LCA-sporet - samt nedsatte 'kontaktgrupper' på særlige underemner har COP16-præsident Patricia Espinosa, Mexicos udenrigsminister, således inviteret en gruppe på ca. 25 lande til løbende at gøre status og drøfte særlig vanskelige emner.

»Men i modsætning til København har Espinosa sagt, at døren står åben, og andre interesserede lande er velkomne. Det har betydet, at gruppen nu er på 45-50 lande. Samtidig har Mexico igen og igen forsikret, at der ikke arbejdes med en hemmelig tekst fra formandskabet, og at alt foregår transparent. Derfor råder der nu tillid til processen,« fortæller Helmer.

Det kunne høres under søndagens plenum, hvor mange landes talere roste formandskabet og erklærede sig fortrøstningsfulde.

To verdner

- Hvordan hænger det sammen med, at den senest fremlagte diskussionstekst stadig er fuld af modstridende formuleringer på alle de afgørende, sprængfarlige områder, der også skilte partnerne i København?

»Hvad, jeg siger, er, at selve processen frem mod COP17 i Sydafrika ser ud til at være reddet. Men der er en masse udestående uenigheder og konflikter i teksten, der ikke er løsning på.«

»Hvad vi ser lige nu, er et FN, der fungerer inden for sin egen kapacitet. Men løse klimaproblemet - det kan FN ikke. Dette er en 'fire graders-konference',« siger Røde Kors-klimachefen med mere skarphed i stemmen og henvisning til klimaforskernes fremskrivning af, hvor landenes aktuelle klimamål i Copenhagen Accord-teksten vil bringe planeten i år 2100.

»Det har stået klart siden 'Big Bang-konferencen' i København sidste år: FN er ude af stand til at levere en løsning på to graders-udfordringen inden for de nærmeste år. FN kan ikke levere mere, end landene kollektivt er villige til, og derfor er vi i FN-virkeligheden på vej mod en fire graders-verden.«

Den anden verden - den hvor den globale opvarmning ikke får lov at fortsætte hinsides smertegrænsen på to grader - må ifølge Helmer findes uden for Moon Palace og FN-processen.

»Det er vi helt på det rene med: Når det gælder handling, ikke blot forhandling, må vi se i andre retninger. Vi skal ikke blive ved at banke på FN's dør, men satse på at skabe bevægelse bottom up: via civilsamfundet, erhvervslivet, enkeltlande - alle skal i bevægelse. Lykkes det, kan fremskridtet konfirmeres i FN, men FN kan ikke skabe det.«

Emigrationen i gang

Helst ser Madeleen Helmer, at der arbejdes frem mod en 1,5 graders-verden, det vil sige en verden, hvor temperaturstigningerne bremses på et niveau, hvor også de lavtliggende ø-stater levnes en reel chance for at overleve klimaændringerne. 1,5 grader som smertegrænse er ét af de kontroversielle punkter i de foreløbige COP16-tekster, som ø-staterne i AOSIS-alliancen slås for at få anerkendt og vedtaget.

- Hvordan er stemningen hos de sårbare ø-stater?

»De er nedslåede. Selvfølgelig er de nedslåede. Det har de været hele tiden, for de ved, at processen her ikke vil redde deres øer.«

»På den ene side kan man være en smule lykkelig over, at FN-processen faktisk bevæger sig. På den anden er det bare ikke til at tolerere, at det ikke vil redde ø-staterne og mange af de udsatte områder, hvor folk i dag lever på selve 'the tipping point' af, hvad naturen og deres samfund kan bære.«

I dag er emigrationen fra og mellem en række af de mest udsatte ø-nationer ifølge Helmer i gang.

»Jeg kan huske, at premierministeren på Cook Islands allerede i 1992 spurgte: 'Er min fremtid at blive statsminister for tre boligblokke i Melbourne?' Øerne er disse menneskers hjem, men det synes uden for deres kontrol at afgøre, om de har en fremtid - det er en meget vanskelig indsigt at affinde sig med. Derfor siger også disse nationer: 'Vi må arbejde uden for FN for at skabe en chance for overlevelse'.«

Det gør Helmer også selv. Shuttle-bussen er fremme ved Cancun Messe, hvor sikkerhedskontrollen foregår, men hvor også det globale civilsamfund er henvist til sine mange COP16-aktiviteter - i kilometers afstand fra forhandlerne i Moon Palace.

»Jeg skal af her. Det er her, de vigtige ting foregår,« siger Røde Kors-klimachefen.

- Men her kommer pressen jo heller ikke?

»Det gør ikke noget,« siger hun venligt.

Serie

Dagbog fra Cop16

Verdens klimaforhandlere er samlet til COP16 i badebyen Cancun, Mexico, for at forsøge at samle stumperne efter fiaskoen i København sidste år og redde kloden fra accelererende klimaforandringer. Informations klimmedarbejder, Jørgen Steen Nielsen, følger COP16-forhandlingerne fra dag til dag og skriver dagbog om bagtæppet for forhandlingerne.

Seneste artikler

  • Processen reddes, ikke planeten

    11. december 2010
    Museskridt hjælper ikke, siger Connie Hedegaard. Cancun barsler med et papir, der camouflerer dybe uenigheder og ikke bringer verden bort fra katastrofekursen
  • Pas på krokodillerne

    10. december 2010
    Nu bider parterne fra sig i Cancún. Fronterne står skarpt, og alle metoder tages i brug. Også medierne er en brik i spillet
  • Nitroglycerin i julepapir

    6. december 2010
    Mexico gør sig umage på COP16, men under overfladen er alt ved det gamle
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

På vej mod en fire-graders varmere verden - katastrofalt. Men jeg nærer såmænd ikke engang længere nogen illusion om, at det vil stoppe der; aggressionen i vores biologi vil forhindre os i at gøre det.

Mennesker vil såmænd kunne overleve i en sådan helvedesverden, men slet ikke de nuværende milliarder. Man kan så som fremtidig verdensborger vælge om man vil tage livet for egen hånd eller slås imod de andre mennesker om de tilgængelige ressourcer.

I det mindste er der en smule retfærdighedens trøst at finde i det faktum, at det altovervejende vil være de mest aggressive mennesker, der vil overleve i fremtidens arrede verden; de følsomme, de ydmyge, de beskedne vil ikke - heldigvis: de vil ikke længere befinde sig i denne farce af en eksistensform.

Morten Kjeldgaard

Man kan osse vælge at se på det fra den positive side. Når Bengalens 100 millioner mennesker fortrænges af de stigende vandmasser, må også Danmark tage sin andel af disse klimaflygtninge. Der er tale om ca. 300.000, mennesker nok til at fylde en by af Åårhus' størrelse. Det er bare med at komme i gang med planlægningen, og der bliver masser af jobs, for der skal bygges boliger, skoler, hospitaler, veje og butikker. Det vil give massevis af arbejdspladser og brød på bordet i mange familier. Samtidig får vi et tiltrængt tilskud af friske gener udefra, for indavlen her i landet er s'gu ved at gøre det lidt beklumret her.

Et års udsættelse af CO2-reduktionen kan vel ikke betyde så meget? Fordi der strømmer lidt ekstra CO2 ud i atmosfæren gør vel ingen skade?

Lad os beregne, hvor farlig og effektiv CO2 er som drivhusgas:

Hvis vi forbrænder en gallon (3,5 liter) benzin får vi energi svarende til 2500 kilokalorier, men efterlader CO2 i atmosfæren i mange efterfølgende år.

Lad os antage, at 75% af denne CO2 forsvinder fra atmosfæren efter er par hundrede år og resten efter tusind år.

Hvor meget bidrager så denne ene gallon benzin til den fremtidige klimaopvarmning?
(Dvs summation - over alle årene – af den absorberede varmeudstråling fra Jorden forårsaget af CO2 fra denne ene gallon benzin).

Og det overraskende svar er 100 mia (100.000.000.000) kilokalorier ubrugelig og skadelig varmeenergi bliver opfanget i atmosfæren over årene som følge af forbrænding af en gallon benzin i dag.

Eller sagt på en anden måde: Når vi i dag afbrænder 1 gallon benzin får vi en brugbar energi på 2500 kilokalorier, men efterlader 100 mia kilokalorier ubrugelig og skadelig varmeenergi, der opvarmer atmosfæren, og som vores efterkommere må slås med i mange år.

Tænk på det næste gang du kører fra København til Roskilde og fyrer en gallon benzin af.

Se beregningen på sidste side i bogen: "The long Thaw: How humans Are Changing the Next 100.000 Years of Earth's Climate" af David Archer.

Aksel Gasbjerg: Ja vi kan jo alle sidde og lave vores egne beregninger ud fra mere eller mindre kompetente antagelser.
Men hvor interessant er det?
F.eks. er din antagelse om at 75% af CO2 forsvinder fra atmosfæren efter et par hundrede år uden hold i virkeligheden.
CO2 forsvinder primært gennem erosionsprocesser og der er noget det gå uendeligt langsom. Vi snakker om milioner ikke om hundrede af år
Man kan på kort sigt hive noget CO2 ud af atmosfæren ved at fremme skovvækst. Men det hjælper kun i den begrænsede periode hvor biomassen af skov er i vækst. Den kan ikke fortsætte i det uendelige (træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen). Når man når et 'steady state' (hvor tilvækst er lig med nedbrydning) er depotet af CO2 i skovene fyldt op
Det samme kan siges om økologisk jordbrug der fremmer CO2 depoterne i jorden.
Så selvfølgelig skal vi fremme skovvækst og økologisk jordbrug men vi må ikke tro at de løser vores CO2 problemer

Ole Falstoft.

Som jeg nævner til sidst i min kommentar er beregningen citeret fra David Archer's bog.

David Archer er "professor of Geophysical Sciences at the University of Chicago and has published over 70 scientific papers of topics on the carbon cycle and its relation to global climate".

Du spørger: Hvor interessant er en sådan beregning?

Jeg synes, at det er overmåde interessant at få illustreret så kraftfuldt og overbevisende, hvor skadeligt CO2 egentlig er. Man savner ofte i klimadebatten letforståelige videnskabelige beregninger og argumenter.

Jeg synes David Archer leverer varen i dette tilfælde, og jeg tror da også, at det er helt bevidst fra Archer's side, at han afleverer denne overraskende beregning som afslutning på sin bog, som jeg iøvrigt stærkt kan anbefale.

PS: Mine to indledende spørgsmål i min forrige kommentar er tilsat en del retorisk ironi.