Læsetid: 3 min.

De vigtigste historier om COP15 fra Wikileaks

Udland
6. december 2010

USA ville købe ulandenes støtte

Ambassadelækkene viser, hvordan USA via sine ambassadører lagde massivt pres på u-landene for at få dem til at ’associere’ sig med Copenhagen Accord – den tekst, der blev resultatet af COP15, og som USA foretrækker, da den ikke har forpligtende reduktionsmål for de rige lande. Indberetningerne viser, hvordan løfter om klimabistand i udpræget grad var måden at lokke udviklingslandene. Bl.a. anmodede Maldivernes ambassadør i USA, Abdul Ghafoor Mohamed, på et møde den 23. februar 2010, USA’s særlige udsending på klimaområdet, Jonathan Pershing, om »konkret bistand«. Han påpegede, at det også kunne få andre u-lande til at forstå »fordelen ved at tilslutte sig«. »Pershing opmuntrer ham til at komme med konkrete eksempler og budgetoverslag for at øge chancen for bilateral bistand,« lyder referatet. Et andet eksempel er fra januar 2010, hvor USA’s ambassadør i Etiopien mødes med premierminister Meles Asres, der vil have løfter om klimabistand fra USA. På mødet refereres det, at ambassadøren opfordrede Meles Asres til at underskrive the Copenhagen Accord »og forklarede, at det var en betingelse for videre diskussioner og fremskridt om emnet.«

Hedegaard accepterede pres fra USA

Vi mangler stadig at se, hvad de amerikanske diplomater mener om den danske statsminister Lars Løkke Rasmussens formandskab, men den anden danske COP-leder, Connie Hede­gaard, er allerede i ilden. Den 11. februar mødtes USA’s særlige udsending på klimaområdet, Jonathan Pershing, med Connie Hedegaard i Bruxelles, hvor hun ifølge en beretning vurderede, at alliancen af små østater »kan være vores bedste allierede i betragtning af deres behov for finansiering«. Et andet dokument refererer, at Connie Hedegaard på et møde den 17. februar 2010 sagde til USA’s sikkerhedsrådgiver, at, »hun håbede, at USA havde noteret sig, at EU havde nedtonet sin kritik af USA for at være konstruktiv«.

Spionmetoder op til COP15

Lækkene giver et indblik i, hvordan USA’s udenrigsministerium som led i forsøget på at sikre sig en god forhandlingsposition den 31. juli 2009 udsendte en hemmelig briefing, hvori ministeriet anmodede om efterretninger fra FN-diplomater. Den anmodning kom fra CIA og gjaldt ikke alene efterretninger om landenes forhandlingspositioner forud for mødet i København, men også dokumentation for »omgåelser af traktaten«, der i denne sammenhæng hentyder til FN’s miljøtraktat, samt information om studehandler landene imellem. Overvågningen rettede sig tilsyneladende også den anden vej. En efterretning fra det amerikanske udenrigsministerium den 19. juli 2009 melder om et forsøg på såkaldt »spear phishing« (målrettet hackning for at indsamle data) på USA’s klimaforhandler Todd Sterns kontor under klimaforhandlinger med Kina i Beijing. Fem personer modtog e-mails, som foregav at komme fra publikationen National Journal, med vedhæftet programfil, der havde til formål at overtage kontrol over modtagerens computer. Angrebet slog fejl, men konklusionen lød: »Det er sandsynligt, at der vil komme flere af den slags indbrudsforsøg.«

EU’s præsident: Ingen tro på Cancun

EU’s præsident, Herman Van Rompuy, forudser ifølge et ambassadelæk, at de igangværende klimaforhandlinger i Cancún bliver en »katastrofe«, og han ytrer lettelse over, at han holdt sig væk fra COP15 i København sidste år – et møde, han beskriver som en »ufattelig katastrofe«. Ved det pågældende møde i Bruxelles klagede Van Rompuy over, at europæerne var blevet »totalt ekskluderet« og »dårligt behandlet« i København. »Havde jeg på det tidspunkt været præsident, havde det været ovre, før det var begyndt,« refereres Van Rompuy for at sige. »Han var ikke vred, jeg har aldrig set ham vred, men han var ophidset og frustreret på en måde, jeg ikke før har set ham,« hedder det i indberetningen om EU-præsidenten. Han havde »opgivet Mexico« og stillede spørgsmål ved, om det multilaterale forum overhovedet var vejen frem. Han overvejede, om EU ikke hellere skulle forhandle med USA først og derefter inddrage Kina, refererer amerikanerne hjem. Van Rompuys stabschef, Van Daele, citeres for humoristisk at have tilføjet: »Hvem gider at se den skrækfilm igen?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her