Læsetid: 3 min.

Berlusconi løber tør for gyldige undskyldninger

Selv om Silvio Berlusconi igen kan blive tvunget til at møde i retten, risikerer han næppe at få en dom. Han har indrettet retsvæsenet til sin fordel
Silvio Berlusconi, har i årevis leget kispus med retsvæsenet, som han hele tiden spænder ben for med nye tiltag. Det fortsætter.

Silvio Berlusconi, har i årevis leget kispus med retsvæsenet, som han hele tiden spænder ben for med nye tiltag. Det fortsætter.

Andreas Solaro

14. januar 2011

Siden april 2010 har Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, været beskyttet mod retsforfølgelse af en lov om udsættelse af retsmøder. Loven blev vedtaget som dekret, det vil sige med hastebehandling i parlamentet, efter at den italienske forfatningsdomstol i oktober 2009 havde erklæret en anden lov, som suspenderede alle verserende retssager mod statens fire højeste embeder, for forfatningsstridig.

Men også dele af dekretet er i strid med forfatningen, vurderede forfatningsdomstolen i Rom. Kendelsen, som blev afsagt i går eftermiddag, medfører, at Berlusconi skal forsvare sig i tre retssager: Han er anklaget for skatte­svig, underslæb og bestikkelse af et vidne. Forfatningsdomstolen anfægtede proceduren omkring sigtede regeringsmedlemmers afbud til retsmøder.

Alle sigtede borgere kan have grunde til at udsætte et retsmøde, men det er op til at domstolen at vurdere, om grunden er gyldig.

Den italienske hastelov medførte, at statsministeriet godkendte ministres begrundelser, og Berlusconi har aldrig tid: »’I skal ikke spørge mig hvorfor, for det har jeg ikke lyst til at fortælle. I kan godtage et certifikat, som statsministeriets sekretariat sender’,« ironiserer journalisten Marco Travaglio i sin ugentlige briefing på nettet, Passaparola (Sig det videre, red.), og spørger: »Skal domstolene adlyde ordrer fra en sekretær i statsministeriet? Forfatningen siger, at de kun er underlagt loven og ikke statsministeriets sekretariat.« Kulturminister Sandro Bondi mener derimod, at dommerne vil vælte regeringen:

»Vi er vidner til, at forfatningens grundlag og den demokratiske ordens principper bliver vendt på hovedet,« udtalte Bondi i går som reaktion på kendelsen.

Forældede sager

I perioden mellem forfatningsdomstolens forkastelse af den gamle immunitetslov og dekretets vedtagelse var Berlusconi tvunget til at begrunde udeblivelser fra retten med institutionelle forpligtelser. Det medførte en vældig rejseaktivitet og deltagelse i mange konferencer. Men trods de alvorlige beskyldninger risikerer Berlusconi næppe en dom foreløbig.

Den vigtigste sag er anklagerne om bestikkelse af den britiske skatteadvokat David Mills, som i 80’erne hjalp Berlusconis Fininvest-koncern med at oprette 64 holdingselskaber i oversøiske skattely. Disse selskaber gjorde det muligt at føre store beløb ud af moderselskabet og bruge pengene til at betale returkommissioner og bestikkelse. David Mills er dømt ved Italiens højeste retsinstans for at have modtaget bestikkelse for at afgive falsk vidneudsagn i to rets­sager vedrørende Berlusconi og Fininvest, som endte med frifindelse.

Her var Berlusconi anklaget for bestikkelse medlemmer af Italiens daværende regering for at opnå sit monopol på det kommercielle tv-marked og af skattevæsnets inspektører for at undgå tilbundsgående undersøgelser af koncernens regnskaber.

Men fordi sagen om bestikkelse af den britiske advokat har været indefrosset så længe, skal den starte forfra ved første retsinstans. Om et år er sagen forældet, så selv om det er bevist, at Mills modtog 3,2 millioner kroner i bestikkelse af Berlusconi, kan det italienske retsvæsen næppe nå at afsige den ellers logisk uundgåelige dom mod ministerpræsidenten:

»Han vil finde på 1.000 indvendinger og spidsfindigheder eller opfinde regeringsforpligtelser, så alle retsmøderne går op i røg,« spår Marco Travaglio i avisen Il Fatto Quotidiano. Også de to andre sager mod Berlusconi skal starte helt forfra og vil således næppe kunne nå at blive ført til ende.

Ingen modstand

Det kan dog ikke udelukkes, at forfatningsdomstolens kendelse vil få politiske konsekvenser. De seneste offentliggørelser fra Wikileaks, hvor det amerikanske konsulat i Napoli kritiserer den italienske regering for ikke at yde den organiserede kriminalitet modstand, kan også komme til at påvirke den offentlige opinion.

Men Berlusconi er tilsyneladende ubekymret: »Jeg vil afsløre for borgerne, hvad det drejer sig om. Så vil det sygelige i vores demokrati, hvor den dømmende magt har overskredet sine beføjelser, komme frem,« udtalte ministerpræsidenten under et officielt besøg i Tyskland og forsikrede Angela Merkel om regeringens stabilitet: »Oppositionen er splittet, uden ideer, projekter og ledere.«

frese@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu