Nyhed
Læsetid: 4 min.

Børnefonden angrer: tilbage til Rwanda

Børnefonden, som efter folkemordet i 1994 deserterede fra Rwanda og lod 17.000 sponsorbørn i stikken, vil forsøge at råde bod på skaden.
Her ses formodede krigsfanger fra folkemordet i Rwanda i 1994. Efter folkemordet fandt sted, trak Børnefonden sig ud af landet, men vender nu tilbage.

Her ses formodede krigsfanger fra folkemordet i Rwanda i 1994. Efter folkemordet fandt sted, trak Børnefonden sig ud af landet, men vender nu tilbage.

Klaus Holsting

Udland
25. januar 2011

KIGALI - »Dybt tragisk,« lød de dengang næsten enslydende kommentarer fra lederne af Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, der også satte spørgsmålstegn ved Børnefondens troværdighed.

Men nu er der kommet en ny ledelse i rent-a-child-organisationen, som denne type kaldes i bistandsbranchen, og nu skal der sones.

»Vi havde besøg i september af Børnefondens ny direktør,« fortæller to smilende tidligere ansatte Bellance Umurerwa, som arbejdede med kontakt til de danske sponsorer, og Leonidas Karangwa, der var regnskabschef. Begge er i dag arbejdsløse.

Direktør Annette Lüdeking bekræfter, at Børnefonden undersøger mulighederne for at komme tilbage:

»Jeg havde et udbytterigt besøg, som jeg har orienteret bestyrelsen om, og den er positivt indstillet til, at vi i det nye år sender en delegation afsted for at undersøge alle de praktiske ting nærmere.«

»Direktøren sagde undskyld til os, og vi arrangerede besøg for hende hos to ministre, som begge bød Børnefonden velkommen tilbage,« fortæller de to forhenværende medarbejdere, der stadig undrer sig over, hvorfor organisationen egentlig rømmede landet og de tusindvis af sponsorbørn.

Flygtning åbner ny filial

»Vi kan kun komme på to forklaringer. Den ene er, at Søren Stenum, som dengang var direktør, var ked af, at regeringen var faldet, fordi han gennem mange år havde haft et godt samarbejde med den Børnefonden havde virket her i Rwanda i 18 år,« siger Bellance Umurerwa.

Det var som bekendt magthavere i det herskende hutu-parti, som planlagde og organiserede folkedrabet, der eksploderede den 6. april 1994, da præsidentens fly blev skudt ned. Regeringen og de regeringskontrollerede medier skød straks skylden for attentatet på mindretallet af tutsier, og massakrerne brød løs. Efter 100 dage var omkring 1.000.000 mennesker døde.

Under blodbadet flygtede den danske leder, Poul Hedelund Jørgensen med sin hustru til det vestafrikanske land Benin.

»Svigerfaren til vores chef blev efter folkemordet sat i fængsel, og det er sikkert årsagen til, at vi aldrig har set dem igen,« mener Leonidas Karangwa.

Efter folkemordet begyndte medarbejderne at lede efter og finde sponsorbørnene, og Børnefonden sendte en ny leder til landet. Men pludselig fik hun en fax med besked om at lukke alt, fyre medarbejderne og brænde arkiverne med navne og adresser på både sponsorbørnene og deres forældre i Danmark.

Nogle måneder senere fik sponsorforældrene i Danmark brev fra Børnefonden om, at det ikke havde været muligt at opspore deres barn, men at de i stedet kunne blive fadder til et barn i Benin. Her havde den flygtede Poul Hedelund Jørgensen åbnet en ny filial efter aftale med direktøren.

Ny forening

Medarbejderne fulgte imidlertid ikke ordren om at brænde arkiverne, og nogle af dem oprettede en ny organisation under navnet Tabarabana der betyder Red børnene for at videreføre Børnefondens arbejde.

De fik samlet 18 afskedigede medarbejdere og genåbnede ti projekter. Derpå brugte de deres opsparing på frimærker og sendte i 1996 breve fra 3.500 børn til deres danske forældre, hvori de fortalte, at de var i live, og at de savnede skolepenge.

Men mange af sponsorforældrene troede mere på Børnefonden end på de udholdende medarbejdere og deres nye forening. »Vi eksisterede kun i seks år, så måtte vi lukke på grund af mangel på sponsorer,« siger Leonidas Karangwa, som var formand. Han tilføjer: »Hvor var det sørgeligt, at direktør Stenum løj om situationen.«

Børnefonden trak sig ud af Rwanda, netop som nøden var størst. Børnene kom hjem fra flygtningelejrene i det, der dengang hed Zaïre, nogle forældreløse, alle sultne efter mad, undervisning og lægehjælp. Langs landevejene stod der skilte med Bornefonden og pegede på dens bygninger. De stod øde og tomme, og de tidligere sponsorbørn drev rundt udenfor.

Børnefonden forklarede sin skrinlægning af Rwanda med, at nogle områder var farlige på grund af landminer, og at fonden følte sig presset af den ny tutsi-dominerede regering til kun at bistå tutsi-børn.

Det sidste argument var usandt, og den første begrundelse gjaldt uhyre få steder. Det havde været macheter og køller, der fortrinsvis blev brugt under folkedrabet, ikke miner, granater og kugler. Som Jette Isaksen, der var talsmand for 120 internationale hjælpeorganisationer i Rwanda, i 1997 sagde til Information: »Det er ikke mere farligt at arbejde her end at cykle på Gammel Kongevej i København.«

Men Børnefonden gav sig ikke, uanset hvor knusende kendsgerningerne var, og hvor hård kritikken lød om de afskrevne børn, der var blevet lovet undervisning.

I de andre danske hjælpeorganisationer undrede man sig stærkt over den stejle og usaglige holdning indtil man begyndte at studere organisationens ledelse. Den var mildest talt ikke sammensat af afrika-eksperter.

Formanden for bestyrelsen var chefredaktør på Billedbladet Anders Thisted, og de afgørende beslutninger, der blev forelagt bestyrelsen, blev truffet af velkendte mennesker som entertainerne Grethe Sønck og Eddie Skoller, fru Erna Hjorting, direktør Bent Fabricius-Bjerre samt FDB-formanden Bjarne Møgelhøj, som siden overtog posten som formand og kørte linjen videre om, at det havde været nødvendigt at trække sig ud af Rwanda.

Møgelhøj måtte dog forlade formandsposten i slutningen af 2008, da bestyrelsen fandt det forkert, at han plejede et intimt forhold til en medarbejder i Børnefondens informationsafdeling.

Nogle måneder senere blev forsikringsdirektør Stine Bosse udnævnt til formand, og inden længe lød der nye toner. Stine Bosse undskyldte for et år siden, at Børnefonden havde skrottet børnene i Rwanda-sagen, men hun ville ikke love at genoptage arbejdet i Rwanda.

Men undersøgelserne er i gang, og de fyrede medarbejdere er fulde af forventning.

»Jeg elskede at arbejde i Børnefonden og vil være lykkelig for at gå i gang igen,« siger Bellance Umurerwa ved tanken om, at den nye ledelse for Børnefonden gør sine hensigter til virkelighed.

Hendes kollega Leonidas Karangwa står også parat, og han har nye ideer: »Når Børnefonden kommer retur til Rwanda, er det vigtigt ikke kun at satse på grundskole, men også på håndværkeruddannelser og højere læreanstalter. Ligesom Danmark må vi satse på viden og kunnen, for vi har ikke mange råstoffer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her