Læsetid: 4 min.

Hvad vil brødrene?

Egyptens største oppositionelle kraft, Det Muslimske Broderskab, har indtil videre stillet sig nølende i andet geled af oprøret. Men hvert øjeblik der går, stiller dem mere og mere gunstigt i forhold til at indtage en magtfuld position i fremtiden
Egyptens største oppositionelle kraft, Det Muslimske Broderskab, har indtil videre stillet sig nølende i andet geled af oprøret. Men hvert øjeblik der går, stiller dem mere og mere gunstigt i forhold til at indtage en magtfuld position i fremtiden
31. januar 2011

Mens verden venter på at se, hvordan oprøret i Egypten vil ende, rejser spekulationerne sig om, hvem der står klar til at overtage, hvis regimet falder. Hovedparten af oppositionen pegede i går på Mohammed ElBaradei som leder af en overgangsregering, men spørgsmålet er, hvad der vil ske på længere sigt.

Den tidligere FN-topmand er langtfra den eneste magtfaktor uden for regeringen, og blandt det egyptiske folk fylder den 68-årige teknokrat i realiteten mindre end oppositionens tiger i skabet: Det Muslimske Broderskab: den islamiske løsning, som de fleste i Vesten frygter.

Det egyptiske styre var ikke sent til at udnævne den islamiske bevægelse til bagmændene bag de seneste dages opstand i en gestus, der ville have været logisk, hvis ikke den var så åbenlyst latterlig. Brødrene har nemlig hovedsageligt siddet på deres hænder indtil nu, mens andre kræfter har fyldt gaderne med protester.

Mens Det Muslimske Broderskab tilsluttede sig de store protester i fredags, og deres tilhængere har spillet en vigtig rolle i protesterne uden for Cairo, særligt brændpunktet Suez, har deres position hovedsaligt været afventende indtil nu. Hvilket rejser spørgsmålet om, hvilken rolle Egyptens bedst organiserede – og fra Vestens side mest frygtede – politiske oppositionsgruppe på længere sigt ønsker. Svaret er, at det ikke er sikkert, de selv ved det – men at situationen lige nu stiller dem mere og mere gunstigt for hver dag, der går.

Splittet broderskab

Broderskabet har uden sammenligning været den stærkeste og bedst organiserede opposition til Mubaraks styre, og afhængigt af hvad der kommer ud af disse dages protestbevægelse, vil de sandsynligvis også være det bagefter.

Realistisk set har de opbakning fra et sted mellem 15 og 30 procent af den egyptiske befolkning, mens endnu flere har støttet op omkring dem, fordi de har fremstået som den eneste nogenlunde troværdige opposition til regimet. Netop det aspekt har fået mange vestlige regeringer til at foretrække Mubaraks styre, og det kan være årsagen til, at Broderskabet har valgt at indtage en så afventende position. De ønsker ikke, at det folkelige oprør identificeres som en islamisk opstand. Hvilket det da heller ikke er.

En anden forklaring er, at Det Muslimske Broderskab i vid udstrækning er splittet på et afgørende tidspunkt. De seneste år har en splid mellem en progressiv fløj, der søger politisk deltagelse og reformering af bevægelsens ideologiske udgangspunkt, og en konservativ fløj, der har en mere dogmatisk holdning til islam, en skeptisk holdning til politisk engagement – og i nogen grad til liberalt demokrati, som vi kender det. I sidste ende gik den konservative fløj af med sejren, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at broderskabet afviste tilnærmelser fra Mohammed ElBaradeis alliance, National Movement for Change, om at boykotte valget.

Det betød også, at bevægelsens dygtigste politikere er blevet enten degraderet eller har fået mundkurv på, mens det nye lederskab indgik et fait accompli med Mubarak-regimet om en slags borgfred.

»Jeg er imod ideen om, at styret bare kan overlevere magten internt uden et folkeligt valg. Men den nye ledelse i broderskabet lader til ikke at ville protestere imod, at styret gør det. Jeg tror for så vidt den aktuelle ledelse er oprigtig om sit ønske om et civilt styre. Men det er lidt tåget, hvor alvorligt de egentlig mener det med demokrati,« sagde den afgående – og progressive – vicegeneralsekretær, Muhammed Habib, til Information i oktober, og siden da har der været overraskende stille omkring brødrene.

Situationen i gaderne er dog i vid udstrækning favorabel for dem, og den stribe af anholdelser af topfolk inde for bevægelsen, der fulgte efter urolighederne, viste da også, at det hovedsageligt er derfra, regeringen har set en strategisk trussel.

Plads i baggrunden

Protestbevægelsen på gaden har ikke en decideret ledelse. Fra Vestens side er Mohammed ElBaradei blevet set som en naturlig lederskikkelse, men det er præcis de samme egenskaber, der kvalificerer ham i vestlige øjne, der i egyptiske gør ham til en svagere kandidat, selvom han lige nu er den eneste synlige kandidat; han har levet udenfor Egypten det meste af sit liv, han er en rationel teknokrat og han har i sin tid som oppositionsleder haft et lidt for højt fravær og et svingende engagement.

Det Muslimske Broderskab står på den anden side med et organisatorisk netværk og en kapacitet, der stiller dem godt i forhold til at udfylde et magttomrum efter Mubaraks sandsynlige fald, som kan blive fredeligt eller kaotisk – og i hvert fald vil give langt bedre plads til islamisterne.

Det er imidlertid langt fra sikkert, at broderskabet er interesseret i at indtage en position i forreste række. De er bevidste om den antipati, der eksisterer mod dem, både i Vesten og i andre dele af den arabiske verden, og kan med fordel kigge mod Libanon og Hizbollah og se en islamisk bevægelse, der er bedre i stand til at gennemtrumfe deres agenda fra sidelinjen – og mod Palæstina og Hamas’ regering og se det modsatte.

I første omgang har de udtrykt deres støtte til ElBaradei, som på den anden side har udtrykt, at han forestiller sig brødrene indtage en mindretalsposition i en eventuel samlingsregering med repræsentanter fra hele det politiske spektrum. Og i den sammenhæng er Det Muslimske Broderskab umulige at undgå, uanset om man bryder sig om det i Vesten eller ej.

Men der stopper spillet om Egyptens politiske fremtid næppe.

toha@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Paul Wolfowitz - chefarkitekten bag Bush's Irak-eventyr troede i ramme alvor, at den fæle diktator Saddam Hussein var den eneste forhindring for, at det irakiske folk kunne få adgang til at udtrykke deres store kærlighed til staten Israel.

USA er denne gang nok ikke 100% sikre på, at Mubaraks bortgang vil have præcis denne effekt.

Henrik Jensen

Må jeg ærbødigst foreslå Tobias at forlade sit skrivebord, gå et par minutter og så tage et tit på Informations Forlags glimrende: "Halvmåne og hagekors!."

Dens gennemgang af broderskabets nazistiske rødder er værd at få forstand af.