Nyhed
Læsetid: 2 min.

Dyre fødevarer udløser ny social uro

I Tunesien meldes mindst 50 dræbt efter gadekampe i protest mod stigende fødevarepriser og arbejdsløshed. Vreden ulmer i flere lande, Verdensbanken advarer mod social uro
Udland
13. januar 2011

Over 50 mennesker er ifølge menneskerettighedsgrupper blevet dræbt i Tunesien den seneste uge som resultat af gadekampe mellem politi og rasende tunesere, der protesterer over stigende fødevarepriser i kombination med høj arbejdsløshed og en autoritær regering, der ikke evner at løse problemerne.

»Der er mange familier, der gennem de seneste måneder har haft svært ved at skaffe mad. De mangler el og rindende vand. Der er ingen fødevarer her, og selv hvis de kommer, er priserne alt, alt for høje,« siger en ung tuneser til nyhedsbureauet Euronews.

I nabolandet Algeriet så regeringen sig for nylig nødsaget til at hæve priserne på mel, sukker og madolie, og det har udløst lignende voldsomme protester, som i sidste uge kostede fem mennesker livet. Regeringen har i lyset af uroen genindført subsidier på fødevarer.

Global trussel

De to nordafrikanske lande er de første, hvor de rekordhøje globale fødevarepriser har udløst gadekampe og demonstrationer, der giver mindelser om fødevarekrisen i 2008, hvor en række lande blev hjemsøgt af uro og opstande, fordi fattige befolkningsgrupper ikke længere havde råd til det daglige brød. I Indien, hvor voldsom regn i den sydlige del af landet har forværret problemet med fødevarepriser, der er steget 18 pct., så byen Hyderabad i mandags de første demonstrationer. Indiens premierminister, Manmohan Singh, indkaldte tirsdag sine ledende ministre for at diskutere den tiltagende krise. Foreløbig har man besluttet at åbne lagrene af hvede og ris samt forlænge et eksportforbud for bælgfrugter.

»Det er en stor misforståelse at tro, at regeringen er i stand til at kontrollere fødevarepriserne og styre deres bevægelser op og ned,« advarede den ledende finansrådgiver Kaushik Basu til AFP.

Frygten for social uro har fået Kinas præsident, Hu Jintao, til for nylig at love fattige familier fødevarehjælp, mens ministerpræsident Wen Jiabao i en radiotale har forsikret, at regeringen vil gøre alt for at holde priserne i ro.

Overalt i udviklingslandene vokser bekymringen for, at inflationen i de globale fødevarepriser skal spille sammen med social utilfredshed og føre til opstande.

»Stigende priser er tilbage som en trussel mod global vækst og social stabilitet,« advarede forleden Verdensbankens chef, Robert Zoellick, i en kommentar i Financial Times.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Se også Gwynne Dyers The Future of Food Riots på CommonDreams.org:

http://www.commondreams.org/view/2011/01/10-1

Verdensbanken advarer mod social uro.

Verdensbanken burde med Nicolas Sarkozy som formand tage skridt til at forbyde finansverdenens sammenknytning af fødevarefordringer med andre spekulationsobjekter, idet denne fremgangsmåde bringer millioner af fattige menneskers liv og velfærd i fare. Mad skal folk jo som bekendt have hver dag og mad bør ikke være et spekulationsobjekt på linje med guld og andre ligegyldig råvare.

Men Verdensbanken går i stedet i brechen for det frie marked og de kyniske finansspekulanter, og taler i mod restriktioner:
"The answer to food price volatility is not to prosecute or block markets, but to use them better."

Verdensbanken er bedøvende ligeglade med årsagerne til social uro, deres advarsel er rettet til de enkelte landes politigendarmerier så de kan være parate.

... og her i Danmark har vi holdt generalprøve under klimatop-mødet. Det er muligt at klima-fængselsburene skal omdøbes til hunger-fængselsburene, men ellers er dansk politi parat, hvis nogen skulle få den vanvittige ide at vise solidaritet med de sultne i verdens mange kleptokratier ...

Når socialisterne efter valget kommer til magten i Danmark, bør de straks indlede en kritik af Verdensbankens fødevarepolitik. Danmark har 10 års efterslæb med en fattigfjendsk politik, at rette op på...et godt sted at begynde.