Læsetid: 4 min.

ElBaradei klar til at overtage magten i Egypten

Situationen er kritisk for præsident Mubaraks styre, der ventes at blive yderligere svækket efter demonstrationer i dag - to kandidater er i spil som ny præsident i utide
I Kairo har man oplevet de største protestdemonstrationer siden 1970'erne, og der ventes nye demonstrationer efter fredagsbønnen i dag.

I Kairo har man oplevet de største protestdemonstrationer siden 1970'erne, og der ventes nye demonstrationer efter fredagsbønnen i dag.

Wally Nell

28. januar 2011

BEIRUT - »Hvis folket ønsker, jeg skal lede overgangen, vil jeg ikke svigte,« sagde Mohamed ElBaradei, da han i går steg på et fly i Wien med kurs mod Kairo. Han er det bedste bud på en ny egyptisk præsident lige nu, hvor de voldsomme protester i en række egyptiske byer muligvis medfører, at hæren og den politiske elite vælger at droppe den 82-årige Hosni Mubarak, hvis embedsperiode formelt udløber til september. Men demonstranterne kræver ham afsat lige her og nu, inspireret af præsident Ben Alis fald i Tunesien for kun to uger siden.

Mubarak har ikke vist sig offentligt, siden urolighederne brød ud i tirsdags. Og at han er i problemer, fremgik dels af en erklæring fra hans regerende parti, NDP, der nu er »rede til en dialog med de unge«, dels af den opfordring, den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, kom med i går til det egyptiske styre om »at forholde sig til folkets legitime behov«.

I den diplomatiske jargon er dette ordvalg et dødskys - og USA's reaktion var den samme, da det kun blev et spørgsmål om tid, før tunesiske Ben Ali bordede et fly til Saudi-Arabien, efter at Frankrig og Malta havde afvist hans asylanmodning.

»Og det samme kan ske for Mubarak,« siger professor Ahmad Moussali, ekspert i egyptisk politisk islam på Beiruts amerikanske universitet. »Vi har at gøre med en revolution, og jeg tror ikke på, at hæren tillader Mubarak at gå tiden ud. Og bliver det sådan, er to navne i spil: sikkerhedschefen Omar Suleiman, som hæren vil foretrække, og ElBaradei, der er folkets foretrukne kandidat.«

ElBaradei på barrikaderne

ElBaradei er enig. »Mubarak må træde tilbage«, sagde den tidligere chef for FN's atomagentur (IAEA) og Nobel-fredsprisvinder i 2005 i går, og i dag vil han 'gå på gaden' efter fredagsbønnen. Siden sin afgang som FN-embedsmand i 2009 har han ikke lagt skjul på ambitionen om en politisk karriere i sit hjemland, men indtil denne uge lignede det mere et uforløst håb end en reel mulighed. Mubarak-styret lagde så mange hindringer i vejen for hans bevægelse, Nationalt Forbund for Forandring, at han endte med at boykotte novembers parlamentsvalg.

»Men ElBaradei kommer ned i en faldskærm,« siger kultursociolog Ali Atassi, politisk skribent i Beirut. »Han vil være den styrende elites alternativ, men jeg tror ikke på, at han får bred tilslutning i befolkningen. At Vesten ser ham som den mest sexede araber med en imponerende karriere, har ikke noget at gøre med det opgør, der lige nu udtrykker de lokale egypteres utilfredshed. Tager ElBaradei over, bliver det som overgangsfigur - han hører ikke til den nye revolution. Den kan - også efter Tunesien - sammenlignes med Berlinmurens fald. Regionen kan ikke længere undertrykkes, for alle deltager - i kraft af fælles sprog, fælles kultur og religion og ikke mindst som fælles generation. De unges kommunikation i de sociale medier har skabt et fælles offentligt rum på tværs af landegrænser, og nu breder uroen sig.«

Atassi gør gældende, at det kun er en uge, siden den egyptiske udenrigsminister, Ahmed Aboul Gheit, erklærede, at »Tunesien kan aldrig gentages i Egypten«.

»Og se, hvad der skete i dag - de unge angreb udenrigsministeriet«.

I Egypten er gennemsnitsalderen 24 år, i den arabiske verden som helhed er 60 pct. af de ca. 350 mio. arabere under 30.

Ali Atassi tør ikke spå, at det egyptiske styre kollapser i løbet af de næste dage:

»Men bølgen er sat i bevægelse og kan ikke stoppes. Muligvis kan den slås ned i Egypten med 1,5 mio. mand i sikkerhedsstyrkerne, men på sigt er voldsomme forandringer på vej i hele Mellemøsten.«

Kongemageren

Den vurdering deler professor Moussali:

»Egyptens stærke mand er ikke Mubarak, men sikkerhedschef Omar Suleiman. Han er kongemageren, der vil afgøre, hvem der skal afløse Mubarak. Og både han og hæren er utilfredse med Mubaraks forsøg på at køre sin søn, Gamal, i stilling som ny præsident. Men det er en folkelig rejsning, og en ny præsident vil være nødt til at åbne samfundet, give egypterne frihed og løfter om arbejde.«

- Men hvor er Det Muslimske Broderskab?

»I baggrunden. De arbejder på græsrodsplan, hvor de er meget aktive - du kan se, at flertallet af de mere end 1.000 anholdte er fra Det Muslimske Broderskab. Men de vil ikke give revolutionen et religiøst islæt, der kan få det internationale samfund til at reagere - så de holder sig i ro.«

Islamisterne har især været aktive i Suez, hvor det kom til kampe også i går, og i løbet af dagen udsendte Det Muslimske Broderskab en erklæring om, at situationen »kan udvikle sig eksplosivt«.

Ali Atassi:

»Islamisterne vil være en del af revolutionen, men ikke som dominerende faktor.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu