»I tilfældet Tunesien er det helt åbenbart, at det er mislykkedes«.
Så klart formulerede Sveriges udenrigsminister Carl Bildt det, da han forleden i et blogindlæg skulle vurdere resultatet af 15 års EU-samarbejde med de arabiske nabolande omkring Middelhavet.
Et samarbejde, der startede med Barcelona-processen i 1995 i hælene på en blodig algerisk borgerkrig, der havde gjort det klart for EU-landene, at det var nødvendigt at gå ind og tage ansvar i naboregionen mod Syd og medvirke til politiske reformer. Siden er mange EU-milliarder og strategiske handelsaftaler gået til disse regeringer, men det eneste sted, der er sket politiske liberaliseringer er i Tunesien, hvor det nærmest er sket på trods af EU-engagement.
»EU giver rigtig mange penge til de arabiske regeringer langs Middelhavet og er økonomisk en enormt vigtig spiller i området, men den økonomiske rolle er overhovedet ikke blevet vekslet til en politisk. Man får ingen indflydelse tilbage for sine penge, og det er et paradoks, for det var formålet med at indlede Barcelona-processen,« konstaterer forskeren Barah Mikail fra tænketanken FRIDES, der er specialiseret i EU's udenrigsforhold.
På trods af at det officielle mål med processen var at skabe politiske reformer, forbedre menneskerettighedssituationen og inden for en række områder lempe vilkårene for de lokale befolkninger, har EU nemlig været rigtig dårlig til at følge op på sine målsætninger. Selv om alle landene i regionen har opnået associeringsaftaler med EU (undtagen Syrien, der p.t. forhandler) og mange af landene har individuelle handelsaftaler inden for landbrug, industri og andet, så fortsætter de idealistiske krav til landene med hovedsaligt at være uforpligtende skåltaler.
EU følger ikke sager op
»Den politiske reformproces er blevet fuldstændig nedtonet. Da EU forhandlede aftaler på plads med de lokale regeringer i 1995, gjorde man det med en række klausuler omkring menneskerettigheder og politiske reformer, men de er aldrig blevet implementeret. I 2005 blev de genforhandlet, og der blev sat konkrete benchmarks, som skulle opfyldes inden for de kategorier, men der er aldrig blevet fulgt op på det. Siden er det blevet totalt udvandet. Der er reelt ikke sket noget,« siger seniorforsker ved DIIS Helle Malmvig, der ellers mener, at mulighederne er der.
»EU har lige så mange muskler i regionen som USA, hvis ikke flere, først og fremmest fordi vi er den vigtigste handelspartner. EU har selv ansvaret for den manglende indflydelse - de arabiske regimer har forlængst opdaget, at der ikke er nogen konditionalitet, når EU forhandler med dem,« siger Barah Mikail.
Sveriges Carl Bildt nævner selv et ministerrådsmøde i Bruxelles den 1. februar som en mulighed for at justere EU's kurs, men ifølge Helle Malmvig er det tvivlsomt, om det vil ske:
»EU's ønske om politiske reformer er underlagt en større sikkerhedspolitisk prioritering, hvor regimeskift ikke nødvendigvis er ønskeligt, og ønsket om politisk liberalisering er underordnet truslerne fra terror, migration og radikalisering, selv om man også godt er klar over, at de ting hænger sammen med manglen på politisk liberalisering. Man tænker mere kortsigtet i forhold til stabilitet og udskyder hele tiden de langsigtede politiske mål om reformer,« siger Malmvig.
Spørgsmålet er, om EU kan omsætte sin økonomiske indflydelse til politisk indflydelse - og skubbe regionens arabiske regimer på demokratispørgsmålet.
»Problemet for EU er naturligvis, at disse regimers prioritet er deres egen overlevelse, og de vil skære forbindelsen, hvis de bliver for pressede, og dermed vil EU miste al indflydelse. Jeg mener, EU havde en reel mulighed for at skabe en demokratisk dagsorden for nogle år siden, men problemet i dag er, at der også dukker andre globale spillere op, som kan overtage EU's plads; Rusland og Kina samt på sigt Indien og Brasilien, og det svækker EU's position og gør det væsentligt sværere at bestemme betingelserne,« siger Barah Mikail.
Intet skete i Egypten
»Samtidig er EU også splittet. Landene har hver deres separate politikker og prioriteter i forhold til regionen, og de centrale EU-organer har ikke været i stand til at presse en fælles holdning igennem, der kunne gøre EU mindre flegmatisk. Der er for eksempel en forskellig holdning i Nord- og Sydeuropa i forhold til, hvor hårdt man skal prioritere demokratispørgsmålet,« siger forskeren.
Det lykkedes for fem år siden USA at presse politiske reformer igennem og få gennemført et semidemokratisk valg i Egypten, men netop det nævner Helle Malmvig som et eksempel på, hvor svært det er at skabe forandring.
»Styret i Egypten demonstrerede netop, hvor 'gode' de er til at håndtere den slags pres. Alle snakkede om et demokratisk forår, men halvandet år senere var der ikke kommet reformer, og dem, der var kommet, blev rullet tilbage igen,« forklarer Helle Malmvig og bakker sin kollega op:
»Hvis man sætter hårdt mod hårdt, risikerer det at give bagslag. Det har det for eksempel tidligere gjort i Algeriet. Og befolkningerne vil stå af over for forandringer, hvis de mener, de bliver påtvunget dem udefra«.
»Hverken EU eller USA kan på egen hånd drive den demokratisering, den må først og fremmest komme indefra. Men vi kan i det mindste lade være med at spænde ben for den ved at støtte de forkerte kræfter, og det gør vi nærmest fuldt ud i dag,« siger hun.
