Nyhed
Læsetid: 5 min.

Farvel Khartoum

Sydsudanesere har kæmpet for det, lidt for det - og ventet på det i mere end 50 år. Søndag skete det - folkeafstemningen om det sydligere Sudans mulige uafhængighed startede med hundredtusinder feststemte mennesker i endeløse, men velordnede køer foran afstemningsboksene
En sydsudansk kvinde er vendt hjem til Juba i Sydsudan til en afstemning, der med altovervejende sandsynlighed vil betyde, at det delvist autonome Sydsudan helt vil løsrive sig fra Sudan og dets islamiske styre i Khartoum.

En sydsudansk kvinde er vendt hjem til Juba i Sydsudan til en afstemning, der med altovervejende sandsynlighed vil betyde, at det delvist autonome Sydsudan helt vil løsrive sig fra Sudan og dets islamiske styre i Khartoum.

YASUYOSHI CHIBA

Udland
10. januar 2011

JUBA - Hanegal og barnegråd blander sig med lavmælt, anspændt mumlen i køen ved afstemningstedet Suk Hajer i en fattig del af Juba i det sydlige Sudan. Pludselig gjalder et glædesskrig ud over de hundreder af mennesker i køerne mellem stråhytter og lerklinede huse.

En midaldrende kvinde kommer som den første dansende ud fra afstemnings-centret med den ene håndflade strakt ud foran sig. Øjeblikkeligt forstemmer al snak og sekunder senere bryder folk ud i klapsalver og jubelråb: »Khartoum - bye bye« - Farvel Khartoum!

Ingen synes at være i tvivl om, hvordan de skal stemme. Den fremstrakte hånd, valgsymbolet for selvstændighed, er på det seneste blevet standardhilsen i det sydlige Sudan. Derimod gør mange, hvad de kan for at undgå at give hånd i disse uger. Symbolet for fortsat enhed med det nordlige Sudan er to hænder samlet i et håndtryk.

Ved vejs ende

Gibson Gibson Misa har stået i køen i Suk Hajer fra kl. seks i morges og nu - fire timer senere - kan han ikke skjule sin utålmodighed.

»Jeg kan næsten ikke vente mere nu. Vi har ventet så længe på det her,« siger den den knap 30-årige tidligere soldat i Sudan Peoples' Liberation Army (SPLA).

»Min bedstefar kæmpede for briterne under Anden Verdenskrig i bl.a. Italien. Efter han kom hjem, startede den første borgerkrig mellem nord og syd i Sudan, og han gik ind i den første oprørsbevægelse.«

Sudans første borgerkrig startede i 1955 og varede til 1972. I 1983 brød freden sammen og næste omgang i borgerkrigen i Afrikas største nation begyndte. Bare seks år gammel blev Gibson sendt afsted for at lære at kæmpe i den anden borgerkrig.

»De år var forfærdelige,« fortæller han, mens køen frem til stemmeurnerne knap bevæger sig.

»Ikke bare kampene, men også sådan noget som at se dine kammerater blive taget af krokodiller ... Vi måtte jo svømme over floderne, fordi vi slet ikke havde både nok til alle.«

Alle Gibsons 14 brødre blev sendt afsted for at kæmpe i krigen mellem nord og syd, der varede frem til en fredsaftale i 2005.

»Fire af mine brødre kom aldrig tilbage - de mistede deres liv i krigen. Det er også det, dagen i dag handler om. At de ikke er døde for ingenting. De er døde for, at vi nu selv kan vælge vores fremtid - vores frihed«.

Gibson peger frem mod afstemningsboksen. »Der - lige derhenne - ligger vejs ende for den historie om krig og lidelse, der startede med min bedstefar.«

Dyster baggrund

De første folk stillede sig op for at stemme lørdag aften og tilbragte hele natten med at snakke og synge. I kirker og private hjem blev der sunget, bedt og slagtet geder og kvæg. Overalt i Juba og rundt om i det sydlige Sudan er stemningen nærmest euforisk i disse dage.

Besøgende internationale personligheder som Jimmy Carter, Thabo Mbeki, Kofi Annan, John Kerry, George Clooney har for et par dage gjort Jubas støvede og hede kludetæppe af lerklinede hytter, pre-fab-bygninger og container hoteller forundret - og stolt.

Samtidig er forventningerne til, at folkeafstemningen faktisk kan gennemføres og kan føre til en afslutning på krigen mellem nord og syd betydeligt mere optimistisk, end de var for bare to måneder siden.

Konflikten mellem og nord og syd er ellers langvarig og kompleks nok til at mane til besindelse. Historien om det nordlige og sydlige Sudan er historien om en umulig grænsedragning, årtiers rascisme, etnisk og religiøs konflikt og tilsyneladende uløselige stridigheder om olie, vand og frugtbar jord.

Det er historien om ubeskrivelige overgreb mod civilbefolkningen og nærmest endeløse humanitære katastrofer.

Men under en gudstjeneste i Juba søndag lovede tidligere oprørsleder og nuværende præsident i det sydlige Sudan Salva Kiir Mayardit, at hans folk vil gøre alle forudsigelserne, om at det sydlige Sudan er uregerligt og ikke kan klare sig selv, til skamme.

»Fjenderne af freden har prøvet at provokere os igen og igen. De sidste seks år med fredsaftalen mellem nord og syd har føltes mere som 60 år. Men vi lod os ikke provokere,« sagde præsidenten til en tætpakket kirke på afstemningens første dag.

'Det her er frihed'

Cephas Andrago Lorolla har levet i Juba i 84 år, og han synes at dele Salva Kiirs optimisme, mens han - i en medbragt plastikstol - venter på sin tur i køen.

»I dag håber jeg, at vi endelig bliver frie - at vi endelig kommer ud af slaveriet. Jeg har altid troet, det ville ske en dag - selv i de år, hvor vi døde som fluer,« siger han.

Han sidder lidt, inden han fortsætter: »Men selvfølgelig... jeg er da også bange for, at det kan føre til krig igen«.

Foreløbig må han og de små fire millioner sydsudanesiske vælgere væbne sig med tålmodighed. Folkeafstemningen fortsætter til 15. januar. Herefter kan der gå uger, før et officielt resultat bliver kendt.

Folkeafstemningen er en del af den fredsaftale, nord og syd indgik i 2005, og den løber indtil 9. juli i år.

Den aftale byggede i høj grad på massivt internationalt pres. Samtidig blev aftalen skruet sådan sammen, at lederne i både nord dog syd fik del i Sudans betydelige olieindtægter. Lige nu peger alle forudsigelser på, at et meget stort flertal vil stemme for selvstændighed for det sydlige Sudan.

Skal det nordlige Sudan og præsident Omar al-Bashir acceptere, at det sydlige Sudan bliver selvstændigt, skal en række meget svære og komplekse uoverensstemmelser løses. Fortsat internationalt pres bliver afgørende, men mindst ligeså vigtigt bliver det at finde en formel bl.a. for en fortsat deling af indtægterne fra olien, hvor af hovedparten findes i syden.

Men her i køerne ved afstemningsstederne er det som om, alle har lagt årtiers bitre erfaringer og betænkeligheder på hylden og i stedet givet efter for deres drømme, bønner og håb.

Da Gibson Misa efter fire timer i kø under en nådesløs sol endelig kan kaste sin stemmeseddel i boksen, er det med et grin, der næsten får hans ansigt til at flække.

»Jeg er bare så glad. Jeg har drømt om den her dag i så mange år. Det her er frihed.«

Nils Carstensen er journalist og arbejder i Folkekirkens Nødhjælp

international@informaation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tillykke til Sydsudan.
Nej der bliver næppe nogen oliefeltskrige på deres egne initiativer. Men Bashir spekulerer bag det huldsalige smil, og sin astronomiske inflation, naturligvis i grovbeskatning af kommende Syd-Sudansk eksport igennem Sudan. Så andre udveje - helt konkret forstået - er højt på Syd-Sudans prioriteringsliste.