Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fordømmelse af plan om at sende palæstinensere til Sydamerika

USA's forhenværende udenrigsminister har ifølge lækkede forhandlingspapirer foreslået, at palæstinensiske flygtninge kunne finde et nyt hjemland i Argentina eller Chile
USA's forhenværende udenrigsminister har ifølge lækkede forhandlingspapirer foreslået, at palæstinensiske flygtninge kunne finde et nyt hjemland i Argentina eller Chile
Udland
26. januar 2011

Eksilerede palæstinensere udtrykker chok og forfærdelse over et amerikansk forslag om at genbosætte palæstinensiske flygtninge i Argentina og Chile i stedet for at lade dem vende tilbage til deres forfædres land i det nuværende Israel.

Repræsentanter for den palæstinensiske diaspora siger, at planen om at overføre fordrevne palæstinensere fra Mellemøsten til et nyt hjemland på den anden side af Atlanterhavet strider imod deres grundlæggende ret til repatriering i deres gamle hjemland.

»Det er helt uacceptabelt og fuldkommen uforeneligt med vores umistelige ret til at vende tilbage til vores eget hjemland,« siger Daniel Jadue, viceformand for Chiles Palæstina Forbund. »Denne ret kan der ikke gives afkald på. Alene at dette forslag er blevet fremført, viser, at den amerikanske mægling ikke var ærlig. Den har været åbenlyst skævvredet til fordel for Israel. Det er yderst alvorligt.«

Condoleezza Rice, der var udenrigsminister i Bush-regeringen, luftede ideen på et møde den 28. juni 2008 mellem USA, Israel og de palæstinensiske forhandlere i Berlin. Det viser referatet af mødet, som er del af de lækkede forhandlingspapirer, som tv-stationen al-Jazeera har fået i hænde og videre- givet til The Guardian.

Forslaget har fået Sydamerikas palæstinensere til at måbe - der er her tale om en overvejende kristen befolkningsgruppe, der udvandrede i bølger gennem det sidste århundrede og bosatte sig over hele regionen, men især i Chile, som siges at være hjemsted for over 200.000.

»Chiles palæstinensere vil dog byde alle landsmænd, der måtte vælge at slå sig ned i Andesbjergene, velkomne,« siger Jadue. »Hvis palæstinensere skulle acceptere at komme hertil, vil det være deres ret, og så vil vi vise dem solidaritet.« Men dette kan ikke retfærdiggøre det amerikanske forslag om at overføre flygtninge fra Mellemøsten for at mindske presset på Israel for at opgive territorium, understreger han. »Forslaget er forkasteligt.«

Lobbyarbejde

Tilda Rabi, formand for sammenslutningen af palæstinensiske organisationer i Argentina, siger, at forslaget krænker FN's stadfæstelse af flygtningenes ret til at vende hjem.

»Forslaget virker som en forlængelse af en lang kampagne for etnisk udrensning og fordrivelse af mennesker fra deres egen hjemstavn.«

Hun tvivler også på, at ret mange flygtninge ville acceptere et sådant tilbud.

Det er uklart, om Bush- regeringen har bedrevet nogen for form for lobbyvirksomhed over for Argentina og Chile for at få de to lande til at tage imod palæstinenserne. Udenrigsministerierne i Buenos Aires og Santiago har ikke reageret på The Guardians e-mail- og telefonforespørgsler.

De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstina-flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) afviser også at have modtaget en sådan anmodning.

»UNRWA er aldrig blevet kontaktet af nogen regering om at bistå med at overføre flygtninge til Sydamerika,« siger organisationens talsmand, Chris Gunness.

»Hvis et sådant tilbud blev fremsat, ville det være op til flygtningene at acceptere eller afvise det,« siger han. »Det ville være deres valg.«

Hillary Clinton, der efterfulgte Rice som USA's udenrigsminister, bagatelliserer betydningen af de lækkede forhandlingsdokumenter i sine første udtalelser om lækagen mandag aften.

»Jeg tror ikke, det kommer som nogen overraskelse, hvilke problemer der er mellem palæstinenserne og israelerne,« sagde hun til journalister i Mexico. »De har været kendt i 20 år eller mere. Det er vanskelige spørgsmål. Det er ikke let at finde et kompromis.«

Påvirker forhandlinger

Men en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, Philip Crowley, erkender, at offentliggørelsen vil kunne få en indflydelse på bestræbelserne på at få fredsforhandlingerne genstartet.

»Vi kan ikke afvise, at denne offentliggørelse i al fald på kort sigt vil gøre situationen endnu vanskeligere, end den allerede var,« siger han.

»Intet af dette ændrer dog på vores forståelse af, hvad der står på spil, eller hvad der skal gøres. Vi mener fortsat, at en rammeaftale er både mulig og nødvendig. Vi fortsætter med at arbejde med spørgsmålet og inddrage parterne.«

FN's særlige koordinator for fredsprocessen i Mellemøsten, Robert Serry, siger, at de fortolkninger, der har været fremme af nogle af de lækkede dokumenter, skaber »et forkert indtryk«. De palæstinensiske forhandlere har hele tiden været dybt engageret i at nå frem til en aftale, der er til gavn for det palæstinensiske folk,« siger han.

»På dette afgørende tidspunkt vil jeg opfordre begge parter til at vise deres vilje til at finde frem til en forhandlingsløsning, der kan sikre en fred, som bygger på tostats-modellen, og til at levere konkrete indrømmelser. Det taler til det palæstinensiske lederskabs ære, at de gør netop dette.«

Israels statslige radio har rapporteret, at Nabil Shaath, et medlem af det palæstinensiske forhandlingshold, har sagt, at dokumenterne fra al-Jazeera er ægte, men uofficielle, og at de ikke binder den palæstinensiske side.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johann Svendsen

Hvad med at sende Jøderne hjem til Polen,Ungarn,Tyskland og Rusland i stedet ?

@ Johann Svendsen:

Israel modtog flere jøder, der var blevet smidt ud af den arabiske verden efter 1948, end dem der kom fra Europa. Skal de så sendes hjem til araberlandene?

Henrik Jensen

Palæstinensere til Sydamerika? Jeg var i Triple Frontier-området mellem Paraguay, Argentina og Brasilien sidste år ....af samtlige hjernedøde forslag er det her noget nær toppen.

Magen til slyngelrede skal man lede længe efter - og palæstinenserne der er sgu de værste. Hizbollah står stærkt - hvad der er ret morsomt i Brasilien.

morten andersen

@ Ole Olsen:

hvilke kilder bygger du det på ?

Anne Andersen

Hvad har Chile og Argentina og landene i Sydamerika gjort, siden amerikanerne disponerer over dem, som om de var en af deres egne stater? Det er vist kun amerikanerne, der kan komme med uansvarlige ideer af denne karakter. Jeg synes, det var mere passende, hvis USA bragte dem selv ind i billedet, da de har et stort ansvar for hele miseren. Hvad med Texas eller nogle andre af stater overthere?

Sidney Tawfik Nor Eldin Paulick Bakar

Ret ironisk at man foreslår netop en sådan løsning, på netop denne konflikt.

Ved godt at ordsproget går på at man skal lære af egne fejltagelser, men derfor kan Rice nu alligevel godt lære af andres.