Læsetid: 4 min.

Et giftigt scenarie for den danske forbruger

EU's gældskrise får euro og krone til at tabe købekraft, alt i mens verdensmarkedspriserne på fødevarer og olie stiger. En ond spiral truer
15. januar 2011

Der er ét økonomisk scenarie for den nære fremtid, som europæiske regeringer og nationalbankchefer meget gerne vil fortrænge.

»Et rigtig giftigt scenarie for den danske forbruger,« kalder senioranalytiker i Danske Bank Christin Tuxen det.

Men fortrængning er blevet sværere efter den seneste tids stigning i verdensmarkedspriserne på olie og fødevarer.

Det giftige scenarie handler om et EU ude af trit med de buldrende vækstøkonomier i øst og med et USA på vej op efter krisen.

Væksten i Kinas økonomi blev ifølge Verdensbanken 10 pct. i 2010, og skønnene for i år ligger på 8,7-9,5 pct. Indien havde tilsvarende massiv vækst sidste år - 9,5 pct. - og ventes at nå 8,4 pct. i 2011.

Den amerikanske økonomi synes samtidig på ret sikker kurs bort fra nedturen. Fra et BNP, der i 2009 skrumpede med 2,6 pct., blev facit for 2010 en vækst på 2,5 pct. Det er den vareproducerende industri, der er kommet først i gang efter krisen, nu efterfulgt af servicesektoren og begge dele resulterende i begyndende jobvækst og vækst i privatforbruget. Prognosen for 2011 er 2,8 pct. vækst i USA's BNP.

Denne vækst i en række af verdens store økonomier er en afgørende faktor bag de seneste måneders stærke stigning i de globale råvarepriser. Den globale befolkningsvækst er en anden faktor, der driver efterspørgslen på fødevarer, fossil energi og metaller. Og en tredje faktor er flaskehalse på forsyningssiden, dels begrundet i svigtende høst efter ekstreme vejrfænomener, dels på grund af tiltagende pres på de svindende oliereserver. Hvad fødevarer angår, har FAO's fødevareprisindeks netop sat ny rekord, mens prisen på råolie i denne uge nåede 98,85 dollar pr. tønde, det højeste i mere end to år.

EU's dilemma

Dette er den globale scene, et kriseramt EU agerer på.

Gældskrisen er mildest talt ikke under kontrol. Når Portugal, Spanien og Italien i denne uge har optaget nye lån via salg af statsobligationer, så er det en bestræbelse på at rejse kapital til at holde den eksisterende gælds kreditorer fra døren, dække den offentlige sektors løbende udgifter samt om muligt finansiere nye vækstinitiativer. Men det er på ingen måde en løsning på landenes problemer. Tværtimod skal de tre lande betale for de nye lån med høje renter, der i sidste ende betyder en større gældsbyrde. Grækenland og Irland, der begge tidligere har lavet samme kriseøvelse, betaler i dag dødbringende renter på henholdsvis 12,5 og ni pct. til dem, der i nødens stund hjalp ved at købe deres statsobligationer.

Eftersom låntagningen altså ikke er meget mere end en udskydelse af problemerne, må Portugal, Spanien og Italien - ligesom flertallet af EU-lande med for stor gæld - fortsætte barske nedskærings- og spareprogrammer og/eller hæve skatterne. Begge dele vil på kort sigt hæmme evnen til at få økonomien til at vokse. For eurozonen som helhed forudser Verdensbanken i år en vækst på blot 1,4 pct. - det halve af USA - og dette tal dækker over en mulig ny recession i nogle af de hårdest ramte EU-lande.

Til det kommer, at det meget snart kan vise sig nødvendigt for EU at træde til med nye finansielle hjælpepakker i første omgang til Portugal. 60 mia. euro er nævnt. I værste fald får også Spanien og Italien behov for hjælp. Alle tre lande siger i dag, at de selv kan klare problemerne, men det sagde også Grækenland og Irland, indtil de måtte krybe til korset og tage imod hjælpepakker.

Eurozonens finansministre mødes mandag for at drøfte et forslag fra bl.a. Frankrig om at hælde flere penge i den europæiske stabiliseringsfond, EFSF, der rummer 440 mia. euro og allerede har hjulpet Grækenland og Irland med 178 mia. euro.

Det giftige scenarie

Det korte af det lange er, at den fortsatte europæiske gældskrise og tvivl om eurozonens levedygtighed kan forstærke internationale investorers mistillid til kriseramte EU-landes økonomier.

»Markedets skepsis omkring bæredygtigheden af deres gæld er ikke ryddet af vejen,« fastslog vicedirektør i Den Internationale Valutafond, IMF, Naoyuki Shinohara, torsdag.

Konsekvensen kan foruden markedets stigende rentekrav til EU-låntagere være, at euroen falder i værdi. Og her anes så 'det giftige scenarie' for europæiske og danske forbrugere, som finansielle analytikere i disse dage taler om og frygter:

Med fornyet vækst og dynamik i USA vil dollaren blive styrket, samtidig med at EU's syge valuta vil blive svækket. Markedets aktører vil i deres transaktioner søge sig mod den sundere dollar og bort fra euro.

Da 'subprimekrisen' hærgede USA allerværst i 2008, var en euro ca. 1,60 dollar værd. I dag, hvor krisens centrum er EU, kan man for en euro kun købe 1,33 dollar.

Da kronen følger euroen, betyder det, at danske forbrugere i dag kan købe mindre af det, der på verdensmarkedet handles i dollar - f.eks. olie samt korn og andre fødevarer - end for halvandet år siden. Priser og inflation stiger. Alene som konsekvens af den relative sundhedstilstand mellem amerikansk og europæisk økonomi.

Til det kommer så den nye udvikling på det globale råvaremarked: Dét forhold at kombinationen af Asiens og USA's vækst med svindende oliereserver og vejr- og klimabetingede fødevareproblemer skaber efterspørgselspres og stærkt stigende råvarepriser.

»Dette scenarie - stigende råvarepriser kombineret med tiltagende værdiforringelse af euroen i forhold til dollaren - kan blive gift for eurobaserede forbrugere,« lyder formuleringen af det grimme perspektiv i Danske Banks seneste markedsanalyse, Commodities 2011.

Forbrugernes købekraft udhules altså og dermed også evnen til fornyet vækst. Tilmed kan en sådan tiltagende inflation presse Den Europæiske Centralbank til renteforhøjelser for at opretholde finansiel stabilitet, men med den bivirkning at bestræbelserne på at sætte gang i europæisk økonomi yderligere hæmmes.

Hvor galt det vil gå i retning af dette giftige scenarie, kan ingen krystalkugle i dag afsløre. Det handler om EU-landenes evne til at håndtere udfordringerne på de indre linjer. Men så sandelig også om en forstærket afhængighed af det svindende globale ressourcegrundlag, som væksten baserer sig på og tærer på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

EN HISTORISK FORGIFTNING.

Til tider bliver alle såre nationale og hegnet udenom højt. Selv de liberale omskriver konkurrencen på det frie marked til nationale parametre, så liberalisme og kapitalisme går op i en højere enhed: Danmark skal være først og størst i verden. Frihed for os!

Det giftige scenarium bstår i, at fremmede investorer ikke nøjes med at opkøbe virksomhedsaktier, men nu statsobligationer, og altså får et "medejerskab" på nationen. I det kapitale retssamfund giver ejendomsretten også retten til at lede og fordele, hvilket før er set i danmarkshistorien, når staten eller kronen er kommet i vanskeligheder og må sælge ud, f.eks. i slutningen af 1700-tallet op til statsbankerotten i 1813.
Nationalt set fik en sådan kummerlg tilstand i årene op imod 1340 varig betydning for den danske nationalfølelse, da Niels Ebbesen og nationalsymbolet SvenTrøst natten til 1.april gik over Gudenå-broen ind i Randers og "vog den kullede greve". Ikke desto mindre havde den holstenske greve dog erhvervet retten til Jylland gennem sine lovlige opkøb og dermed overmyndigheden.
Allerede få år senere genlød folkevisen om adelsmandens dåd overalt på markederne og historien om den fattige kone, der gav redningsmanden det ene af sine kun to leve. Ingensinde hørtes norden for dannevirke balladen om Grev Gert, der begræd den skammelige handling og uretfærdige død.
Holberg og siden mange har villet rejse et mindesmærke i Randers, symbol på nationalfølelsen. I 600-året sagde nazisterne nej, mens tiden kastede flere viser og skuespil af sig, mest kendt blev Kaj Munks, den royalt konservative fremstilling af dansk patriotisme, vendt imod Tyskland, senere imod Sovjet og i dag imod muslimske kræfter i Mellemøsten.

Jeppe Brogård

Vi har da adskillige tilfælde fra historien at tage ved lære af.

Hvad udad tabes.... fx.

Forudsat at det lykkes holdet i det lille fladland at tage sig sammen er der det befriende ved scenariet, at vi slipper af med det koloniale ressourcegrundlag, som skaber vores koloniale adfærd.

For hvem skal vi ellers slås imod? De der andre aktører virker lidt for store, selv for EU.

Jeppe Brogård

Det ser ud til, at SSFsfair løsning kan samle opbakning nok til en folkelig kontrakt.

Et nyt projekt er født. Som omdrejningspunkt har det fællesskabet. Det viser, at penge er ikke alt.

Det giver håb, hvis vi et øjeblik forestiller os, at det er fællesskabet, der er værdien, ikke den beskrevne vækst.

Hvis vor møntfods svækkelse kan få os til at bruge mindre, vil det vist være en god ting.