Læsetid: 6 min.

'Hæren er vores hær. Den vil ikke skyde'

Frygt og jubel blander sig med hinanden i Kairos gader, mens alle folk skæver til militæret for at se, hvilken vej, det vil gå. Øjenvidneberetning fra en by i åbent oprør
Mens der var voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, forholdt militæret sig i går ved deadline afventende til de store folkelige protester rundt om i Cairos gader. Militærets reaktion kan blive afgørende for, hvad resultatet af de egyptiske protester bliver.

Mens der var voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, forholdt militæret sig i går ved deadline afventende til de store folkelige protester rundt om i Cairos gader. Militærets reaktion kan blive afgørende for, hvad resultatet af de egyptiske protester bliver.

Marco Longari

31. januar 2011

KAIRO – Det er, som om slaget er ovre, næsten inden det er begyndt. Efter ved hjælp af tåregas og vandkanoner at have jaget demonstranterne over Befrielsesbroen, der leder op til den Kairos vigtigste plads, Midan Tahrir; Befrielsespladsen, synes ordens-magten i nogle få illusoriske minutter at have kontrol over situationen.

Men så følger et enestående syn. Hundredvis af politisoldater i vild flugt fra en menneskelig flod af demonstranter, som hverken tåregas eller vandkanoner kan holde tilbage.

I løbet af få minutter er gaden neden for hotellet forvandlet til en krigszone, hvor gummikugler og tåregasgraneterne brager. Fra balkonen kan jeg se flere mennesker falde om.

Men da vi få minutter efter bevæger os ned på gaden, er det eneste spor af de ellers så magtfulde sikkerhedsstyrker en udbrændt politilastbil. Imens er magttomrummet i dette hjørne af det centrale Kairo, et stenkast fra den amerikanske ambassade, ved at blive udfyldt af en gruppe teenagedrenge bevæbnet med køller og sten. De danser omkring et brændende bilvrag og har blokeret vejen med sten. For øjnene af os gør de kort proces med føreren af en sølvgrå jeep, der forsøger at bryde igennem deres interimistiske vejspærring.

Mens manden bliver flået ud af bilen og gennembanket, bliver firehjulstrækkeren forvandlet til endnu et brændende bilvrag.

»Saura, saura,« med det arabiske ord for billede, opfordrer en dreng med et grin af dårlige brune tænder til at filme deres seneste offer, der ligger bevidstløs på fortovet, mens mængden med spark og slag forsøger at vække ham til live eller slå ham ihjel.

Om han er civilklædt medlem af de forhadte sikkerhedsstyrker eller blot en uheldig forbipasserende på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt, er ikke til at afgøre.

Ligner Bagdad

Få hundrede meter længere nede langs Nilens højre bred er oprøret mod Hosni Mubaraks regime i fuld sving.

Regeringspartiet Det Nationale Demokrati Partis hovedkvarter står i flammer.

Her udspiller sig de første af de ikoniske scener, som bliver gentaget i tusindvis over hele Egypten. Scener, der minder umiskendeligt om dem, vi oplevede i Bagdad i dagene efter Saddam Husseins fald i 2003. En dreng, måske tolv eller tretten år gammel, hamrer med et parkeringsskilt løs på en rude, mens to teenagere, der allerede er kommet ind, slæber afsted med en halvsmadret lampe og en kontorstol. En anden har en computerskærm under armen.

En ældre mand, holder sig til et gelænder, mens glædestårerne triller ned af kinderne. Andre er mindre begejstrede.

»Få ikke det forkerte billede af os egyptere, vi er ikke alle sådan,« siger en ung mand bebrejdende, da jeg tager billeder af plyndringerne.

Bevæbnede bander

I de tyve minutter, vi rykker frem gennem den bølgende frontlinje langs den højre nilbred, skrives et vigtigt kapitel, ikke bare i Egyptens, men måske i hele Mellemøstens historie.

I disse minutter forlader Indenrigsministeriets over en million ansatte, der har stået for lov og orden og frygt og bæven i en menneskealder, på en gang deres arbejdspladser.

I de velhavende forstæder omkring Kairo går bevæbnede bander fra hus til og plyndrer.

»Kom ned med, hvad I har af smykker, mobiltelefoner og computere, eller vi kommer op,« er beskeden.

»Nu sidder der sikker en eller anden bølle og guffer chips på min sofa,« fortæller en europæisk diplomat, der er flygtet fra sit hjem i Kattameyaforstaden med kone og børn, på telefonen fra lufthavnen.

Da vi når frem til den strategisk vigtige tv-bygning, regner tåregasgranaterne ned mod os. Men en egyptisk amerikaner, der har guider, fortsætter ufortrødent fremad. Et ukrainsk tv-hold, der har sluttet sig til os, forsvinder bag os i røgskyerne.

Et kompagni af nervøse politisoldater holder endnu stand foran tv-bygningen. De hæver stokkene, da vi løber frem mod dem, men da de ser, at vi er udlændinge, lader de os passere.

Længere henne ad gaden insisterer en politimand på at tjekke mit pas.

Det bliver en af hans sidste embedshandlinger. Da demonstranterne få minutter senere når frem, er de væk og har overladt scenen til hæren, der har parkeret et par pansrede mandskabsvogne på tværs af vejene.

Men i modsætning til politiet bliver de ikke mødt med stokke og sten af demonstranterne, men med jubel.

»Det er som at opleve befrielsen af Nordmandiet,« siger en egyptisk tv-producer, mens han måbende iagttager demonstranterne, der danser på kampvognene og omfavner, de betuttede soldater, der forsøger at vifte dem væk.

Danser på tanks

Hen mod middag lørdag er Midan Tahrir, Befrielsespladsen i det centrale Kairo, der fredag nat var en kamplads, forvandlet til en slags bizar festplads.

Indenrigsministeriets tidligere så allestedsnærværende politi og sikkerhedsstyrker er ingen steder at se. Kun deres skydevåben kan høres.

I en gyde mindre en hundrede meter væk er indenrigsministeriet skueplads for voldsomme kampe.

Det er indenrigsministeriets agenter og politisoldater, der forsvarer deres sidste bastion.

En gruppe mænd knælder i bøn. Lyden af skudsveklingerne fra indenrigsministeriet blander sig med muezzinens kald til bøn. Mens en gruppe demonstranter takfast råber »Ned med Mubarak, ned med Mubarak,« bøjer flere hundrede mænd sig med panden mod Mekka.

De eneste repræsentanter for den egyptiske stat er kampvogne og pansrede mandskabsvogne parkeret ved indfaldsvejene til pladsen.

Men soldaterne ser blot til mens tusindsvis af demonstranter vælter ind på pladsen.

De syntes af have nok at gøre med at bede dansende demonstranter om at kravle ned fra deres køretøjer.

Et jubelbrøl brager gennem mængden, da en officer bliver båret i guldstol gennem mængden. Trods jublen har officeren dog et lettere panisk udtryk i ansigtet. Som er han nervøs for hvor, denne menneskebølge vil skylle ham hen.

'De vil ikke skyde'

På paradoksal vis synes begge sider i konflikt at sætte sin lid til den samme institution: Hæren.

»Hæren er vores hær. Den vil ikke skyde på egyptere. Alle de beskidte ting, der foregår nu, og der foregår mange beskidte ting, bliver begået af indenrigsministeriets civilklædte agenter,« forklarer Muhammed el Mislavi og peger ind i gyderne, hvor skyderierne kommer fra. Han er som tusindvis af andre demonstranter mødt op på pladsen med sin kone for at kræve Mubaraks afgang.

Hvis Mubarak og hans lakajer vil genvinde den kontrol over Befrielsespladsen og resten af landet, som de opgav fredag nat, er de unge mænd på kampvognen og deres kolleger i de væbnede styrker deres eneste håb.

Føreren af en kampvogn, der ikke ser ud til at være meget over tyve, er tydeligvis ikke begejstret for den megen velvilje og opmærksomhed, der bliver han og hans mænd til del. Samtidig med at han trykker de mange fremstrakte hænder, forsøger han at få de mange demonstranter, der konstant springer op på hans kampvogn for at tage billeder med mobiltelefoner, mens de gør v-tegn, til at klatre ned. Som var han klar over, at han i de kommende timer og dage meget vel kan få ordre til at skyde på de selvsamme demonstranter, han netop har givet hånd.

Om han og hans kammerater vælger at adlyde en sådan ordre kan meget vel afgøre Egyptens fremtid.

For at hjælpe ham med at træffe afgørelsen har nogen med graffiti skrevet »Mubarak ud« over hjulbæltet på tanken.

Står poliet bag?

Men ikke så snart er solen gået ned, før den nyvundne fornemmelse af frihed begynder at blande sig med frygt.

Overalt i byens gader samler grupper af mænd med stokke og mobiltelefoner i hænderne sig i omkring improviserede vejspærringer.

»I er fuldstændig vanvittige at bevæge jer rundt alene. Det er absolut ikke sikkert, der er bevæbnede bander, der huserer,« revser en kvinde med amerikansk accent os, der er nede på gaden for at dele te og baseballbats ud til sine naboer.

Overalt er beboere begyndt at organisere væbnede naboværn som disse for at beskytte sig mod den bølge af plyndringer, som mange mistænker de nu forhåndværende politistyrker for at stå bag.

»Vi ved ikke hvem, der står bag, men vi går ud fra, at det er politiet og sikkerhedsstyrkerne,« siger en mand midt i trediverne.

Efter at have bevæget sig gennem bymidtens mennesketomme gader, der er sod-svedne af brændte bilvrag, er der noget sært beroligende over at blive mødt af en gruppe mænd i træningsbukser og sweatshirts bevæbnet med køkkenknive og stokke.

»Bare rolig. Det er for en bedre fremtid,« forklarer en mand sidst i trediverne smilende, mens han i sin cykelhandskebeklædte næve knuger to hobbyknive.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Når Ægyptens militær (lykkeligvis) handler, som det gør, er det formentlig for at sikre militærets le-delses adgang til at styre landet.