En studerende på udvekslingsophold i USA var blevet overrasket over, at eksamensopgaver kun blev rettet af professoren, og at der ingen appelmulighed var. Da hun spurgte professoren, hvordan man som studerende kunne være sikker på retfærdig behandling, tog han det som en personlig fornærmelse og forsikrede, at hans karaktergivning altid var omhyggelig og korrekt. Det grinede vi meget af, da hun kom hjem igen. Men måske er vi selv på vej i samme retning i Danmark.
Januar er eksamenstid på universitetet, så her skal studierne tjene deres penge hjem. Eksamensafholdelse har netop fået offentlig opmærksomhed, fordi det er blevet sagt, at det svarer til at sælge elastik i metermål, når studiernes økonomi på grund af det såkaldte taxametersystem gøres afhængig af, hvor mange man lader bestå eksamen.
Allerede i sommeren 2004 fulgte således en større diskussion i kølvandet på en kronik, hvor fem professorer advarede om, at den »direkte binding mellem tælleapparat og penge« er en trussel mod kvaliteten i undervisningssystemet. Kronikørerne blev efterfølgende sat grundigt på plads af både den daværende formand for rektorkollegiet, Linda Nielsen, og daværende videnskabsminister Helge Sander (V). Blandt disses modargumenter var dels den høje faglige integritet på universiteterne og dels censorkorpset, som kan sørge for kvalitetssikring, idet eksterne fagfolk kan påse, at karaktergivning er ensartet på tværs af institutioner og ikke skrider på grund af mere eller mindre bevidste økonomiske motiver.
Besparelser på eksamen
Et andet emne, der er blevet diskuteret meget i forbindelse med eksamensafholdelse, er forbuddet mod gruppe- eksaminer. Forbuddet er motiveret af en formodning om, at det er umuligt at foretage en individuel bedømmelse, hvis flere personer bliver eksamineret samtidig. Forbuddet er dog blevet kaldt for utidig detailstyring (se f.eks. Thomas Medoms indlæg her i avisen den 6. januar) og giver i praksis problemer på eksempelvis de naturvidenskabelige fag, hvor der skal flere studerende til at gennemføre laboratorieforsøg, og der derfor skrives fælles forsøgsprotokol.
Men mens lovgiverne åbenbart har været så bekymrede for brugen af gruppeprøver, at man har skønnet det utilstrækkeligt blot f.eks. at sætte loft over, hvor mange eksaminer der kan have denne form, er der mindre opmærksomhed om de forringelser af eksamens- bedømmelsen, som økonomiske hensyn kan inspirere universitetsstudierne til. Det seneste eksempel, jeg har hørt, på en sådan forringelse, er en mundtlig eksamen ved jura, hvor censor er sparet væk, således at eksaminator (typisk underviseren) er den eneste, der bedømmer præstationen.
Lige og retfærdigt?
Denne situation er faktisk endnu mere problematisk end det eksempel fra USA, der indledte denne artikel: Ved en skriftlig eksamen er der et produkt, som man kan vende tilbage til i tvivlstilfælde, men ved den mundtlige eksamen må det hele hvile på referater af, hvad der er foregået. Måske er vurderingen retfærdig, måske er karakteren for høj eller for lav. Men alene det, at det bliver umuligt at få en bedømmelse fra en udenforstående, burde skabe bekymring hos de studerende for, om alle bliver behandlet lige og retfærdigt internt på et hold og i forhold til andre institutioner.
Hvis den faglige integritet ikke forhindrer mundtlige eksaminer uden censor, kunne det tyde på, at den generelle bekymring for koblingen mellem tælleapparat og økonomi ikke er helt malplaceret.
Det nye er så, at der ikke længere kun tegner sig en trussel mod kvalitetssikringen, men at de studerendes sikkerhed for fair behandling også undergraves yderligere.
Caroline Schaffalitzky er adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet
