Nyhed
Læsetid: 1 min.

Irlands regeringskoalition bryder sammen

Regeringskrisen i Irland forværres. Partiet De Grønne trækker sig ud regeringskoalitionen
Udland
24. januar 2011

Premierminister Brian Cowens afgang som leder for regeringspartiet Fianna Fail har forværret den politiske krise i Irland. Søndag trak partiet De Grønne sig ud af regeringskoalitionen med Fianna Fail, og det kan føre til, at parlamentsvalget kommer allerede i februar frem for den planlagte dato, 11. marts.

»Vor tålmodighed med Fianna Fail er løbet ud,« siger De Grønnes leder, John Gormley.

Imidlertid vil De Grønne stemme for den kommende finanslov i den kommende uge for at sikre den økonomiske kriseplan, som Irland har aftalt med EU og Den Internationale Valutafond, IMF. Sker det, holder Brian Cowens regering frem til næste weekend. Men derefter anser iagttagere, at det irske parlament opløses, og at nyvalget fremskyndes til en gang i februar.

Brian Cowen meddelte lørdag, at han træder tilbage som leder for Fianna Fail, der er regeringskoalitionens største parti, men som ventes at tabe stort ved det kommende valg.

Både Fianna Fail og Cowen er blevet dybt upopulære i takt med, at den økonomiske krise er blevet stadig dybere. Helt galt gik det, da Brian Cowen bad EU og IMF om hjælp på over 600 milliarder kroner i december for at redde Irland gennem krisen.

De Grønne har i weekenden været under hårdt pres for at trække sig ud af regeringen. Iagttagere siger, at Brian Cowen ikke bør være premierminister, når han ikke er god nok til at være formand for Fianna Fail - det største parti i det irske parlament. Alle øvrige partier i det irske parlament har sagt, at de vil stemme for finansloven i løbet af den kommende uge under forudsætning af, at valget fremskyndes. ritzau/dpa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her