Den bioteknologiske, medicinske og samfundsmæssige udvikling og forskellene i de europæiske landes lovgivning og politiske kultur gør i stigende grad EU-borgerne til rettighedsturister.
I et opsigtvækkende interview i den spanske avis El País udtrykker den italienske retsfilosof Stefano Rodotà det således: Der er »steder, hvor der opstår nye rettigheder og former for frihed, og så er der steder, hvor lovgiveren forbeholder sig ret til at gøre sig til herre over menneskeliv.«
Spanien har under José Zapateros socialistiske regering vedtaget en af Europas mest progressive lovgivninger på det bioetiske område, men i Italien har Silvio Berlusconi solgt borgernes rettigheder i spørgsmål om liv og død til den katolske kirke »som byttepenge for den støtte, der tillader ham at regere videre«, hævder Rodotà: »Han har altså solgt retsstaten til Vatikanet for en slik.«
Den katolske kirke indtager en principiel og kompromisløs position i forhold til kunstig befrugtning, abort, livstestamenter, eutanasi og stamcelleforskning: På disse områder tilfalder alle rettigheder skaberen. Vatikanets store indflydelse på den offentlige opinion og de politiske partier har således medført, at halvdelen af Europas rettighedsturister er italienere. Det er navnlig forbuddet mod kunstig befrugtning fra 2005, der ifølge Stefano Rodotà har skabt »en strøm af mennesker, som flygter fra den italienske lovgivning mod lande som f.eks. Spanien eller mindre sikre lande som Albanien og Slovakiet.«
Udpinte legemer
For en måned siden overlevede Berlusconi-regeringen med nød og næppe et mistillidsvotum i parlamentet efter at have været erklæret klinisk død. I forsøget på at udvide det spinkle flertal i Deputeretkammeret har sundhedsminister Maurizio Sacconi nu støvet et gammelt lovforslag om livstestamenter af.
Et livstestamente, som man kender det i Danmark, giver bl.a. alvorligt syge patienter mulighed for på forhånd at nægte at modtage livsforlængende behandling. Men ifølge den italienske regerings forslag skal forbuddet om at »standse for tilførslen af væske og næring« tværtimod skærpes.
Forslaget følger Vatikanets linje og kan skabe splittelse blandt dem, der har forladt Berlusconis parti og dermed bragt regeringens overlevelse i fare. En del af de 45 frafaldne vil med en vis sandsynlighed følge pavens anvisninger på dette felt og således svigte stifteren og lederen af det nye parti Futuro e Libertà (Fremtid og Frihed), den tidligere nyfascist Gianfranco Fini, som er tilhænger af patientens ret til at fravælge livsforlængende behandling. Også det store oppositionsparti på venstrefløjen, Parti Democratico, risikerer splittelse i spørgsmålet om livstestamentet. Lægen Ignazio Marino, medlem af Senatet for Partito Democratico, tilhører den del af partiet, der betragter regeringens forslag som uacceptabelt.
»Det gør mig rasende, at denne diskussion har forvandlet sig til en debat om brød og vand. Det er der overhovedet ikke tale om. Vi taler om kroppe, som bliver næret af medicinalselskabernes produkter ofte gennem tarmsystemet. Man bør opdatere lovgivningen, for da den blev skrevet, fandtes der ikke disse teknologiske muligheder. Enhver har ret til selv at vælge,« udtaler Marino til avisen Il Fatto Quotidiano.
Frit valg omkring livsforlængende behandling blev for to år siden et påtrængende problem i italiensk politik. Den 38-årige norditalienske kvinde Eluana Englaro havde ligget i koma i 17 år efter en trafikulykke i 1992, da en kendelse ved appelretten i Milano i 2008 slog fast, at hendes værge kunne beslutte »at afbryde den behandling, som ved hjælp af sondemad holder patienten kunstigt i live«:
»Dommen er udtryk for en uacceptabel relativisme, som baner vejen for medlidenhedsdrab,« skrev Vatikanets officielle organ, L'Osservatore Romano, om kendelsen i Eluana-sagen.
Vatikanets fordømmelse var således givet, da Eluanas far, Beppino, valgte at afbryde den livsforlængende behandling. Regeringen adopterede kirkens syn på sagen og forsøgte at holde patienten i live med et dekret, dvs. en hastelov: »Jeg kan ikke påtage mig ansvaret for en uskyldig persons liv,« udtalte Berlusconi, som endda antydede, at Eluana kunne »generere børn«.
Men republikkens præsident, Giorgio Napolitano, mente ikke, at der var grundlag for hastebehandling af en lov om et så følsomt emne og nægtede derfor at godkende dekretet. Da Eluana få dage senere døde, blev hendes far, dommerne og præsidenten beskyldt for drab:
»Må Gud byde hende velkommen og tilgive Dem, der bragte hende,« lød den første reaktion fra Vatikanet.
Eluana-sagen er blot et af en række eksempler på retslige slagsmål om livsforlængende behandling i Italien. Regeringens lov om livstestamenter vil forringe borgernes rettigheder yderligere, hvilket får mange italienere til at overveje en død i landflygtighed:
»I dag er vi tvunget til at dø som turister, folk reserverer plads på schweiziske hospitaler for at kunne dø med værdighed,« siger Stefano Rodotà og spørger: »Kan det være rigtigt, at staten tvinger døende borgere til at søge politisk asyl?«
Irerne og aborten
Hvert år rejser over 5.000 kvinder fra det katolske Irland til udlandet, især Storbritannien, for at få foretaget en abort. Siden en folkeafstemning i 1983 er ufødte børn også blevet betragtet som borgere med alle dertil hørende rettigheder. I 1992 slog en højesteretsdom i en sag om barnevoldtægt dog fast, at abort ikke er ulovligt, hvis graviditeten kan bringe morens liv i fare. Men der findes ingen retningslinjer for, hvornår det er tilfældet. Syge kvinder er således stadig nødt til at rejse til udlandet for at få en abort, men i midten af december gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en kvinde medhold i en sag mod den irske stat. Kvinden havde været i behandling for en sjælden kræftsygdom, da hun blev gravid. Hun frygtede, at graviditeten ville få kræften til at brede sig igen. Men ingen læge ville bekræfte, at graviditeten kunne bringe kvindens liv i fare, og hun måtte derfor søge til England for at få abort.
Ifølge kendelsen er der »en slående uoverensstemmelse mellem den teoretiske ret til en lovlig abort i Irland på grund af en relevant trussel mod en kvindes liv og de praktiske omstændigheder omkring dens implementering«.
Både den gravide og hendes læge risikerede at blive idømt fængselsstraffe, hvis lægen havde anbefalet en abort, vurderede domstolen i Strasbourg.
Niall Behan fra Irish Family Planning Association udtalte til avisen The Guardian, at den irske stat nu ikke har andre muligheder end at »vedtage en lovgivning om adgang til abort, når en kvindes liv er i fare«.
Dommen forpligter dog ikke Irland til at gøre det nemmere at få en abort, men blot til at afklare lovgivningen på området. Det forestående valg kan meget vel få regeringen i Dublin til at udskyde den følelsesladede debat, og en ny regering kan vælge at afholde endnu en folkeafstemning om et abortforbud, som irerne allerede har stemt for i 1983, 1993 og 2002. Abortmodstanderne håber, at det kan føre til et totalt forbud:
»Dommen har givet det irske folk valgfriheden tilbage,« udtaler en repræsentant for abortmodstanderbevægelsen til Time Magazine.
Nægtede rettigheder
I modsætning til Irland indførte Italien fri abort i 1979, og loven blev bekræftet ved en folkeafstemning to år senere. Men da læger af samvittighedsgrunde kan nægte at behandle kvinder, der ønsker abort, er der ofte problemer med lovens implementering, hvilket blot forstærkes af de katolske organisationers massive investeringer i sundhedssektoren. Italienerne har bekræftet en meget restriktiv lovgivning vedrørende kunstig befrugtning ved en folkeafstemning, og sådan kan det også gå med loven om livstestamenter.
Ifølge Stefano Rodotà har det skæbnesvangre konsekvenser, at lovgivningen nogle steder ikke følger med den teknologiske udvikling:
»Nogle videnskabelige opdagelser drager menneskets dybe forståelse af sig selv tvivl, f.eks. spørgsmålet om hvorvidt man skal bruge embryoner til kunstig befrugtning. Lovgivningen bør forudsige disse opdagelser, ikke stoppe dem. Forskere ønsker regler, så de kan afgøre, om deres resultater er etisk og socialt acceptable. En magtfuldkommen brug af loven indskrænker derimod de videnskabelige opdagelsers anvendelsesområde, forhindrer mennesket i at gøre fremskridt og tager vores liv fra os, fordi det nægter os enhver rettighed - eller værre endnu: nægter nogen af os rettigheder,« siger Rodotà og tilføjer: »Rige italienerne kan tage til Spanien for at blive behandlet med teknikker til kunstig befrugtning, men det er umuligt for de fattige. Borgerrettighederne bliver dermed baseret på rigdom, og det ødelægger samfundet. Livet kommer før politik og jura.«
