Nyhed
Læsetid: 5 min.

Kina køber sig ind i Myanmar

Myanmars generaler holder udsalg af landets naturressourcer med Kina som velvillig køber og lokalbefolkningen som den store taber
Den kinesiske dominans ikke til at tage fejl af i hele grænseområdet østpå mod grænsen til Kina. De unge taler kinesisk til hinanden, internet-cafeernes stavekontrol er indstillet på mandarin, og alt er  forandret på bare et årti. Beboelseshuse i moderne kinesisk stil skyder op, og det flyder med kinesiske forbrugsvarer, mens Myanmars befolkning stadig holdes nede i fattigdom og hårdt manuelt arbejde.

Den kinesiske dominans ikke til at tage fejl af i hele grænseområdet østpå mod grænsen til Kina. De unge taler kinesisk til hinanden, internet-cafeernes stavekontrol er indstillet på mandarin, og alt er forandret på bare et årti. Beboelseshuse i moderne kinesisk stil skyder op, og det flyder med kinesiske forbrugsvarer, mens Myanmars befolkning stadig holdes nede i fattigdom og hårdt manuelt arbejde.

christian holst

Udland
6. januar 2011

I en lille frodig dal i det nordøstlige Myanmar lyser knaldgule marker med sesamblomster op ved siden af spæde grøntsagsbede. En lille bæk væder markerne, frodige træer strækker sig mod himlen, bambus bærer deres tunge frugter, og små træhytter ligger pittoresk ved foden af et stort vandfald.

Men ikke alt ånder fred og idyl som så meget andet i denne »tyranniets udpost«, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice yndede at kalde landet.

For militærets mænd holder nemlig storudsalg af landets ressourcer: En kæmpe gas- og olierørledning skal føres på tværs af landet fra dets vestlige kyst til Kinas vestlige provinser, der på den måde kan få billig gas og sikre sig, at olie kan strømme frit uden om det mere usikre Malacca-stræde.

Kinesisk udsalg

Kysten er klar og virker ikke længere helt så langt borte her i dalen, beliggende i Shan-bjergene tæt ved den kinesiske grænse.

Først på året ankom 1.000 kinesere, forklarer de lokale, for at udmåle rørledningens rute gennem bjergene og dalen, hvor en række små flag markerer dens komme.

De lokale bønder har fået at vide, at de vil blive kompenseret for deres tab, men hvor meget ved de endnu ikke. Truslen over at miste landbrugsjord i den frugtbare dal hænger tungt.

»Vi er bange for, at kineserne overtager det hele,« forklarer en lokal bonde.

Jord er blevet dyrt i området, og priserne på både dagligvarer, ja selv på vandbøfler er tordnet i vejret gennem de seneste 5-10 år.

»Alt sælges til kineserne selv vores vandbøfler har vi ikke råd til at købe nu. De ender på den anden side af grænsen,« forklarer bonden.

Bønderne er, som i resten af dette ellers frodige land, fanget i et gældsfængsel, hvor hele høsten pantsættes til ågerpriser på 10-20 procent om måneden, selv inden såsæden er kommet i jorden.

Mange er tvunget til at sælge deres jord oftest til kineserne, der som de eneste har penge til at købe.

»De heldige kan så arbejde på deres tidligere marker som daglejere,« fortæller han. Der dyrkes vandmeloner til det kinesiske marked.

Selv en veluddannet forretningsmand i byen mener, at kineserne mere er end trussel end et gode. Han erkender, at den kinesiske handel har medført billige fjernsyn og dvder, men mener ikke at deres handel og investeringer leder til fremgang. Kun få profiterer, og det er dem med gode forbindelser, sukker også han.

Løven og den hvide tiger

Men den nye regering har hverken han eller bonden tillid til kan forbedre situationen, og på spørgsmålet om der er noget, folk selv kan gøre, lyder svaret:

»Nej, vi kan ikke gøre noget. Vi har bare vores hænder og vores mund de har våben,« afslutter bonden, inden han igen skal i marken. Han folder sine arme som et gevær. Og den hvide tiger tror han ikke kommer til undsætning. Her i Shan-bjergene har den nyligt overståede valgkamp stået mellem løven, militærstyrets parti, og den hvide tiger, et gammelt etnisk Shan-symbol for et nyt ledende etnisk politisk parti.

Som i en del øvrige etniske områder har militæret ladet de etniske partier vinde forholdsvis flere mandater end i de burmesisk-dominerede områder, hvor valgsvindlen var total. Men trods den hvide tigers valgsejr her i området, synes ingen at have tiltro til, at den har nogen magt løven er for stærk.

Den hvide tigers svaghed blev klar for enhver aftenen før valget, forklarer en lokal forretningsmand.

En beruset mand røg direkte i kachotten efter højlydt at have opfordret folk til at stemme på tigeren frem for løven. Da hans familie bad den hvide tigers kandidater om at komme til undsætning, forklarede de, at »de ikke kunne hjælpe, for selv de var bange for politiet«.

Politiet skal man jo ikke spøge med i et militærdiktatur, men på overfladen virker de meget hyggelige her i byen. De betaler gerne den udenlandske besøgendes frokost, savner deres familier bosat langt borte fra tjenestestedet og forklarer, at smugleri over den kinesiske grænse er deres største problem.

Mens dagen går på hæld, skyggerne bliver længere, og alt virker fredsommeligt, kommer fem yngre mænd traskende hen ad vejen med tunge metallænker om ankler og håndled omgivet af betjente. De skal overføres fra politistationen til fængslet der ligger omkring hjørnet. Også de har smuglet kinesiske motorcykler over grænsen, eller det der er værre.

En familie, der er kommet langvejs fra for at besøge deres indsatte søn, går i samme retning. De overhales af et par lastbiler pakket med mennesker på ladet.

»Det er fanger, der har været på arbejde, de lægger brosten og grave render,« forklarer en venlig pensioneret politimand, hvis søde gamle kone er på vej til dagens meditationstræning.

Lidt uden for byen har en flok fodtusser travlt med at luge uden for militærlejrens mure. De er langt mere imødekommende end deres elitekolleger i militærbyen Pyin Oo Lwin længere sydpå ad vejen til Mandalay.

Oprustning

Denne del af landet har set en massiv oprustning af militær, siden våbenhvileaftaler blev indgået mellem militærregeringen og de etniske oprørsgrupper først i 90erne, så nu er det militæret og kineserne, der dominerer. Et par timer nordpå, ved begyndelsen af den gamle Burma Road, der blev bygget i 1940erne af de allierede for at bringe forsyninger gennem disse uvejsomme bjerge til de kinesiske Kuomintang- nationalister i deres kamp mod kommunisterne, ligger byen Lashio sidste kundepunkt inden grænsen til Kina.

Her er den kinesiske dominans ikke til at tage fejl af. De unge taler kinesisk til hinanden i den lille park, hvor de hænger ud med deres motorcykler. It-cafeens stavekontrolprogram er automatisk indstillet på mandarin, og byen er som forandret på bare et årti. Huse i moderne kinesisk stil og kinesiske forbrugsvarer flyder over på markedet. Måske er dette Myanmars nye fremtid?

Investeringer

Kina har foretaget store investeringer i landet over de seneste 10 år og det i eskalerende tempo.

Siden marts i år har Kina investeret over 8,1 mia. dollar (knap 50 mia. kr.) i Myanmar i fortrinsvis store vandkraftværker, der producerer strøm til kinesiske forbrugere, og i gas- og oliebranchen svarende til to tredjedele af Kinas samlede investeringer i landet i de seneste to årtier.

Samhandlen mellem de to lande, der har stor slagside i Kinas favør (import af råvarer), steg med over 75 procent i første kvartal af 2010. Kinas indflydelse i det nordlige Myanmar er ikke ny, men har skiftet karakter gennem århundreder.

Hvor det indtil sidst i 80erne støttede kommunistiske etniske oprørsgrupper med finans- og våben i deres kamp mod militærstyret, er Kina nu Myanmars generalernes tætteste allierede. Myanmar er rig på de naturressourcer, som kineserne hungrer efter og giver dets vestlige provinser adgang til havne og samhandel.

Optimistiske sjæle kan fristes til at tænke, at den kinesiske model, der har bragt 200 millioner indbyggere ud af fattigdom i Kina og skabt vækst selv på det afrikanske kontinent også vil kunne være en fordel i Myanmar.

Indtil videre er det dog meget få af investeringerne der er kommet den almindelige bonde eller småhandlende i Myanmar til gode . Det ville kræve, at militæret begyndte at reformere og liberalisere den økonomiske sektor samt sætte folkets ve og vel over dets egen behov for kontrol og det har lange udsigter.

Sofie Nymark er et pseudonym. Journalistens navn er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Ole Kvint

Det er mig som har fundet på det med rørledingen, der kommer også en olieledning.

Peter Ole Kvint

Ideen med at lade Kina opkøbe så meget i Burma var at så havde de nogen økonomiske interesser i Burma, så kunne de ikke lade militærstyret ødelægge dem.