Analyse
Læsetid: 4 min.

Opstanden i Tunesien er et engangsfænomen

Den tunesiske opposition fortsætter protesterne, som dog næppe breder sig til andre arabiske lande trods aktivisters og mediers ønsketænkning
En tunesisk demonstrant holder et brød i luften, mens urobetjente bekæmper ham og mange andre, som protesterede i går i hovedstaden Tunis med tåregas. De råbte: 'Vi kan leve af vand og brød alene, men ikke med RCD' (Ben Alis parti). I  lørdags stak præsident Ben Ali af til Saudi-Arabien sammen med bl.a. sin kone dog i hvert sit privatfly.

En tunesisk demonstrant holder et brød i luften, mens urobetjente bekæmper ham og mange andre, som protesterede i går i hovedstaden Tunis med tåregas. De råbte: 'Vi kan leve af vand og brød alene, men ikke med RCD' (Ben Alis parti). I lørdags stak præsident Ben Ali af til Saudi-Arabien sammen med bl.a. sin kone dog i hvert sit privatfly.

Martin Burea

Udland
19. januar 2011

BEIRUT - Det var som at tale med et fyldt fodboldstadion, da den tunesiske advokat og menneskeretsaktivist Radhia Nasrawi tog mobiltelefonen i Tunis' lufthavns ankomsthal.

»Ring om en time, her er for mange mennesker, der venter på Moncef Marzouki.«

Den eksilerede leder af det hidtil forbudte republikanske kongresparti havde som menneskeretsaktivisten Kemal Jenjoubi dagen før booket første ledige flybillet til hjemlandet efter præsident Zine el-Abidine Ben Alis ufrivillige eksil i Saudi-Arabien fra i lørdags. Og det første, Marzouki sagde med foden på tunesisk jord, var: »Fortsæt revolutionen!« Han stiller op som præsidentkandidat.

Og ifølge aktivisten Radhia Nasrawi er »demokrati nu inden for rækkevidde.«

»Vi er ikke tilfredse med den ny regering,«, siger hun, da det blev muligt at føre en samtale og tilføjer:

»Og vi har støtte i andre lande. I Egypten råber de på præsident Mubaraks afgang, i Yemen og Jordan demonstreres der. Vores eksempel smitter, og arabiske præsidenter ryster.«

Eller gør de? Libyens Moammar Ghadafi lød ikke rystet, da han i en tv-tale kaldte sin kollegas fald for »smerteligt«. Libyen var et land, der blev 'smittet', andre var Algeriet, Mauretanien og Egypten, hvor aktivister satte ild til sig selv. Selv i Oman, et søvnigt sultanat, blev der demonstreret såvel som i Yemen og Jordan.

»Men jeg køber ikke teorien om, at den tunesiske revolution vil få en dominoeffekt,« siger Sateh Nourredine, udenrigskommentator og chefredaktør på Beirut-avisen As-Safir.

»Tunesien er specielt af en række årsager: Dets institutioner fungerer, befolkningen er lille og homogen, selv Ben Alis regime adskilte sig fra resten af den arabiske verdens. Tuneserne er tættere på europæiske normer end i de fleste arabiske lande, de er bedre uddannede og har, trods regimets karakter, en mere demokratisk bevidsthed, end du finder i landene omkring dem.«

Bliver ved psykologien

Sateh Nourredine siger, at begivenhederne i Tunesien får en »psykologisk effekt« i de arabiske befolkninger.

»Men det bliver ved psykologien, for der er en hel anden dynamik i f.eks. Libyen, Algeriet og Egypten,« tilføjer han.

Eksempelvis står politisk islam langt stærkere i f.eks. Algeriet, Jordan og Egypten, end i det sekulære Tunesien, og de lokale regimer kan spille forskellige religiøse og etniske grupper ud mod hinanden og derved gardere sig sikkerhedsmæssigt.

Vestlig militærbistand til Jordan og Egypten sigter da heller ikke på forsvarsformål, men mere på at holde intern opposition nede. Noget Ben Ali mente at kunne klare selv, hvad han ikke kunne, hvilket fik den franske udenrigsminister, Michelle Alliott-Marie, til at tilbyde »teknisk bistand til at kontrollere opstanden«.

En anden væsentlig faktor påpeges af flere iagttagere, Information har talt med, nemlig at Tunesien ikke har kunnet holde misnøjen nede ved salg af råstoffer. Naboerne, Algeriet og Libyen, der er rige på olie og naturgas, er mindre sårbare og har, hvis det skønnes påkrævet, råd til at subsidiere befolkningernes basale behov uden at skulle ud på lånemarkedet.

Det gælder i endnu højere grad i Golf-emiraterne, der de næste fem år investerer sammenlagt 80 mia. dollar (godt 500 mia. kr.) i militært isenkram fra USA (heraf tegner Saudi-Arabien sig for de 60 mia. dollar), hvor demokrati bogstaveligt er en luftspejling i ørkenen. Syrien, hvis regime i lighed med Jordans kan sammenlignes med det tunesiske, har yderligere Israel-kortet, der trækkes, hver gang den massive kontrol af samfundet er truet, ligesom undertrykkelsen af Det Muslimske Broderskab - som er tilladt i f.eks. Jordan og tålt i Egypten - er massiv, men uden at Syriens al-Assad-regime har haft problemer med Vesten i netop det spørgsmål.

Når revolutionen - eller det foreløbige tilløb - kunne gennemføres i Tunesien, skyldes det tunesernes infrastruktur af fagforeninger og institutioner, der trådte i karakter, da demonstrationerne åbnede muligheden.

Rent facadedemokrati

Desuden rystede Ben Ali på hånden i den afgørende fase torsdag og fredag, hvor han fyrede sin regering og lovede de reformer, han havde ignoreret i 23 år. Heri ligner han sine arabiske kolleger, der kun indfører 'reformer' ovenfra, der kun gavner de styrende eliter. 'Facadedemokrati' kaldes det, idet magthaverne kontrollerer 'reformerne' ved at monopolisere adgangen til al aktivitet, fra dannelse af fagforeninger og politiske partier og til import af biler og symaskiner. I Tunesien blev de i forfatningen tilladte fagforeninger overtaget af regimets marionetter, og alternativer blev ikke tilladt. Det var bl.a. fagforeningsoppositionen, der blev en afgørende faktor for tunesernes 'Jasmin-revolution', men det vil ikke blive tolereret i f.eks. Syrien, Egypten og Saudi-Arabien.

Så når Radhia Nasrawi, der er gift med formanden for Tunesiens kommunistparti og selv har været fængslet af Ben Alis sikkerhedstjeneste, mener det 'sandsynligt', at revolutionen vil smitte af uden for Tunesien, ligner det ønsketænkning. Og hun er da heller ikke jubeloptimist:

»Vi fortsætter protesterne. Vi kan ikke se forskel på Ben Alis styre og den regering (den hidtil tætte Ben Ali-allierede) premierminister Mohammed Ghannouchi har dannet.«

Og som Moncef Mazouri allerede, før han landede i Tunis, kaldte »en maskerade«. Demonstrationer førte i går til, at de tre nye ministre fra fagforeningen UGTT trak sig efter et døgn på taburetterne. En af protesterne blev ledet af Sadok Chourou, den islamiske leder, der sad fængslet i 20 år. De sekulære har fået konkurrence.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Argumentationen for, at Tunesiens folkelige oprør ikke vil sprede sig, virker ikke overbevisende. Selvfølgelig er der store forskelle - allerede på om man er 10 mio. eller 60 mio. indbyggere - men så sandelig også helt overordnede ligheder.

Se også Moncef Marzoukis artikel i Information af 16. januar om de mange fejlopfattelser af Tunesien.

I alle landene hersker en lille overklasse med en diktator i spidsen. Islam behandles med
represiv tolerance eller forbydes helt eller delvist, lederne fængsles eller drager i eksil.

Befolkningerne holdes i kort snor med masser af sikkerhedspoliti. Kun sålænge levestandarden er tålelig og basisvarerne betalelige kan uroen holdes nede. Hvad skulle forhindre smitte fra Tunesien?

Man må ikke håbe, at Vestens ledere er blevet så bange for folkets røst i de islamiske lande, at diktaturernes opretholdelse foretrækkes.

Og netop fordi der er dette magt-tomrum, så er det af yderste vigtighed, at alle bakker op om den nye regering nu. Eller står islamisterne i kulissen, parat til at overtage. Det må ej ske...

"Opstanden i Tunesien er et engangsfænomen"

Ja, ligesom andre engangsfænomener:
Den franske Revolution
Den russiske revolition
Murens fald
Fløjls-revolutionen
Den orange Revolution
mv.

Lige inden Muren faldt, hørte jeg en udsendelse i DR, hvor en professor med spaciale i østlandene udtalte. "Jeg vil tro der er mindst 40 år til vi ser muren fjernet". En måned efter var den væk.

Sådan er det med revolutioner, de er vanskelige at forudsige udfaldet af.

Morsomt som andres medier skal trækkes ind i sølet, dvs. når medierne er arabiske og ikke dem vi styrer. Selv slemme slemme Al-Jazeera fik hug for at sende fra Egypten en hel uge før alle andre. Og det hænde at den hvide mand modtog endnu en økonomisk lektie af araberne. Det er ellers ikke sket i henved 1000 år.
F.eks. steg Al-Jazeeras besøgstal 2500% alene i går! - ifølge Huffington Post.

Det fik den hvide mand til at gribe sin regnedåse og slå sin favorit formel for kost-nyytte effekten...og svuptag! Så sidder den hvide mand med sine hvide kvinder i "vores studie her i Kairo" - Som om tv-stationen altid har haft et studie i Kairo - eller hvad man nu skal kalde de hastigt leasede lokaler i udkanten.

imens går de rigtige journalister rundt, såsom Robert Fisk, sammen med befolkningen og foretager deres journalistik. I sidste uge sad han vistnok på toppen af en kampvogn og skrev...

Og Leif Serup har fuldstændig ret - Han kan åbenbart skrive den historiske kendsgerning med få ord som skribenten af denne artiklen ikke kan skrive med langt flere ord.
Mit råd til skribenten er også Robert Fisks råd til alle andre som skriver; køb en god historiebog.