Læsetid: 1 min.

De palæstinensiske papirer

Al-Jazeera og The Guardian offentliggjorde i går de første af 1.600 dokumenter, herunder mødeudskrifter, e-mails og anden kommunikation mellem palæstinensiske, israelske og amerikanske forhandlingsledere. Dokumenterne stammer fra perioden mellem 2000 og 2010.
Udland
25. januar 2011

Al-Jazeera og The Guardian offentliggjorde i går de første af 1.600 dokumenter, herunder mødeudskrifter, e-mails og anden kommunikation mellem palæstinensiske, israelske og amerikanske forhandlingsledere. Dokumenterne stammer fra perioden mellem 2000 og 2010.

Af papirerne, som menes lækket fra palæstinensisk side, fremgår det, at Israel er blevet tilbudt en række vidtgående indrømmelser, som den palæstinensiske offentlighed først nu har fået kendskab til. Blandt disse er:

- Israel kan annektere alle områder med jødiske bosættelser opført i Østjerusalem med undtagelse af en enkelt (Har Homar-bosættelsen). Tilbuddet, som blev fremsat i maj 2008 af den palæstinensiske chefforhandler, Ahmed Querei, blev afvist af Israels daværende udenrigsminister som utilstrækkeligt. Israel har siden 1967 holdt den palæstinensiske Vestbred, herunder Østjerusalem besat og oprettet over 100 jødiske bosættelser med et indbyggertal på over 500.000.

- En international komité kan overtage ansvaret for islams hellige steder i Jerusalem – disse omfatter Tempelbjerget og Klippemoskeen.

- Antallet af hjemvendende palæstinensiske flygtninge kan begrænses til 100.000 over ti år.

- Bemærkninger sagt under forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere viser undertiden en indyndende holdning fra sidstnævnte, der afspejler deres svagere forhandlingsposition:

»Jeg ville stemme på Dem,«. Den palæstinensiske chefforhandler, Ahmed Qurei, til Israels udenrigsminister, Tzipi Livni i juni 2008 under den israelske valgkamp. Hertil svarede Livni: »De står heller ikke i det helt store dilemma her.«

»Jeg er glad for, at De anser mig for en ven. Jeg anser også Dem for en ven. Hver en kugle, der rettes mod Israel, rettes også imod palæstinenserne.« Mahmoud Abbas, palæstinensisk selvstyrepræsident til Ariel Sharon, daværende israelsk premierminister.

Andre gange røber de palæstinensiske forhandleres udtalelser ren desperation:

»Vi tilbyder Israel det største Yerushalayim [hebræisk for Jeruslam, red. ] i den jødiske historie, tilbagevenden for et symbolsk antal flygtninge, en demilitariseret stat, hvad mere kan vi give jer?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her