Pavens uhellige alliance med diktatoren

At sige, at diktator Aleksandr Lukasjenko voldtager Hviderusland, er ikke engang en metafor. Ikke så snart begyndte menneskemængder at samles i Minsk for at protestere imod sidste måneds manipulerede valg, før det hemmelige politi fór løs på dem. De arresterede og overfaldt i hundredvis, fængslede syv af de ni oppositionskandidater til præsidentposten og slog en af dem, Vladimir Neklyayev, bevidstløs. Og som en hyldest til kommunistisk taktik truer Aleksandr Lukasjenko nu med at sende børn af dissidenter på børnehjem – hans egen udgave af børneovergreb. Da myndighederne ville afhente Danil Sannikov, den treårige søn af den fængslede oppositionsleder, Andrei Sannikov, forklarede en hviderussisk analytiker, at »ved at fjerne deres børn kan styret få sine modstandere til at kapitulere politisk og træde frem i det statslige fjernsyn og udtrykke deres anger.« Eller som drengens bedstemor sagde, da hun klamrede sig til barnet: »Stalinismen er på vej tilbage til Hviderusland. Jeg fatter ikke, at det kan ske.«

Europæisk ligegyldighed

Naturligvis har de medlemmer af den hviderussiske opposition, som stadig er på fri fod, appelleret til det internationale samfund om at fordømme regimet. Det er deres sidste kort. Rusland sikrer tyranniet økonomisk, fordi Putin ønsker Hviderusland som en bufferstat og iøvrigt er lige så ligeglad med hviderussernes lidelser, som Kinas magthavere er med nordkoreanernes.

EU er deres eneste håb, og selv om intet er lettere end at latterliggøre baronesse Ashton, en bleg og anonym politiker, som næppe nogen uden for Storbritannien havde hørt om, før hun pludselig havnede på posten som EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, skal hun i denne sag krediteres for at have udvist oprigtig god vilje. Hun mødtes med Sannikovs familie og lovede at gøre, hvad hun kunne for at sikre løsladelsen af politiske fanger. I næste uge vil hun forsøge at overtale de europæiske regeringer til at indføre indrejseforbud for Aleksandr Lukasjenko og hans bøller.

Men oppositionen har også fjender i Europa. New Statesmans Minsk-korrespondent, som tidligere har udtrykt sig apologetisk om Sovjetunionens massemord i 1930’erne, er en af dem. Han udstaliniserede sine stalinistiske forgængere, da han plæderede for at lade tvivlen komme diktaturet til gode og begejstret skrev om sit besøg »hos en af landets industrielle perler – de enorme hviderussiske bilfabrikker BelAZ, som beskæftiger 12.000 medarbejdere og er verdens største producent af dumpertrucks«.

Men ser man bort fra det tyrannofile venstre med dets mangeårige ærbødighed over for lastbilproduktionskvoter, er de hviderussiske systemkritikeres største problem Europas ligegyldighed.

Paven svigter

I forsøget på at vinde gehør for deres sag har de hviderussiske oppositionsfolk bedt om et møde med ærkebiskop Martin Vidovic – den pavelige nuntius i Hviderusland. De ville have ham til at overdrage et brev til paven. Her stod bl.a.: »I dag er Hviderusland hyllet i mørke. Anholdelserne af aktivister, razziaerne mod uafhængige hjemmesider, avisredaktioner og lejligheder fortsætter. Myndighederne afpresser de politiske fanger ved hjælp af deres små børn. Vi anmoder om Deres hjælp.«

Men den pavelige nuntius ville ikke mødes med dem. Vatikanet, der stadig hævder at være en kraft for det gode, forholder sig tavs over for Hviderusland, fordi det søger et konkordat med en stat, der stadig har et KGB og Lenin-statuer på sine pladser. På samme måde som Vatikanet søgte at komme til en fælles forståelse med Nazityskland i 1930’erne.

Hvilke fordele, pavedømmet ser heri, er svært at bedømme, da konkordaters formuleringer er hemmelige. Men mon ikke vi kan gå ud fra, at kirken ønsker sig, hvad den altid har ønsket sig: offentlige midler og kontrol over børns skolegang.

Fordelene for Lukasjenko er nemmere at forstå. Det er en fejl at tro, at diktatorer ikke bekymrer sig om den offentlige mening. Som minimum ønsker de at sikre sig deres folks passive samtykke og at demoralisere deres modstandere. Til gengæld for en aftale med Romerkirken har en taknemmelig Lukasjenko sikret sig, at kardinal Tarcisio Bertone, Vatikanets udenrigsminister, bidrager til begge dele.

Den absurde kardinal har således rost Hviderusland for at tillade »religionsfrihed« og fordømt sanktioner imod regimet som »uacceptable«. Hviderusland har et stort katolsk mindretal, og paven har kynisk søgt at legitimere diktatoren i dets øjne. Han har endda inviteret Lukasjenko i audiens i Vatikanet.

Absurd drama

Sidste år mødte jeg Natalia Koliada, stifter af det hviderussiske Frie Teater – et kraftcenter for intellektuel opposition mod Lukasjenko. Dengang boblede hun af håb til en bedre fremtid for Hviderusland. Da jeg i sidste uge ringede til hende, var den før så dynamiske kvinde for deprimeret til at tale.

I London fremførte Det Frie Teater Tallene – et genialt absurd drama. Skuespillerne mimede surrealistiske rutiner, mens en projektor viste statistikker, der opregnede omfanget af prostitution, fattigdom og sygdom i Hviderusland. Til sidst løb en liste med kendte navne hen over væggen – Marc Chagall, Isaac Asimov, Kirk Douglas ... berømtheder i Vesten, som alle blev født i Hviderusland eller i eksilerede hviderussiske familier.

Efter min første forvirring indså jeg, hvad skue­spillerne prøvede at sige: Hviderusland er også del af vores verden og værd at kæmpe for. Synet af paven, Europas sidste absolutte potentat, der slår en handel af med Lukasjenko, Europas sidste diktator, viser os, at denne kamp også må føres på hjemmefronten.

debat@information.dk

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen