Pirater udvider jagtsæsonen

Lige nu er 625 besætningsmedlemmer og 27 skibe taget til fange af pirater i havet ud for Afrikas østkyst. Næsten lige så mange internationale flådefartøjer patruljerer i området. Heriblandt det danske orlogsfartøj Esbern Snare.

Tungt lastet med undersøiske kanoner, avancerede radarer og både snigskytter, frømænd og missiler om bord, forsøger de internationale krigsskibe at holde piraterne i skak. Men det går ikke helt efter planen. Ud af de 39 skibskapringer, der skete i 2010, stod somaliske pirater bag de 35. Og både fra afrikansk og international side peges der nu på behovet for at udvide kampen mod de somaliske pirater til også at foregå på landjorden.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) nævnte i sidste måned muligheden for at øge den danske militære tilstedeværelse i udvalgte afrikanske lande som f.eks. Somalia. Og set fra afrikansk side synes det oplagt, at den massive internationale opdækning af kommercielle handelsskibe til søs skygger for det egentlige problem:

»Pirateri er ikke født til havs. Det opstår til lands, og hvis du er i stand til at beskytte og kontrollere din kystlinje, er det ikke sandsynligt, at piraterne vil kunne skabe samme kaos ude på åbent hav,« siger Kenyas udenrigsminister, Moses Wetangula, til nyhedsbureauet AP.

Wetangula mener, flotillen til havs burde droppes, og at ressourcerne i stedet skulle bruges til at hjælpe Kenyas naboland Somalia med at »blive en stat«. Han advarer om, at neglekt af Somalia nu, hvor militser og islamister forsøger at overvinde den FN støttede overgangsregering, kan føre til en mere vidtrækkende tragedie.

Terrorkrig til søs

De somaliske piraters hærgen er nemlig forbundet med situationen på landjorden i Somalia. Militser som den al-Qaeda-venlige Al Shabab kontrollerer større og større områder og opfattes også som sikkerhedstrussel i resten af den østafrikanske region.

Hvis ikke piraterne var på god fod med disse militser, ville de slet ikke få adgang til havnene i Somalia, påpeger observatører. En pointe, som gør det yderligere problematisk, at løsesummerne for de kaprede skibe efterhånden er oppe i tocifrede million beløb. F.eks. da piraterne og deres samarbejdspartnere på landjorden endelig satte besætningen og den sydkoreanske supertanker Samho Dream fri i november sidste år. På det tidspunkt havde besætningen været gidsler i månedsvis, mens skibet lå for anker så tæt på Somalias kyst, at skibet kunne ses fra land. Kapringen indbragte efter sigende piraterne omkring 10 millioner dollar. Ikke ligefrem noget, som mindsker motivationen til at blive sørøver.

Samtidig er piraterne begyndt at bruge de kaprede skibe som base for yderligere angreb. De såkaldte moderskibe giver piraterne mulighed for at sejle længere og hurtigere og i vejrforhold og farvand, de ikke hidtil har kunnet jage i. Det dokumenterer bl.a. en ny rapport fra det dansk ledede Risk Intelligence.

Fra primært at angribe skibe ud for Somalias egen kyst og i Aden Bugten bevæger piraterne sig nu længere mod syd og øst. Juledag blev to skibe f.eks. angrebet 950 sømil syd for Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam. Og der har været piratangreb nordpå i det Røde hav og i havet tættere på Indien.

»Pirateriet ud for Somalia har traditionelt aftaget under monsunen, men med denne nye udvikling er det ikke sikkert, at piraternes angreb vil stilne af under monsunen,« siger Dirk Steffen fra Risk Intelligence.

Forsvar eller angreb?

Indsatsen fra NATO, EU, den amerikanske flåde og på det seneste også private sikkerhedsfirmaer som f.eks. det kontroversielle Blackwater (der arbejder for Djiboutis regering - en aftale som Wikileaks har bragt frem i lyset, red.) har dog medvirket positivt til at nedbringe antallet af deciderede angrebsforsøg. Mandskabet på de multinationale industris handelsskibe i området er instrueret nøje i at være på vagt over for små, mistænkelige både, der nærmer sig. Og den international taskforce er aldrig længere væk, end at de kan være fremme på under en halv time, hvis et af de store handelsskibe udsender kapringsalarm.

Alligvel er antallet af gennemførte kapringer steget markant de seneste fem år, viser tal fra det Internationale Maritime Bureau.

Havet ud for Somalia og helt ned til Tanzania er nu desuden klassificeret som »krigszone« af internationale forsikringsselskaber.

Humanitært mandat

Somaliske Abdulahi A. Osman er ph.d og ekspert i sikkerhed og konfliktløsning i Østafrika. Han er overrasket over den danske åbning for at engagere sig konkret i Afrikas konflikter.

»Det afgørende plejer at være, om NATO vil involvere sig, og det vil de normalt kun, hvis interesser tæt på Europa er truet. Der har været borgerkrig i Sudan og Somalia de seneste 50 år, og der er ikke mange gode eksempler på hjælp udefra,« siger han og tilføjer, at »danskere skal være meget forsigtige. En militær indsats i Somalia og andre steder i Afrika må defineres, studeres og fremstilles grundigt i en dansk optik frem for gennem brillerne på faldende imperialistiske magthavere, som er på jagt efter fjender«.

Abdulahi A. Osman mener i stedet, at mandatet til dansk engagement i Somalia og f.eks. Sudan bør være at bidrage til at opbygge nationalstaterne - inklusiv at opbygge tillid, institutioner, infrastruktur , økonomiske aktiviteter og selvfølgelig en stærk central regering, der kan levere sikkerhed og retfærdighed for loven.

»Udfordringerne er enorme. Efter min mening ville den største opgave være at genskabe befolkningens tillid til en ny regering. Og jeg tror kun, at det kan opnås med gulerod og pisk metoden - de skal bevise, at de er i stand til at levere sikkerhed og retfærdighed og forhindre, at folk sulter,« siger han.