Læsetid: 3 min.

Hvad sker der i Mellemøsten?

Det særlige ved optøjerne i en række arabiske lande er, at islamisterne er sat på sidelinjen, og at folk kræver medbestemmelse – ikke religion
Det særlige ved optøjerne i en række arabiske lande er, at islamisterne er sat på sidelinjen, og at folk kræver medbestemmelse – ikke religion
27. januar 2011

Det har overrasket, at islamisterne så at sige er usynlige i de demonstrationer, der vendes mod de styrende i Egypten, og i den fortløbende dekonstruktion af tunesiske Ben Alis efterladte styre.

En forklaring er, at den arabiske middelklasse er trådt til som politisk faktor. Det blev afgørende i Tunesien, og det er synligt i Egypten, hvor – som en EU-diplomat udtrykte det i aftes – »man så børnefamilier og pæne mænd med slips« blandt de demonstrerende.

Men vendingen ’over udløbsdato’ ligger lige til højrebenet i vurderingen af årtiers voldsomste optøjer i Egypten. Og det har mere at gøre med en generel utilfredshed end med budskabet ’islam er løsningen’.

Fælles for de berørte befolkninger i såvel Egypten som Tunesien, Jordan, Yemen, Algeriet og – på en anden måde – Libanon og de palæstinensiske områder, er, at de i mere end 60 år har været regeret af de politiske og militære eliter, der tog over efter ophøret af det franske og britiske koloniherredømme i 1950’erne og 60’erne. De magthavere er nu under afvikling, frataget den folkeligt-politiske legitimitet, der i sin tid bragte dem til magten.

Det har taget sin tid – i Egypten faktisk 59 år – og skyldes vestlig accept af den undertrykkelse af al opposition, religiøs som politisk. Og da Israel falmede som egyptisk fjendebillede i 1978, var islamisterne lige ved hånden som argument for fortsat despoti. Eller med Hilary Clintons foretrukne ordvalg: »fortsat stabilitet«. Som USA har garanteret med økonomisk bistand, teknologisk ekspertise, infrastruktur-projekter og ikke mindst våben.

Vicesherifferne

»Vestens vicesheriffer« kaldes disse autokrater, hvoraf 81-årige Hosni Mubarak lige nu er det iøjnefaldende eksempel – og som i morgen kan blive Ghadafi i Libyen eller Bouteflika i Algeriet.
I den egyptiske politistat har man ikke set demonstrationer som i tirsdags siden optøjerne i 1977, da Sadat-styret sløjfede subsidierne på brød. Manifestationerne fortsatte i går og er bebudet fortsat efter fredagsbønnen i morgen. Ikke fordi Det Muslimske Broderskab overtager dem – ’brødrene’ har højst 30 pct. tilslutning – men fordi almindelige mennesker, som Amr Moussa, generalsekretær for Den arabiske Liga og tidligere egyptisk udenrigsminister, sagde i aftes med skælvende stemme, »er frustrerede«.

Moussa er kendt for en integritet, der er sjælden hos arabiske politikere, en integritet, der bl.a. viste sig i kritik af USA’s invasion af Irak i 2003 – og nu i kritik af de arabiske lederes manglende evne til at give deres befolkninger reel medbestemmelse.

Tillidstabet

De i lokal sammenhæng velbjærgede middelklasse-grupper overalt i den arabiske verden har derfor tabt tilliden til den stabilitet, de hidtil har været tilfredse med blev leveret af deres vestligt støttede regimer.

Og dermed har de tabt tilliden til Vesten, eller rettere: til Vestens ledende supermagt, USA. Med god grund. USA’s demokratiseringsprojekt i Irak betød, at landet i dag er leveret til shiitiske politikere med tætte forbindelser til Iran. Libanon – i marts 2005 et symbol på en demokratisk revolte mod syrisk militærbesættelse – blev hyldet af Frankrig og USA, men støtten udmøntedes stort set kun i opfindelsen af logoet ’cedertrærevolutionen’. Den syriske diktator, Bashar al-Assad, der måtte trække sine tropper hjem i april 2005, stod den politiske storm igennem, leverede som eneste arabiske magt effektiv hjælp til Oibanon inder Israels krig i 2006, og er igen en afgørende faktor i Beirut. Det medførte forleden, at han (sammen med præsterne i Teheran) udnævnte Libanons ny regering.

Den tabte legitimitet

Den igangværende udvikling handler om legitimitet. De såkaldt ’moderate’ arabiske regimer er under et hidtil uset pres fra brede befolkningsgrupper, der ikke ser en fremtid i en fortsat alliance med Vesten, der – som det viste sig i Tunesien og Libanon – ikke kan bruges til noget, når det brænder på for ’stabiliteten’. Nu ser det ud som om Hosni Mubarak må betale prisen for den vestlige garanti for hans regimes ’fortsatte stabilitet’.

Egypten er ikke Tunesien – og slet ikke Libanon – og muligvis vil Mubaraks sikkerhedstjenester få oprøret under kontrol. Men det vil være en stakket frist – der er præsidentvalg i Egypten til september, og meget tyder på, at Mubaraks rådgivere forregnede sig, da de tillod tirsdagens demonstration og ifølge flere politiudsagn gav ordre til at fare med lempe i kontrollen af den.

Hensigten var tydeligvis ikke at fremstå for brutal i et valgår – og efter et parlamentsvalg, præget af skamløs svindel – men denne rysten på hånden kan, som det blev tilfældet i Tunis, blive fatal for den aldrende præsident. Hans udløbsdato kan meget vel komme før han selv vælger den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Michael Guderup

Det er jo en joke at du vælger at kommentere til min person. Endnu et bevis på at du ikke forstår hvordan man fører en diskussion.

- Arash

Mit navn er vidst en værre en, mange har det med at "forskelsbehandle" mig pga det. Det siger vidst meget om samfundet.

Arash:
Nå ja, i Tyskland er Teufel et ganske almindeligt efternavn, men det bliver navneindehaverne næppe værre af.
Du gør sikkert heller ikke af dit navn :-)

Nic Pedersen:

Magten, den har man ikke, den tager man sig, gennem forskellige virkemidler. Feks. kan man når man frygter en kandidat bliver for populær, hjælpe med at finde snavs på kandidaten. Man kan kaste penge ind i de kandidater man tror man kan samarbejde med, så de på forhånd har en "gæld" at betale, hvis man så samtidig kan skjule at man også støttede modkandidaterne, hvilket ikke er lykkedes særligt god, så har man købt mere velvilje. Med tank om hvor man er, kan man få feks,. Ísrael til at udtale sig negativt om den ene kandidat, det vil med stor sansynlighed i de egne give den kandidat et boost. Det er jo ikke amatøre der arbejder i det Amerikanske system, når det gælder pr. arbejde.

Det er bare nogle få af de virkemiddler der kan bruges, nogle af de mere "rene".

Den tidligere magthaver i Egypten er jo blevet styret ganske udemærket med de store udskrivninger fra USA til Egypten. Det land der har modtaget størst støtte i ME Efter Israel fra USA.
Samtidig har USA støttet opotionen med ganske betydelige midler, og derved købt sig til indflydelse.

Derudover er der alle de virkemidler som vi først ser, når arkiverne tvangsåbnes efter en årrække. Så jo vesten kan ganske udemærket styre udviklingen i den retning de måtte ønske, der er meget få på optionens side, som de ikke har støttet på nuværende tidspunkt.
Denne indflydelse man har købt der, kan overfor de fleste, når den sættes sammen med truslen om at fjerne den støtte Egypten har nydt godt af, styre rimeligt meget.

Tak for svaret, Abdullah.

Jeg kan udlede af det, at vi nok ikke har helt samme opfattelse af, hvad der er henholdsvis magt, indflydelse og påvirkning. Det er sådan set også OK. Jeg har fået klarere forståelse af, hvad du mener.
Men lige endnu et opklarende spørgsmål:

Når du nævner amerikansk støtte til oppositionen, mener du så det muslimske broderskab, som vel er den dominerende oppositionsgruppering?

Det synes næsten for absurd, selv efter amerikansk standard. De modtager givet betaling i det amerikanske system og er jo således ikke amatører, men jeg ved ikke lige om dette indikerer nogen høj grad af kompetence.

Michael Guderup

Arash:

Paradoksalt, men ganske underholdende,at blive belært om debatstil af en person som deler grundholdninger med, og konstant er på barrikaderne for, et dybt reaktionært og totalitært regime.

Og spar os nu for racisme-klynkeriet over at dit eksotiske navn i en vis grad peger i retning af, at dine rødder ikke just er europæiske.

Men ok, jeg vil da gerne lade en beklagelse hænge til dig, hvis det viser sig, at du rent faktisk har frekventeret en numerolog for at opnå lige præcis dine bogstavkombinationer.

Iraner eller ej, dine holdninger og præferencer er essentielt menneskefjendske og totalitære, og kan under ingen omstændigheder være udsprunget af hverken oplysningstanken eller modernsimen.

Det eneste meningsfællesskab du kan opstøve på disse breddegrader, er med den ekstreme venstrefløj.

Michael Guderup

awww jeg er glad for at du indrømmer din fejl mht mit navn. ;) Bare husk det til en anden god gang.

Jeg ville have spurgt dig til at uddybe og argumentere for min menneskefjendtlighed og totalitarisme, men tror et eller andet sted at jeg taler for døve ører når det kommer til at bede dig om at argumentere for dine holdninger. Jeg tror jeg lader denne diskussion ende her. Det har været en stor fornøjelse.

Erik Karlsen

:P

- a Rash (på engelsk!)

Søren Mikkelsen

Abdullah, jeg er interesseret hvis du har links til mere om det der med "Samtidig har USA støttet opotionen med ganske betydelige midler, og derved købt sig til indflydelse."

Jørn Sonny Chabert

"We are turning into a nation of whimpering slaves to Fear—fear of war, fear of poverty, fear of random terrorism, fear of getting down-sized or fired because of the plunging economy, fear of getting evicted for bad debts or suddenly getting locked up in a military detention camp on vague charges of being a Terrorist sympathizer."
—"Extreme Behavior in Aspen," February 3, 2003

HMMMM
blot et lille pip omkring frygten for islamist broderskab.
Vi er sÅ bange hele tiden

Sider