Baggrund
Læsetid: 3 min.

Strid mellem diplomater spænder ben for fælles EU-linje

Jobkabalen i toppen af EU's nye udenrigstjeneste er så småt ved at gå op. Men under overfladen lurer en kulturkamp mellem EU's og medlemslandenes diplomattjenester. Der kan sætte en foreløbig stopper for en fælles europæisk udenrigspolitik, vurderer EU-eksperter
Udland
31. januar 2011

England sætter sig i hvert fjerde chefstol, mens Frankrig og Tyskland må nøjes med henholdsvis én og tre.

Sådan tegner billedet sig i toppen af EU's nye udenrigstjeneste, European External Action Service (EEAS), efter EEAS for nylig løftede sløret for den foreløbige fordeling af 26 ud af tjenestens 31 højst rangerede jobtitler.

Og selv om overvægten af udenrigstjenestens engelske chef, Catherine Ashtons, landsmænd kunne starte et større verbalt slagsmål i Bruxelles, er det ikke kampen om stolepladserne, der kommer til at spænde ben for målsætningen om en fælles europæisk udenrigspolitik.

Skal EU fremover »handle og tale med én stemme i internationale anliggender« og »bevæge sig udover det traditionelle diplomati«, som Ashton formulerede det i en tale sidste år, bliver den helt store udfordring i stedet at få de 27 medlemslandes diplomattjenester og EU's egne diplomater til at synge samme udenrigspolitiske tone. Det vurderer flere EU-eksperter, Information har talt med.

»De forskellige diplomatiske kulturer i EU vil skabe problemer. Både på grund af EU's og medlemslandenes forskellige diplomatiske traditioner og de forskellige tilgange til diplomatisk arbejde,« siger Fabrizio Tassinari, seniorforsker på DIIS med speciale i EU-forhold.

Udenrigstjenesten, der kommer til at bestå af 136 ambassadelignende EU-delegationer verden over, skal efter planen bemandes med omkring 6.000 embedsmænd. Mindst 60 procent af personalet skal hentes fra Kommissionen og Rådet (Ministerrådet), og mindst en tredjedel skal hentes fra medlemsstaternes egne diplomattjenester.

Fordelingen afspejler et foreløbigt kompromis i kampen om indflydelse i den nye udenrigstjeneste. Men den kan ende med at blive årsag til en langtrukken politisk hovedpine, vurderer Fabrizio Tassinari.

»Kommissionens diplomatfolk har en helt andet forståelse af det diplomatiske arbejde, end diplomater fra det franske udenrigsministerium. Læg dertil nationale uenigheder på en lang række udenrigspolitiske områder. Tænk bare på for eksempel Englands og Frankrigs vidt forskellige holdninger til EU's Afrika-politik,« siger han.

Forspildt chance

Fordelingen af poster giver på papiret Catherine Ashton mulighed for at opbygge et nyt diplomatkorps med hovedvægt på fælleseuropæiske interesser. Men sådan kommer klaveret ikke til at spille foreløbig, vurderer Daniel Korski, EU-ekspert og seniorforsker ved the European Council on Foreign Relations.

»Det har vist sig, at de nationale diplomatier er mest interesserede i at genskabe sig selv på europæisk plan. Men i stedet for at genskabe arbejdsgangene fra Asiatisk Plads og andre udenrigsministerier rundt om i medlemslandene, kunne man have forsøgt at skabe et nyt EU-diplomati med andre fagfolk end dem fra det traditionelle diplomatiapparat, f.eks. journalister, fagfolk fra Forsvaret og så videre. Det har diplomaterne ikke ønsket,« siger Daniel Korski.

Kampen om indflydelse i udenrigstjenesten kommer også til udtryk ved, at flere medlemslande i praksis lader hånt om de stramme rekrutteringsregler, påpeger Daniel Korski.

»Franskmændene blæser på rekrutteringsreglerne og hiver de folk ind, der passer dem. Små lande som Danmark spiller derimod efter reglerne. Sådan har det altid været i EU-regi. Det handler dybest set om kampen om indflydelse. Men reglerne begrænser rekrutteringsgrundlaget markant for et lille land som Danmark i forhold til store medlemslande, der som Frankrig så oven i købet gør, hvad der passer dem,« siger Daniel Korski.

Bag udenrigstjenestens glatte facade er der altså lagt op til regulære kultursammenstød, og skal de undgås, skal de forskellige kulturer først og fremmest lære at samarbejde. Det mener den danske EU-topdiplomat Michael Matthiessen, der har haft sin daglige gang i EU's maskinrum siden 1999, blandt andet som personlig repræsentant på menneskerettighedsområdet for den tidligere udenrigspolitiske chef i EU Javier Solana.

»Det er noget af en cocktail at blande 27 landes diplomatier sammen med kommissionens diplomati på én gang. Så alt, der hedder træning, er meget vigtigt i den sammenhæng. Især fordi tyskerne, franskmændene og englænderne i forvejen har store ambassadenetværk, som de formentlig ikke vil opgive. Mindre lande som Grækenland og Danmark vil derfor også have relativt større interesser i udenrigstjenesten, fordi den på sigt også kan varetage deres interesser i dele af verden, hvor de ikke har store netværk,« siger Michael Matthiessen.

Serie

27 lande - én stemme?

For få uger siden blev EU’s nye udenrigstjeneste skudt i gang. Sammen med EU's udenrigschef, Catherine Ashton, skal tjenestens omkring 6.000 diplomatiske medarbejdere varetage EU's fælles udenrigspolitiske interesser.

Men formår EU at omsætte sine økonomiske muskler til realpolitiske resultater på den globale politiske scene? Og er det overhovedet realistisk at få 27 medlemslande med vidt forskellige interesser til at tale med samme udenrigspolitiske stemme?

Information undersøger Europas nye udenrigstjeneste i en denne serie.

Seneste artikler

  • I Gaza og Ramallah opfattes EU som en positiv bidragyder

    21. februar 2011
    EU's udenrigschef beskyldes for at ignorere bistandsområdet, men i de palæstinensiske områder giver hendes hyppige besøg og EU's massive støtte fornyet håb. Dog ikke hvad angår politisk forandring, vurderer EU-kontor på Vestbredden og Gaza
  • U-landsbistand drukner i ny udenrigsstruktur

    14. februar 2011
    Ny EU-struktur risikerer at marginalisere bistandspolitikken, advarer flere hjælpeorganisationer
  • Rapport: EU sylter menneskerettigheder

    7. februar 2011
    Menneskerettighedsorganisationer retter voldsom kritik mod EU for dets 'bløde' udenrigspolitik, som de mener, har givet undertrykkende regimer som de egyptiske og tunesiske let spil. Tingene risikerer at blive værre under den nye struktur, mener de
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for nogle gode artikler om EUs nye udenrigstjeneste!

Helt uden indflydelse er Danmark dog ikke, da en tidl. dansk EU-ambassadør er Ashtons personlige rådgiver og med til at opbygge EUs
udenrigstjeneste:
http://en.wikipedia.org/wiki/Poul_Skytte_Christoffersen

Desuden er der jo allerede danskere ansat i det Generaldirektorat for Eksterne Forbindelser, der nu hører under det nye EEAS. (Derfor kommer man op på det store antal medarbejdere, da der allerede arbejder mange i forvejen med eksterne forbindelser).

http://www.eeas.europa.eu/index_en.htm

Jeg kan ikke se, at Frankrig har grund til at være misfornøjet i og med Pierre Vimont er nummer 2 efter Ashton i EEAS. Le Monde skrev om ham, at det er heldigt, at han blev udnævnt, for han kan lide svære missioner. Han er forøvrigt meget arbejdsom.

Står ordene i dag i DR1 fra Danmarks udenrigsminister til troende, efter et møde i EU opm Egypten, skal vi fremover lade befolkningen selv bestemme, hvad der skal ske, og hvem folket vil have som leder. Det må siges at være en kovending, efter at den samme udenrigsminister har deltaget i drabet på mange tusinde folk i Iraq og Afghanistan. Vi må vente på at kende motivet til den nye udenrigspolitik.

Søren Mikkelsen

"I stedet for at diskutere løsningsmuligheder for klimaudfordringen, finanskrisen eller andre globale problemstillinger brugte de europæiske ledere ifølge det amerikanske diplomathold mødet på at flokkes om Obama og forsøge at få taget det bedste billede sammen med USA’s nye præsident."

Relax; it's a European VACATION, silly!

Forvirring kan ogsaa bruges som politisk vaaben...

Michael Kongstad Nielsen

EU´s nye udenrigstjeneste er endnu et eksempel på, at EU´s top drømmer og har ambitioner, som ikke har rod i virkelighedens verden og behov. Hvad skal tjenesten lave? Ingen ved det, for EU har ikke nogen fælles udenrigspolitik. Nævn bare et område af betydning? Det findes knapt nok.

For at starte fra toppen: Frankrig og Storbritannien er begge permanente medlemmer af FN´s sikkerhedsråd og råder over atomvåben. Er det EU´s pladser i Sikkerhedsrådet? Nej. Er det EU´s atomvåben? Nej. Eller krigen i Irak 2003: Storbritannien og Danmark gik med. Hvad mente EU? Ingenting. Frankrig og Tyskland fandt krigen folkeretsstridig.

Et andet eksempel: Anerkender EU Kosovo? Det gør Grækenland, Cypern, Rumænien, Spanien, Bulgarien og Slovakiet i hvert fald ikke. Eller Israel/Palæstina-konflikten: Hvad er EU´s politik? Går EU ind for en to-statsløsning? Med et Palæstina med grænser fra 1967, og rømning af israelske bosættelser? Næh… Men hvad så? Tja….

Handelspolitik er der heller ikke enighed om. Skal EU være fælles om at lave handelskontakter med Kina, Indien osv.? Skal EU have fælles repræsentation i G 20? osv.

Nej, det er og bliver dagdrømmerier og urealistisk snak, men dyr snak, hamrende dyr (7000 ansatte). Det betales naturligvis bare af den uudtømmelige, kasse der hedder skatteborgernes penge. Henning Dues ovenstående artikel viser meget godt, at slagsmålet om, hvem der skal sidde på de velbetalte poster, nærmest er det vigtigste.

Med medlemsskabet af EU fik også Danmark atomenergianlæg og atombomber og vil forhindre andre lande i det samme - igennem det såkaldte sikkerhedsråd - siden 1945 et problem, som ingen kan og/eller vil løse, heller ikke mellem de enkelte europæiske diplomatier.

Michael Kongstad Nielsen

Per Diepgen, kan du forklare nig, hvordan Danmark fik atombomber?
For så vidt angår atomenergianlæg er vi med i CERN, javist, men det er ikke et EU organ, der er 20 medlemslande, har fungeret siden 1952. Men atombomberne er Frankrig og Srtorbritannien da ene om. De indgik i 2010 en bilateral aftale om vedligeholdelse af dem, herunder om deres u-både eller var det hangarskibe - i hvert fald var det ikke noget, de spurgte EU om først, eller som EU´s udenrigstjeneste havde det mindste med at gøre, så vidt jeg er orienteret.

Som nævnt, Danmark er blevet medlem af den europæiske union og alt, hvad det omfatter, og i øvrigt er vi medlem af Nato, hvis atombombearsenal er omfattende. Hvem der trykker på knappen er uvist, Frankrig kan ingen regne med holder sig tilbage (skønt det kostede vinbønderne dyrt at eksperimentere), og jeg husker ganske godt augustdagene i 1945.
Hvad vi ikke selv kan efterkomme, kan vi ikke forlange af andre. Israels atomtrusler og holdning til internationale konventioner er et eksempel.