Læsetid: 1 min.

Tunesiens Ben Ali sætter hårdt mod hårdt

Opstand breder sig i det nordafrikanske turistparadis - regimet svarer igen med skarpe kugler
12. januar 2011

Det begyndte som protester over høj ungdomsarbejdsløshed og politibrutalitet. Nu er det blevet 'en intifada', der kan true Ben Alis hidtil så klippesolide regime. Det skrev det franske dagblad Libération i går. Samtidig passerede dødstallet efter talrige gadekampe mellem demonstranter og politi ifølge ubekræftede forlydender 50. Ifølge menneskeretsorganisationen IFHRL kan 35 dødsfald dokumenteres.

»Det er første gang, der har været uroligheder af et sådant omfang - en klar advarsel om farerne ved at skabe et totalt unødvendigt diktatur,« siger Nordafrika-ekspert George Joffe fra Cambridge University og pointerer, at protesterne nu retter sig direkte mod Ben Alis styre.

»Ben Ali er må tænke nøje over, hvordan han politisk kan redde sig ud af det her,« >siger Joffe til BBC.

Ben Ali er Tunesiens kun anden præsident siden uafhængigheden fra Frankrig i 1956 og har hersket i landet, siden han greb magten ved et kup i 1987. Han betegner protesterne som »terrorhandlinger« iscenesat af en »ekstremistisk minoritet, der vildleder de unge«.

»Ben Ali, ser du den bølge, der vil skylle dig væk?« >lyder et af slagordene fra de unge demonstranter, der føres an af tunesiske rapstjerner som Malek Khemiri og Lak3y.

Skønt menneskeretsgrupper fordømmer Tunesien som et diktatur, der griber til politisk forfølgelse, tortur og undertrykkelse af ytringsfriheden, plejer europæiske lande som Frankrig og Italien nære forbindelser til Ben Ali-regimet. Frankrigs regering vil sågar opgradere Tunesiens partnerskab med EU og har da - i modsætning til EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton - foreløbig afstået fra at fordømme brugen af vold imod de tunesiske demonstranter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu