Læsetid: 3 min.

Tyske liberale er i krise

Hvad, der begyndte som en valgtriumf, er efterhånden ved at udvikle sig til et mareridt for Tysklands liberale parti. Uindfriede valgløfter og en enerådig udenrigsminister har sendt partiet under spærregrænsen
Roden til FDP's krise skal 
 lokaliseres i formanden, Guido Westerwelles, ene- 
 rådige ledelsesstil og hans indsnævrede politiske 
 fokus. Partiet der tog 14,6 procent af stemmerne ved valget i 2009, skraber nu bunden på den nedre side af spærregrænsen, viser 
 meningsmålinger.

Roden til FDP's krise skal
lokaliseres i formanden, Guido Westerwelles, ene-
rådige ledelsesstil og hans indsnævrede politiske
fokus. Partiet der tog 14,6 procent af stemmerne ved valget i 2009, skraber nu bunden på den nedre side af spærregrænsen, viser
meningsmålinger.

Alex Domanski

20. januar 2011

Lene Espersens politiske løbebane fra folkekær redningsmand til handlingslammet superskurk bør tjene som en advarsel for den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle. For blot 14 måneder siden bragte Westerwelle partiet til regeringsmagten og blev fejret som arkitekten til den største valgsejr i FDP's historie. Dengang stemte 14,6 pct. af de tyske vælgere liberalt. Aktuelle meningsmålinger placerer nu FDP på den grimme side af den tyske spærregrænse på fem pct. Og det har gjort spørgsmålet om Westerwelles naturlige lederskab til et højaktuelt spørgsmål i liberale lokalafdelinger over hele Tyskland.

I ugemagasinet Spiegel har Wolfgang Kubicki, der er formand for FDP i Slesvig-Holsten, anklaget sin partiformand for manglende selvkritik og for at fralægge sig ansvaret for den hastigt dalende tilslutning. Endelig advarer Kubicki om, at FDP under Westerwelle risikerer at falde sammen som det tidligere Østtyskland. Westerwelle har forsøgt at tie kritikken ihjel, men har måttet konstatere, at tyske medier er begyndt at spekulere i yngre FDP-politikere som Christian Lindner og Philip Rösler som hans mulige efterfølger.

Ifølge flere politiske eksperter hænger krisen i FDP i høj grad sammen med udenrigsministerens person:

»Der er klart tale om ledelseskrise med parallel til den danske udenrigsminister,« siger Albrecht von Lucke, redaktør på tidsskriftet Blätter für deutsche und internationale Politik.

»Fisken stinker fra hovedet, som man siger på tysk. FDP har det store problem, at valgets sejrherre ironisk nok er blevet en belastning. På den ene side duer Westerwelle ikke rigtig til at være udenrigsminister, som ellers er en post, der normalt garanterer et vist antal stemmer. Det andet problem er, at partiets indre profil er belastet. Det gælder blandt andet det uindfriede løfte om skatte- lettelser.«

Netop det skattepolitiske spørgsmål har besværliggjort forholdet til den konservative regeringspartner.

Et ingensagsparti

Som regeringspolitiker har Westerwelle bibeholdt den ideologiske profil, som FDP dyrkede i rollen som oppositionsparti. Det har blandt andet ført til et angreb på det tyske socialsystem som et eksempel på 'senromersk dekadence', der skal modvirkes med skattelettelser og beskårede socialydelser. Men Merkels defensive konsolidering af statsbudgetterne i kølvandet på finans- og eurokrisen har foreløbig umuliggjort gennemførslen af de lovede skattelettelser, som var en afgørende faktor for FDP's rekordvalg i 2009. Også sundhedsminister Philip Röslers stort anlagte plan for en reform af det tyske sundhedssystem endte efter konservative indsigelser med en kompromismodel, der langtfra har kunnet tilfredsstille de mere ideologisk ærgerrige dele af partiet.

»Det, som partiet hele tiden havde lovet under valgkampen, skete ikke. Der blev endda indført nye subventioner. Partiet er på den måde gået fra at være et enkeltsags-parti til et ingensagsparti,« siger Albrecht von Lucke med henvisning til FDP's kuldsejlede løfter om skattelettelser.

På trods af de manglende håndsrækninger fra den konservative regeringspartner mener Albrecht von Lucke, at roden til FDP's krise skal lokaliseres i formandens enerådige ledelsesstil og hans indsnævrede politiske fokus.

»Det er i høj grad et spørgsmål om Westerwelles figur. Han var en stærk oppositionspolitiker, men når man sidder i regering og anvender begreber som 'senromersk dekadence', der dis- krediterer store dele af befolkningen, virker det uægte.«

At FDP under Westerwelle, har været for monotematisk, er en vurdering, der deles af partiforskeren Jan Treibel fra universitetet i Duisburg:

»Som partileder står Westerwelle som en særlig eksponent for partiets programmatiske udvikling, der har indskrænket sig til for få sager.«

Om Westerwelle, modsat Lene Espersen, vil have held med at holde fast i tøjlerne som partileder, bliver sandsynligvis afgjort i løbet af 2011, hvor syv af Tysklands politisk vigtigste delstater går til valg. Hvis de tyske vælgere holder traditionen med at straffe forbundsregeringen ved delstatsvalg i hævd, vil baglandets tålmodighed med Westerwelle sandsynligvis slippe op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu