Læsetid: 4 min.

Usikkerheden lurer under Beiruts rolige overflade

Konfliktens parter synes enige om at undgå sammenstød i gaderne efter hariri-regeringens fald, men alt kan ske -Israel opgraderer beredskabet syd for grænsen
14. januar 2011

BEIRUT - Libanesere uden radio og fjernsyn, som ikke læser aviser og som kun bruger nettet til kabaler, ville i går ikke vide, at Libanon onsdag aften blev kastet ud i en krise, der får analytikere og politikere til at tale om ny »risiko for borgerkrig« og »ingen udsigt til løsning«.

Ifølge kommentatorer som Paul Salem fra Carnegie Middle East Center i Beirut, Sateh Nourredin fra Beirut-avisen As-Safir, og Amr Moussa, generalsekretær for Den Arabiske Liga i Kairo, er situationen helt uforudsigelig, efter at den syrisk-iransk-støttede '8. marts'-bevægelses 10 ministre - der udgjorde den indre opposition i premierminister Saad Hariris samlingsregering - onsdag aften trak sig tillige med en 'uafhængig' minister og rådgiver for præsidenten.

Adnan Sayyed Hussein, som han hedder, var den nødvendige 11. brik, der forfatningsmæssigt sikrede, at Hariri blev forhenværende, netop som han trådte ind i præsident Barack Obamas kontor i Det Hvide Hus i Washington onsdag.

De to statsmænd drøftede et muligt kompromis i striden om, hvor vidt Hariri skal tilgive sin far Rafik Hariris formodede mordere før eller efter FN's særlige Libanon-tribunal, der har efterforsket mordet på sunni-lederen i februar 2005, kommer med en stribe tiltaler ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.

Efter alt at dømme bliver skylden for mordet lagt over på medlemmer af det shi'itiske parti, Hizbollah, der har krævet, at Saad Hariri dropper samarbejdet med tribunalet, før dets rapport offentliggøres. Amerikanerne fastholder, at tribunal-processen må gå sin gang, og har kaldt 8. marts-manøvren for 'afpresning'.

Alt kan ske

Og når Hariri i dag forventes tilbage til Libanon efter sit besøg i USA og et improviseret stop i går i Paris, hvor præsident Nicolas Sarkozy fik en orientering, vil han præsidere over et forretningskabinet, der end ikke har autoritet til ansætte en piccolo til at hente kaffe.

Hvis han overhovedet vender tilbage - de fleste iagttagere er enige om, at han i hvert fald ikke kommer igen som regeringsleder foreløbig.

»Og hvis jeg var ham, ville jeg blive væk i nogen tid,« som en hans tilhængere sagde i går i Beirut.

»Det kan blive risikabelt for ham at være i landet nu, hvor alt kan ske. Hariri har ikke kontrol med de rabiate al Qaeda-aktivister i det nordlige Libanon, og hvis en ekstremist finder på at sprænge en bombe i Beiruts shia-muslimske Dahiya-bydel, kan den udløse uoverskuelige konsekvenser«.

Men trods bekymring både inde i og udenfor Libanon lignede gadebilledet i Beirut sig selv. De eneste synlige tegn på usikkerhed om udfaldet af krisen var flere militære kontrolposter med mere bemanding i Beiruts periferi.

Og så de to håndgranater, der i aftes blev kastet mod den kristne oppositionsleder, Michel Aouns residens nord for Beirut, uden at forvolde skade.

Der er enighed på begge sider af den politiske demarkationslinje om 'ikke at gå i gaderne', som det udtrykkes. Og som en bekendt bemærkede, da jeg spurgte til, om den usikre fremtid påvirker folk: »Vi er vant til en usikker fremtid. Den lever vi med hele tiden!«.

Jumblatt - en krumtap

Hvor lang tid, der går før Libanon har en arbejdsduelig regering, afhænger af druserlederen, Walid Jumblatt, der kontrollere 10 af parlamentets 128 pladser og kan vippe det 14. marts-flertal, Saad Hariri vandt ved valget i juni 2009 på 71 mandater mod oppositionens 57.

Allerede da havde Jumblatt indset, at 14. marts-bevægelsen ikke kan påregne støtte fra dens vestlige allierede eller fra Saudi-Arabien, når det brænder på, som det gjorde, da Hizbollah i 2008 greb til våben.

Jumblatt var loyal over for Hariri indtil valget, hvorefter hans gruppe blev 'uafhængig' - og i går holdt han møde med Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah. At de to drusiske ministre i samlingsregeringen ikke trak sig sammen med de 11, forklarede han med, at »det ikke var nødvendigt«.

Jumblatt selv sagde til den saudiske avis Al-Hayat, at han »ikke fik besked fra Syrien om at vælte regeringen«.

Druser-lederen, hvis far blev myrdet af syriske agenter i 1977, har siden sidste år gjort ydmygende afbigt overfor Syriens præsident, Bashar al-Assad, som han tidligere har kaldt »en slange«. Ikke fordi han har tilgivet syrerne, men fordi han skønner, at det bedst sikrer den lille drusiske sekt på ca. 300.000 af Libanons godt fire mio. indbyggere mod fremtidig forfølgelse.

Jumblatt er således blevet en vigtig brik i det spil, der bliver indledt mandag morgen, når den shiitiske parlamentsformand, Nabil Berri, mødes med den kristne præsident, Michel Sleiman, med det formål at finde frem til en egnet sunni-muslimsk politiker, der kan tage over efter Saad Hariri.

Denne helt faste embedsfordeling mellem de religiøse grupper er skrevet ind i Libanons forfatning, og flere kandidater er i spil. Blandt mulighederne nævnes den 76-årige Omar Karami, en to gange tidligere premierminister fra Tripoli, og udenfor Hariri-klanens indflydelsessfære.

Israel meddelte i aftes, at det militære beredskab langs grænsen til Libanon er forstærket af frygt for, at krisen i Libanon som det udtrykkes 'spilder over'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu