Nyhed
Læsetid: 4 min.

Hun har valgt sin syndebuk med omhu

Opbakningen til det franske højreparti Front National vokser. Årsagen er partiets nyvalgte leder, Marine Le Pen. Hun har droppet anti-semitismen, basker muslimer - og stjæler stemmer fra Sarkozy
Marine Le Pen overtager ledelsen af Front National fra   sin far, Jean-Marie Le Pen (t.v.).

Marine Le Pen overtager ledelsen af Front National fra sin far, Jean-Marie Le Pen (t.v.).

MIGUEL MEDINA

Udland
17. januar 2011

PARIS - »For 15 år siden kom tørklædet, og der kom hele tiden flere tørklæder. Siden kom burkaen til, og der kom hele tiden flere burkaer. Og siden kom der bøn på offentlige steder ... nu er der 10 eller 15 steder, hvor der jævnligt kommer et vist antal mennesker for at lægge beslag på områderne (og bede, red.). Jeg beklager, men for dem, der gerne vil tale om Anden Verdenskrig, og hvis vi skal tale om besættelse, kunne man tale om det her, for det der er en besættelse af territoriet.«

Sådan lød salven fra Marine Le Pen, den spritnyvalgte formand for det franske højreekstremistiske parti Front National kort før jul.

Samtlige politiske partier tog straks afstand fra hende. Men 54 procent af de franskmænd, der som regel stemmer på regeringspartiet, UMP, var enige med Marine Le Pen.

På den måde fik hun markeret nøjagtig, hvad hun ville: For det første etablerede hun med sammenligningen med besættelsen en direkte reference til sin far, Jean-Marie Le Pen, partiets hidtidige leder. Han har mange gange offentligt benægtet forskellige dele af Holocaust, for eksempel at der blev brugt gaskamre til at dræbe jødiske og andre fanger med under Anden Verdenskrig. Dernæst demonstrerede hun, at hun ved, hvordan man får drejet spotlyset i sin retning. Endelig fik hun, der altid har taget afstand fra sin fars antisemitisme, præciseret, hvem der er hendes prygelknabe, nemlig den helt almindelige praktiserende muslim.

Med denne kombination af chok og nålestikshetz har Le Pen junior skitseret den modernisering, hun vil gennemføre i Front National. Det har hun nu frie hænder til, da hun ved partiets kongres i Tours godt 200 kilometer syd for Paris i denne weekend blev valgt med 67,65 procent af stemmerne over rivalen, den typiske Front National-politiker Bruno Gollnisch.

Dermed valgte partiet en vej, der går ud på at gøre Front National stuerent, forklarer Nonna Mayer, doktor ved Centre d'études euro- péennes ved Sciences Po, en af Frankrigs mest prestigefyldte højere læreanstalter.

»Hidtil har partiets svaghed været, at det ikke blot er blevet opfattet som det ekstreme højre og altså en fare for demokratiet, men at det heller ikke er blevet opfattet som et regeringsparti. Marine Le Pen vil udvide vælgerskaren til også at omfatte det traditionelle højre. Derfor vil hun gøre partiet troværdigt og afbryde forbindelsen til Anden Verdenskrig, fascismen og nazismen.«

Mens midlerne er ændret, er datterens mål de samme som faderens: Job, boliger og socialhjælp skal gå til franske statsborgere med franske aner - ikke til muslimer eller indvandrere.

»Hun vil have et Frankrig uden indvandrere, eller fuldstændigt integrerede indvandrere,« siger Nonna Mayer.

Inspiration fra Sverige

Så vidt er Marine Le Pen en opskrift, der virker. Således havde dagbladet Le Monde i torsdags en meningsmåling på forsiden, hvori opbakningen til det højreradikale partis 'ideer' er gået fra 18 procent i januar sidste år til 22 procent nu. Blandt regeringspartiet UMP's vælgere er opbakningen til Front Nationals ideer vokset fra 20 til 32 procent - en fremgang, der tilskrives den 42-årige advokatuddannede politiker.

Med sin opdaterede version af højreradikalismen får hun nemlig åbnet en stribe døre, der hidtil har været godt forseglede. For eksempel får hun skabt kontakt til andre europæiske højrepopulistiske partier. Især Sverigedemokraterna, der ved det seneste valg kom i Rigsdagen for første gang, er interessante for Front National, fordi svenskerne også har lagt afstand til en antisemitisk fortid.

»På det europæiske plan i dag er den formel, der fungerer, anti-islam og afvisning af multikulturalismen,« forklarer Jean-Yves Camus, ekspert i højreekstremisme og tilknyttet det private forskningscenter Institut de relations internationales et Stratégiques.

Desuden erklærede Marine Le Pen for et par dage siden til en israelsk avis, at det ikke er let at være kvinde, jøde eller homoseksuel i de franske forstæder i dag. Altså samme teknik som hollandske Geert Wilders, forklarer Nonna Mayer:

»Hun vender argumentet om og siger, at det er indvandrerne og især muslimerne, der er intolerante,« siger hun og mener, det ikke er usandsynligt, at Marine Le Pen endog kan vinde en del af de jødiske vælgere, som er bekymrede over stigningen i radikal islamisme.

Moderne kvinde

Samtidig inkarnerer Marine Le Pen i sig selv moderniteten med sin forståelse for kvinder, der aborterer, sin advokat- og politikerkarriere, sine to skilsmisser samt sine tre børn. Igen er hun en skarp kontrast til sin far, der generelt skræmmer kvinder væk. De unge, fordi de ikke drømmer om et liv bag komfuret. De ældre, fordi de ofte er troende og derfor følger den katolske kirke, der i flere omgange heftigt har kritiseret partiet.

Ifølge meningsmålingerne klarer Marine Le Pen sig endog bedre blandt de kvindelige end blandt de mandlige vælgere.

Derudover er der Nicolas Sarkozy. Præsidenten gaflede godt nok en del af Front Nationals vælgere med sin diskurs om den nationale sikkerhed fra valgkampen i 2007.

Men ved regionalvalget sidste år gik regeringspartiet UMP tilbage, mens Front National klarede sig bedre end forventet. Her har den økonomiske og sociale krise sin del af skylden. Men Sarkozy har også nærmest kridtet banen op for Front National med sine mange - ofte mislykkede - initiativer inden for indvandrer- og islamfeltet:

»Alle de spørgsmål, som Front National beskæftiger sig med, er i allerhøjeste grad fortsat aktuelle,« siger Jean-Yves Camus.

Han vil ikke gætte på, hvordan partiet klarer sig ved præsidentvalget i 2012. Men:

»Måske kommer hun med til anden runde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her