Nyhed
Læsetid: 4 min.

Vold skæmmer Tunesiens Jasminrevolution

Efter den tunesiske præsident gennem 23 år, Zine al-Abidine Ben Ali, har forladt landet, kæmper demonstranter og sikkerhedsstyrker i Tunis' gader
Der var stor efterspørgsel efter varerne i de få butikker, der turde holde åbent i går i Tunis. Andre steder i hovedstaden var der kampe mellem politi og soldater og bevæbnede bander.

Der var stor efterspørgsel efter varerne i de få butikker, der turde holde åbent i går i Tunis. Andre steder i hovedstaden var der kampe mellem politi og soldater og bevæbnede bander.

Fethi Belaid

Udland
17. januar 2011

TUNIS - Mens hundredvis af soldater og tanks i går spærrede det centrale Tunis af, fortæller synet af byens hovedgade en historie om brutal undertrykkelse, som måske endnu ikke er forbi. Mellem tåregaspatroner og smadrede butikker ligger et hav af sko. De er blevet efterladt af mennesker, da politiet forsøgte at fange, anholde og slå dem under de fredelige protester, der væltede regionens mest hårdhændede despot.

Det lille nordøstafrikanske land skrev i weekenden historie, da en spontan folkelig opstand væltede præsident Zine al-Abidine Ben Ali, som har regeret landet i 23 år og foreløbig er gået i eksil i Saudi-Arabien. De 10 millioner tunesere blev den første befolkning i et arabisk land, som gik på gaden for at smide deres leder på porten. Mens den anden midlertidige præsident på blot 24 timer - Fouad Mebazaa, en figur fra regimet - skyndte sig at danne en midlertidig koalitionsregering med deltagelse af oppositionspolitikere, som under Ben Ali blev undertrykt og fængslet, dæmpede frygt og forvirring folkets glæde over den såkaldte Jasminrevolution.

Glæde og frygt

I hovedstaden Tunis og andre dele af landet rapporterer indbyggerne, at bander, som er bevæbnet med knive og maskeret med elefanthuer, angriber lejligheder og huse. Organiserede grupper angriber butikker, hospitaler og fabrikker. En ung advokat, der hastigt forlod sit kontor i Tunis' centrum til fordel for de roligere sydlige forstæder, sagde:

»Der hersker total forvirring. Alle forsøger at forstå, hvem der står bag. Om det er Ben Alis militsfolk, der klamrer sig til magten. Der har været enkelte plyndringer af butikker, men banderne virker organiserede,« siger advokaten og tilføjer:

»De laver ballade for at overbevise folk om, at de havde det bedre under diktaturet. Glæden er blevet forvandlet til ekstrem forsigtighed og frygt.«

Hele weekenden kunne man høre sporadiske skyderier i Tunis, hvor der blev sat ild på hovedbanegården, og et supermarked blev først tømt og siden brændt af. Tunesiens notorisk brutale civilklædte politifolk, der beskrives som 'Nordafrikas Stasi', barrikaderede Avenue Bourguiba nær indenrigsministeriet og stod vagt på gadehjørnerne og svingende med deres knipler. Mens militærhelikoptere svævede over Tunis, og soldater bemandede checkpoints ved alle veje ud ad byen, spekulerer intellektuelle på, hvor stor en rolle hæren har spillet bag kulisserne, og om der er tale om et opgør mellem hæren og politiet:

»Vi ved ikke, om hæren har fuldstændig kontrol, om der har været uenighed mellem sikkerhedsstyrkerne, eller om der er tale om en opstand,« siger Sana Ben Achour fra den demokratiske kvindebevægelse.

'Ørkenens Ceausescu'

Lederskiftet kom svimlende hurtigt. I fire uger havde der været protester i Tunesiens gader, som blev udløst, da en arbejdsløs satte ild til sig selv, efter at politiet havde konfiskeret hans kærre. Oprøret mod arbejdsløshed, politiundertrykkelse og en mafiøs og enevældig herskende klasse var en revolution uden en leder. Da Ben Ali, som blev kaldt »ørkenens Ceausescu«, fredag aften forlod landet i et jetfly, efterlod han sig et forvirrende tomrum. Ben Alis mangeårige allierede, premierminister Mohamed Ghannouchi, trådte kortvarigt til, hvilket skabte yderligere forvirring og mulighed for, at Ben Ali kunne vende tilbage. Men lørdag erklærede Forfatningsrådet, at præsidentens afgang var permanent, og gav Fouad Mebazaa 60 dage til at afholde valg. Det er uklart, hvem der er de vigtigste kandidater i Tunesien: Ben Ali har i flere årtier fuldstændig domineret tunesisk politik, anbragt sine egne mænd i nøglepositioner og sendt sine modstandere i fængsel eller eksil.

I det centrale Tunis begyndte folk at hive de allestedsnærværende portrætter af Ben Ali, som har prydet offentlige bygninger og rundkørsler i årevis, ned: »Jeg kaldte ham Tarzan,« fortæller en mand, som iagttager to mænd, der hiver et portræt af despoten ned. Da det første billede kommer ned, afsløres endnu et bagved og derefter endnu et. Men jo ældre Ben Ali blev, des yngre så han ud på portrætterne. Raseriet mod det herskende dynasti, især mod Ben Alis forhadte kone, Leila Trabelsi, som blev kaldt »Madame La Presidente« eller »Dronningen af Kartago«, fortsatte lørdag, hvor familiens mange villaer og ejendomme blev plyndret og brændt. Den tidligere frisør og hendes udvidede familie havde et mafiøst greb om erhvervsliv, byggeri og udenlandske investeringer og levede overdådigt. Det viser sig, at hun ganske passende er flygtet i sit »shoppingfly«.

Som en drøm

Almindelige tunesere er forhåbningsfulde trods usikkerhed og frygt:

»Vi er et følelsesladet folk,« sagde en lærer under demonstrationerne: »Mere end 70 mennesker er blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne. Det må høre op nu.«

I et land, hvor det hemmelige politi og dets informanter er overalt, har befolkningen længe været bange for at tale om politik eller gøre grin med det korrupte og despotiske regime. Men nu er myndighederne i nabolandene Algeriet, Marokko, Egypten og Jordan bekymrede for en afsmittende effekt. Da den flygtende Ben Alis fly fløj omkring, og tuneserne endnu ikke vidste, hvor han ville lande, opstod en ny vittighed:

»Flyet er på vej til Sharm el-Sheikh (i Egypten, red.), ikke for at lande, men for at samle passagerer op.«

Neji Brouri er en 45-årig forfatter, der er blevet overvåget, anholdt og chikaneret af regimet, fordi han nægtede at rette ind:

»Der hersker en lettet stemning. Men nu har vi brug for frihed og borgerrettigheder. Bander af militssoldater forsøger stadig at skabe panik. Pressen er selvfølgelig stadig i magthavernes hænder. Det er ikke overstået endnu. Der er glæde, men folk har navnlig brug for at føle sig trygge. Folk er blevet dræbt, tortureret, overvåget, chikaneret og har fået deres liv ødelagt. Jeg vågnede i morges og tænkte: Var det bare en drøm? Nu skal vi bevise, at det ikke var.«

© Guardian & Information Oversat af Mads Frese

International kommentar side 21. Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leif Højgaard

Demonstraterne lader sig nøje med at få lov at spise af hånden. Man ønsker grundlæggende forandringer. En ungdomspukkel af unge under 30 år, repræsenterer nu den nye centrale demografiske virkelighed for de fleste lande i den arabiske verden. En virkelighed det bliver nørvendig at forholde sig til.

Leif Højgaard

- lader sig ikke...