Læsetid 5 min.

Wikileaks mediestyring er brudt sammen

Wikileaks forsøg på at kontrollere offentliggørelsen af de diplomatiske indberetninger er slået fejl, efter at det er lykkedes først Aftenposten og siden Politiken at komme i besiddelse af dokumenterne uden om Wikileaks. Samtidig viser ny artikel i Vanity Fair, at Wikileaks samarbejde med medierne har været præget af kaos og løftebrud
Pressen er mødt op på det landssted, hvor Assange er i husarrest i Norfolk, England. 
 Partnerskabet med Guardian har varet i over et halvt år og sikrede organisationen sit gennembrud, men bød også på store spændinger og kontroverser, viser artikel i Vanity Fair

Pressen er mødt op på det landssted, hvor Assange er i husarrest i Norfolk, England.
Partnerskabet med Guardian har varet i over et halvt år og sikrede organisationen sit gennembrud, men bød også på store spændinger og kontroverser, viser artikel i Vanity Fair

Carl Court
11. januar 2011

Wikileaks har nu fuldstændig mistet kontrollen med offentliggørelserne af de fortrolige amerikanske diplomatiske indberetninger. Der er gået over 40 dage siden de første historier kom ud, men kun 2.017 ud af 251.287 indberetninger er indtil videre blevet offentliggjort af Wikileaks, der har planer om at køre en langstrakt udgivelsesfase i portioner over mange måneder. Men den bestræbelse led et alvorligt knæk kort før jul, da det lykkedes den norske avis Aftenposten at komme i besiddelse af samtlige 251.287 indberetninger - uden om Wikileaks. I lørdags kom det så frem, at Aftenposten har videredistribueret dokumenterne til Dagbladet Politiken, der nu også publicerer historier uden om Wikileaks:

»Aftenposten sidder med et kæmpemæssigt journalistisk materiale, som de kan se, at de ikke har en jordisk chance for selv at løfte. Så de prøver så at sige bare at lave en større redaktion«, siger John Hansen, der er gravechef på Politiken.

Aftenposten og Politiken hævder dermed at have adgang til den samlede mængde diplomatiske indberetninger uden at være bundet af nogle aftaler med Wikileaks. En opfattelse de ikke deler med stifter Julian Assange, ifølge hans udtalelser til den norske avis Dagens Næringsliv i sidste uge:

»Aftenposten er for øjeblikket en af Wikileaks' mediepartnere,« sagde han på vej ind på politistationen til sin daglige meldepligt. En udtalelse som redaktør på Aftenposten Hilde Haugsgjerd undrer sig over.

»Det er forbavsende at høre ham sige det. Vi er ikke Wikileaks' mediepartner. Vi har ikke fået tilgang til dette materiale fra Wikileaks, og jeg ved med sikkerhed, at vi har fået adgang til materialet uden at have indgået aftale om brugen,« siger hun til Dagens Næringsliv.

Hilde Haugsgjerd kritiserede Wikileaks for med sin målrettede udvægelse af medier at have »etableret sit eget nyhedsmonopol«:

»Julian Assange er så vidt vi ved temmelig misfornøjet med, at Aftenposten også har fået hele den såkaldte Cablegate(..) Paradoksalt nok er chefen for en af tidens største lækager sur over, at der er blevet lækket fra hans egen lækage. Det ødelægger hans strategi for, hvornår og hvor dokumenter om internationale konflikter og temaer skal offentliggøres,« skriver hun:

»De første artikler fra Cablegate omhandlede enkle folkelige temaer om hårde karakteristikker af statsledere og toppolitikere. Mens lækager som omhandler krige og konflikter i Mellemøsten ifølge medieplanen først skulle offentliggøres i februar. Denne plan følger Aftenposten ikke.«

Mediepartnerskaber

I den seneste tid er flere og flere detaljer om Wikileaks' kaotiske samarbejde med globale medier kommet ud i offentligheden. Partnerskabsaftalerne sikrede whistleblower-siden sit egentlige gennembrud, men de har langtfra været problemfrie: Brudte løfter, trusler om sagsanlæg og personlige fjendskaber har præget samarbejdet mellem Wikileaks og dets tætteste partner igennem det sidste halve år - den britiske avis The Guardian. Det fremgår af en ny artikel i det amerikanske magasin Vanity Fair.

Det var Nick Davies, en journalist fra The Guardian, der oprindeligt etablerede samarbejdet mellem Wikileaks og avisen. Efter at have læst en historie i sin egen avis om soldaten Bradley Manning, den angivelige kilde til en række af Wikileaks' seneste lækager, besluttede han sig for at opspore Julian Assange i juni 2010. Et tip førte ham til Bruxelles, hvor han fandt Assange på et hotelværelse.

»Alt, hvad jeg ved, er, hvad der er offentligt. Og det tyder på, at du er i besiddelse af en meget spændende pose hemmeligheder,« sagde Davies ifølge Vanity Fair.

»Jeg har et register med hver eneste episode, der involverer det amerikanske militær i Afghanistan i de sidste syv år. Jeg har et register med hver eneste episode, der involverer det amerikanske militær i Irak siden marts 2003,« svarede Julian Assange og nævnte også de diplomatiske indberetninger fra Cablegate og en række fangefiler fra Guantánamo, som endnu ikke er blevet frigivet. Seks timer senere havde de lavet en aftale om overdragelsen af 90.000 fortrolige dokumenter om krigen i Af- ghanistan, og det kontroversielle samarbejde var indledt. En research-central blev kort efter oprettet hos The Guardian, og Assange arbejdede side om side med avisens journalister og boede også en overgang hjemme hos Guardians chef for undersøgende journalistik, David Leigh. New York Times og Der Spiegel blev inddraget, og et par uger inde i arbejdsprocessen overdrog Assange også Irak-dokumenterne til de tre aviser. Alle tre medier var klar til at publicere Afghanistan-historierne den 25. juli, men dagen før den stort anlagte udgivelse blev Nick Davies ringet op af en kollega på britiske Channel 4. Han forklarede, at Assange - mod alle aftaler - netop havde givet det konkurrende medie den fulde adgang til Afghanistan-dokumenterne.

Brudte løfter

Nick Davies blev rasende og har siden den dag ikke talt med Assange. Overholdelsen af de indgåede aftaler fortsatte med at være et problem igennem arbejdet med Irak-dokumenterne. De var oprindeligt sat til at udkomme to uger efter Afghanistan-filerne, men Assange krævede udsættelse, for at flere medier kunne komme med om bord. Journalist på The Guardian David Leigh spillede sine kort rigtigt og krævede adgang til de mest kontroversielle dokumenter fra Wikileaks - de diplomatiske indberetninger. Fik Guardian filerne, ville Wikileaks få seks uger mere til at få mediepartnere ombord. Assange accepterede forslaget med den betingelse, at Guardian ikke måtte offentliggøre noget før han gav lov. Kort efter lykkedes det Guardian at få fat i de diplomatiske indberetninger fra en anden kilde - og mente nu at være helt frigjort af aftalerne med Assange. Da Assange hørte om planerne, blev han rasende. Han stormede ind på avisen med sin advokat og truede med et sagsanlæg, hvis Guardian brød aftalen og publicerede artiklerne, før han gav lov. Guardians redaktør Arus Rusbridger var under stort internt pres, og flere af avisens journalister ville have ham til at bryde helt med Wikileaks. Efter et maratonmøde lykkedes det ham at forhandle det hele på plads - og en ny dato blev sat og overholdt. Adspurgt i dag, om han fortryder noget ved samarbejdet med Wikileaks, svarer han til Vanity Fair:

»I forhold til hvor komplekst det hele var, så synes jeg, det gik ret godt. Alle spændingerne taget i betragtning, så ville det have været overraskende, hvis vi var kommet ud af det uden gnidninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Randrup
Karsten Randrup

Wikileaks får sin egen medicin, og måske alle de ukritiske medløbere på får anledning til bare et minimum af kildekritik ift Asange og hans væbnere.....

Brugerbillede for Markus Lund

Glæder mig til OpenLeaks bliver lanceret , så vi kan blive fri for det personfnidder og koncentrere os om den direkte overvågning af magthaverne.

Brugerbillede for Thomas  Thomsen
Thomas Thomsen

folk på venstrefløjen må være skuffet over deres store helt efter at have læst denne artikel. og nej, det er ikke den amerikanske administration, der står bag denne historie!!

Brugerbillede for René Jansen

Hvad er det egentlig i alle sammen jubler over? Historien her er, at 'cablegate' kommer til at gå lidt hurtigere fra nu af, men hvad er det egentlig vi skal ærge/glæde os over?

Det her er en non-historie.

Brugerbillede for Per Diepgen

At skyde budbringeren?
Af hensyn til offentlighed og åbenhed er betydningen af, hvem der afdækker hemmeligheder, underordnet.

Brugerbillede for Anonym

Rønnebærene er sure...

Det er heldigt at det er Politiken der har adgang til Cablegate, da Information øjensynlig ville have syltet projektet.

De eneste der er personfikserede og de eneste der fremdrager de aldeles ligegyldige statsleder karateristikker, er de der prøver at miskreditere Wikileaks.

Vi andre holder os til 'cables' som det seneste om CIA flyvningerne........

Kom igen, Sebastian Gjerding....

Brugerbillede for Søren Mikkelsen
Søren Mikkelsen

Det er godt at oplysningerne om magthavernes fordaekte metoder kommer ud til os. Punktum.

Forresten, modemagasinet Vanity Fair handler naturligvis (som titlen siger) om forfaengelighed, herunder sladderhistorier om show business. Det er ikke et serioest medie. Det er derfor man her finder f.eks. vindboejtlen Christopher Hitchens som skribent, og nu altsaa modeikonet Assange som emne.

Brugerbillede for Bo  Larsen

Dette her er uinteressant i et større perspektiv.

Jo hurtigere disse leaks bliver offentliggjort desto bedre for demokratiet.

Medierne skulle helle tage at skrive om substansen i mange af de leaks, der allerede har dokumenteret overtrædelser af menneskerettigheder.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Johannes Aagaard

Well, stater e r autoritære konstruktioner, ligesom virksomheder - i alt fald når disse (virksomhederne) når en vis størrelse.
Stater i særdeleshed har et monopol på vold. straffesystem og lovgivning.
Konspirationen opstår når statens øverste aktører i strid med lovgivningen, foretager “politiske manøvrer” der underminerer lovgivningen.

Det er således, at når man ligger og roder med klassificeret materiale, det være sig i en efterretningstjeneste eller som eksponent af klassificeret materiale som i Wikileaks tilfælde, er man nødt til at operere med en “need to know” basis internt i organisationen, for ikke at få afdækket sine hemmeligheder.

Wikileaks befinder sig i samme situation som røvere, der virkelig scorer kassen ved et kæmpe kup - jorden begynder at brænde under dem, fordi der bliver sat store resurser ind på at afdække dem, fange lederen, og selv “underverdenen” bliver usikker på grund af høje dusører, der kan få folk til at agere i modstrid med Wikileaks interesser.

Der er næppe tvivl om, at Wikileaks som organisation ikke har været gearet til at behandle en sådan stor læk, men har måttet improvisere i forhold til mængden af informationer, og ikke mindst de modtræk de har været udsat for, også fra private virksomheder, der på illegal vis (konspirationer) har hindret Wikileaks i at være på nettet (Amazon.com), eller i at modtage donationer (Pay-pal, Mastercard, Visa, o.a.)

Så Julian Assanges manifest om stater og virksomheders autoritære træk, har Wikileaks og Assange selv mærket på egen krop så at sige, og man må vel med rimelighed kunne påpege at han havde ret.
Der har endog være røster fremme fra ledende politikere om, at han burde likvideres.

Så for mit eget vedkommende har jeg valgt at ignorere støjen fra tidligere ansatte eller konkurrenter til Wikileaks, også i pressen - de kan snuppe en tudekiks - de har nemlig hverken brandet eller oplysningerne.

Men for at vende tilbage til “need to know” basis, er fakta, at det nedsætter hastigheden i en organisation - altså gør den mindre effektiv, og man risikerer at oplysninger går tabt, der ellers kunne have været brugt til tværfaglige formål.

Det var faktisk den lære USA uddrog af 9/11 og som medførte at de delte informationer på tværs af faglige netværk - til ca. 1 mill. mennesker.

Brugerbillede for Anonym

Guardian bebrejder WIkileaks for deres egen manglende navnebeskyttelse i et 'cable' fra Zimbabwe vedrørende Morgan Tsvangirai og sanktionerne mod Mugabes regeringsparti.

Det omtalte 'cable' blev efter de indgåede aftaler mellem Wikileaks og The Guardian først publiceret af Guardian som en af de kulørte beskrivelser af Mugabes person og the Guardian glemte åbenbart at bortredigere Morgan Tsvangirai's navn.

I et voldsomt angreb på Wikileaks påståede 'uansvarlighed', skrev James Richardson i en markant artikel at Wikileaks var ansvarlige for en kommende retsag mod Morgan Tsvangirai. Artiklen slutter bombastisk med:

'WikiLeaks ought to leave international relations to those who understand it – at least to those who understand the value of a life.'

Fejlen blev kommenteret kraftigt i kommentarer under artiklen, men først nu er der kommet en mindre redigering og ændring af facts. Kommentar feltet er blevet lukket og den oprindelige artikel kan kun findes andetsteds.

Information havde en lignende artikel d.29 December af Anna von Sperling, der ligeledes brugte denne læk til at missionere mod Wikileaks uansvarlighed og som sluttede med:
»I Zimbabwe har Wikileaks og Assanges ædle sag leveret ammunition til en tyran, så han kan såre - og måske endda dræbe - forsøget på et flerpartidemokrati.«

Det kan ikke undre nogen at et læk til udvalgte dele af verdenspressen af så enorme dimensioner, udover de politiske implikationer, selvfølgelig også vil vække et hundeslagsmål i en branche der konkurrere om eksklusivitet til kilder, Angrebne på Wikileaks er af meget agressiv karakter og Assanges respons der citeres sidst i Anna von Sperlings artikel syntes yderst fredelig og pragmatisk.

»I forhold til hvor komplekst det hele var, så synes jeg, det gik ret godt. Alle spændingerne taget i betragtning, så ville det have været overraskende, hvis vi var kommet ud af det uden gnidninger.«

Det ville være retfærdigt at Information bragte en opfølger til artiklen der korrigerede ophavet til forsømmelsen.

Brugerbillede for Anonym

Citatet i slutningen af Anna von Sperlings artikel er ikke af Anna von Sperling, men fra en kommentar i The Atlantic af Christopher R. Albon. En kommentar der er omdrejningspunktet i artiklen af Anna von Sperling.

Beklager unøjagtigheden !

Brugerbillede for Jakob Hede

Interessant artikel i counterpunch.

Er følgende korrekt forstået?:

'Wikileaks modtager informationer fra whistleblowers og overlader censuren af disse informationer til vestlige medier, som editerer informationerne i overensstemmelse med det kapitalistiske imperiums ønsker og behov.'

Hvis det er korrekt forstået, bliver spørgsmålet hvorfor gør wikileaks sådan, og hvad fortæller det om wikileaks.

Hvis wikileaks via The Guardian medvirker til tilsløring af CIAs bestikkelser i oliesager, ligner det et interessefællesskab mellem wikileaks og CIA.
Ville det være så stor en overraskelse?

Jeg kan da forestille mig mange medie-kanaler, der ville være mere troværdige til at formidle informationer kritiske mod imperiet - i dette tilfælde kune man jo fx foreslå counterpunch i stedet for The Guardian. Jeg kunne endda forestille mig endnu bedre alternativer end counterpunch - fx nogen , der ikke agerer leftwing gatekeepers ifht. 9/11... men oops det gør Assange jo også.

Brugerbillede for Sebastian Gjerding
Sebastian Gjerding

@ Per Danbo: Du har påstået noget lignende i en tidligere tråd - hvad er det der får dig til at tro at vi ville sylte Cablegate-afsløringer?

Jeg ser nu ikke artiklen som personfnidder - det er da interessant at Assange har lagt al magt omkring publisering af cablesne i hænderne på fem udvalgte medier - og stort set kun publiseret hvad de har udvalgt og kørt historier på. Den plan er nu kommet i problemer fordi nogle indenfor hans egen organisation har lækket cables videre til medier, der ikke vil følge hans planer. Det er da interessant nok?

Og vi følger skam også CIA-fly sagen.

@Bo Larsen - det er da netop ikke uinteressant - da det er pga Wikileaks publiseringsstrategi, at vi stadig kun har set under 1 % af cablesene.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Sebastian Gjerding

Jeg har læst mig frem til, at Assange netop har fulgt den strategi du fremhæver, for at sikre sin egen person, og andre medarbejdere hos Wikileaks, idet det er de udvalgte medier der præsenterer historierne, hvorfor man ikke kan hævde, at Wikileaks er dem der har offentliggjort historierne.

Det sker netop på grund af USA's intentioner om at forfølge Wikileaks og Assange i særdeleshed, bl.a under henvisning til Spionageloven fra 1917.

Ved at følge denne strategi, er det jo således aviserne der i givet fald skulle retsforfølges, og eftersom det aldrig er lykkedes den amerikanske regering at få en avis dømt for overtrædelse af denne lov (sidste gang man forsøgte var vist da New York Times udgav dokumenterne som Daniel Ellsberg havde tilegnet sig) - og årsagen er at det er i strid med The first Amendment, der netop sikrer pressefriheden.

Så hvis man vil forfølge Assange, uden at anerkende Wikileaks status som nyhedsmedie, er man jo også nødt til at forfølge de øvrige aviser, der jo har offentliggjort telegrammerne.

Man har allerede nedsat en grand-jury i Virginia, hvor CIA har hovedkvarter, og har anmodet "tvitter" om personoplysninger, bla. på et islandsk parlamentsmedlem - og man har formentlig også henvendt sig til andre internetaktører som Facebook i samme anledning.

Brugerbillede for Sebastian Gjerding
Sebastian Gjerding

@Niels Mosbak:
Grundene til valget af publiseringsstrategi skifter ret ofte. Assange har såvidt jeg husker flere gange selv begrundet det med at det er for at maksimere indflydelsen af releasen, som ville blive mindre, hvis man bare lagde det hele online på en gang.

Den anden grund er, at man ikke selv har ressourcerne til at redigere i dokumenterne og derfor udliciterer den opgave til mediepartnerne. Det er såvidt jeg er orienteret grunden til at det går så langsomt på nuværende tidspunkt. Bekymringen for, at man skader evt. kilder i dokumenterne fylder vist en del efter hele Afghanistan balladen - hvilket også var grunden til at de Irak-dokumenter der blev gjort offentlige var komplet ulæselige - og det stadig kun er de udvalgte medier, der kan få noget fornuftigt ud af dem. Men det gør ikke desto mindre at det er de udvalgte medier der indtil videre har bestemt, hvilke historier der skal ud af cablesne - og hvilke der ikke skal.

Artiklen skal dog slet ikke ses som en kritik af Assanges publiseringsstrategi - men som en konstatering af at han har mistet kontrollen med materialet, fordi der er nogen i hans organisation der lækker.

Ift. Twitter og Facebook halløjet så kan jeg ikke forestille mig at så professionelle folk som WL kunne finde på at foretage nogen form for følsom kommunikation på sociale medier, som man naturligvis ikke kan stole på - så det er vist et skud i blinde fra Justitsministeriets side, som jeg tvivler på, at de får noget ud af. Men debatten er da vigtig nok.

Brugerbillede for Sebastian Gjerding
Sebastian Gjerding

Lige en tilføjelse til hele Twitter-tingen - så kommer det selvfølgelig an på, hvad det er for beviser DOJ forsøger at få fat på. Hvilke IP'er der har opdateret hvilke profiler vil jo måske kunne bruges til et eller andet - men intern kommunikation tror jeg sgu ikke der er meget af.

Brugerbillede for Allan S. K. Frederiksen
Allan S. K. Frederiksen

Mediernes hungren efter historier hvor de har monopol på oplysninger er årsagen til Wikileaks' mediestrategi. WL havde i flere år kunnet observere at medierne kun i meget begrænset omfang interesserede sig for deres afsløringer.

Da WL så forsøgte sig med at give nogle dokumenter til udvalgte medier, med lovning om at de først blev offentliggjort på WL efter at medierne have bragt historierne, skete der en ændring og WL blev kendt i bredere kredse.

Desværre har det så vist sig at Assange og WL organisationen ikke har kunnet magte opgaven med så stort et leak som Cablegate er. De har gjort det rigtige med at opdele afsløringerne i emner, men de skulle have fordelt historierne til flere forskellige medier, så dokumenterne blev frigivet hurtigere.

WL burde vide at man kun kan styre/kontrollere den frie presse, så længe de selv indvilger i det (fordi de ikke har nogle incitamenter der taler mod), eller at pressen ikke selv er opmærksom på det.