Læsetid: 4 min.

'I aften er hele verden egyptere'

Låget fløj af trykkogeren i Egypten i aftes, hvor alle i karnevalsagtig glæde væltede ud på gaderne over hele landet for at fejre folkets sejr: Præsident Hosni Mubarak trådte tilbage efter seks årtiers tro tjeneste. Alle var glade og tænkte slet ikke på, hvad der så videre skal ske
Unge demonstranter, der i 18 dage har ventet på Tahrir-pladsen på, at Mubarak trådte tilbage, gik i ekstase af glæde i går først på aftenen. For præsidenten bøjede sig for det folkelige pres og gik af efter 30 år på tronen, godt hjulpet på vej af militæret.

Unge demonstranter, der i 18 dage har ventet på Tahrir-pladsen på, at Mubarak trådte tilbage, gik i ekstase af glæde i går først på aftenen. For præsidenten bøjede sig for det folkelige pres og gik af efter 30 år på tronen, godt hjulpet på vej af militæret.

Dylan Martinez

12. februar 2011

KAIRO - 30 års diktatur gik ud ikke med et brag. Men med 50 korte ord. Udtalt af vicepræsident Omar Suleiman.

Han kigger ikke engang direkte ind i kameraet. Da han på sin stive, vrantne facon meddeler egypterne og verden, at Hosni Mubarak har overdraget sine beføjelser til Det Øverste Militære Råd.

Måske 30 sekunder i alt, der vil skrive sig ind i Mellemøstens historie.

Turen ned med min elevator tager kun et lille minut, men da jeg er nået ned på gadeplan, er det, som at resten af Kairo har fået den samme idé.

Man kan allerede høre festen og rusen fra Befrielsespladsen en halv kilometer væk i luftlinje, som var det rundt om hjørnet.

Som på kommando stemmer bilhornene på Geziragaden og i resten af Egypten på engang i samme takt.

Taxien tager to minutter mere. Men flere hundrede meter fra Befrielsespladsen går alt helt i stå.

Operapladsen er blokeret af en trafikprop af fest og farver. Et lydinferno af dyttende biler og dansende mennesker. Fra biler vælter dansemusik ud på den arabiske gade på fuld blus. Snart knalder de første lysende raketter mod himlen. Overalt er der flag. Fremmede mennesker falder hinanden i armene og krammer.

Lykønskningerne fyger fra hånd til hånd, som om hele landet havde fødselsdag på denne dag.

»Tillykke. Tillykke. Til alle. Virkelig til alle. Også til dig,« siger ung fyr med krøllet hår og hippe briller. Små børn i barnevogne eller på farmands skuldre. Nogle kvinder er tildækket fra top til tå i saudiarabiske abayer, andre er mejet ud som om de skulle på diskotek. Velhavende egyptere med Blackberryies og mærketøj og deres tjenestefolk i Galabaiya. Men de skal alle til den samme fest.

'Vi har vundet'

»Jeg er så lykkelig. Hosni Mubarak er her ikke mere. Vi egyptere er det bedste folk i hele verden,« råber Ainas, en pige, der hænger ud af vinduet på en bil med håret og et flag frit blafrende i vinden.

Og man har lyst til at give hende ret. I aften er vi alle egyptere.

»Vi har vundet.« lyder det fra et vindue, hvor en kvinde, der kunne være hendes mor med tildækket hår V-tegn.

Men som Ainas var de fleste af de dansende og dyttende på pladsen var slet ikke født, da Hosni Mubarak overtog præsidentposten fra den myrdede Anwar Sadat i 1981.

Dagen begyndte ellers truende. Med trusler om vold og storm på præsidentpaladset.

Volden lå og hang i luft ved tv-bygningen, hvor nervøse soldater og forurettede demonstranter stod over for hinanden kun adskilt af pigtråd og løfter fra hærledelsen om ikke at gøre demonstranterne foretræk. Efter Hosni Mubarak torsdag aften i en tale til nationen ikke som ventet gik af.

Allahhuakbar. Allahuakbar, (Allah er stor)« råber en mand med tårer i øjnene.

»Hurra. Hurra. Frihed Frihed,« svarer en gruppe unge.

»Dette er mine børn,« siger han og peger på sine to små døtre udmajet i den egyptiske trikolore - sort, hvid og rød.

Tsunami af glæde

»Tag en billede af dem. Tag et billede af dem,« beder han og hiver mig i armen, inden han selv råber direkte ind i linsen.

»Vi fik ham! Vi fik ham! Mubarak er væk!«

Alle synes at ane, at dette vil blive en aften, der vil blive husket længe. For altid.

En sergent overskuer fra sin kampvogn med en let hovedrysten. Hvor skal dette mon ende, synes han at spørge sig selv.

Det samme spørgsmål stiller de sig sikkert i alle regionens præsidentpaladser og kongeslotte. Men ikke med en hovedrysten, men med kuldegysninger.

Tsunamien af mennesker, der vælter ned mod Befrielsespladsen bliver ved med at vokse.

At dette er enden for Hosni Mubaraks 30 år diktatur er ingen i tvivl om. Men hvor efterdønningerne af denne politiske tsunami, der er blevet udløst af unge menneskers hunger efter frihed, er endnu for tidligt at sige.

At det er et militærkup, der fejres synes ikke at sætte en prop i hverken raketterne eller festglæden. Folkefesten er total.

»Vi håber, at hæren vil give os demokrati,« siger en ung dreng med en mobil for øret.

Denne aften er der ikke andet at gøre end at følge med strømmen og se, hvor den fører hen.

Det synes også at være den konklusion, som den unge sergent er kommet frem til, da han modsvarer folket råb om »Folket og hæren er et!« og begynder først modvilligt så med begge hænder at hjælpe små drenge op på sin kampvogn.

Med små flag bliver de fotograferet med deres forældres mobiltelefoner. Knips. Knips. Så er den lige til familiealbummet. Og historiebøgerne.

Man hører fremtidige familiekrønike: 'Dengang jeg var en lille dreng, og min far tog mig med til Befrielsespladsen for at fejre diktatorens fald'.

I aften har hele Egypten lov til at blive længe oppe. For selv som journalist skal være forsigtig med at bruge ordet 'historisk', men der er ingen tvivl denne aften.

At ingenting, hverken her i Egypten eller i regionen vil være som det var før.

Gunnar Willum, Kairo Informations udsendte medarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tillykke til alle Ægyptere. Det der ud til at I er sluppet af med en despotisk, sponsoreret diktator som untertegnede aldrig havde forestillet sig at sponsoren ville havde råd til at give slip på. Var der tale om et vist pres? Nu bliver det afsindigt spændende at erfare hvad naboen i Gaza kan forvente at demokratiets tilsyneladende fremmarch vil bringe dem. Så vidt jeg husker var der rimelig bred enighed tale om at valget i Gaza var demokratisk da Hamas vandt det sidste valg dernede. Hvis demokratibevægelserne husker det på samme måde, må det undre at sponsoren ikke undervejs har stillet de samme krav til den undertrykker de slås med. Hamas er er jo tilsyneladende funderet på Iranske bevillinger, og så er sponsoren altså ikke på samme måde parat til at strøtte det demokrati de nu bifalder i Ægypten. Men det bliver spændende at se hvordan de vil forklare, at et demokratisk gennembrud kan være mindre adækvat i Gaza end i det nye demokrati i Ægypten?

Det første der rinder mig i hu, i denne - for verden så historiske begivenhed ,er et gyldent citat fra en af 1990´ernes store film ;
"let's not start sucking each other's dicks quite yet. ..."

Tillykke til ægypterne, men polerne smelter stadig og snart begynder verdenshistoriens største krig til alle tider - krigen om de sidste ressourcer, og så bliver jorden mere rød end Mars.

Men nyd det så længe ;)

Tirsdag d. 1 februar . Flere aviser:
"SF-formand Villy Søvndal, som kan blive Danmarks næste udenrigsminister, får ingen opbakning fra den nuværende og to tidligere udenrigsministre, når han direkte opfordrer den egyptiske præsident, Hosni Mubarak til at gå af."

Godt set Villy!

Tydeligvis vil vi alle være godt tjent med Villy Søvndal som udenrigsminister, hvis han en dag skulle få chancen.

Han var nemlig den eneste politiker, der fra starten bakkede 100 % op omkring de demonstrerende krav om Mubaraks afgang, og han greb som den eneste ud efter øjeblikket, for at kunne være med til at støtte op omkring denne pludselige historiske chance som viste sig at ændre millioner af mennesker fremtid.

De næste par uger vil alle ønske tillykke med diktatorens fald, men husk, at det var alene Villy Søvndal som havde mandsmod og hjerte til at stå tæt sammen med det egyptiske folk, og det selvom de fleste politikere herhjemme stod i kø for at håne ham for hans støtte..

Heinrich R. Jørgensen

Tillykke til egypterne og alle andre opløftede.

Der er næppe nogen historie, der er så vigtig og opbyggelig som dengang man (eller ens forfædre) fik sin/deres frihed, og kastede åget af sig. Danmarks befolkning har endnu en sådan oplevelse til gode.

Heinrich:

Nu ikke så pessismistisk. Vi har i den kollektive danske historie indtil flere sådanne historier om at kaste åget fra os: 1848, 1901, 1945, 1968 for bare at nævne de nyeste. Lad være at de har lige så lidt politisk realitet som den nuværende egyptiske situation, det er symbolværdien der tæller og i sidste ende betyder noget for den enkelte og for det kollektive.

Forhåbentlig kommer begivenhederne i Egypten i øjeblikket til at betyde mere, ikke bare for egypterne selv, men også resten af Mellemøsten, end bare de politiske realiteter.

Ja, tillykke, i dag. Men hvad med i morgen?

Egypten er et samfund gennemsyret af arbejdsløshed, fattigdom, korruption, militarisme og en autokratisk religion.

Man skal være mere end optimist for at tro på at nulevende generationer kommer til at opleve nogen som helst form for fundamental ændring af det samfund.

Med den generelle befolkningseksplosion og sammenlignelige samfundsforhold i hele regionen er den seneste udvikling formodenlig kun begyndelsen på noget, som vi næppe skal glæde os for tidligt over.

Ufatteligt hvad man skal læse af forskruet pladder og ønsketænkning om Egypten i disse uger. Mage til manglende viden og realisme, skal man lede længe efter.

Det er næsten værre, end da Obama blev præsident.

Ufatteligt hvad man skal læse af forskruet angstfremkaldende pladder og skræmmetænkning omkring Egypten i disse uge. Mage til manglende viden og indsigt, skal man lede længe efter.

Det er næsten værre end da Bush førte os i krig i Irak.

Såvidt jeg har forstået, har det ene militærdiktatur afløst det andet i Egypten. Hvad har det med det igennem tre uger højt besungne frihed og demokrati at gøre, eller med 'folkets sejr'?

'I aften er hele verden egyptere'. Jo, godmorgen!

Rene Kofoed Hansen

Tillykke Egypten.
Salam Aleikum Hosni Mubarak.
Husk og lægge pengene ved kasse 1.
Det bliver spændende og se om der er nogen i hæren der har politiske ambitioner?
Og hvad gør USA og Israel i denne tid?
Alt deres arbejde de sidste par år er bombet tilbage
til nul. 80% var afhængigt af Mubaraks samarbejde.
Også spændende og se hvorledes Det muslimske broderskab griber det an?
Under alle omstændigheder er det fantastisk at det kunne lykkedes. Det er det mest modige jeg har set og hørt om i mange år.
Epypten har bare de største nosser for tiden!
Ville ønske jeg stod på Tahrir pladsen og kunne mærke euforien og glæden ved at have gennemført
noget alle havde troet var umuligt.

De der ikke kan anerkende mulighederne i en stor begyndelse uden at have set slutningen, er fattige i ånden og får aldrig noget fra hånden.
Sur røv til jer !!

Uforbeholdent tillykke til Ægyptens folk.

Hvis man kan overbevise den israelske højrefløj om, at det er i Israels interesse, at der kommer demokrati i Mellemøsten, har Egypten en chance.

Lykkes det ikke, vil der blive indsat en ny diktator.

Man skal kunne argumentere for, at det vil gavne Israels sikkerhed at lade mange millioner vrede mennesker komme til stemmeurnerne.

Det kan blive noget af en opgave !

Per pegede vist på de følelsesmæssige aspekter i situationen, men der er dog belæg for en beskeden optimisme.

Egypten har faktisk en demokratisk tradition, der dog er spinkel og sidst set i aktiv tilstand i starten af forrige århundrede. Det er bevidstheden om denne tradition kombineret med ufattelig fattigdom, udbredt korruption og egypternes stolthed, der er drivkræfterne bag begivenhederne i Egypten.

Derudover tror jeg mere, det er Obamas USA der sidder med nøglen til fremtiden i Egypten. For det egyptiske militær er de amerikanske økonomiske bidrag af livsvigtig betydning, og derfor er det muligt at lægge pres på militæret. Spørgsmålet er så, hvordan et eventuelt pres fra Israel influerer processen.

Tyrkiet har også et indflydelsesrigt militært kompleks med enorme samfundsmæssige interesser a la det egyptiske, men hér fungerer militæret som garant for et sekulært demokrati - om end med en hel del spændinger til følge.

Tyrket er dog ikke den arabiske verdens omdrejningspunkt som Egypten er det, men alligevel mener jeg dog, at der er belæg for en begrænset optimisme.

Og, Ole, hvad betyder referencen til Obama? Har han ikke fået gennemført centrale dele af den politik han lovede han ville føre?

Sandheden om Ægypten er jo, at der er et enormt økonomisk potentiale, som under de eksisterende post-koloniale forhold ikke har fået lov at komme befolkningen til gode. Der er intet, der i princippet ville forhindre Ægtypten i at blive endnu et BRIC-land.

Ja, der er jo mange der i kraft af luftspejlinger fejlfortoker umuligheder med muligheder og ureflekterende kaster sig ud i at få noget fra hånden. Som regel lader disse handlingsfyldte mennesker deres visioner gå ud over andre uskyldige, som efterfølgende må betale med deres liv og lemmer. Så sandelig sur røv til de reflekterende ...

Steffen Nielsen

Flemming Rose, Lars Hedegaard, Søren Espersen, Jesper Langballe og alle jer andre, der i årevis har påstået, at muslimer og demokrati er hinandens modsætninger.
Hvad er jeres forklaring nu? Uanset resultatet af denne revolution, så har den muslimske befolkning i Nordafrika vist,at der er ingen modsætning, også selvom den ægyptiske revolution skulle blive stjålet af nye regimer, som så ofte før.
Spørgsmålet er, om vesten vil anerkende resultatet af demokratiet. Det ville Vesten ikke i Gaza, da befolkningen både til Hamas's og befolkningens egen forbløffelse valgte Hamas.

Jeg kan konstatere, at "Trykkefrihedsselskabet" i bladet SAPPHOS forsøger på alle måder at bortforklare de seneste ugers udvikling, og dets hykleriske håb om demokratiets indførelse virker lige så hult, som hvis Søren Krarup begyndte at argumentere for menneskerettigheder

Heinrich R. Jørgensen

Sune Olsen:
"Nu ikke så pessismistisk. Vi har i den kollektive danske historie indtil flere sådanne historier om at kaste åget fra os: 1848, 1901, 1945, 1968 for bare at nævne de nyeste."

Der var bestemt grund til optimisme i 1848 (enevældens fald), men monarkiet bestod. Stort set lige så repressivt som før. Der var grund til optimisme i 1885, da aviserne dagligt havde monarkens afgang og folkets frihed på forsiden, hvor der var store folkemøder og demonstrationer blev mødt med statens tæskehold. Folk faldt til patten igen, pga. en knækket knap. Der var grund til optimisme pga. andelsbevægelserne. De er siden blevet til den nye storkapitalen, der opkræver ågerpriser for fødevarer. Der var grund til optimisme i 1915, da kvinderne fik valgret. Der var grund til optimisme i nogle få dage i 1945, indtil de politikere hvis politik der blev påstået besejret, igen sad ved magten. 1968? Var det ikke revolutionen, hvor nogle kommende kulturpinger røg hash på en trappe og rektor på KU sørgede for at ungdommens stormløb skete mod åbne døre?

Den seneste historie om at kaste åget af sig, er om "systemskiftet" 2001.

Jeg er ikke pessimist. Jeg er skuffet, indigneret og til tider arrig over fraværet af rygrad hos flertallet af mine landsmænd og vores forfædre, idet vi stadig har til gode at have en ægte historie om dengang folket smed usurpatorerne på porten og besluttede sig for hvilke spilleregler der fremover skulle gælde. Gid "vi" kunne tage os sammen, og gennemføre et ægte systemskifte.

Tom W. Petersen

Søndagsavisen meddeler, at ifølge The Guardian er Mubarak verdens rigeste mand. Han har en formue på næsten 383 milliarder kroner. Derefter kommer den mexicanske forretningsmand Carlos Slim Helu med 292,5 Milliarder. Og som nummer tre Bill Gates med knap 290 milliarder.
Så Mubarak har sikret sin seneste alderdom. Ægypten har lønnet ham godt.

Steffen Nielsen

Hvadd fanden stiller man op med så mange penge, Hvis jeg havde en brøkdel ville jeg da tage en slapper og kun arbejde i det omfang, der interesserer mig

Mubaraks formue er 383 milliarder kroner...

...man må håbe at egypterne viser Vesten foragt ved at vælge Hamases islamiske vej i kampen fremover mod totur, korruption, fattigdom og arbejdsløshed. Det vil ikke være nok at pengene føres tilbage til folket. Påtænk hvad folket har lidt for at sikre Vestens sikkerhed i området. I Egypten er millioner af mennesker svagtseende eller blinde på grund af en banal øjnsygdom, som nemt kan helbredes - millioner af børn lider af sygdommen i øjeblikket...

Janna al-Mahdi

Jeg bor i Kairo og har vaeret paa Tahrir-pladsen de sidste uger og har set folket vinde en kamp, som de selv til tider synes at tro var umulig,
De har vaeret saa afsindigt modige og det har baaret frugt-ingen tvivl om, at en lang kamp for at opbygge demokratiet venter forude, men de foerste skridt er taget ved, at folket har faaet smidt Mubarak paa porten (eller til Sharm es-Shayk;). Saa lige nu nyder de fleste bare, at kunne traekke vejret i frihed, for de ved godt at det benhaarde arbejde venter forude.

Rene K. Hansen
Stemningen igaar da nyheden om Mubarak trak sig, var intet mindre end euforisk og den holder endnu...hop du paa et fly herned og fejr det med os-saa giver vi gerne en kop the og vandpibe:)

Steffen Nielsen

Bill
Det er jeg godt klar over, og jeg har også konstateret det andre steder i verden.
Det var blot den måde, som du skrev dit indlæg på, der virkede som et citat

@Steffen Nielsen,
Ok du har også - ligesom i 100.000 af andre turister - haft den oplevelse at stå og kigge ind i et par mørke barneøjne med skorper af materie og fyldt med fluer og vide at det er en behandling til få dollars, der redder det lille barn fra blindhed eller et svagt syn og en dermed følgende analfabetisme....

...men jeg synes sjældent det er den historie man får fortalt når globetrotter vender hjem.

Steffen Nielsen

Bill
Man skal jo ikke bevæge sig ret mange timer i et fly, før man møder en fattigdom og en helt unødvendig lidelse, som er umådelig svær at rumme.
Jeg tror såmænd ikke, at globetrotter og turister er specielt kyniske, og det er de færreste, der har overskuddet til at gøre ret meget, når de kommer hjem til Danmark. Nogle ekstremt få bliver så berørt, at de vælger at vie hele deres liv på at bekæmpe fattigdom og sygdom.
99,99% vælger helt at lade være med at snakke om det de så i deres ferie og nævner blot i forbifarten, at nøden var enorm.
Man kan sige, at de mindst hykleriske måske er dem, der tager på badeferie, og som ligger hele ferien på stranden og opdager overhovedet ikke fattigdommen omkring dem.