Læsetid: 4 min.

Alting bliver som før - bare uden Mubarak

Militærets mål om, at situationen normaliseres, og alting hurtigst muligt bliver, som det var, før opstanden begyndte - minus Mubarak - er allerede ved at løbe ind i problemer
Hosni Mubarak måtte fredag overdrage sine magtbeføjelser til Det Øverste Militære Råd, der ledes af manden her - forsvarsminister feltmarskal Mohammed Tantawi. Men Tantawi nyder ikke den store opbakning, f.eks. beskrives han af yngre officerer som 'Mubaraks puddel'.

Hosni Mubarak måtte fredag overdrage sine magtbeføjelser til Det Øverste Militære Råd, der ledes af manden her - forsvarsminister feltmarskal Mohammed Tantawi. Men Tantawi nyder ikke den store opbakning, f.eks. beskrives han af yngre officerer som 'Mubaraks puddel'.

Khaled Desouki

15. februar 2011

KAIRO - Siden Vicepræsident Omar Suleiman fredag aften trådte frem på egyptisk stats-tv og meddelte, at Hosni Mubarak havde overdraget sine magtbeføjelser til Det Øverste Militære Råd, der ledes af forsvarsminister feltmarskal Mohammed Tantawi, ledes Egypten af, hvad man alle andre steder ville kalde en militærjunta.

Men bortset fra kommunikeer læst op i fjernsynet er det uklart, om eller hvordan landets nye uniformerede herskere vil omsætte deres løfter til demonstranterne om at indføre demokrati.

Det egyptiske militær har, lige siden en gruppe unge officerer omkring Gamal Nasser tog magten i et kup mod den britiskstøttede konge i 1952, været den afgørende magtfaktor i egyptisk politik.

Men militæret har for det meste foretrukket at udøve denne magt i kulissen og overlade det daglige og ofte beskidte arbejde med at regere landet og undertrykke dets befolkning til civile politikere og de utallige uniformerede og hemmelige civile sikkerhedsstyrker under Indenrigsministeriet.

Dette synes at være en del af forklaringen på, hvorfor militæret på trods af, at det udgør regimets grundpille, har bevaret sin opbakning i befolkningen, der hilste militærkuppet velkommen med jubelbrøl og to døgns uafbrudt fest.

Men spørgsmålet er, hvor længe den enorme velvilje som støtten til demonstranterne og militærkuppet mod Mubarak vil vare ved, for hverdagen og alle dens konflikter og problemer er allerede ved at melde sig og udfordre militærets popularitet. Tantawi beskrives som »Mubaraks puddel« af yngre officerer, der mener, at han blot er en ja-mand for den tidligere diktator.

Tantawi er veteran fra tre krige mod Israel, har været forsvarsminister siden 1991, hvor Egypten stillede sig på den amerikanskledede koalitions side for at befri det irakisk besatte Kuwait.

Mangler verdenssynet

I går offentliggjorde Wikileaks indberetninger fra den amerikanske ambassadør, der i 2008 beskriver den amerikanske ambassadør den 75 årige Tantawi på følgende måde:

»Han og Mubarak er fokuseret på regimestabilitet og at opretholde status quo. De har simpelthen ikke energi, tilbøjeligheden eller verdenssynet til at gøre noget anderledes.«

Militæret har ikke bare en politisk, men også en økonomisk særstilling i det egyptiske samfund. Militærkontrollerede hospitaler, skoler, fabrikker og turisthoteller menes at udgøre et sted mellem 25 og 30 procent af landets bruttonationalprodukt. Privilegier det ønsker at bevare.

Derfor er generalernes prioritet, at situationen normaliseres. Med andre ord at alting bliver, som det var før opstanden. Minus Hosni Mubarak.

Det er således de samme ministre, som sad på taburetterne i fredags, dengang Egyptens præsident stadig hed Hosni Mubarak, der styrer landet. Den eneste forskel er, at premierminister Ahmed Shafik, selv en tidligere general, nu har rapport til feltmarskallen og hans kolleger i det Øverste Militære Råd og ikke til Mubarak.

Men at overføre militærets kommandostruktur til den kaotiske egyptiske politiske situation kan vise sig vanskeligt. At militærets generaler er vant til at udstede ordre og blive adlydt uden at blive sagt imod blev stillet til skue, da de sidste tilbageværende demonstranter på Befrielsespladsen fik en time til at rømme pladsen eller blive arresteret.

Da demonstranterne nægtede at adlyde, blev de fjernet med magt af militærpolitiet, enkelte blev arresteret.

Generalernes mareridt

Men snart efter strømmede en ny gruppe demonstranter ind på pladsen. Denne gang var der tale om politifolk. De blev senest set på pladsen for over tre uger siden, da de forgæves forsøgte at nedkæmpe demokratirevolten.

Mandag var de dog vendt tilbage for at gøre brug af den selv samme ytringsfrihed, som de tidligere havde forsøgt at knægte. Politifolkene kræver, ligesom jernbanearbejdere, ambalancechauffører, bankansatte og en lang række professioner, højere løn og bedre arbejdsforhold.

Små og store arbejdsnedlæggelser er siden Mubaraks exit skudt op over alt. Adskillige steder i de egyptiske statsinstitutioner er der udbrudt små minirevolter med krav om højere løn og afsættelse af korrupte ledere.

Og det er en udvikling, der bekymrer generalerne. For hvis de mange strejker og protester spreder sig, vil den allerede hårdt pressede økonomi tage endnu et dyk. En udvikling, der på længere sigt kan gøre landet uregerligt. Det absolutte mareridt for generalerne. Derfor var kommunike nummer fem fra det Øverste Råd, der blev offentliggjort i går, fyldt med opfordringer til at indstille strejkerne, som beskrives som både »skadelige for landets sikkerhed,« og »en trussel mod økonomien og stabiliteten«.

En klar henvisning til, at generalerne absolut ikke vil tolerere, at arbejdsnedlæggelserne fortsætter med at sprede sig.

Men spørgsmålet er, om Egyptens befolkning - efter at have overrasket både sig selv og hele verden ved at bringe kolossen Mubarak til fald - vil affinde sig med den nye kæft, trit og retning fra hæren og gå hjem og passe deres arbejde, som om intet var hændt.

Allerede på fredag er der kaldt til en ny kæmpedemonstration på Befrielsespladen, officielt en 'sejrsparade', men er formentlig også tænkt som huskeseddel til generalerne om, at det egyptiske folks tålmodighed ikke er uendelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer