Den arabiske revolution kan ende i autoritær ideologi

BEIRUT - Der er flere forskelle end ligheder i den arabiske revolutionære proces, der indledtes med Tunesien, spredte sig til Egypten og derfra videre til Yemen, Jordan, Algeriet, Bahrain og Libyen.

»Men der er et fællestræk,« påpeger Hazem Sahghie, politisk redaktør på det London-baserede arabiske dagblad, Al Hayat, og en af de mest læste kommentatorer i den arabiske verden.

»Det er nationale, ikke ideologisk arabiske revolter. Du hører ikke paroler mod USA, og den israelske ambassade i Kairo blev ikke angrebet. Utilfredsheden med de lokale vilkår er krumtappen. Se på kortet over Mellemøsten: Jordan og Egypten har fredsaftaler med Israel, de andre urocentre ligger langt fra konflikten både geografisk og politisk. Det er lokal misnøje, der er udgangspunktet, ikke ideologiske.«

Men hvorfor kommer opstandene nu? De arabiske regimer har hidtil uforstyrret undertrykt den latente utilfredshed, og nu eksploderer det hele?

»Globaliseringen er en medvirkende årsag. Det er ikke tilfældigt, at det hele begyndte i Tunesien, der er atypisk i regionen, mere forbundet med Europa end andre arabiske lande, og med et bredere uddannelsesniveau. Omkring tre millioner af en befolkning på 10 millioner har adgang til internettet, og af dem er 1,3 mio. på Facebook. Når den nu afsatte præsident Ben Ali, modsat andre regimer i regionen, åbnede for frit internet og de sociale medier, var det ud fra en teori om, at det ville virke afpolitiserende, men det modsatte blev tilfældet. Ben Ali byggede tillige sin fejltagelse på, at den økonomiske vækst ville værne ham, men han overså, at væksten kun gjorde hans familie og den lille elite af investorer tæt på regimet velhavende, og at befolkningen betalte en høj pris, da den økonomiske krise satte ind i 2008.«

Internet bygger ikke op

Som i Egypten?

»Ja, du ser det samme billede i Egypten, blot i større skala. Da urolighederne i Kairo brød ud, var Egyptens økonomiske vækst på syv procent og de beregninger, jeg har set, viser, at den kun vil falde med et par procent nu. Men den vækst blev ikke udbredt ud over regimets korrumperede inderkreds, en smal gruppe af forretningsfolk, der havde forbindelserne i orden. Og der kom de sociale medier ind som det værktøj, der nedbrød frygtens mur. Og når muren kunne væltes i Tunesien og Egypten hænger det også sammen med, at regimerne relativt var mere flinke end f.eks. i Syrien, i Irak under Saddam og ser vi nu i Libyen. Det, der kan bekymre, er, at de unge taber sejren. Internettet kan vælte et regime, men det kan ikke bygge et nyt op. Vi ser nu, at de politiske organisationer og ideologier, mest markant Det Muslimske Broderskab, træder ind i det rum, der er opstået. Det er svært at få øje på en politisk organiseret platform, som de unge opererer fra. Og det gælder også de lande, hvor der er aktuel uro, Yemen, Bahrain og især i Libyen.

Men Libyen er rigt med masser af olie og en befolkning under syv mio. De færreste ventede vel en opstand der?

»Libyen er et særtilfælde, og jeg tror, at en årsag til urolighederne er de historiske modsætninger mellem Benghazi og hovedstaden, Tripoli. En anden brudlinje går mellem ørkenfolket over for de mere sofistikerede i kystbyerne. Endelig er Libyen i endnu højere grad end andre arabiske lande uden institutioner alle beslutninger er inde at vende hos Muammar Gaddafi og hans sønner. Det giver en naturlig grobund for utilfredshed.«

Men Gadafis sikkerhedsapparat synes at virke?

»Ja, det er den institution, der fungerer. Som i mange andre arabiske lande de er gode til sikkerhed, men når det kommer til det sociale, uddannelse, sundhed, osv. er institutionerne svage eller, som i Libyen, ikke-eksisterende.«

Hazem Sahghie tilføjer eftertænksomt, som om han selv synes, det er utroligt:

»Det er jo grotesk, at Libyen regeres af en bisse som Gaddafi på 42. år og oven i købet hævder, at det ikke er ham, men masserne, der styrer. Beskæmmende. Men også typisk for de arabiske lande. De er ikke stater, men myndigheder. De er gode til undertrykkelse, men ikke til at levere.«

Risiko for ideologisering

En rød tråd i Saghies syn på de arabiske revolutioner er, at selv om de begynder som nationale og sociale opstande, er risikoen for ideologisering, der udvikler sig til sekteriske konflikter overhængende.

»Bahrain har en sekterisk konflikt mellem shia-flertallet og sunnier, der regerer. I Yemen er der en undertone af sekterisme i urolighederne, med sunnier i syd og shiaer i nord. Hvis disse modsætninger får vækstbetingelser, vil det påvirke andre Golf-stater, først og fremmest Saudi-Arabien og De Forenede Emirater, hvor der er betydelige shia-mindretal. Det vil tvinge Iran til at gribe ind på en eller anden måde, og det vil ikke blive tolereret af USA.«

Men har USA overhovedet en rolle i disse revolutioner?

»Absolut. Både USA og Europa. Den gode nyhed er jo, at demokratitendensen har bredt sig til Algeriet, til Yemen og Bahrain, og det kloge vil være, at Vesten råder sine allierede venner til at indse, at gradvise, men synlige reformer mod demokrati, er vejen frem. En anden god nyhed er i øvrigt Iran, hvor regimet lapper på manglen på legitimitet med udenrigspolitikken, hvor demonstrationerne er for patriotisme. Det er tankevækkende, at blandt parolerne i Teherans gader var Nej til Gaza og Nej til Libanon.«

Men Iran vælter vel ikke lige nu?

»Det tror jeg heller ikke, ligesom jeg ikke tror, at Saudi-Arabiens kongehus går under. Men forskellen på de to lande er, at hvor Saudi-Arabiens tilbagestående kongehus er mere avanceret end folket det er ikke prinserne, der opretholder forbuddet mod, at kvinder kører bil, det er deres islamister så er den iranske fundamentalisme trykket ned over folket ovenfra, og derfor langt mere sårbar. Men i denne runde vil fornyelsen komme fra de lande, jeg nævnte, hvorimod jeg ikke forventer, at den vil brede sig til f.eks. Syrien. Der vil styret slå meget hårdt ned, hvis det er et spørgsmål om dets overlevelse. Og i Irak og Libanon fylder de sekteriske konflikter for meget til, at der vil ske afgørende demokratiske ændringer.