Nyhed
Læsetid: 3 min.

Beijing jubler over blå himmel

Den kinesiske storby har fået bugt med smoggen på grund af gunstigt vejr og begrænsning CO2-udledning og udstødningsgasser
Beijings indbyggere fejrer i disse dage nytår og kan samtidig glæde sig over, at himlen er ualmindeligt blå. Godt vejr og øget regeringskontrol med afbrænding har ført til, at luftkvaliteten i Beijing den seneste måned har været den bedste siden 1998. Den 3. februar havde byen oplevet en måned med uafbrudt blå himmel.

Beijings indbyggere fejrer i disse dage nytår og kan samtidig glæde sig over, at himlen er ualmindeligt blå. Godt vejr og øget regeringskontrol med afbrænding har ført til, at luftkvaliteten i Beijing den seneste måned har været den bedste siden 1998. Den 3. februar havde byen oplevet en måned med uafbrudt blå himmel.

Jason Lee

Udland
8. februar 2011

Beijing, som er berygtet for sine problemer med smog, tog den 3. februar hul på det nye år efter den første måned med uafbrudt blå himmel i et årti. Godt vejr og regeringskontrol med afbrænding af kul og køretøjers udstødning har halveret forureningen i forhold til det normale niveau for januar og dermed skabt forhåbninger om, at den sædvanlige dis af forurening hører fortiden til.

Du Shaozhong, som er vicedirektør for Beijings kommunale miljøbeskyttelsesafdeling, der er blevet hårdt kritiseret gennem årene, var tilsyneladende i sprudlende humør, da han lod sig interviewe:

»Hvad angår luftkvalitet har det været den bedste måned siden 1998. Med hensyn til miljøforbedringer er vi på rette vej. Hver dag forsøger vi at forbedre luftkvaliteten.«

Han erkender, at luftkvaliteten i løbet af de seneste måneder har nydt godt af vejrforholdene - kraftig vind og lave temperaturer - men hævder, at forbedringerne ikke er en engangsforeteelse. Sidste år lå luftforureningsindekset under 100, som er byens standardmål, i mere end tre ud af fire dage. I 1998 var det bare én ud af fire:

»Sammenligningen er forbløffende. Disse tal vidner om en positiv, langsigtet udvikling,« udtaler Du Shaozhong.

Han illustrerede Beijings udfordringer med data på de fire hovedkilder til forurening: industri og kraftværker, som brænder 30 millioner tons kul af om året; antallet af biler er steget fra en million til 4,8 millioner siden 1998, og Beijings byggepladser, der dækker et areal på 100 millioner kvadratmeter, hvilket er tre gange mere end alle byggepladser i Europa tilsammen.

Øget kontrol

For at ændre den hastigt voksende og stadig mere velhavende befolknings indvirkning på miljøet, har Beijing monteret svovlrensningsanlæg på byens fem kulkraftværker og 60.000 kedler. Opvarmningen af boliger foregår nu med gas. Således har Beijings forbrug af kul været stabilt i 12 år. Kombineret med flytningen af forurenende fabrikker forud for OL i 2008 har dette bidraget til et kraftig fald i udledning af svovldioxid, som kun oversteg grænseværdierne tre dage sidste vinter, hvilket skal sammenlignes med hele 106 dage i 1998. Nu har trafikken førsteprioritet. Beijing har forbedret kontrollen med udledningen af udstødningsgasser og vil næste år indføre de internationale Euro5-standarder, siger Du Shaozhong. 300.000 af de mest forurenende køretøjer er blevet udfaset i løbet af de seneste fem år. Fra sidste måned har bystyret også indført begrænsninger for indregistrering af nye køretøjer, hvilket vil bremse stigningen i trafikken.

Beijing har stadig en lang vej endnu for at opnå den samme luftkvalitet som i vestlige byer. Målingerne omfatter endnu forurenende stoffer såsom ozon og de små partikler, som kaldes PM2.5. Du Shaozhong siger, at der i fremtiden vil blive gjort mere for at nedbringe udledningen af PM2.5, som for det meste stammer fra biler og udgør en væsentlig sundhedsrisiko, fordi partiklerne optages i lungerne og blodet, mens de større PM10-partikler fra industriproduktionen bliver siddende i næsen. Den kinesiske stat overvejer for øjeblikket at begynde at måle udledningen af PM2.5-partikler.

Mådehold

Forbedringerne betyder ikke, at smoggen er forsvundet for evigt. For mindre end tre måneder siden var tågen så tyk, at skyskraberne helt forsvandt i disen. Ifølge den amerikanske ambassades målinger oversteg luftforureningen maksimumværdierne.

Det tørre og klare vejr har også miljømæssige ulemper, Beiing er f.eks. ramt af alvorlig tørke. Og i mange tilfælde er forureningen flyttet snarere end forsvundet. Den er migreret til Kinas fattige regioner sammen med den forurenende industri.

Mange indbyggere er fortsat skeptiske. Men forbedringen af luftkvaliteten i hovedstaden, især i løbet af den seneste måned, har fået udenlandske observatører til at udtrykke forbløffelse over den usædvanligt klare himmel. Bloggen LivefromBeijing, som i flere år har fulgt udviklingen i byens luftkvalitet, bemærker, at »den ubrudte række af dage med blå himmel« nu har passeret 40:

»Vi oplever ikke blot mindre eller subtile forbedringer. Luftforureningen i Beijing har i de seneste måneder været mindre end halvdelen af, hvad den normalt er på denne tid af året. Det er bemærkelsesværdigt,« bemærker bloggeren David Vance Wagner.

Asia Society, der dagligt offentliggør sammenlignende billeder og data om luftforureningen i Beijing og New York, har for nylig beskrevet forandringerne i begejstrede vendinger:

»Hvad angår blå himmel og luftkvalitet har denne uge været langt den reneste. Selv i New York er luften dårligere.«

Du Shaozhong betragtede dog det kinesiske nytår, der blev fejret med raketter, romerlys og kanonslag, som en trussel mod den forbedrede luftkvalitet:

»Det er dårligt for såvel samfundet som miljøet. Folk må bruge fyrværkeri med større mådehold. Vi har stadig problemer med forurening.«

© Guardian & Information 2011
Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her